Første nat ved Arkitekten

Jeg sidder og drikker alkoholfrie øl i solen med tre af mine bedste veninder, da Arkitekten ringer og fortæller, at han kan være hjemme fra kontoret en time før. Vi skal sove hos ham for første gang, og jeg har glædet mig til dét step i forholdet. Det er lidt over tre måneder siden, vi var på vores første date, og jeg er ikke længere nervøs, når jeg skal se ham. Han er helt sikkert den af alle, jeg har datet, jeg er blevet mest tryg ved.

Mine veninder og jeg har spist kirsebær, melon, jordbær og mariekiks på et tæppe i mange timer, og vi er næsten de sidste, der forlader botanisk have. Arkitekten henter mig i bil på parkeringspladsen ved væksthusene, og han får på den måde anledning til at hilse nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Jeg viser ham stolt frem – han er nok den smukkeste mand, jeg har kysset med. Hans charme fortryller mine veninder, og vi ender med at hænge lidt ud alle fem, mens mørket falder på.

Han bor præcis, som jeg havde forventet, og jeg tænker på, at det var godt, at jeg ikke mødte ham for fem år siden. Dengang var jeg nok blevet ægte forelsket i ham, men i dag har jeg jo ligesom fundet et bedre match i min kæreste. Arkitekten laver gin og tonic til os, mens jeg sidder på køkkenbordet og lytter til den musik, han har sat på. ‘Her’, siger han, og rækker mig det ene glas med gennemsigtig, farveløs væske. Jeg siger til ham, at han ikke må gå i bad, selvom han havde insisteret på det på hele køreturen hjem. Det er den første chance, jeg har for at dufte ham, og han overgiver sig på den betingelse, at jeg skal tage mit tøj af, så han kan give mig oralsex, mens jeg sidder på køkkenbordet.  

Det er et andet seksuelt forhold, jeg har med ham. Det er meget tættere på min egentlige seksualitet – mere dyrisk og mere autentisk. Det handler ikke om fantasier, og nøgenbilleder er ikke en del af det. Det sidste er helt mærkeligt for mig, for det har været en central del af flirten mellem mine tidligere elskere og jeg. Efterhånden har jeg nu vænnet mig til det. Næsten. Mit savn til Forskeren er også helt ved at forsvinde, og der er nu grobund for et venskab. Det er dog kommet bag på mig, hvor hurtigt mit fokus flyttede sig ham.

Arkitekten kysser først mine inderlår og fletter fingre med mine tæer. Det er elektrisk, når han rører mig. Hans begær imod mig kender ingen begrænsning, og selvom jeg hverken har barberet mine ben eller mit underliv, ved jeg, at han formentlig ikke engang tænker over det. Han vil bare have mig, og jeg vil bare have ham. Nydelsesfuldt og intimt er ordene. Jeg føler mig elsket, og det gør jeg også, da jeg falder i søvn i hans arme efter mange timer lange snakke. Læs videre “Første nat ved Arkitekten”

#Pejselivet

Jeg skal besøge Arkitekten i hans sommerhus. Vejen derhen er fantastisk smuk, for jeg kører mod en solnedgang, der lader til aldrig at ville give op. De sidste stråler rammer trætoppene, mens jeg parkerer bilen, og han står uden for og tager imod mig. Smukkere end jeg husker ham.

Arkitekten siger til mig, at mit seneste indlæg om ham var bedre, end de første jeg skrev om ham. Dog synes han, at mine ordvalg bryder med læseflowet, og at det hele i øvrigt virker ugennemarbejdet. Jeg siger, at pointen med bloggen ikke er at levere et færdigt gennemarbejdet produkt, som skulle det udgives på tryk, og at det er vigtigere for mig at skrive noget færdigt og poste det end at omskrive og redigere til perfektion. Han kysser mig på panden og siger tak, fordi jeg ville køre op i sommerhuset til ham.

Jeg fortæller ham, at jeg så en grævling, og han spørger, om den var død og lå i vejkanten, og jeg siger ja. Vi står så tæt, at jeg kan dufte hans shampoo. Egentlig vil jeg helst, hvis han ikke gik i bad de dage, jeg skal se ham, så jeg kan dufte ham i stedet for sæbe, skyllemiddel og vaskepulver. Jeg vil gerne have ham helt uden filter, men jeg tror ikke, at jeg har gjort ham tryg nok endnu. Han snakker om nattens lyde, der ikke er kommet endnu, og jeg lytter til susen i trætoppene og den sidste fuglekvidder, dagen har at byde på.

Han får den idé, at vi skal have en drink, og han tilbyder alle slags. Der er også vin, øl, bobler, kaffe og te, hvis du hellere vil have det, understreger han, og jeg går med til at drikke en svag drink, for ellers bliver jeg for fuld. Måske er det netop det, han gerne vil have, og vi lægger os ind foran pejsen. Der bliver lige så varmt på min hud, som der er inden i mig. Han er helt fantastisk, og jeg kan ikke møffe nok. Mit hovede passer perfekt på hans bryst, og jeg aer ham på maveskindet, mens vi ligger der. Jeg vil have ham til at fortælle om sit liv, og det gør han glædeligt, og mageligheden rammer os begge uden nåde. Jeg kan tydeligt mærke drinken, og jeg overvejer kort, om jeg skal sige til ham, at han faktisk er den af alle, jeg har datet i åbent forhold, jeg passer bedst sammen med.  

Jeg falder næsten i søvn, mens vi ligger der og smelter til lyden af pejselivet. Efter lidt tid sætter han mig op og siger, at vi hellere må gå i seng, og jeg gør opmærksom på, at jeg har menstruation. Dagen forinden kom det, og andendagen er den dag, jeg bløder mest, så vi lægger et håndklæde under min numse. Han putter mig med den tykke, kølige dyne, og han kærtegner mine bryster, før han forsvinder under dynen. Han trækker mine trusser af og spreder mine ben, og jeg gisper, mens hans tunge undersøger mig. Ganske unådigt slikker han mig, og det er noget af det mest intime, jeg har prøvet længe. Han vil have mig uden begrænsning, og det får mig til at komme. Voldsomt. Dybt. Grænseoverskridende ømt.

Om natten vågner jeg en enkelt gang og kan ikke stoppe med at smile. Jeg føler mig så ufattelig heldig. Læs videre “#Pejselivet”

Jeg lokker larven over på en kvist

Det er morgen, og jeg skal mødes med Arkitekten. Det hele er et værre koordinationsarbejde med min kæreste, kameramand og kærlighedsrum. Jeg har en sort, tætsiddende kjole på, min vante uniform, og jeg er ikke længere nervøs, inden jeg skal se ham.
Jeg er blevet et lille tamdyr for Arkitekten; han stryger mig med hårene og nusser mig på de ømme steder. Det er ikke til at se, men jeg begynder at føle mig tæt forbundet med den smukke mand. Han har optjent min tillid, for han har været helt uovertruffen til at modtage mine tanker helt rent og med den kærlighed, jeg har haft brug for, men hvorom alting er, mestrer han også at stille sig kritisk til mine ærke-millennialske perspektiver. Han er jo fra en anden generation og taler af en livserfaring, jeg blot kan ernære mig af. På et enkelt punkt er vi dog kontraststillet: hvordan skal man forvalte sit privatliv og sine personlige erfaringer?

Sagen er den, at jeg kan påtvinge mig selv et liv med hemmeligheder, men det er vel meget normalt, når man har båret på hemmeligheder hele sit liv – man går til den diametralt modsatte ydre ekstrem. Helt bemærkelsesværdigt lever jeg jo i et parforhold uden tabuer og mit øvrige liv bærer præg af, at jeg udbasunerer mine tanker. Det interessante her er, at jeg med jævne mellemrum modtager beskeder fra tidligere klassekammerater, efterskolebekendte osv., der går på, at min italesættelse af forskellige personlige problemstillinger har hjulpet dem eller sat sig som et særligt minde.  Oprindeligt havde jeg ingen idé om niveauet af aftryk, jeg satte – det trængte bare ud af mig som vand gennem sprækker.
I dag er mit liv ikke længere sivende i sprækker, men en ubarmhjertig flod, hvis forløb følger mine bevægelser. Arkitekten er en del af det nu, og vi bader sammen i vandet. Frie, nøgne og udforskende inden for de begrænsninger omstændighederne har sat.

Det er meningen, at vi skal være hos mig, men om morgenen skriver han, om jeg vil med op i hans sommerhus i stedet. Det ligger på Djursland, og han skriver, at han kan være ved mig om et kvarter. Jeg bliver filmet, da han skriver, og jeg ringer til min kæreste og fortæller, at han sagtens kan bruge lejligheden for dagen, for jeg tager på trip i stedet. Jeg er helt ren, nybarberet og velduftende, og jeg har lyst til at være lys hud under hans bestemte hænder.
Arkitekten henter mig, og fra vinduet vinker min kæreste til ham. Som en fader overdrager sin datter ved alteret, sender min kæreste mig tillidsfuldt afsted til parallellivet.

Køreturen agerer transformationsfase, og floden udfolder sin vej efter os. Arkitekten kører, og min eneste opgave er at være til stede og inhalere den samme luft som ham. Da vi ankommer, viser han mig rundt, og sammen finder vi en larve. Hans rolige blik suger alt til sig, mens jeg lokker larven over på en kvist. Fed og uden bekymringer. Der er kun ham, jeg og larven mellem de susende træer, som markerer havens ophør og skovens begyndelse.

Indenfor tager han mine sko af, som man vil gøre det på et barn, der har været udenfor hele dagen og leget i mudder. Han afklæder mig med snilde, og han tager mig i hånden og fører mig ind i soveværelset og skubber mig drillende ned i sengen, hvor jeg er hans, så længe han vil have det. Jeg kan bedst lide det sådan for nu – ham og jeg som parallelkærester i den begrænsede mængde. Jeg sidder oven på ham, da orgasmen overtager hans bevidsthed, og han giver sig til mig, som jeg aldrig havde forventet, at jeg kunne få ham. Hans pande er svedig, og det smager salt, da jeg kysser ham.

Arkitekten er stadig oppe i mig, mens han spørger ind til de ting, jeg ellers går og tumler med. Jeg indrømmer, at min kæreste ikke har haft en god reaktion på de nederlag og erkendelser, han desværre har måttet gennemgå den seneste tid. De lukkede døre har resulteret i prokrastination og en medfølgende uigennemtrængelig hårdhed, han har genfundet fra sin tid i ghettoen. Det er ikke sjovt, og mine forsøg på at forføre ham tilbage ind i livet har endnu ikke lykkes. Jeg rejser mig op, mens jeg mærker efter, om sæden løber ud gennem mine skamlæber. Vi har øjenkontakt. Det er nært og kærligt. Sæden løber ikke ned af mine inderlår, men til gengæld løber min kærestes tillid til en anden verden end vores ud i sandet, hvis ikke han åbner sig for den igen. Kirsebærpigen, alle vores venner, de tidligere succesoplevelser, lærerne på skolen, vores familier og jeg er ikke nok – det må komme indefra, og det er lige så sandt, som det er svært at være tilskuer til. Læs videre “Jeg lokker larven over på en kvist”

Sæd og selleri

Jeg har brug for kærlighed – både at give og modtage, så min kæreste og jeg holder ‘kæresteaften’ med film, sodavand, jordbær, chips og selleri. Vi arrangerer hyggen med velvilje og fortrolighed. Han aer mig på maven, og hans telefon med de utallige notifikationer er pakket væk. Den aften er vi et almindeligt småborgerligt par, der ser actionfilm med blanke øjne. Det er vi lige præcis, indtil min telefon vibrerer fra vindueskarmen med jazzplanten.

Det er Arkitekten, der skriver til mig, om jeg er i byen. Det er jeg ikke, for jeg ligger helt udstrakt nøgen i en dyne-burrito med min kæreste. Dog jeg er villig til at tage derind, for Arkitekten og jeg har haft alt for lidt tid sammen. Min kæreste foreslår, at han kan skrive til Kirsebærpigen, om hun kan ses, for så vil han gerne køre mig hen til Arkitekten. Jeg haster med at gøre mig klar, vaske mit underliv, børste tænder og tage tøj på. Jeg tager ikke makeup på, for min erfaring er, at det alligevel bliver tværet helt ud af spyt, opkast eller tårer.

Iført en stram, sort kjole er jeg klar til udlån, og min kæreste sætter mig af ude foran baren, hvor min nyeste elsker står og venter på mig. Han er i godt humør, overspændt som en hvalp, og jeg har lyst til at knuge mig ind til ham på gaden, men jeg kender ikke reglerne. På baren er der tæt af røg – det er ham, der har valgt stedet. Der er også tæt af varme, og selvom jeg dufter til hans hår, kan jeg ikke fange hans essens i røgakvariet. Det hele er meget potent; lysten til alenerum, lysten til at mærke ham, varmen, iltmanglen, smagen af øllene, men han er tydeligvist ikke påvirket af det. Til gengæld er han ved at flyde over af ord. Han fabler om, at han ikke forstår, hvad jeg ser i ham. Han forstår ikke, hvad jeg får ud af det seksuelle, og han forstår i øvrigt slet ikke, hvad jeg får ud af den relation, eller hvorfor jeg har valgt ham frem for andre. Vi sidder for os selv midt i lokalet, og ingen af de andre unge hipstere, der sidder i små grupperinger, kan høre vores samtale for musikken. De griner blot af inter jokes og skodder i løst over bordet uden at ramme de store askebære. Musikken er upassende høj, men det er også sidste time før sidste omgang, men stamgæsterne ser ud til at sutte videre, efter vi er gået.

Arkitekten giver mig også kritik på det, jeg har skrevet om ham. Det er ikke kunstnerisk nok. Der er ikke lyrisk nok. Ikke nok huller i teksten. Læseren skal tænke selv, understreger han. Jeg siger til ham, at det ikke er digte, og han spørger, om han kun er et sexlegetøj for mig, for jeg rører ufortrødent ved ham og nulrer hans ører. Min fingre bevæger sig undersøgende hen over konturerne. Stoffet, den bløde uld, den svedige nakke, skægget, buksernes faste materiale i kontrast til jerseyen, som hans t-shirt er lavet af. Det er et anderledes forhold, end dem jeg tidligere har haft, men han stiller de samme spørgsmål, som de andre også har stillet. Måske jeg svarer for vagt på dem – det er en gennemgående frustration, og jeg har ingen idé om, hvor den kommer fra. Jeg har endnu ikke indset, hvorfor alle de gode mænd forelsker sig i mig, eller hvorfor kvinderne ofte bliver sygeligt misundelige. Jeg er bare mig.

Samtalen bliver afløst af kys. Jeg leger den unge, uvidende og lalleglade pige, og han får lov at være den voksne mand, der prajer en taxa, som vi tager hen til hans atelier. Det er ham, der tager initiativet, og det er ham, der pensler mig, mens jeg ligger nøgen på gulvet. Han placerer mig også i en lænestol, så han kan sprede mine ben og komme ordentligt til. Jeg er meget sårbar, som jeg sidder der med min områdevis hvide og solbrune hud. Helt nøgen med hænderne bag ryggen og mit køn omsluttet af hans mund. Han taler også til mig – siger, hvad jeg skal tænke på. Det er sikkert ikke intentionelt, men han lader mig ikke undslippe: hverken orgasmen eller hans grundige blik, da han efterfølgende iagttager mig tisse for åben dør. Han har fyldt mig med sæd, og det siver stille ud. Med mine fingre mærker jeg efter på den klistrede substans, der aldrig skal blive til vores børn. Det er ritualet: vi blev begge testet og godkendt.

Faktisk siger jeg til ham, at jeg er sikker på, at vi kunne få nogle fine børn sammen og sikkert også et lykkeligt ægteskab, men det er underordnet, for det er et andet liv. Han siger i den forbindelse, at jeg har ‘vækket’ ham. Han føler sig attraktiv, og det kan han roligt gøre med rette. Han hjælper mig med at tage mit tøj på, og mens jeg binder mine snørebånd, får vi øjenkontakt, og han indrømmer, at han aldrig er blevet deepthroatet før. Klokken er lidt over fire, og det er stille ved at blive lyst.

Sammen går vi ned forbi havnen. Der er kun os. Én mand og én kvinde. Én genopfundet og én genoplivet. Vi går også op til Skanseparken. Der er kun os. Aarhus er forladt. De sidste eksamenspressede unge er for længst taget hjem.  Der står tomme somersbydåser på borde-bænke-sættene, og der er bræk sprøjtet op ad et af træerne. Græsset er fugtigt af duggen, og de græsstråspidser, der stryger mine ankler, efterlader våde striber.

Arkitekten tager mig i hånden og fører mig ned på legepladsen i hjørnet af parken. Uden tøven trækker han mine strømpebukser ned, og hans fingre finder vej til begge mine indgange og med de subtile tegn får han lov at gå på opdagelse. Jeg rider ham, og han tager fat om mig – lader sine fingre bore sig ind.

Da han er gået, tisser jeg bag en busk. Sæden løber for anden gang ud af mig og blandes med urinen på jordbunden. Der er nu en mørk plet som dokumentation på min besudling. Det, der før var inde, er nu ude. Jeg er et lille skovdyr, der netop er blevet udsat for parring. Skovdyret ringer til sin primære mage, og han henter mig med det samme. Han har tilbragt natten med Kirsebærpigen, og vores kæresteaften slutter, hvor den startede: in the know. Læs videre “Sæd og selleri”

Smagen af varme

Arkitekten skriver til mig, om han skal tage frokost med hjem til mig, hvor vi skal lege kærester for en dag. Vi er efterhånden 6-7 dates inde, og jeg kan mærke, at jeg også er begyndt at blive mindre nervøs, når vi skal ses. Faktisk har det været helt vidunderligt, at han ofte har været mere nervøs end jeg, for så har jeg kunne spille rollen som den selvsikre, kælne elsker.
Jeg ser fra vinduet, at min kæreste og Arkitekten hilser på hinanden, og jeg iagttager, hvordan min kæreste overlegent klapper ham på skulderen.

Arkitekten har stadig svært ved at forstå, at min kæreste oprigtigt har det fint med ham, men han har selvfølgelig heller ikke oplevet de ivrige kandidater, der tidligere har kæmpet om pladsen som min elsker. Han besidder ikke den seksuelle aggressivitet, der gør min kæreste utryg, men til gengæld er Arkitekten sensuel, nærværende, nysgerrig og intens. Og desuden er han helt universelt køn. Jeg ved ikke endnu, hvilken del jeg faldt for ved ham.

Vi sidder på sofaen og snakker om min eksamen, om hans ungdom, om min fremtid og om sidst vi så hinanden, hvor jeg ikke havde skrevet i flere timer, efter jeg var gået. Han bliver sådan: Ej-hvorfor-fortæller-jeg-dig-det-agtig,  halvt smilende og halvt forlegent, men han kan selvfølgelig ikke vide, at det blandt andet er den umiddelbarhed, jeg er vild med. Jeg har netop lyst til at høre alle hans tanker og usikkerheder og med tiden blive lukket ind i de allerhemmeligste dele.

Generelt er han meget selvbevidst, og han kommenterer på sin egen duft, sved, dårlige hårdag, men jeg oplever intet af det. Jeg ser bare et helt vidunderligt menneske, der efterhånden er fanget i metaforholdet, som transitlivet faciliterer. Jeg kan ikke fatte, at de kønne øjne har lyst til at kigge på mig, og at den smukke mund vil kysse mig mellem benene.

Vi ligger på sengen i de hvide lagener, som jeg har vasket til lejligheden. Det er sommervarme i luften og sommerforelskelse i mit underliv. Hans hud er mod min hud, og det er mine nipples mellem hans tænder. Mens vi har øjenkontakt, borer han sin pik op i mig. Jeg er glat og våd, og jeg har lyst til, at det aldrig skal stoppe. Han presser sig sådan helt ind. Det er virkelig intenst for mig, og da han sætter sig op for at kysse mine fødder og tage mine tæer i munden, giver det et stød op gennem mig. Hans hænder er overalt på rosé-måden, og mens han sprøjter op i mig, stemmer han så inderligt, at jeg føler, at underlægningsmusikken stopper og kun reallyden er tilbage. Den perfekte balance mellem skrøbelighed og autenticitet.

Han dufter næsten ikke af noget, og hans sæd smager næsten ikke af noget, men det er oppe i mig, og jeg kan lide, hvordan han tager mig.

Vi spiser udenfor i den bagende sol på den tørre græs. Jeg elsker, at han sådan styrer de praktiske rammer lidt, og jeg er vild med, når han beslutter, hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge. Desværre indleder vi en lidt dum samtale om krig, og jeg får ikke forklaret mig, for vi snakker om to forskellige ting, men måske er det kun mig, der kan høre det.

Vores samvær er altid præget af tidsmangel, og egentlig burde vi bare ligge og være nøgne i sengen i samtlige treenhalv time, vi har sammen denne dag, men vi ender med at snakke. Jeg vil vide alt om ham, og jeg vil have, at han skal vide alt om mig. Faktisk har jeg lyst til, at han skal blive fast inventar i mit komplicerede, finurlige kvindeliv, men jeg ved ikke, om omstændighederne og hans villighed tillader det.

Anden gang vi har sex den dag, løfter han op i min nederdel, så han kan komme til. Jeg ligger på sengen og giver mig hen til den kildrende fornemmelse af hans tunge. Han er god til det, og jeg lukker mine øjne, så jeg kan mærke hvert bid, han tager af mig.

Jeg vil ikke have, at han skal gå, for han er dejlig, og vores korte møder bliver mange, før jeg når helt ind til ham, kan jeg mærke. Måske er det også ok, for jeg er endnu kun ingredienserne i skålen, der ikke er blevet blandet endnu, og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan tilbyde denne verden. Læs videre “Smagen af varme”

Arkitekten

Faktisk var jeg ikke på udkig efter noget den aften.

Vi er taget videre i byen efter en skolefest, og selvom det ikke ligner mig, har jeg købt en drink, som jeg holder i hånden, mens jeg danser. Måske er jeg faktisk også lidt fuld – jeg lever mig hvert fald ind i det poppede liv, og jeg sender endda snaps fra dansegulvet.

Min kæreste og en del af vores venner er der også, og det er da en af mine veninder hiver mig med ud, fordi hun skal ryge, at jeg møder Arkitekten. Min veninde knækker sin cigaret ved et uheld, da hun skal tænde den, og jeg hjælper hende med at reparere den på eks-ryger-manér. Hun griner, og jeg griner, og måske er det det, der tiltrækker ham. Vi får hvert fald øjenkontakt, og da min veninde går ind, bliver jeg ude for at snakke med ham.

Jeg siger til ham, at når han alligevel står med begge hænder fri, kan han passende lige holde mine ting, mens jeg tager min undertrøje af. Han svarer, at undertrøjer er noget mænd har på, og jeg svarer, at han må leve i det heteronormative helvede, og at dømme på hans ansigtsudtryk bliver han flov og begejstret på samme tid. Han er smuk, måske det kønneste ansigt, jeg har set i virkeligheden, men han virker faktisk lidt usikker, selvom han forsøger at være kæk. Ret hurtigt fortæller han mig, at han er i byen med nogle arbejdsforbindelser, og at han er arkitekt, og jeg siger, at jeg intet ved om at være i byen med nogle arbejdsforbindelser, for jeg er ung og har aldrig arbejdet fuldtid. Hvor gammel er du da, spørger han. Jeg er 24, svarer jeg med det intense Sofia-blik i øjnene. Han ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er eller hvilket ride, der er ham i vente, men han gengælder blikket helt intuitivt.

Det hele minder om stemningen fra 500 days of summer, da min kæreste kommer uden for, fordi han ikke kunne finde mig inde på HQ. Jeg står med Arkitekten på trappen, musikken er tyk og nattelivsagtig. Jeg føler mig som en topmejse, da han og min kæreste giver hånd.

Faktisk sker der ikke så meget mere den aften, for jeg får det dårligt af den drink, og jeg må afbryde samtalen og foregive at få et opkald, men i virkeligheden kaster jeg op på hjørnet af Valdemarsgade. Dog har jeg givet Arkitekten min facebook, og da jeg vågner om morgenen, har han skrevet og spurgt, om jeg er kommet godt hjem. Det bliver starten på et nyt elskerforhold. Læs videre “Arkitekten”