Forskerens restriktioner

Forskeren skrev til mig, at han har fået restriktioner, så vi kan ikke se hinanden seksuelt mere. Jeg vidste måske godt lidt, at den dag ville komme uden helt at kunne sige hvorfor. Måske var det måden alting gik så stærkt på kombineret med følelsen af samhørighed, der umuligt kunne overleve samtidens overbevisninger.  Min kæreste var ellers vild med ham.

Jeg var i bad, da han skrev det til mig, så jeg trådte ud af badet for at læse beskeden. Med balsam i håret kunne jeg så konstatere, at vores forhold blev sat på pause på ubestemt tid. Mens jeg skyllede balsamen ud og vaskede mit underliv med intimsæbe, græd jeg en lille smule – dog mindre end jeg havde forventet. Vandet skyllede ned over min krop, og jeg kom i tanke om, at jeg ofte græd, når jeg var i svømmehal som lille, fordi jeg troede, at man ikke kunne se det, når man alligevel havde dråber i hele ansigtet og resten af kroppen.

Vi har set hinanden et par gange siden, og i en periode troede jeg, at han kunne blive ved med at være min primære sekundære, men jeg er stille ved at indse, at det ikke er tilfældet. Måske er det også ok, for Arkitekten og jeg er ved at finde noget godt sammen, men det gør stadig ondt at sige farvel til denne omgang. Mest af alt har jeg lyst til at holde mit hjerte åbent for ham, men det går jo ikke i praksis – desværre.

Her den anden dag var han forbi, og vi sad i sofaen sammen og drak vand. Jeg vidste ikke helt, hvordan reglerne var, og jeg havde egentlig lyst til at lægge mig ned ved siden af ham og putte mig ind til ham, men jeg holdte mig i skindet og aede ham kun på hans bare fødder. Han sagde, at han gik i sandaler i denne periode, og jeg sagde, at det lød koldt, og at jeg havde sokker på, og så grinede han bare. Min kæreste kom også hjem, og de krammede mandigt og inderligt.
Da jeg vinkede farvel til ham fra vinduet, måtte jeg indrømme overfor mig selv, at det ikke går at blive ved med at savne ham sådan, så jeg må finde en relationel placering til os, der passer os.
Læs videre “Forskerens restriktioner”

Sirene

Forskeren skriver til mig, at jeg er en sirene, fordi jeg lokker mændene ind med skønsang og løfter. Det er en joke, men der er også en grad af sandhed i joken for de fleste kvinders vedkommende. Min kæreste og jeg er på vej hjem fra København, og vi sidder i toget da Forskeren skriver til mig. Vi har været ovre for at lave masterinterview, og vi er begge meget trætte. Dog læser min kæreste op på psykologi, for næste morgen skal han til eksamen, og jeg iagttager ham stolt fra min sideplads mod køreretningen.

Tidligere på dagen, da min min kæreste er inde og blive interviewet alene, beslutter jeg at skrive på min bloginstagram, at man kan få oplyst min rigtige instagram, hvis man har lyst. Der er overraskende mange, der skriver til mig, og det fylder tiden godt ud, mens jeg sidder på den kolde gang uden foran studiet i DR-byen. Det er jo en beslutning, jeg har gået og overvejet længe, og det er helt sikkert det rigtige valg. Jeg opretter også en note over de ting, jeg gerne vil gøre med Forskeren i fremtiden. Til at starte med er der kun to ting på listen: at drikke aperol sammen samt at have sex i en skov. Jeg deler noten med ham, og hans respons er: “Du er fandme sjov [grine-græde-emoji]. Jeg elsker dig [hjerte]”.

Måske kan jeg bare godt lide at dele kærligheden og føle trygheden af, at efterhånden mange omkring mig har lyst til at passe på mig. Det er stadig lidt en ukendt følelse, men jeg er sikker på, at det med tiden bliver en ny grundstemning.
Dagen efter sker det utrolige, at min kæreste går op til eksamen og får 12 helt uden min hjælp. Det har hans først helt selvstændige 12-tal, og lærestregen bliver, at jeg skal blande mig helt uden om og lade ham styre det hele selv.

Læs videre “Sirene”

Forskeren uden reb

Forskeren og jeg skal til reb, og jeg er mega nervøs. Jeg står foran spejlet i mit soveværelse og prøver tøj, der passer til at blive bundet. Det skal være stramtsiddende og fleksibelt, så jeg ender med at tage træningstøj på. Sidst vi har deroppe, var det første gang, jeg mødte en grænse i alt den tid, jeg har været seksuelt aktiv. Generelt har jeg altid haft meget gåpåmod på det område, og jeg har aldrig syntes, at noget var for overvældende eller utrygt. Hvorom alting er, oplevede jeg i rebklubben, at situationen blev for ukendt og uforudsigelig, og det kom faktisk bag på mig.

Min kæreste har forsøgt at kramme mig hele dagen, men jeg er ængstelig og kan ikke falde til ro. Da jeg har fået overtøj på og sidder på sengen, sætter han sig ved siden af mig og holder om mig. Han siger til mig, at han elsker mig, og at jeg bare kan ringe, hvis jeg har brug for det. Faktisk ender det med, at min kæreste ringer til mig, da Forskeren har hentet mig, og vi sidder i hans bil på vej til reb-halløjet. Min kæreste spørger om, jeg er ok, og Forskeren iagttager mig, mens jeg svarer ja. Da jeg lægger på, vender Forskeren bilen om med bemærkningen: ”Jeg tager den beslutning for dig. Vi tager ikke derhen.”

I stedet tager vi forbi mig og henter mit badetøj for at tage ned på stranden for enden af Tangkrogen. Vi har aldrig været i offentligheden på den måde før, og jeg er vild med at sidde med fødderne i det varme sand og høre hans stemme. Forskeren er meget atletisk, og mine hænder vil helst være på hans hud og mærke den efterhånden velkendte muskulatur. Da jeg spørger, om vi skal bade, trækker han overraskende nok på det. Det ligner ham slet ikke, og på den måde får jeg mulighed for at vise, at jeg ikke kun er svagelig: jeg bader i det kolde vand alene. Det er følelsen af vilje og muligheden for frihed, mens vandet omslutter min krop. Bølgerne vugger mig, og jeg vinker til Forskeren, som sidder på stranden og tager billeder som dokumentation.

Efter stranden tager vi ned på Street Food og spiser andeburger og pommes. Overraskende nok er der ingen, jeg kender, men inderst inde håber jeg lidt, at vi tilfældigt møder nogen, der kan få lov at hilse på ham. Jeg er helt indforstået med, at han aldrig bliver en del af mit liv på dén måde, men jeg kan godt lide, når han hilser på mine veninder, så han får sat ansigt på dem, der betyder noget for mig. Til burgeren har han købt en øl, og da han bunder det sidste slat, siger han, at der er mange smukke mennesker i Aarhus, og jeg håber, at han mener mig inklusiv.

Tænkt, at jeg skulle få lov at møde ham her, og at han sådan har lyst til at passe på mig. Tænk, at interessen er gensidig. Jeg har stadig ikke åbnet mig seksuelt for ham, for hidtil har vi spillet på hans initiativ, og jeg har leget fint inden for rammerne. Da vi senere sidder på Oops og drikker øl og griner af livets dumheder, tænker jeg på, at det nok bliver lidt grænseoverskridende for mig at skulle slå mig selv ud seksuelt over for ham. Jeg tænker på, at jeg aldrig har givet ham et blowjob i badet eller efter vi har spist, bare fordi jeg havde lyst. Jeg kunne godt tænke mig, at vores sex blev mindre gennemtænkt og være spontant, omskifteligt og rodet.

Det er på det tidspunkt, vi kommer ind på, at jeg er elendig til at tage beslutninger. Eller rettere, siger han, at jeg bliver ved med at genoverveje mine beslutninger, og at det virker som om, at det gør mig urolig. Han har ret, og vi snakker den konkrete beslutning om at blogge og deltage i programmet. Han synes, at jeg lige så godt kan gøre det ordentligt og fuldt ud. ”Du har jo truffet valget!”, understreger han, og det har han ret i. Jeg må tage konsekvenserne af mine beslutninger i stedet for at søge velsignelse fra andre. Det er nok i virkeligheden måden, hvorpå jeg bliver fri. Jeg vil gerne være en glad, dygtig pige for ham. Jeg kan mærke hans kærlighed, og jeg tror rent faktisk på den, og efterhånden kan jeg se, hvordan jeg bidrager til noget i hans liv, han ikke allerede har eller kan få fra hvilken som helst anden.

Forskeren kører mig hjem, og da vi drejer ind på min gade, har min kæreste netop parkeret bilen. Min kæreste har været på date med Kirsebærpigen, og han stråler, i dét han stiger ud af bilen. De krammer hinanden, tæt, og jeg føler mig som et meget heldigt menneske.
Læs videre “Forskeren uden reb”

Paradigmeliv

Forskeren og jeg skal ses, og vi har aftalt, at vi vil have mere sex og tidligere i seng denne gang. Han henter mig i min midlertidige bolig og får dermed anledning til at småsnakke med min kæreste og hilse på en af mine bedste veninder, der netop er på vej hjem, da han henter mig. Vi skal i sommerhus, og vi skal grille, drikke rødvin og lave bål. Under min kjole har jeg taget det undertøj på, jeg tror, at han bedst kan lide. Jeg vil gerne være dygtig for ham, men jeg er for udedikeret i relationen i forhold til, hvad han giver mig.

Selvfølgelig er det ikke meningen, at jeg skal blive fuld efter det første glas vin, og det er selvfølgelig slet ikke meningen, at vi skal snakke hele aftenen, men der er alt for mange uudvekslede tanker mellem os.  I det meste af tiden styrer han slagets gang med kød og ild, og det passer mig bedst, hvis han sætter mig til ting. Jeg kan godt lide at slippe planlægnings- og beslutningsrollen, som jeg nærmest konsekvent indtager i resten af mit paradigmeliv. Jeg er metronomet, kontroltårnet og primusmotor i alt, jeg blander mig i, men med Forskeren er jeg den ubeslutsomme, skrøbelige unge pige, der søger råd og spejling, og det er netop dén side af mig, jeg har lyst til at udforske. Måske kan han også bedst lide det sådan, men han presser mig også og skubber mig ud i at tage stilling. Jeg vil gerne finde mig til rette i alle mine stemninger, og når jeg først behersker dem, vil mestringen af disse være frisættende.

Vi sidder ved bålet med glohed hud i ansigtet og kølige rygge med vin i vores glas. Vi snakker om fetlife: om hans profil, om hans ønsker, om mine ønsker, om hans reb, om hans reb på mig, om bindinger, om tillid generelt, om vores tillid til hinanden, om at jeg tænder på rollespil, om at han har svært ved at knække koden til min nydelse, om at jeg skal guide ham, om at jeg skal overgive mig, om at han gerne vil have, at jeg bruger et buttplug på ham, om at han gerne vil gå til reb om onsdagen med mig.
Jeg siger til ham, at han godt må binde mig for at tage billeder af det til fetlife, og han kvitterer prompte med: “Det ved jeg godt,” og jeg måber, og han griner af min umiddelbarhed.  Jeg møffer mig helt tæt ind til ham, så jeg kan dufte ham og mærke den atletiske krop, der så mange gange har taget kontrollen over min.

Det gør han også denne gang: han kvæler mig, og jeg gisper efter vejret, når han trækker pikken ud af min hals. Den er lige så hård, som jeg er blød, og det er den rigtige slimede fornemmelse i både min mund og min skede. På en måde er det nyt og velkendt på én og samme tid. Det er kerneindmaden i honningmelon, og det er den søde fornemmelse af de dybe stød, der får mig til at klynke. Selvom jeg forsøger at trække vejret kontrolleret og roligt, mister jeg beherskelsen i takt med, at jeg forsvinder ind i mine sanser. Han fortæller mig, at han kan bruge min krop, som han vil, og jeg mærker tyngden af hans krop oven på mig. Han maser mig flad, og jeg splatter ud.
Bagefter ligger jeg på det hvide plastiklagen, som jeg er vældig forundret over, at jeg ikke selv har tænkt på at købe. Tidligere på måneden fik jeg min kæreste til at købe en ny topmadras, fordi Teenagepigen havde sprøjtet på den. Jeg tænker på det, mens jeg iagttager de udtværede sorte pletter fra min makeup, som er spredt rundt på lagnet.

Jeg føler, at Forskeren og jeg lige så stille er ved at gro ind i hinandens liv; han fortæller mig om sine barndomsminder, og han er begyndt at møde mine veninder. Efterhånden er vi blevet meget trygge ved hinanden, og han har været vidne til en del udvikling fra min side i den tid, han var været i mit liv. Vi ligger i ske, mens han aer mig fortroligt overalt. På den måde falder vi i søvn. Jeg har rødvinstunge og opkast i ansigtet, og han er varm og stærk.

Om morgenen er der nåletræer, dug og lyden af livet på landet. Vi drikker kaffe i den friske, iltede luft langt væk fra byen, og jeg tænker på, at jeg lige så stille er begyndt at have tillid til, at jeg giver nok tilbage til den skønne mand, der sidder foran mig ved det lakerede træbord.

Køreturen til Aarhus tager næsten en time, og sidst vi kørte hjem, havde han et rant om kvindeidealet og tredje verdenskrig. Jeg ved slet intet om krig, og jeg ved næsten intet om kvindeidealet – særligt ikke om jeg passer perfekt eller om jeg stikker helt ud. Det er på en måde heller ikke så vigtigt, for i dét liv jeg lever, er jeg den helt rette. Læs videre “Paradigmeliv”

Forskeren

Forskeren og jeg ringer sammen flere gange over de tre uger, der går fra vores match på tinder til vores første date. Han er på seminar i USA i forbindelse med sit arbejde, og jeg føler mig som et hvirvelløst dyr, når vi taler sammen de første gange.

Vi snakker om hans arbejde,  mit forhold til stueplanter, radioprogrammer, bdsm, om at have et åbent forhold, om hans børn, om mine fremtidige børn, om antal, om at gå på asfalt i bare tæer, om eksponentiel notation, om referencegrupper og forskellen mellem at have en telefondate og en rigtig date. Det sidste bliver lidt meta-agtigt, og jeg indrømmer, at jeg synes, at han lyder til at synes, at jeg keder ham. Begejstringen er hvert fald svær at spore i hans stemmeføring, og efter jeg har kommenteret på det, overartikulerer han og griner ekstra højt, når jeg er Sofia-agtig.

Vi mødes på Emmerys i Magasin. Jeg havde egentlig tænkt at mødes på Smagløs, men han er en overscoring, og Smagløs var alligevel for snusket til det. Det viser sig dog at være et endnu dårligere valg, for stemningen på Emmerys er for formel til den potente samtale, vi hurtigt indleder. Jeg siger til ham, at han lugter af bål, og han siger til mig, at jeg dufter af kvinde. Så siger jeg til ham, at han lugter mere af bål, end han dufter af mand, og jeg snuser efter ved hans kraveben og overvejer kort, om jeg skal bide ham i halsen.

Jeg har lyst til at foreslå, at jeg kan prøve undertøj foran ham i Magasins undertøjsafdeling. Jeg har også lyst til at foreslå ham, at vi kan lave en blindtegning af hinanden med det tegnegrej, jeg har i tasken.
Vi ender dog med at gå en kort tur. Af en eller anden grund – nok fordi jeg er nervøs – fortæller jeg meget detaljeret om min tragiske, men ikke farlige lidelse, som jeg blev opereret for i starten af skoleåret. Kronisk kompartmentsyndrom hedder det, og det er det mest unødvendige, ligegyldige og nedslidende sygdomsforløb, jeg har erfaret hidtil. Jeg fortæller ham, at det ikke er alvorligt, men bare vildt irriterende, og mens jeg går der ved siden af ham, føler jeg mig som en gammel, indebrændt dame, der kun snakker om sygdom, dødsfald og utilfredsheden med vejret.

Han spørger høfligt ind til min operation, og jeg fortryder, at jeg bragte det op. Egentlig vil jeg jo gerne være boblende glad og et lettende afbræk i hans liv, men jeg ender med at blive vildt dyster og følsom på vores første date. Jeg er faktisk lige ved at få tårer i øjnene, mens jeg fortæller om, at jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at kunne lege og gå ture med mine fremtidige børn.
Jeg fortæller ham, at det er meget vigtigt at have katastrofetanker, og det er en stor fordel at tage sorgerne på forskud, og han ler bare og fastholder mit blik længe og intenst.

Vi går på fortovet op mod botanisk have, og jeg fryser, for vi befinder os i vinterhalvåret.  Vi befinder os også i en periode af mit datingliv, hvor der er udskiftning, og det er den hårdeste del af at have et åbent forhold. Min kæreste er altid lidt ekstra nervøs, når jeg er på en ny date, og roen lægger sig først for alvor ved ham, når jeg har været på 4-5 dates med den samme.

Jeg graviterer imod at have én eksklusiv elsker, og når først han er kørt i stilling, slapper min kæreste helt af. Indtil videre har det været en fordel, når mine dates har mødt min kæreste meget tidligt i processen, gerne inden første date.

Lige inden jeg siger farvel til Forskeren, kysser jeg ham, så jeg slipper for at stå i situationen, når vi skal til at skilles. Hans kys er inderligt, men køligt, og sådan kysser han mig stadig i dag mange måneder efter vores første date. Han har set mig i alle hjørner af mit følelsesregister, og han har presset sit lem ind i alle mine huller. Faktisk elsker jeg ham, og det er jeg efterhånden tryg i. Han er helt fantastisk, og jeg tror ikke, at han forstår, at han har været helt afgørende for mig. Læs videre “Forskeren”

Ny start

Vi starter historien på en vilkårlig dag, for der findes ingen god start i en cirkulær bevægelse. Så vi starter historien i dag, der på mange punkter er en helt irrelevant dag i mængden, og mest af alt har bestået af eksamenslæsning og overforbrug af goder. Generelt kan man sige, at mit liv er kendetegnet ved et overforbrug af goder – særligt af goden: ‘mænd’, hvilket de af jer, der tidligere har læst bloggen, kan bevidne. Lige nu har jeg min kæreste, Forskeren og ham, vi kalder Arkitekten.

For den korte introduktion kan man sige, at Forskeren er ved at være et længerevarende foretagende, og jeg føler efterhånden, at han er min anden, men hemmelige kæreste. Jeg elsker ham, selvom vi nok aldrig var blevet kærester under normale omstændigheder. På sin vis forløser ham mig, og selvom jeg endnu ikke har luret, hvad han reelt kan trække ud af vores lille parallelle univers, stoler jeg på, at kærligheden, begæret og trangen er gensidig. I min relation til ham lader han mig være lige så forvirret, pågående og sårbar, som jeg behøver. Under tiden er jeg hans slut, og andre gange har det mere karakter af venskab. Mest af alt kan jeg ikke undvære ham, og jeg har inderligt lyst til, at han skal vidne til mit liv, lige så længe det er muligt.

Og foruden alt det er vi under optagelserne til en DR3-reportageserie, og det kan undertiden være svært foreneligt med den autentiske tilværelse, men lad det nu ligge. Rammen er sat, og vi starter her.

Læs videre “Ny start”