Leverpostej er lavet af hjort

Min kæreste fortæller mig, at han engang troede, at leverpostej var lavet af hjort, og ind imellem tror han stadig lidt på det. Han siger det lige efter, vi har haft sex i vores bil på vej til at handle ind. Han lyner sine bukser op, mens jeg kravler om på forsædet i et grin. “Jo jo, det er rigtigt nok – det er den der grå farve. Hvordan kan det nogensinde være gris?” insisterer han, “- og mind mig i øvrigt lige på, at vi skal købe noget mere af det. Vi er ved at løbe tør.” Jeg kysser ham på kinden og starter bilen.

Vi bevæger os ind i en ny fase, som på de fleste punkter er god, blot fordi den er ny, men den er på samme tid skræmmende, fordi det hele er ukendt territorium. Min kæreste starter alligevel ikke på universitet endnu. Dog har han fået et job, så han kan tjene nogle penge. Det betyder også, at jeg skal starte uden ham, og den asynkrone fremgang, havde jeg gerne været foruden. Jeg kommer jo til at slå rødder i et nyt og spændende liv, men forhåbentlig finder vi en måde, hvor han ikke føler sig helt så efterladt. Det er jo hans eget valg, og jeg er stoppet med at overtale ham til at starte direkte.

I Netto på Søren Frichs Vej fylder han uhæmmet indkøbskurven op med en masse grøntsager.  Bunden af den gule kurv er fyldt, og jeg står og bliver i tvivl, om han overhovedet kan navngive den alle sammen, men en ting er sikkert: han er en mand af fremtiden. “Vi skal også have portobellosvampe,” indskyder jeg med et nik mod de flade brune svampe ved siden af salaten. I det samme opdager jeg, at jeg har noget indtørret sæd i en hårlok, men han når ikke at bemærke mit ansigtsudtryk, for han har travlt med at gennemse alle svampepakkerne for at finde det bedste valg. Nettopigen er ikke på arbejde, det havde ellers været et oplagt tidspunkt at smalltalke lidt med hende.

For tiden må jeg erkende, at det ikke går så godt for ham – eller rettere, han har det i hvert fald ikke godt, men på den kvindelige front går det forrygende. Pigerne vrimler om ham, og han får konstant nye tilbud. Desuden ser han stadig Kirsebærpigen, og de to er efterhånden ved at opbygge et solidt tillidsbånd, som formentlig ikke vil blive så påvirket af, at min kæreste gerne vil tage på date med en eller flere af de mange nye piger.

Desværre er de mange pigers interesse ikke nok for ham. Den anerkendelse, han søger, skal nok i virkeligheden komme indefra eller fra så mange ydre omstændigheder, at jeg som ene person intet kan gøre. Jeg har i hvert fald ikke knækket koden endnu. Det er en skævvridning mellem os, der er vokset gennem de sidste to år, og når vi taler om det, fremhæver han altid eksempler, hvor jeg ikke er den centrale aktør. Et eksempel herpå kan være til dimission på vores skole, hvor jeg holdte tale og fik overrakt en flidspris. Min kæreste er jo på mange punkter min forudsætning for at klare mig, men han føler ikke, at han har en finger med i spillet, selvom han egentlig udgør hele spillepladen. Efter talen var både ledere, lærere, forældre og andre dimittender henne for at kommentere på talen, og nogle af dem havde virkelig meget på hjerte. Talen havde været meget personlig – nærmest grænseoverskridende personlig – og det dannede grobund for ret personlige samtaler. På et tidspunkt var nogle af de lærere, vi begge kender, henne ved os, men de var egentlig henne for at kommentere på talen og ikke for at snakke med min kæreste. Efterfølgende fortalte han, at han havde følt sig meget overset af dem, og at han faktisk var blevet ked af det. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg kunne gøre noget anderledes i situationen, for jeg inddrog han i samtalerne, men jeg kunne selvfølgelig ikke styre deres motivationsfaktor.

Ved kassen får min kæreste styr på alle de mange indkøbskurve, der er stablet som to høje klodsmajortårne. Han hjælper også en gammel dame og lader en ung fyr, der kun skal have en liter mælk, komme foran os i køen. Stolt lægger han en økologisk hjorteleverpostej på båndet, og han ser ret selvtilfreds ud, mens den køres hen mod scanneren. Langt det meste af tiden har vi det godt – rigtig godt – men ind imellem får vi kontakt til de mindre flatterende sider: hans misundelse og min utålmodighed.  Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal agere i vores cirkus. Dog er en ting sikkert: han er helt særlig, og han er den eneste mand, der kan gøre monogamiet interessant. Alle andre er supplementer, og jeg er så lykkelig over, at jeg fandt ham først.

Læs videre “Leverpostej er lavet af hjort”

Sæbereklame

Jeg søger. Jeg finder. Jeg planlægger. Jeg indvikler. Jeg afvikler. Jeg udvikler.  Jeg samler. Jeg spreder. Jeg fortsætter – og det er det vigtigste.

Det er det, jeg sidder og tænker på, mens min kære kæreste er i bad. Jeg sidder i vindueskarmen i køkkenet med en kop kaffe og har lige lagt neglelak. Han hører musik i badet, og da han træder ud, ligner mit liv til forveksling en sæbereklame. Hans hud er fugtig og kølig, og han kommer ud til mig i køkkenet og danser en fjollet dans. Det er en imitation af mig, og han er i det frie humør.

Det frie humør er vigtigt, for det er det, der bærer ham i gennem vreden og frustrationen for tiden. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at hjælpe med at sætte rammerne for udviklingspotentialet, men det er en svær balance mellem at skære i gennem på de helt fundamentale punkter i forhold til struktur og på den anden side at lade ham leve det udflydende, spontane liv. Han kan jo sagtens klare sig helt fantastisk uden min indblanding, men jeg kan desværre konstatere, at processen er langsommelig og undertiden ulidelig for ham, når hverdagen vælter sammen. Han var næsten 25, da han flyttede hjemmefra, så man kan ikke bebrejde ham for at have svært ved at jonglere det nye liv, hvor han skal indregne indkøb, madlavning, rengøring, vasketøj osv. Han er en tidsoptimist og en øjebliksentusiast, og jeg er en ivrig planlægger og ressourceoptimerende taktikker. Med vores modsatrettede kvaliteter skal vi nok komme langt, hvis ikke vi kommer til at snuble over hinandens velvilje.

Jeg spørger ham, om han også vil have noget kaffe, for der er mere i stempelkanden, og han siger, at han gerne vil have en kop med ind i stuen til læsningen. På biblioteket lånte han forleden syv tykke bøger om emner lige fra offentlig forvaltning til anatomi, og tanken slår mig, at det måske er ham, der søger, og mig, der finder. Hvis jeg planlægger, kan han afvikle, men lade mig udvikle, for sammen skal vi ikke blot samle og sprede, men vigtigst af alt fortsætte til vi er på den anden side af det hele.

Læs videre “Sæbereklame”

Jeg lokker larven over på en kvist

Det er morgen, og jeg skal mødes med Arkitekten. Det hele er et værre koordinationsarbejde med min kæreste, kameramand og kærlighedsrum. Jeg har en sort, tætsiddende kjole på, min vante uniform, og jeg er ikke længere nervøs, inden jeg skal se ham.
Jeg er blevet et lille tamdyr for Arkitekten; han stryger mig med hårene og nusser mig på de ømme steder. Det er ikke til at se, men jeg begynder at føle mig tæt forbundet med den smukke mand. Han har optjent min tillid, for han har været helt uovertruffen til at modtage mine tanker helt rent og med den kærlighed, jeg har haft brug for, men hvorom alting er, mestrer han også at stille sig kritisk til mine ærke-millennialske perspektiver. Han er jo fra en anden generation og taler af en livserfaring, jeg blot kan ernære mig af. På et enkelt punkt er vi dog kontraststillet: hvordan skal man forvalte sit privatliv og sine personlige erfaringer?

Sagen er den, at jeg kan påtvinge mig selv et liv med hemmeligheder, men det er vel meget normalt, når man har båret på hemmeligheder hele sit liv – man går til den diametralt modsatte ydre ekstrem. Helt bemærkelsesværdigt lever jeg jo i et parforhold uden tabuer og mit øvrige liv bærer præg af, at jeg udbasunerer mine tanker. Det interessante her er, at jeg med jævne mellemrum modtager beskeder fra tidligere klassekammerater, efterskolebekendte osv., der går på, at min italesættelse af forskellige personlige problemstillinger har hjulpet dem eller sat sig som et særligt minde.  Oprindeligt havde jeg ingen idé om niveauet af aftryk, jeg satte – det trængte bare ud af mig som vand gennem sprækker.
I dag er mit liv ikke længere sivende i sprækker, men en ubarmhjertig flod, hvis forløb følger mine bevægelser. Arkitekten er en del af det nu, og vi bader sammen i vandet. Frie, nøgne og udforskende inden for de begrænsninger omstændighederne har sat.

Det er meningen, at vi skal være hos mig, men om morgenen skriver han, om jeg vil med op i hans sommerhus i stedet. Det ligger på Djursland, og han skriver, at han kan være ved mig om et kvarter. Jeg bliver filmet, da han skriver, og jeg ringer til min kæreste og fortæller, at han sagtens kan bruge lejligheden for dagen, for jeg tager på trip i stedet. Jeg er helt ren, nybarberet og velduftende, og jeg har lyst til at være lys hud under hans bestemte hænder.
Arkitekten henter mig, og fra vinduet vinker min kæreste til ham. Som en fader overdrager sin datter ved alteret, sender min kæreste mig tillidsfuldt afsted til parallellivet.

Køreturen agerer transformationsfase, og floden udfolder sin vej efter os. Arkitekten kører, og min eneste opgave er at være til stede og inhalere den samme luft som ham. Da vi ankommer, viser han mig rundt, og sammen finder vi en larve. Hans rolige blik suger alt til sig, mens jeg lokker larven over på en kvist. Fed og uden bekymringer. Der er kun ham, jeg og larven mellem de susende træer, som markerer havens ophør og skovens begyndelse.

Indenfor tager han mine sko af, som man vil gøre det på et barn, der har været udenfor hele dagen og leget i mudder. Han afklæder mig med snilde, og han tager mig i hånden og fører mig ind i soveværelset og skubber mig drillende ned i sengen, hvor jeg er hans, så længe han vil have det. Jeg kan bedst lide det sådan for nu – ham og jeg som parallelkærester i den begrænsede mængde. Jeg sidder oven på ham, da orgasmen overtager hans bevidsthed, og han giver sig til mig, som jeg aldrig havde forventet, at jeg kunne få ham. Hans pande er svedig, og det smager salt, da jeg kysser ham.

Arkitekten er stadig oppe i mig, mens han spørger ind til de ting, jeg ellers går og tumler med. Jeg indrømmer, at min kæreste ikke har haft en god reaktion på de nederlag og erkendelser, han desværre har måttet gennemgå den seneste tid. De lukkede døre har resulteret i prokrastination og en medfølgende uigennemtrængelig hårdhed, han har genfundet fra sin tid i ghettoen. Det er ikke sjovt, og mine forsøg på at forføre ham tilbage ind i livet har endnu ikke lykkes. Jeg rejser mig op, mens jeg mærker efter, om sæden løber ud gennem mine skamlæber. Vi har øjenkontakt. Det er nært og kærligt. Sæden løber ikke ned af mine inderlår, men til gengæld løber min kærestes tillid til en anden verden end vores ud i sandet, hvis ikke han åbner sig for den igen. Kirsebærpigen, alle vores venner, de tidligere succesoplevelser, lærerne på skolen, vores familier og jeg er ikke nok – det må komme indefra, og det er lige så sandt, som det er svært at være tilskuer til. Læs videre “Jeg lokker larven over på en kvist”

Følelsen af vejgreb

Min kæreste sidder ved siden af mig, helt nøgen, med guitaren og spiller for mig. Jeg ligger på sengen med sæd på maven. Min bukser er trukket ned om anklerne, og savlet på mine nipples er stadig ikke tørret ind. Der er blødt overalt; på vores hud, inde i mig, lyden af vores stemmer. Jeg fatter ikke, at jeg er så heldig at være født i dette meningsfulde liv i trygge Danmark uden alvorlige sygdomme eller med udsigt til dårligdomme. Fraværet af ondskab er en anormalitet, som jeg kan blive helt skeptisk overfor – det hele er blevet for godt til at være sandt, og surrealismen i det almindelige liv er ikke til at begribe med den abstraktionsevne, der er tillagt mennesket.

Da jeg var barn, legede jeg ind imellem med en pige, der boede i det villakvarter, hvor mine forældre boede side om side efter skilsmissen. De havde to huse, der delte hæk, som en semipermeabel membran, der kun tillod os børn at passere. En dag havde pigen og jeg siddet med min klistermærkesamling på hendes rektangulære pigeværelse og begge taget et lille klistermærke i panden hver. Det forestillede en lille blyantstegnet mus, og af en eller anden grund summede det i hele panden, når man satte et klistermærke mellem brynene.
Tidligere den dag havde vi spist aftensmad ved hende, og det var den første og eneste gang, jeg spiste der. Fra en tidlig barndom har jeg altid cringe’et, når andre børn var kræsne, for man kunne jo bare spise maden, selvom det ikke smagte godt. Så længe det ikke var sundhedsskadeligt kunne man jo bare skylle ned med vand. Af en eller anden grund skabte pigen sig over, at hendes forældre havde lavet kyllingelår, fordi hun ikke kunne lide skindet. Da hendes far skænkede op til moderen og de andre børn ved bordet, opdagede han, at der lå et skjult kyllingelår nederst i den bunke, han en time forinden havde hældt ud fra en frostpose ned på bradepanden. Den var helt bleg i kyllingehudharve med blålig tone og utilberedt at se på, men hendes far lyste op, da han fandt den liggende dækket af de andre lår. Her er en, som er lige perfekt til dig, sagde han til pigen, og hun lappede den i sig, mens jeg fik uvelkomne salmonellatanker over det løse skind. Halvrådt kød, og ingen gjorde noget.
Almindeligvis legede jeg ikke med pigen, og da jeg så hende igen på vejen nogen tid efter, fortalte hun, at hun havde haft beholdt klistermærket på, og at der var gået betændelse i huden under. Hendes mor var blevet vred på mig over, at jeg havde fået den idé med at tage klistermærker på, og fremadrettet legede vi ikke mere sammen.
Pigen var rigtig sød, men det var ikke et stort tab, og på en måde følte jeg, at moderen havde gjort mig en tjeneste ved at tage den beslutning, for situationen belyste meget fint, hvorfor det ikke altid sagde mig noget at lege med alderssvarende børn. De besad ikke almindelig fornuft og selvstændig tankegang. Det reelle tab lå dog i at blive ældre og opdage, at den slags mangler også var så udbredt blandt voksne.

Jeg fortæller min kæreste om anekdoten, mens jeg ligger der på sengen helt udstrakt og lytter til tonerne af hans fingerspil. Hvorfor jeg kommer i tanke om det, ved jeg ikke, men han spejler helt instinktivt følelsen af at være barn og tilskuer til det absurde. Han har måske i større grad end jeg set sit i ghettoen, men følelsen af at være en skuespiller, der er trådt ind i den forkerte scene har hængt ved hos os begge. Man må improvisere sig  frem eller forlade stykket, og vi har begge valgt det sidste. Når man bryder med kursen, kan man heller ikke fremskrive fortællingen. Det forekommer mig åbenlyst, at hvert individ må befrie sig for egen angst, forfængelighed og øvrige begrænsninger for at bidrage til fællesskabet og optimere den samlede sum af ressourcer i det større hele med de kvaliteter, som individet evner. Meningen ligger i at være en del af noget større og være tildelt ansvar. Læs videre “Følelsen af vejgreb”

Sirene

Forskeren skriver til mig, at jeg er en sirene, fordi jeg lokker mændene ind med skønsang og løfter. Det er en joke, men der er også en grad af sandhed i joken for de fleste kvinders vedkommende. Min kæreste og jeg er på vej hjem fra København, og vi sidder i toget da Forskeren skriver til mig. Vi har været ovre for at lave masterinterview, og vi er begge meget trætte. Dog læser min kæreste op på psykologi, for næste morgen skal han til eksamen, og jeg iagttager ham stolt fra min sideplads mod køreretningen.

Tidligere på dagen, da min min kæreste er inde og blive interviewet alene, beslutter jeg at skrive på min bloginstagram, at man kan få oplyst min rigtige instagram, hvis man har lyst. Der er overraskende mange, der skriver til mig, og det fylder tiden godt ud, mens jeg sidder på den kolde gang uden foran studiet i DR-byen. Det er jo en beslutning, jeg har gået og overvejet længe, og det er helt sikkert det rigtige valg. Jeg opretter også en note over de ting, jeg gerne vil gøre med Forskeren i fremtiden. Til at starte med er der kun to ting på listen: at drikke aperol sammen samt at have sex i en skov. Jeg deler noten med ham, og hans respons er: “Du er fandme sjov [grine-græde-emoji]. Jeg elsker dig [hjerte]”.

Måske kan jeg bare godt lide at dele kærligheden og føle trygheden af, at efterhånden mange omkring mig har lyst til at passe på mig. Det er stadig lidt en ukendt følelse, men jeg er sikker på, at det med tiden bliver en ny grundstemning.
Dagen efter sker det utrolige, at min kæreste går op til eksamen og får 12 helt uden min hjælp. Det har hans først helt selvstændige 12-tal, og lærestregen bliver, at jeg skal blande mig helt uden om og lade ham styre det hele selv.

Læs videre “Sirene”

Det systematiske udsættelsesmønster

At bo i en container er ikke lige så fedt, som det er hipt, og da vi endelig får vores rigtige lejlighed igen, er jeg umådeligt fokuseret på at flytte (flygte) fra den glohede jernkasse. Min kæreste jubler også, men han er af mere nomadekarakter end jeg. Dertil er han også så ufokuseret grundet et samsurium af eksamener, nervøsitet for fremtiden og en sommerforelskelse i Kirsebærpigen, at han ikke kan rette sin energi mod ét foretagende for tiden.

Vi aftaler dog, at vi vil holde kærestedag om lørdagen, fordi vi har haft travlt hele ugen, og vi skal flytte de sidste af vores ting. Min kæreste har jo givet sig selv identitetsmarkøren ‘minimalist’, og som en konsekvens af dette ser han gerne, at vi ejer det minimum, vi skal bruge af ting. Det betyder selvfølgelig også, at tiden ikke kun skal gå med at flytte, men også om at sortere i alle sagerne. Et omfattende arbejde kan man sagtens argumentere for – og særligt fordi kælderen også skal tages i denne omgang.

Sommeren er her, og i Danmark er den her jo aldrig, så vi beslutter at tage forbi Priden og Vestergadefest som en del af fokushyggen, inden vi går i gang med at endevende vores hjem. Tilfældigvis møder vi nogle af vores venner, og vi følges med dem rundt og drikker kolde Fynske Forår. Mens vi sidder på Aarhus Brætsspilscafé, sms’er min kæreste med en af sine dates. Vi er blevet lidt fulde – dels af stemningen under Priden og dels af øllene, og dømmekraften slår ikke helt til. Han spørger, om han ikke må tage på en spontan date, og det går jeg med til på den præmis, at han kommer tidligt hjem, så vi kan komme i gang med at løfte de tunge kasser. ”Du er den flytteansvarlige af os to”, siger jeg til ham med den overbevisning, at han forstår vigtigheden af nesting for mig. Vi aftaler, at han skal være hjemme kl. 18, og at jeg har aftensmad klar der, men så skal han også være fokuseret på at flytte resten af aftenen.

Jeg cykler alene hjem kl. 15, og tiden går med at pakke tøj ud og gøre rent. Denne gang vil jeg virkelig gerne gøre det ordentligt, for det synes jeg seriøsiteten af vores forhold fortjener. Det er ikke første lejlighed, vi bor i sammen, men det er den første lejlighed, hvor vi rigtig slår os ned. Alene i lejligheden går jeg rundt og får styr på livet. Jeg tager høje knæstrømper på, og jeg lægger ny neglelak i køkkenet, men det er ikke det samme uden ham i hjemmet.
Desværre kommer min kæreste for sent hjem, og han er helt ufokuseret, mens vi spiser den mad, jeg har lavet til os. Jeg kan mærke, at jeg bliver irriteret på ham, for hans latenstid er lang, og han kan ikke holde tråden i samtalen. Bagefter falder han sågar i søvn, og selvom jeg vækker ham fire gange for at sige, at vi hellere må komme i gang, kan jeg ikke få ham op. Da han endelig står op, er klokken halv ni, og jeg prøver at gøre ham opmærksom på, at vi altså har en del at se til, så vi må hellere komme i gang i stedet for at stå med telefonen og stene.

Det er på det tidspunkt han koger over. Han er opkørt og føler sig kostet rundt med. Han føler, at vi altid skal gøre tingene på min måde, og når det passer mig.  Jeg siger, at vi sagtens kan gøre det på hans måde, men uanset hvad skal vi jo pakke ud, og mandag skal vi aflevere den gamle lejlighed, så vi har ikke tid til at udskyde det mere.

Vi kommer ind i en længere snak på den anden side af hans umiddelbare reaktion, når jeg ind til ham. Jeg får igennem, at han bliver nødt til at overholde de aftaler, vi laver, fordi vi også er i et praktisk samarbejde omkring sådan noget som en flytning eksempelvis. Faktisk går jeg til ham, for jeg klarlægger det systematiske udsættelsesmønster, han har. Som jeg ser det, får han ikke lave karakterer, fordi han ikke er dygtig nok, men fordi han intet laver. ”Du er begyndt at undgå krav og udfordringer”, siger jeg. Først benægter han, men mod forventning stopper han sig selv og siger: “Ja, jeg ved det godt.” Jeg er helt overrasket, for jeg har ikke tidligere kunne få ham til at indse det, men han lukker helt op og fortæller, at han er bange for at blive som sin far. Han siger, at han er bange for, at han ikke kan klare det hele, så han forsøger at undgå at blive konfronteret med de potentielle nederlag. Han vil ikke være doven, men udfordringerne har hobet sig op, og nu vælter det.

Min kæreste siger også, at han hører sin alkoholiske fars stemme inden i, når han går i gang med en opgave. Det er den skyldsbetonede stemme, og den er utrættelig og dømmende. Han fortæller, at han føler sig stresset, og han til tider skubber mig væk, fordi jeg stiller krav til ham. Selvom det ikke er urimelige krav, og han ved, at jeg i øvrigt er meget overbærende med ham, virker selv små opgaver uoverkommelige, fordi de kommer udefra.

Da jeg vågner næste morgen, kysser han mig på panden og siger, at jeg kan filme til DR, hvis jeg har lyst. Han giver mig kameraet, og det viser sig, at han har forberedt en hel morgenseance til mig med morgenmad, friskbagt brød og kaffe, et brev og massage. Han fortæller om sine tanker, og vi bliver enige om, at han skal have struktur og øve sig i at prioritere. Han beder mig også om at blive ved med at presse ham til at indse, når han selvbedrager. “Jeg vil gerne langt, langt væk fra mit ophav i ghettoen, og det kommer jeg ikke, hvis jeg bare render rundt med flot hår og undgår alle udfordringer. Jeg vil ikke have, at du fortsætter uden mig. Vi skal videre sammen,” siger han, mens han holder om mig.

Jeg drikker kaffen og spiser af alt den udskårne frugt, og vi har den morgen den nærhed, jeg elsker. Dog ved jeg, at vi kommer til at skulle gennem den her snak mange, mange gange endnu, men jeg kan mærke på ham, at han denne gang har ændret sig lidt.

Læs videre “Det systematiske udsættelsesmønster”

Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig.

Der var engang, hvor jeg sov på halvtaget på togperronen på Skanderborg station, og jeg vågnede midt om natten og frøs, selvom der stod på varedeklarationen, at soveposen kunne holde til minusgrader. Jeg havde drukket vin og taget billeder med mit engangskamera, og det føltes ensomt at være den eneste 14-årige pige, der lå op og kiggede på stjerner den nat på perronen.
Nu er det sådan, at jeg møffer mig ind til dig hver nat, så du kan varme mig med din overdrevne kropstemperatur, og din duft er min kloroform. Jeg snuser til dig, og du læser højt for mig i alverdens bøger, og når du ikke læser højt, fortæller du alt dét, du ikke kan fortælle til andre. Nogle nætter tager vi ud til vandet, og du kommer tæppet omkring mig, mens du rækker mig termoflasken med kamillete. Du nusser mig i håret og kysser mig på kinden, og jeg elsker dig, som jeg aldrig har elsket nogen før.

Der var engang, jeg røg, når jeg ventede på bussen, toget og togbussen, og jeg støttede mig til den placebo-skabte tryghed i cigaretten, når jeg ikke kunne søge andre steder hen. Jeg havde venner på alle kontinenter, men hvilken signifikant forskel gjorde det, når ingen af disse mestrede at opretholde et hverdagsliv, der var lige så spændende og meningsfyldt som rejserne.
Nu er det sådan, at vi kommer i snak med fremmede hver gang, vi er i det offentlige rum. Din måde at begribe verden på er så uforudsigelig og magisk, at du ingen stimulanser behøver, før du kan udlede livets store spørgsmål af krummerne på bordet. Du udfordrer mig, selvom du ikke tror på det, og din originalitet får alle mine elskere til at elske dig højere, end de elsker mig.

Der var engang, hvor jeg sov dagen lang, og livet var formålsløst, selvom spændingskurven gjorde krumspring, når jeg tog på eventyr.
Nu er det sådan, at vi snakker hele natten, og vi griner, til jeg får ømme mavemuskler. Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig. Når vi er væk fra hinanden en time, har vi tænkt tanker nok til at snakke i to.
Jeg kan ikke få nok – jeg kan fucking ikke få nok af dig!

Der var engang, hvor jeg var optaget af det melankolske. Jeg oplevede håbløsheden som et livsvilkår, og de andre unge kom til kort, når jeg fortalte anekdoter fra parallellivet. Det var kedeligt at være >>den eksotiske<<, når livet i provinsen var så forudsigeligt.
Nu er det sådan, at kontrastforholdet findes mellem os og resten af verden. Du siger ind i mellem, at verden ikke er klar til dig, men jeg er! Når vi ikke taler, kommunikerer vi altid på højtryk, og du udmærker dig særligt non-verbalt med dine blikke. Jeg nusser, piller, fjoller og driller, og du finder dig i at være mit tålmodige  kæledyr, der skal ordnes og dresseres.

Der var engang, hvor jeg aldrig gik med bh, og kombinationen af dét og gennemsigtigt tøj skænkede jeg aldrig en tanke. Jeg var fri, badede nøgen og fangede krabber ved kysten, men jeg var også bange for dem, så jeg turde ikke røre ved dem.
Nu er det sådan, at du holder mig anstændigt klædt, retter på mit tøj – og manglen på samme – og du fjerner edderkopperne og holder dig jakke over mig, når det regner.

Du er en rigtig mand på den moderne måde. Du er håndværkeren, der udmærker sig akademisk. Du er marathonløberen, der styrketræner. Du er musikeren, der elsker livet i militæret. Du er centrum til alle sammenkomster. Du rejser de væltede cykler op. Du kører mine veninder børns i børnehave. Du henter min fulde lillebror fra fest. Du køber blomster til mig, selvom jeg er streng. Du er dominerende og blid. Du er min sælven, min corgy og min bedste ven. Du rummer mig og alle mine idéer. Du tør dele og tør være sårbar.
Ja, der var engang, jeg blaffede alene ned gennem europa og tog til undergrundsfester i Venedig.
Nu er det sådan, at jeg har fundet en at dele det hele med.  

Læs videre “Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig.”

Noget om initiativ og basal tillid

Oprigtigt havde jeg troet, at min kæreste ville klare sig bedre på det matematik-B-hold, vi var tilmeldt sammen. I forgårs var vi til eksamen, og jeg fik traditionen tro 12, men min kæreste fik 02. Det var en sand skandale, for jeg tror ikke, at han kunne rumme differencen, men værst af alt hele skal han jo bruge karakteren til at søge ind på uni med.
Vi sad på de fastmonterede stole på 6. sal i undervisningstårnet, og jeg puttede mig ind til det menneske, der har givet mit liv mening, men som desværre kæmper med at finde mening i sit eget. Egentlig har jeg lyst til at argumentere for, at jeg tilsvarende skal forløse hans liv, men jeg kan her flere år inde i forholdet konkludere, at vores forhold nok er det eneste område af hans liv, hvor han ikke føler sig som en fiasko eller uretfærdigt behandlet af livet.
På mange punkter er han det klogeste, mest stilfulde, sjoveste, mest nærværende, originale og ihærdige menneske, jeg har mødt i mit liv, men det komplekse net af udfordringer forhindrer ham i at omsætte evnerne. Som kæreste til ham er jeg vidne til en mand, der desperat mangler en håndsrækning fra omverdenen, der validerer alle mine ord. Selvom han klart er blevet mindre frustreret i den tid, vi har kendt hinanden, er han langt fra den acceptable grænse.

Vi tager fra skolen og ned til stranden og bader i det iskolde vand. Jeg foreslår, at vi kan bade nøgne, men min kæreste vil ikke have, at nogen, der ikke har gjort sig fortjent til det, ser mig nøgen. Han er mild, glad og medgørlig, så jeg overbeviser ham om, at han skal gribe de chancer, han ser for sig, frem for at være helt handlingslammet af frygten for en afvisning eller latterliggørelse. Det resulterer i, at han skriver til en pige, han mødte til en af mine veninders fødselsdag. De havde kun kort snakket sammen, fordi hun gik tidligt, men han har efterfølgende nævnt hende flere gange. For fremtiden vil vi kalde hende Kirsebærpigen. Til hans store overraskelse responderede hun positivt på hans henvendelse, og de endte med at tage på eventyr-date kl. 19 dagen efter, og han kom først hjem helt høj på livet kl. 04.30 om natten. De havde drukket vin, grinet, fortalt, cyklet rundt, og kemien havde resulteret i mellempassager.

Morgenen efter kan han ikke stoppe med at smile. Han bliver ved med at snakke om, at det havde været meget teenageeksperimenterende, og et møde som dét skulle have været hans første møde ved en kvinde. Jeg er vild med at se ham sådan, og selvom Kirsebærpigen og jeg på mange punkter er meget samme typer og potentielt kunne have været tætte veninder under andre omstændigheder, føler jeg mig overraskende nok ikke truet. Lige omvendt føler jeg endelig, at han har fundet en, der er værd at dele ham med. Hvor andre piger, min kæreste har datet, har været meget anderledes fra mig, er Kirsebærpigen langt mere reel kærestepotentiale, hvis han havde været single.
Vi ligger i sengen om morgenen, og han er helt smadret grundet den manglende søvn, men oplevelsens magi er helt present i legemet. Han stråler, som han ligger der med klatøjne og morgenhår. Dér er han, siger jeg, og han siger, at hans liv starter nu.

Læs videre “Noget om initiativ og basal tillid”