Skal jeg forblive anonym?

Vi er ramt ind i eksamenstiden, så min tid er ret komprimeret, særligt med alle andre af mine projekter samt arbejde taget i betragtning . Det er også juletid, og i år holder min kæreste og jeg jul sammen med min familie. Sidste år var det med hans familie, og jeg må indrømme, at jeg kom til at savne min egen en del. Det var sgu ikke rigtig det samme.

For ca. et år siden nu oprettede jeg en instagramprofil (ikke bloggens), og det var helt vildt for mig at selvportrættere på den måde. Det var en blanding af mange modstridende følelser. Jeg følte, at det krævede, at jeg vidste, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Jeg skulle måske være klar til at stå på mål for en masse ting, fordi jeg er rykket så langt fra det destruktive ungdomsmiljø, og på daværende tidspunkt havde jeg svært ved at forene mig selv med at være så ‘perfekt’, ’smuk’,  ‘almindelig’ og ‘mild’, som jeg er blevet efter at have sat kursen om. I kan nok fornemme, at der er en lidt længere historie til den her, men hvorom alting er, har det været enormt befriende for mig at  bryde den grænse. Her på den anden side virker det helt plat at have lagt så mange tanker i det, når det viste sig at være ret ukompliceret, og alle konfrontationer har været gnidningsfrie.

Nu et år efter sidder jeg med nogle refleksioner, som jeg prøver at handle på mest hensigtmæssigt. Dilemmaet ligger i hvor meget jeg vil risikere at ofre for at gøre det, jeg synes føles mest rigtigt. Helt konkret i forhold til bloggen betyder det, om på sigt skal stoppe med at blogge anonymt. Der er rigtig  mange kvinder (og sådan set alle mulige andre også), der har stået i samme situation som mig, og ligesom mig føler, at deres seksualitet kan gå ind og bremse for fremtidige jobs. Her har jeg jo faktisk en mulighed for at være med til at normalisere den frie kvindes lyster på et lidt højere niveau end blot at skrive anonymt på en fucking blog. Jo vist, den har mange ‘unikke besøgende’ i forhold til hvor ny, den er, men altså det er jo bare en blog.


Problemstillingen ligger i, at der er rigtig mange andre ting, jeg også gerne vil med mit liv. Jeg er stadig uafklaret i forhold til studievalg og dermed karriere samt branche, så det føles risikabelt at bekende kulør.  Det handler om at føle sig fri, og meget af tiden føler jeg, at jeg lægger låg på mig selv, hvilket på sin vis er problematisk, for jeg oplever en indre konflikt, jeg let kunne være foruden. Desværre er der jo en mulighed for, at debat om skam, køn og seksualitet vil støje for meget. Omvendt ved jeg jo allerede nu, at jeg gerne vil have et arbejdsliv, hvor jeg sætter mig selv meget i spil, så på den måde kan det være, at det er en rigtig stor fordel. Det er en meget hypotetisk situation, og af samme årsag synes det dumt at tage det hensyn. Det kan hurtigt blive en meget indskrænkende livsførelse, og det er jo netop, hvad jeg gerne vil undgå. Jeg er jo sådan her, uagtet om jeg står ved det eller ej. 

Min kæreste synes, at jeg/vi skal droppe anonymiteten med tiden. Begge vores omgangskredse ved det, så det er bare dele af familien, der skal orienteres. Det kan vel næppe komme bag på dem – de kender os jo. [Emoji med sveddråbe]

Min kæreste og jeg står med lidt forskellige udgangspunkter: Jeg vil helst have det hele så ukompliceret og udramatisk som muligt (ak ja, let’s face it – det går ikke altid lige godt på den front), hvor han er langt mere i sine følelsers vold og har ikke noget imod at blive anset for værende excentrisk. Han er vandt til at opleve fordelene ved at være anderledes og frygter ikke de negative sociale sanktioner.
Det meste af mit liv har jeg dog også været helt ligeglad med det. Jeg har længe haft et utal af elementer i mit liv, der på ingen måde kunne forenes med normstrukturen, og på daværende tidspunkt gjorde det mig intet at gå min egen vej. Der var ligesom ikke så mange andre muligheder. De sidste fire år har jeg virkelig kæmpet for at få lov til at være almindelig, men man skal passe på, hvad man ønsker sig, for i dag er gaven næsten en hemsko. Lettere handlingslammet som resten af min generation.

I dag står jeg i en helt omvendt position: jeg har faktisk fået muligheden for at leve et helt almindeligt, småborgerligt liv, og der er mange millioner menneskers største drøm verden over at stå i mine sko: jeg er ung, smuk, hvid, bor i et rigt land i den vestlige verden, har et snit på 12 (13, når det er ganget op), masser af venner, et godt job, kan søge ind på alle uddannelser, får ekstremt meget anerkendelse, er sund, en støttende kæreste og en rigtig god, veluddannet familie. Jeg har muligheden for at leve det perfekte normale liv som en basic white girl, og på en måde gør det lidt ondt at smide ud af vinduet til fordel for et mere autentisk, meningsfult liv, hvor jeg formentlig vil gøre en større forskel.

 

Skriv et svar