Forskeren

Forskeren og jeg ringer sammen flere gange over de tre uger, der går fra vores match på tinder til vores første date. Han er på seminar i USA i forbindelse med sit arbejde, og jeg føler mig som et hvirvelløs dyr, når vi taler sammen de første gange.
Vi snakker om hans arbejde,  mit forhold til stueplanter, radioprogammer, bdsm, om at have et åbent forhold, om hans børn, om mine fremtidige børn, om antal, om at gå på asfalt i bare tæer, om eksponentiel notation, om referencegrupper og forskellen mellem at have en telefondate og en rigtig date. Det sidste bliver lidt meta-agtigt, og jeg indrømmer, at jeg synes, at han lyder til at synes, at jeg keder ham. Begejstringen er hvert fald svær at spore i hans stemmeføring, og efter jeg har kommenteret på det, overartikulerer han og griner ekstra højt, når jeg er Sofia-agtig.

Vi mødes på Emmerys i Magasin. Jeg havde egentlig tænkt at mødes på Smagløs, men han er en overscoring, og Smagløs var alligevel for snusket til det. Det viser sig dog at være et endnu dårligere valg, for stemningen på Emmerys er for formel til den potente samtale, vi hurtigt indleder. Jeg siger til ham, at han lugter af bål, og han siger til mig, at jeg dufter af kvinde. Så siger jeg til ham, at han lugter mere af bål, end han dufter af mand, og jeg snuser efter ved hans kraveben og overvejer kort, om jeg skal bide ham i halsen.

Jeg har lyst til at forslå, at jeg kan prøve undertøj foran ham i Magasins undertøjsafdeling. Jeg har også lyst til at forslå ham, at vi kan lave en blindtegning af hinanden med det tegnegrej, jeg har i tasken.
Vi ender dog med at gå en kort tur. Af en eller anden grund – nok fordi jeg er nervøs – fortæller jeg meget detaljeret om min tragiske, men ikke farlige lidelse, som jeg blev opereret for i starten af skoleåret. Kronisk kompartment syndrom hedder det, og det er det mest unødvendige, ligegyldige og nedslidende sygdomsforløb, jeg har erfaret hidtil. Jeg fortæller ham, at det ikke er alvorligt, men bare vildt irriterende, og mens jeg går der ved siden af ham, føler jeg mig som en gammel, indebrændt dame, der kun snakker om sygdom, dødsfald og utilfredsheden med vejret.
Han spørger høfligt ind til min operation, og jeg fortryder, at jeg bragte det op. Egentlig vil jeg jo gerne være boblende glad og et lettende afbræk i hans liv, men jeg ender med at blive vildt dyster og følsom på vores første date. Jeg er faktisk lige ved at få tårer i øjnene, mens jeg fortæller om, at jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at kunne lege og gå ture med mine fremtidige børn.
Jeg fortæller ham, at det er meget vigtigt at have katestrofetanker, og det er en stor fordel at tage sorgerne på forskud, og han ler bare og fastholder mit blik længe og intenst.

Vi går på fortovet op mod botanisk have, og jeg fryser, for vi befinder os i vinterhalvåret.  Vi befinder os også i en periode af mit datingliv, hvor der er udskiftning, og det er den hårdreste del af at have et åbent forhold. Min kæreste er altid lidt ekstra nervøs, når jeg er på en ny date, og roen ligger sig først for alvor ved ham, når jeg har været på 4-5 dates med den samme.
Jeg graviterer imod at have én eksklusiv elsker, og når først han er kørt i stilling, slapper min kæreste helt af. Indtil videre har det været en fordel, når mine dates har mødt min kæreste meget tidligt i processen, gerne inden første date.

Lige inden jeg siger farvel til Forskeren, kysser jeg ham, så jeg slipper for at stå i situationen, når vi skal til at skilles. Hans kys er inderligt, men køligt, og sådan kysser han mig stadig i dag mange måneder efter vores første date. Han har set mig i alle hjørner af mit følelsesregister, og han har presset sit lem ind i alle mine huller. Faktisk elsker jeg ham, og det er jeg efterhånden tryg i. Han er helt fantastisk, og jeg tror ikke, at han forstår, at han har været helt afgørende for mig.

Læs videre “Forskeren”

Ny start

Vi starter historien på en vilkårlig dag, for der findes ingen god start i en cirkulær bevægelse. Så vi starter historien i dag, der på mange punkter er en helt irrelevant dag i mængden, og mest af alt har bestået af eksamenslæsning og overforbrug af goder.
Generelt kan man sige, at mit liv er kendetegnet ved et overforbrug af goder – særligt af goden: ‘mænd’, hvilket de af jer, der tidligere har læst bloggen, kan bevidne.
Lige nu har jeg min kæreste, Forskeren og ham, vi kalder Arkitekten.
For den korte introduktion kan man sige, at Forskeren er ved at være et længerevarende foretagende, og jeg føler efterhånden, at han er min anden, men hemmelige kæreste. Jeg elsker ham, selvom vi nok aldrig var blevet kærester under normale omstændigheder. På sin vis forløser ham mig, og selvom jeg endnu ikke har luret, hvad han reelt kan trække ud af vores lille parallelle univers, stoler jeg på, at kærligheden, begæret og trangen er gensidig. I min relation til ham lader han mig være lige så forvirret, pågående og sårbar, som jeg behøver. Under tiden er jeg hans slut, og andre gange har det mere karakter af venskab. Mest af alt kan jeg ikke undvære ham, og jeg har inderligt lyst til, at han skal vidne til mit liv, lige så længe det er muligt.

Og foruden alt det er vi under optagelserne til en DR3-rapotageserie, og det kan under tiden være svært forenligt med den autentiske tilværelse, men lad det nu ligge. Rammen er sat, og vi starter her.

Læs videre “Ny start”