Vi er på Skanderborg Festival og ikke SmukFest.

‘Er det mig, der lugter af tis?’, spørger jeg min kæreste, mens jeg rækker ham en Roskilde-Universitet-mulepose, som udgør min taske. Han holder den, så jeg kan tage min læderjakke af, for det er varmt i bøgeskoven. Vi er på Skanderborg Festival, og det er tredje gang, vi er der sammen. Min kæreste nikker mod buskadsområdet bag mig, og jeg kan konstatere, at lugten må komme derfra.
De første mange dage skinner solen. Vi er medhjælpere igen i år, og dette år giver jeg mig lidt mere hen til alkoholen og den smattede stil. Jeg har gummistøvler på de dage, det regner, og jeg opgiver at lægge ny neglelak. Før festivalen startede, snakkede jeg med Arkitekten om muligheden for at være sammen med andre på festivalen. Egentlig kunne jeg godt lide tanken om det spontane møde, men jeg erkender efter de første dage, at det ikke bliver til noget: der er ingen nye mænd, der fanger min interesse, og jeg er i øvrigt helt genforelsket i min kæreste, så det falder mig helt naturligt at afvise alle de mænd, der henvender sig til mig.
I løbet af ugen danser jeg til musikken, drikker de billige fadøl i medhjælperbaren, holder mig ikke tilbage på drinks, og jeg mødes med alle mine venner og bekendte, der er på festivalen. Mest af alt ser jeg næsten hele sendeplanen på Udsigten, og i pauserne skiftes min kæreste og jeg til at hente kaffe og vin.

Det mest uventede sker dog en nat, hvor min kæreste og jeg er på vej gennem Sherwood efter en koncert på Bøgescenen: Middelpigen ligger på træflisen midt på den åbne plads. Jeg ved ikke, hvad hun laver der, for hun ser ikke fuld ud, mere som om hun ligger og slapper af. Vi er helt henne ved hende, før det går op for mig, at det er hende, og så den måde kan vi ikke undgå at reagere på situationen. I nogen tid har min kæreste snakket om, at han har været bekymret for hende, og dette er den åbenlyse mulighed for ham for at få sagt de ting, han har på hjerte. Han og jeg har altid set på hende med forskellige øjne: han mener, at hun er et ekstremt udsat og skrøbeligt menneske, og jeg ser egentlig mange stærke kvaliteter hos hende. Jeg har ikke delt den bekymring for, om hun nok skal klare sig i livet, som han har gået med, men efter dette møde må jeg erkende, at jeg nok har overvurderet hendes kompetencer.
Det er en af de mærkeligste samtaler, jeg har haft i mit liv, og de fleste af de ting, hun fortæller, er helt sammenhængende og uden rationale. Jeg kan høre på min kæreste, at han gør sig umage for at tale i et simpelt sprog med korte præcise sætninger, og jeg synes, at det er en anelse unødvendigt at tale sådan ned til hende, selvom det – ifølge hans udsagn – er nødvendigt. Han vil gerne rense sin samvittighed, men det er uklart, om beskeden går klart i gennem. Selv forsøger jeg at rose hende og give hende en følelsen af værdighed, og hun stråler lidt modvilligt, når jeg rammer de rigtige ting. Det er virkelig bizart, og den aften er det præcis to år siden, at hun slugte en masse piller, fordi min kæreste ikke ville se hende mere. Hun havde jævnligt truet med selvmord gennem et halvt år, men det var den eneste gang, hun gjorde alvor af sine trusler.
Jeg gør klart for hende, at jeg er vred over, at hun plagierede min eksamen, og jeg prøvede at gøre mit for, at skolen ikke skulle smide hende ud for eksamenssvindel. I mit stille sind havde jeg håbet, at hun var kommet godt videre, men hun fortæller, at hun – til trods for at hun forlængede sin HF med et halvt år – aldrig fik sin studentereksamen. Det var noget med nogle pengeproblemer, men det går vist bedre nu, fortæller hun og udlægger et helt grotesk handlingsforløb, hvor hun undervejs bliver bidt i begge hænder af en hund. Det er noget med en roomie, der stjal fra hende og pludselig en dag er væk, samt noget med nogle penge hun skyldte. Hvert fald var det vigtigste for hende, at hun ikke blev smidt ud af sin lejlighed, og det giver vi hende ret i.
Hendes hud ser noget sundere ud, selvom hun har taget lidt på. Jeg siger til hende, at jeg synes, at det ligner, at hun har det bedre, og hun siger, at hun aldrig har haft det dårligt.
Vi kommer til at snakke om det frivillige arbejde på festivalen, og min kæreste vil gerne forsikre sig om, at hun har fået en ny formand, for ham den tidligere voldtog hende i en campingvogn på festivalen for to år siden. Dengang forsøgte vi at få hende til at melde episoden, men det lykkedes ikke.  Først siger hun, at hun ikke kan huske hændelsen, men indrømmer i samme ombæring at have løjet om det, for at min kæreste skulle blive ved hende. Min kæreste laver et virkelig udefinerbart ansigtsudtryk, som om han er vidne til et barn, der falder ud af vinduet fra tredje sal. Det er tragisk, og jeg ved ikke, om jeg skal være glad for, at hun er ude af vores liv, eller føle skam over ikke at have hjulpet hende mere dengang, hvor jeg i stedet reelt var frustreret over alle truslerne, de mange, mange opkald om natten og hele den måde hun fastholdte min kæreste med bebrejdelser og frygt for, hvordan hun ville skade sig selv. Det var ikke ligeværdige samtaler, vi havde dengang, og det bliver tydeligt den nat under festivalen.
Hendes nye kæreste og nye roomie er der også, men står og snakker sammen ved siden af. Det er tydeligt, at de ikke har nogen anelse om, hvem vi er, og de er meget snaksaglige og glade, da de på et tidspunkt kommer ind i vores samtale med Middelpigen. Det er godt, at hun har fået nogle nye mennesker i sit liv.
Hun fortæller også på et tidspunkt, at hendes far flytter til Vietnam ned til sin nye kæreste, og da vi går derfra, er min kæreste en anelse vred på hendes far, for Middelpigen er blevet svigtet gennem hele livet af ham, og dette er kronen på værket. Kort overvejer han, om han skal gøre noget, men han beslutter at lade det ligge.
Dagen efter møder jeg hende, den nye kæreste og roomien i medhjælperbaren. Roomien går forrest og slår armene ud og omfavner mig, som var jeg en hjemvendt bedste ven. Han er fuld og vil gerne hænge ud, men Middelpigen ser helt forfærdet ud, da hun ser mig, vender sig omgående om og trækker kæresten med sig. Jeg peger i retningen af dem og siger til roomien, at han nok hellere må efter dem, hvis ikke de skal blive væk fra hinanden.

Læs videre “Vi er på Skanderborg Festival og ikke SmukFest.”

Jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med en anden.

Jeg står nede på fortovet foran vores opgang og siger farvel til min kæreste, der skal på aftenvagt på sit arbejde. Selv skal jeg se Arkitekten. En hveps sætter sig på min kærestes skidt. Af ren provokation slår han den i ét smæk. Hårdt. Den falder ned på flisen lige mellem hans sko. En vinge indsmurt i hvepsesafter er splattet ud på den sorte cowboystof. Han konstaterer højlydt, at han har ondt i pikken efter slaget. Det er dumt, men han ser hamrende godt ud. Det må man give ham.

Min kæreste arbejder meget for tiden. Efter eksamenerne erklærede han, at han ville tjene penge op dette halvår, og nu har han to jobs. Han er arbejdsom – det må man også give ham. Det ene af de to jobs er på den fabrik, hvor hans mor også arbejder. Han havde første arbejdsdag den dag, jeg startede i praktik på Aarhus Rådhus. Begge suttede vi på den sociale arv.
Stille genvindes min respekt også for ham. Den led ellers en overraskende hård belastning af hans prioriteter gennem de seneste seks måneder, men i denne periode oplever vi en gensidig genforelskelse. Den seksuelle spænding stiger også sideløbende. Nu er der kun en uge til, at han får svar fra den seneste podning og blodprøve fra Kønssygdommeklinikken, og så kan vi have oralsex igen. I øjeblikket på han nøjes med at snuse til mig, mens han rører ved sig selv.

Arkitekten og jeg skal i sommerhus med to overnatninger. Det er første gang, vi skal være sammen så længe. Faktisk er det første gang, jeg skal være sammen med nogen elsker så længe. På vej hen til ham, ringer jeg til Forskeren, som fortæller, at han selv skal på date med sin nye pige. Lige kort rammes jeg af det savn, der tog mig flere måneder at komme over. Jeg cykler op ad Ringgaden, da han siger det, og da jeg holder i krydset ved Stor Center Nord, konstaterer jeg, at jeg nok ikke skal tænke for meget på Forskeren på til en date. Selvom ham og jeg måske ikke var det bedste match, var det alligevel så særligt og helligt. Han var der jo gennem alle de svære beslutninger, og ham om min kæreste kom så godt ud af det med hinanden. Til trods for at jeg har det fint med, at det for denne omgang er slut, håber jeg stadig, at vi har mulighed for at finde sammen igen.

Arkitekten er ved at pakke sin bil foran sit hus, da jeg kommer frem. ‘Hej skat’, vinker jeg, mens jeg bremser ned. Cyklen parkerer jeg i cykelskuret, og han lægger min taske om i bagagerummet. Det er ham, der kører på vej derop. Jeg sidder på passagersædet som sædvanlig, og jeg har den ene hånd på hans lår. Han synes, at det er for ramt i bilen, så han bliver ved med at tænde for klimaanlægget, og jeg bliver ved med at slukke det, fordi jeg synes, det larmer. Det minder mig om en scene fra en karikeret sketch.

Vi er ikke nået langt ud af byen, før jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med Iværksætteren. Den smukke mand kigger på mig med en grimasse, jeg ikke helt kan afstemme. Jeg siger til ham, at han skal kigge på vejen, når han kører, og han griner bare med et: ‘jaaah, mor’. Så siger han, at han føler, at han frarøver mig en masse seksuelle oplevelser. Jeg forklarer, at det jo ikke er de seksuelle oplevelser, jeg er interesseret i at få. Han siger, at det ved han godt, men det er stadig en latent frygt. Han vil være god nok, og det bliver tydeligt for mig, at han ingen anelse har om, at han er langt mere, end jeg havde evnet at forestille mig, da min kæreste og jeg åbnede forholdet.

I sommerhuset er vi i badekar den første aften. Vi har rosé i glas og skummet dækker vandet, så jeg ikke kan se hans krop. Det passer ham sikkert meget godt, for han er til tider ret selvbevidst. Vi har altid øjenkontakt, når vi snakker sammen. I starten var det forfærdeligt grænseoverskridende, men jeg er blevet tryg ved det. Jeg tager et sip af vinen og tænker på, om jeg skal fortælle ham, at jeg elsker ham, men jeg når ikke at tage tilløb til det, før han rejser sig op for at hente håndklæder. Det er en let og fri stemning. Han tørrer hele min krop med det hvide håndklæde. Efterhånden er det blevet et ritual for ham at give mig omsorg på den hyggelige måde.  Det er det rareste øjeblik, og jeg har får lyst til at forevige det – fange kærligheden og ømheden mellem os. Måske derfor kommer jeg til at tænke på, at alle dem, der ser mine stories på insta, må tænke, at jeg bruger meget tid alene. Jeg tager jo næsten aldrig billeder, når jeg er sammen med mine venner og jo slet ikke, når jeg er på date. Jeg konkluderer, at det er lige meget, selvom jeg har lyst til at dele med hele verden, hvor fantastisk Arkitekten er.

Arkitekten vil så gerne tilfredsstille mig seksuelt.  Jeg har lyst til at bide ham, men vi har aftalt, at jeg ikke må. Mine tænder kunne godt tænke sig at bide ham i halsen og i armene, men jeg må nøjes med at slikke. Min tunge penetrerer hans øre, mens jeg stikker to fingre ind i hans mund. Jeg tager tøjet af ham og lægger ham fladt ned. Han skal lære at tage imod. Så sætter jeg mig oven på hans skinneben, så han får fornemmelsen af ikke at kunne flytte sig. Vi har øjenkontakt, mens jeg sætter mit hår i en knold. Han ved godt, hvad der skal ske. Jeg kan også se det på hans lem. Den er blevet hård, og den første dråbe præsperm er løbet fra spidsen og ned på hans mave. Jeg tager fat om hans håndled, så han ikke kan nusse mig eller røre mine bryster. Han skal være helt passiv. Jeg slikker hans lem. Jeg slikker op fra roden og omslutter hovedet, deepthroater ham. Han stønner, og længe holder jeg ham på kanten af orgasmen. Tydeligvis er det et kæmpe kontroltab for ham. Jeg har kontrollen over hans orgasme.  Han er den bedste af dem alle.

Sommerhusturen bliver til to døgn i paradis. Vi kobler af. Det er så moderne. Han læser højt. Vi går ture ned til stranden og finder forstenede søpindsvin. Vi slår smut. Han er bedre til det end mig. Jeg vil gerne finde rav, men det går uden held. Der er kun rødlige sten, intet rav. Han samler på de sten med huller i. De giver lykke, siger han. Måske har han ret. Jeg er hvert fald lykkelig de dage, vi er der. Læs videre “Jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med en anden.”

Første nat ved Arkitekten

Jeg sidder og drikker alkoholfrie øl i solen med tre af mine bedste veninder, da Arkitekten ringer og fortæller, at han kan være hjemme fra kontoret en time før. Vi skal sove hos ham for første gang, og jeg har glædet mig til dét step i forholdet. Det er lidt over tre måneder siden, vi var på vores første date, og jeg er ikke længere nervøs, når jeg skal se ham. Han er helt sikkert den af alle, jeg har datet, jeg er blevet mest tryg ved.

Mine veninder og jeg har spist kirsebær, melon, jordbær og mariekiks på et tæppe i mange timer, og vi er næsten de sidste, der forlader botanisk have. Arkitekten henter mig i bil på parkeringspladsen ved væksthusene, og han får på den måde anledning til at hilse nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Jeg viser ham stolt frem – han er nok den smukkeste mand, jeg har kysset med. Hans charme fortryller mine veninder, og vi ender med at hænge lidt ud alle fem, mens mørket falder på.

Han bor præcis, som jeg havde forventet, og jeg tænker på, at det var godt, at jeg ikke mødte ham for fem år siden. Dengang var jeg nok blevet ægte forelsket i ham, men i dag har jeg jo ligesom fundet et bedre match i min kæreste. Arkitekten laver gin og tonic til os, mens jeg sidder på køkkenbordet og lytter til den musik, han har sat på. ‘Her’, siger han, og rækker mig det ene glas med gennemsigtig, farveløs væske. Jeg siger til ham, at han ikke må gå i bad, selvom han havde insisteret på det på hele køreturen hjem. Det er den første chance, jeg har for at dufte ham, og han overgiver sig på den betingelse, at jeg skal tage mit tøj af, så han kan give mig oralsex, mens jeg sidder på køkkenbordet.  

Det er et andet seksuelt forhold, jeg har med ham. Det er meget tættere på min egentlige seksualitet – mere dyrisk og mere autentisk. Det handler ikke om fantasier, og nøgenbilleder er ikke en del af det. Det sidste er helt mærkeligt for mig, for det har været en central del af flirten mellem mine tidligere elskere og jeg. Efterhånden har jeg nu vænnet mig til det. Næsten. Mit savn til Forskeren er også helt ved at forsvinde, og der er nu grobund for et venskab. Det er dog kommet bag på mig, hvor hurtigt mit fokus flyttede sig ham.

Arkitekten kysser først mine inderlår og fletter fingre med mine tæer. Det er elektrisk, når han rører mig. Hans begær imod mig kender ingen begrænsning, og selvom jeg hverken har barberet mine ben eller mit underliv, ved jeg, at han formentlig ikke engang tænker over det. Han vil bare have mig, og jeg vil bare have ham. Nydelsesfuldt og intimt er ordene. Jeg føler mig elsket, og det gør jeg også, da jeg falder i søvn i hans arme efter mange timer lange snakke. Læs videre “Første nat ved Arkitekten”

#Pejselivet

Jeg skal besøge Arkitekten i hans sommerhus. Vejen derhen er fantastisk smuk, for jeg kører mod en solnedgang, der lader til aldrig at ville give op. De sidste stråler rammer trætoppene, mens jeg parkerer bilen, og han står uden for og tager imod mig. Smukkere end jeg husker ham.

Arkitekten siger til mig, at mit seneste indlæg om ham var bedre, end de første jeg skrev om ham. Dog synes han, at mine ordvalg bryder med læseflowet, og at det hele i øvrigt virker ugennemarbejdet. Jeg siger, at pointen med bloggen ikke er at levere et færdigt gennemarbejdet produkt, som skulle det udgives på tryk, og at det er vigtigere for mig at skrive noget færdigt og poste det end at omskrive og redigere til perfektion. Han kysser mig på panden og siger tak, fordi jeg ville køre op i sommerhuset til ham.

Jeg fortæller ham, at jeg så en grævling, og han spørger, om den var død og lå i vejkanten, og jeg siger ja. Vi står så tæt, at jeg kan dufte hans shampoo. Egentlig vil jeg helst, hvis han ikke gik i bad de dage, jeg skal se ham, så jeg kan dufte ham i stedet for sæbe, skyllemiddel og vaskepulver. Jeg vil gerne have ham helt uden filter, men jeg tror ikke, at jeg har gjort ham tryg nok endnu. Han snakker om nattens lyde, der ikke er kommet endnu, og jeg lytter til susen i trætoppene og den sidste fuglekvidder, dagen har at byde på.

Han får den idé, at vi skal have en drink, og han tilbyder alle slags. Der er også vin, øl, bobler, kaffe og te, hvis du hellere vil have det, understreger han, og jeg går med til at drikke en svag drink, for ellers bliver jeg for fuld. Måske er det netop det, han gerne vil have, og vi lægger os ind foran pejsen. Der bliver lige så varmt på min hud, som der er inden i mig. Han er helt fantastisk, og jeg kan ikke møffe nok. Mit hovede passer perfekt på hans bryst, og jeg aer ham på maveskindet, mens vi ligger der. Jeg vil have ham til at fortælle om sit liv, og det gør han glædeligt, og mageligheden rammer os begge uden nåde. Jeg kan tydeligt mærke drinken, og jeg overvejer kort, om jeg skal sige til ham, at han faktisk er den af alle, jeg har datet i åbent forhold, jeg passer bedst sammen med.  

Jeg falder næsten i søvn, mens vi ligger der og smelter til lyden af pejselivet. Efter lidt tid sætter han mig op og siger, at vi hellere må gå i seng, og jeg gør opmærksom på, at jeg har menstruation. Dagen forinden kom det, og andendagen er den dag, jeg bløder mest, så vi lægger et håndklæde under min numse. Han putter mig med den tykke, kølige dyne, og han kærtegner mine bryster, før han forsvinder under dynen. Han trækker mine trusser af og spreder mine ben, og jeg gisper, mens hans tunge undersøger mig. Ganske unådigt slikker han mig, og det er noget af det mest intime, jeg har prøvet længe. Han vil have mig uden begrænsning, og det får mig til at komme. Voldsomt. Dybt. Grænseoverskridende ømt.

Om natten vågner jeg en enkelt gang og kan ikke stoppe med at smile. Jeg føler mig så ufattelig heldig. Læs videre “#Pejselivet”

Jeg lokker larven over på en kvist

Det er morgen, og jeg skal mødes med Arkitekten. Det hele er et værre koordinationsarbejde med min kæreste, kameramand og kærlighedsrum. Jeg har en sort, tætsiddende kjole på, min vante uniform, og jeg er ikke længere nervøs, inden jeg skal se ham.
Jeg er blevet et lille tamdyr for Arkitekten; han stryger mig med hårene og nusser mig på de ømme steder. Det er ikke til at se, men jeg begynder at føle mig tæt forbundet med den smukke mand. Han har optjent min tillid, for han har været helt uovertruffen til at modtage mine tanker helt rent og med den kærlighed, jeg har haft brug for, men hvorom alting er, mestrer han også at stille sig kritisk til mine ærke-millennialske perspektiver. Han er jo fra en anden generation og taler af en livserfaring, jeg blot kan ernære mig af. På et enkelt punkt er vi dog kontraststillet: hvordan skal man forvalte sit privatliv og sine personlige erfaringer?

Sagen er den, at jeg kan påtvinge mig selv et liv med hemmeligheder, men det er vel meget normalt, når man har båret på hemmeligheder hele sit liv – man går til den diametralt modsatte ydre ekstrem. Helt bemærkelsesværdigt lever jeg jo i et parforhold uden tabuer og mit øvrige liv bærer præg af, at jeg udbasunerer mine tanker. Det interessante her er, at jeg med jævne mellemrum modtager beskeder fra tidligere klassekammerater, efterskolebekendte osv., der går på, at min italesættelse af forskellige personlige problemstillinger har hjulpet dem eller sat sig som et særligt minde.  Oprindeligt havde jeg ingen idé om niveauet af aftryk, jeg satte – det trængte bare ud af mig som vand gennem sprækker.
I dag er mit liv ikke længere sivende i sprækker, men en ubarmhjertig flod, hvis forløb følger mine bevægelser. Arkitekten er en del af det nu, og vi bader sammen i vandet. Frie, nøgne og udforskende inden for de begrænsninger omstændighederne har sat.

Det er meningen, at vi skal være hos mig, men om morgenen skriver han, om jeg vil med op i hans sommerhus i stedet. Det ligger på Djursland, og han skriver, at han kan være ved mig om et kvarter. Jeg bliver filmet, da han skriver, og jeg ringer til min kæreste og fortæller, at han sagtens kan bruge lejligheden for dagen, for jeg tager på trip i stedet. Jeg er helt ren, nybarberet og velduftende, og jeg har lyst til at være lys hud under hans bestemte hænder.
Arkitekten henter mig, og fra vinduet vinker min kæreste til ham. Som en fader overdrager sin datter ved alteret, sender min kæreste mig tillidsfuldt afsted til parallellivet.

Køreturen agerer transformationsfase, og floden udfolder sin vej efter os. Arkitekten kører, og min eneste opgave er at være til stede og inhalere den samme luft som ham. Da vi ankommer, viser han mig rundt, og sammen finder vi en larve. Hans rolige blik suger alt til sig, mens jeg lokker larven over på en kvist. Fed og uden bekymringer. Der er kun ham, jeg og larven mellem de susende træer, som markerer havens ophør og skovens begyndelse.

Indenfor tager han mine sko af, som man vil gøre det på et barn, der har været udenfor hele dagen og leget i mudder. Han afklæder mig med snilde, og han tager mig i hånden og fører mig ind i soveværelset og skubber mig drillende ned i sengen, hvor jeg er hans, så længe han vil have det. Jeg kan bedst lide det sådan for nu – ham og jeg som parallelkærester i den begrænsede mængde. Jeg sidder oven på ham, da orgasmen overtager hans bevidsthed, og han giver sig til mig, som jeg aldrig havde forventet, at jeg kunne få ham. Hans pande er svedig, og det smager salt, da jeg kysser ham.

Arkitekten er stadig oppe i mig, mens han spørger ind til de ting, jeg ellers går og tumler med. Jeg indrømmer, at min kæreste ikke har haft en god reaktion på de nederlag og erkendelser, han desværre har måttet gennemgå den seneste tid. De lukkede døre har resulteret i prokrastination og en medfølgende uigennemtrængelig hårdhed, han har genfundet fra sin tid i ghettoen. Det er ikke sjovt, og mine forsøg på at forføre ham tilbage ind i livet har endnu ikke lykkes. Jeg rejser mig op, mens jeg mærker efter, om sæden løber ud gennem mine skamlæber. Vi har øjenkontakt. Det er nært og kærligt. Sæden løber ikke ned af mine inderlår, men til gengæld løber min kærestes tillid til en anden verden end vores ud i sandet, hvis ikke han åbner sig for den igen. Kirsebærpigen, alle vores venner, de tidligere succesoplevelser, lærerne på skolen, vores familier og jeg er ikke nok – det må komme indefra, og det er lige så sandt, som det er svært at være tilskuer til. Læs videre “Jeg lokker larven over på en kvist”

Sæd og selleri

Jeg har brug for kærlighed – både at give og modtage, så min kæreste og jeg holder ‘kæresteaften’ med film, sodavand, jordbær, chips og selleri. Vi arrangerer hyggen med velvilje og fortrolighed. Han aer mig på maven, og hans telefon med de utallige notifikationer er pakket væk. Den aften er vi et almindeligt småborgerligt par, der ser actionfilm med blanke øjne. Det er vi lige præcis, indtil min telefon vibrerer fra vindueskarmen med jazzplanten.

Det er Arkitekten, der skriver til mig, om jeg er i byen. Det er jeg ikke, for jeg ligger helt udstrakt nøgen i en dyne-burrito med min kæreste. Dog jeg er villig til at tage derind, for Arkitekten og jeg har haft alt for lidt tid sammen. Min kæreste foreslår, at han kan skrive til Kirsebærpigen, om hun kan ses, for så vil han gerne køre mig hen til Arkitekten. Jeg haster med at gøre mig klar, vaske mit underliv, børste tænder og tage tøj på. Jeg tager ikke makeup på, for min erfaring er, at det alligevel bliver tværet helt ud af spyt, opkast eller tårer.

Iført en stram, sort kjole er jeg klar til udlån, og min kæreste sætter mig af ude foran baren, hvor min nyeste elsker står og venter på mig. Han er i godt humør, overspændt som en hvalp, og jeg har lyst til at knuge mig ind til ham på gaden, men jeg kender ikke reglerne. På baren er der tæt af røg – det er ham, der har valgt stedet. Der er også tæt af varme, og selvom jeg dufter til hans hår, kan jeg ikke fange hans essens i røgakvariet. Det hele er meget potent; lysten til alenerum, lysten til at mærke ham, varmen, iltmanglen, smagen af øllene, men han er tydeligvist ikke påvirket af det. Til gengæld er han ved at flyde over af ord. Han fabler om, at han ikke forstår, hvad jeg ser i ham. Han forstår ikke, hvad jeg får ud af det seksuelle, og han forstår i øvrigt slet ikke, hvad jeg får ud af den relation, eller hvorfor jeg har valgt ham frem for andre. Vi sidder for os selv midt i lokalet, og ingen af de andre unge hipstere, der sidder i små grupperinger, kan høre vores samtale for musikken. De griner blot af inter jokes og skodder i løst over bordet uden at ramme de store askebære. Musikken er upassende høj, men det er også sidste time før sidste omgang, men stamgæsterne ser ud til at sutte videre, efter vi er gået.

Arkitekten giver mig også kritik på det, jeg har skrevet om ham. Det er ikke kunstnerisk nok. Der er ikke lyrisk nok. Ikke nok huller i teksten. Læseren skal tænke selv, understreger han. Jeg siger til ham, at det ikke er digte, og han spørger, om han kun er et sexlegetøj for mig, for jeg rører ufortrødent ved ham og nulrer hans ører. Min fingre bevæger sig undersøgende hen over konturerne. Stoffet, den bløde uld, den svedige nakke, skægget, buksernes faste materiale i kontrast til jerseyen, som hans t-shirt er lavet af. Det er et anderledes forhold, end dem jeg tidligere har haft, men han stiller de samme spørgsmål, som de andre også har stillet. Måske jeg svarer for vagt på dem – det er en gennemgående frustration, og jeg har ingen idé om, hvor den kommer fra. Jeg har endnu ikke indset, hvorfor alle de gode mænd forelsker sig i mig, eller hvorfor kvinderne ofte bliver sygeligt misundelige. Jeg er bare mig.

Samtalen bliver afløst af kys. Jeg leger den unge, uvidende og lalleglade pige, og han får lov at være den voksne mand, der prajer en taxa, som vi tager hen til hans atelier. Det er ham, der tager initiativet, og det er ham, der pensler mig, mens jeg ligger nøgen på gulvet. Han placerer mig også i en lænestol, så han kan sprede mine ben og komme ordentligt til. Jeg er meget sårbar, som jeg sidder der med min områdevis hvide og solbrune hud. Helt nøgen med hænderne bag ryggen og mit køn omsluttet af hans mund. Han taler også til mig – siger, hvad jeg skal tænke på. Det er sikkert ikke intentionelt, men han lader mig ikke undslippe: hverken orgasmen eller hans grundige blik, da han efterfølgende iagttager mig tisse for åben dør. Han har fyldt mig med sæd, og det siver stille ud. Med mine fingre mærker jeg efter på den klistrede substans, der aldrig skal blive til vores børn. Det er ritualet: vi blev begge testet og godkendt.

Faktisk siger jeg til ham, at jeg er sikker på, at vi kunne få nogle fine børn sammen og sikkert også et lykkeligt ægteskab, men det er underordnet, for det er et andet liv. Han siger i den forbindelse, at jeg har ‘vækket’ ham. Han føler sig attraktiv, og det kan han roligt gøre med rette. Han hjælper mig med at tage mit tøj på, og mens jeg binder mine snørebånd, får vi øjenkontakt, og han indrømmer, at han aldrig er blevet deepthroatet før. Klokken er lidt over fire, og det er stille ved at blive lyst.

Sammen går vi ned forbi havnen. Der er kun os. Én mand og én kvinde. Én genopfundet og én genoplivet. Vi går også op til Skanseparken. Der er kun os. Aarhus er forladt. De sidste eksamenspressede unge er for længst taget hjem.  Der står tomme somersbydåser på borde-bænke-sættene, og der er bræk sprøjtet op ad et af træerne. Græsset er fugtigt af duggen, og de græsstråspidser, der stryger mine ankler, efterlader våde striber.

Arkitekten tager mig i hånden og fører mig ned på legepladsen i hjørnet af parken. Uden tøven trækker han mine strømpebukser ned, og hans fingre finder vej til begge mine indgange og med de subtile tegn får han lov at gå på opdagelse. Jeg rider ham, og han tager fat om mig – lader sine fingre bore sig ind.

Da han er gået, tisser jeg bag en busk. Sæden løber for anden gang ud af mig og blandes med urinen på jordbunden. Der er nu en mørk plet som dokumentation på min besudling. Det, der før var inde, er nu ude. Jeg er et lille skovdyr, der netop er blevet udsat for parring. Skovdyret ringer til sin primære mage, og han henter mig med det samme. Han har tilbragt natten med Kirsebærpigen, og vores kæresteaften slutter, hvor den startede: in the know. Læs videre “Sæd og selleri”

Smagen af varme

Arkitekten skriver til mig, om han skal tage frokost med hjem til mig, hvor vi skal lege kærester for en dag. Vi er efterhånden 6-7 dates inde, og jeg kan mærke, at jeg også er begyndt at blive mindre nervøs, når vi skal ses. Faktisk har det været helt vidunderligt, at han ofte har været mere nervøs end jeg, for så har jeg kunne spille rollen som den selvsikre, kælne elsker.
Jeg ser fra vinduet, at min kæreste og Arkitekten hilser på hinanden, og jeg iagttager, hvordan min kæreste overlegent klapper ham på skulderen.

Arkitekten har stadig svært ved at forstå, at min kæreste oprigtigt har det fint med ham, men han har selvfølgelig heller ikke oplevet de ivrige kandidater, der tidligere har kæmpet om pladsen som min elsker. Han besidder ikke den seksuelle aggressivitet, der gør min kæreste utryg, men til gengæld er Arkitekten sensuel, nærværende, nysgerrig og intens. Og desuden er han helt universelt køn. Jeg ved ikke endnu, hvilken del jeg faldt for ved ham.

Vi sidder på sofaen og snakker om min eksamen, om hans ungdom, om min fremtid og om sidst vi så hinanden, hvor jeg ikke havde skrevet i flere timer, efter jeg var gået. Han bliver sådan: Ej-hvorfor-fortæller-jeg-dig-det-agtig,  halvt smilende og halvt forlegent, men han kan selvfølgelig ikke vide, at det blandt andet er den umiddelbarhed, jeg er vild med. Jeg har netop lyst til at høre alle hans tanker og usikkerheder og med tiden blive lukket ind i de allerhemmeligste dele.

Generelt er han meget selvbevidst, og han kommenterer på sin egen duft, sved, dårlige hårdag, men jeg oplever intet af det. Jeg ser bare et helt vidunderligt menneske, der efterhånden er fanget i metaforholdet, som transitlivet faciliterer. Jeg kan ikke fatte, at de kønne øjne har lyst til at kigge på mig, og at den smukke mund vil kysse mig mellem benene.

Vi ligger på sengen i de hvide lagener, som jeg har vasket til lejligheden. Det er sommervarme i luften og sommerforelskelse i mit underliv. Hans hud er mod min hud, og det er mine nipples mellem hans tænder. Mens vi har øjenkontakt, borer han sin pik op i mig. Jeg er glat og våd, og jeg har lyst til, at det aldrig skal stoppe. Han presser sig sådan helt ind. Det er virkelig intenst for mig, og da han sætter sig op for at kysse mine fødder og tage mine tæer i munden, giver det et stød op gennem mig. Hans hænder er overalt på rosé-måden, og mens han sprøjter op i mig, stemmer han så inderligt, at jeg føler, at underlægningsmusikken stopper og kun reallyden er tilbage. Den perfekte balance mellem skrøbelighed og autenticitet.

Han dufter næsten ikke af noget, og hans sæd smager næsten ikke af noget, men det er oppe i mig, og jeg kan lide, hvordan han tager mig.

Vi spiser udenfor i den bagende sol på den tørre græs. Jeg elsker, at han sådan styrer de praktiske rammer lidt, og jeg er vild med, når han beslutter, hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge. Desværre indleder vi en lidt dum samtale om krig, og jeg får ikke forklaret mig, for vi snakker om to forskellige ting, men måske er det kun mig, der kan høre det.

Vores samvær er altid præget af tidsmangel, og egentlig burde vi bare ligge og være nøgne i sengen i samtlige treenhalv time, vi har sammen denne dag, men vi ender med at snakke. Jeg vil vide alt om ham, og jeg vil have, at han skal vide alt om mig. Faktisk har jeg lyst til, at han skal blive fast inventar i mit komplicerede, finurlige kvindeliv, men jeg ved ikke, om omstændighederne og hans villighed tillader det.

Anden gang vi har sex den dag, løfter han op i min nederdel, så han kan komme til. Jeg ligger på sengen og giver mig hen til den kildrende fornemmelse af hans tunge. Han er god til det, og jeg lukker mine øjne, så jeg kan mærke hvert bid, han tager af mig.

Jeg vil ikke have, at han skal gå, for han er dejlig, og vores korte møder bliver mange, før jeg når helt ind til ham, kan jeg mærke. Måske er det også ok, for jeg er endnu kun ingredienserne i skålen, der ikke er blevet blandet endnu, og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan tilbyde denne verden. Læs videre “Smagen af varme”

Arkitekten

Faktisk var jeg ikke på udkig efter noget den aften.

Vi er taget videre i byen efter en skolefest, og selvom det ikke ligner mig, har jeg købt en drink, som jeg holder i hånden, mens jeg danser. Måske er jeg faktisk også lidt fuld – jeg lever mig hvert fald ind i det poppede liv, og jeg sender endda snaps fra dansegulvet.

Min kæreste og en del af vores venner er der også, og det er da en af mine veninder hiver mig med ud, fordi hun skal ryge, at jeg møder Arkitekten. Min veninde knækker sin cigaret ved et uheld, da hun skal tænde den, og jeg hjælper hende med at reparere den på eks-ryger-manér. Hun griner, og jeg griner, og måske er det det, der tiltrækker ham. Vi får hvert fald øjenkontakt, og da min veninde går ind, bliver jeg ude for at snakke med ham.

Jeg siger til ham, at når han alligevel står med begge hænder fri, kan han passende lige holde mine ting, mens jeg tager min undertrøje af. Han svarer, at undertrøjer er noget mænd har på, og jeg svarer, at han må leve i det heteronormative helvede, og at dømme på hans ansigtsudtryk bliver han flov og begejstret på samme tid. Han er smuk, måske det kønneste ansigt, jeg har set i virkeligheden, men han virker faktisk lidt usikker, selvom han forsøger at være kæk. Ret hurtigt fortæller han mig, at han er i byen med nogle arbejdsforbindelser, og at han er arkitekt, og jeg siger, at jeg intet ved om at være i byen med nogle arbejdsforbindelser, for jeg er ung og har aldrig arbejdet fuldtid. Hvor gammel er du da, spørger han. Jeg er 24, svarer jeg med det intense Sofia-blik i øjnene. Han ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er eller hvilket ride, der er ham i vente, men han gengælder blikket helt intuitivt.

Det hele minder om stemningen fra 500 days of summer, da min kæreste kommer uden for, fordi han ikke kunne finde mig inde på HQ. Jeg står med Arkitekten på trappen, musikken er tyk og nattelivsagtig. Jeg føler mig som en topmejse, da han og min kæreste giver hånd.

Faktisk sker der ikke så meget mere den aften, for jeg får det dårligt af den drink, og jeg må afbryde samtalen og foregive at få et opkald, men i virkeligheden kaster jeg op på hjørnet af Valdemarsgade. Dog har jeg givet Arkitekten min facebook, og da jeg vågner om morgenen, har han skrevet og spurgt, om jeg er kommet godt hjem. Det bliver starten på et nyt elskerforhold. Læs videre “Arkitekten”