Sæd og selleri

Jeg har brug for kærlighed – både at give og modtage, så min kæreste og jeg holder ‘kæresteaften’ med film, sodavand, jordbær, chips og selleri. Vi arrangerer hyggen med velvilje og fortrolighed. Han aer mig på maven, og hans telefon med de utallige notifikationer er pakket væk. Den aften er vi et almindeligt småborgerligt par, der ser actionfilm med blanke øjne. Det er vi lige præcis, indtil min telefon vibrerer fra vindueskarmen med jazzplanten.

Det er Arkitekten, der skriver til mig, om jeg er i byen. Det er jeg ikke, for jeg ligger helt udstrakt nøgen i en dyne-burrito med min kæreste. Dog jeg er villig til at tage derind, for Arkitekten og jeg har haft alt for lidt tid sammen. Min kæreste foreslår, at han kan skrive til Kirsebærpigen, om hun kan ses, for så vil han gerne køre mig hen til Arkitekten. Jeg haster med at gøre mig klar, vaske mit underliv, børste tænder og tage tøj på. Jeg tager ikke makeup på, for min erfaring er, at det alligevel bliver tværet helt ud af spyt, opkast eller tårer.

Iført en stram, sort kjole er jeg klar til udlån, og min kæreste sætter mig af ude foran baren, hvor min nyeste elsker står og venter på mig. Han er i godt humør, overspændt som en hvalp, og jeg har lyst til at knuge mig ind til ham på gaden, men jeg kender ikke reglerne. På baren er der tæt af røg – det er ham, der har valgt stedet. Der er også tæt af varme, og selvom jeg dufter til hans hår, kan jeg ikke fange hans essens i røgakvariet. Det hele er meget potent; lysten til alenerum, lysten til at mærke ham, varmen, iltmanglen, smagen af øllene, men han er tydeligvist ikke påvirket af det. Til gengæld er han ved at flyde over af ord. Han fabler om, at han ikke forstår, hvad jeg ser i ham. Han forstår ikke, hvad jeg får ud af det seksuelle, og han forstår i øvrigt slet ikke, hvad jeg får ud af den relation, eller hvorfor jeg har valgt ham frem for andre. Vi sidder for os selv midt i lokalet, og ingen af de andre unge hipstere, der sidder i små grupperinger, kan høre vores samtale for musikken. De griner blot af inter jokes og skodder i løst over bordet uden at ramme de store askebære. Musikken er upassende høj, men det er også sidste time før sidste omgang, men stamgæsterne ser ud til at sutte videre, efter vi er gået.

Arkitekten giver mig også kritik på det, jeg har skrevet om ham. Det er ikke kunstnerisk nok. Der er ikke lyrisk nok. Ikke nok huller i teksten. Læseren skal tænke selv, understreger han. Jeg siger til ham, at det ikke er digte, og han spørger, om han kun er et sexlegetøj for mig, for jeg rører ufortrødent ved ham og nulrer hans ører. Min fingre bevæger sig undersøgende hen over konturerne. Stoffet, den bløde uld, den svedige nakke, skægget, buksernes faste materiale i kontrast til jerseyen, som hans t-shirt er lavet af. Det er et anderledes forhold, end dem jeg tidligere har haft, men han stiller de samme spørgsmål, som de andre også har stillet. Måske jeg svarer for vagt på dem – det er en gennemgående frustration, og jeg har ingen idé om, hvor den kommer fra. Jeg har endnu ikke indset, hvorfor alle de gode mænd forelsker sig i mig, eller hvorfor kvinderne ofte bliver sygeligt misundelige. Jeg er bare mig.

Samtalen bliver afløst af kys. Jeg leger den unge, uvidende og lalleglade pige, og han får lov at være den voksne mand, der prajer en taxa, som vi tager hen til hans atelier. Det er ham, der tager initiativet, og det er ham, der pensler mig, mens jeg ligger nøgen på gulvet. Han placerer mig også i en lænestol, så han kan sprede mine ben og komme ordentligt til. Jeg er meget sårbar, som jeg sidder der med min områdevis hvide og solbrune hud. Helt nøgen med hænderne bag ryggen og mit køn omsluttet af hans mund. Han taler også til mig – siger, hvad jeg skal tænke på. Det er sikkert ikke intentionelt, men han lader mig ikke undslippe: hverken orgasmen eller hans grundige blik, da han efterfølgende iagttager mig tisse for åben dør. Han har fyldt mig med sæd, og det siver stille ud. Med mine fingre mærker jeg efter på den klistrede substans, der aldrig skal blive til vores børn. Det er ritualet: vi blev begge testet og godkendt.

Faktisk siger jeg til ham, at jeg er sikker på, at vi kunne få nogle fine børn sammen og sikkert også et lykkeligt ægteskab, men det er underordnet, for det er et andet liv. Han siger i den forbindelse, at jeg har ‘vækket’ ham. Han føler sig attraktiv, og det kan han roligt gøre med rette. Han hjælper mig med at tage mit tøj på, og mens jeg binder mine snørebånd, får vi øjenkontakt, og han indrømmer, at han aldrig er blevet deepthroatet før. Klokken er lidt over fire, og det er stille ved at blive lyst.

Sammen går vi ned forbi havnen. Der er kun os. Én mand og én kvinde. Én genopfundet og én genoplivet. Vi går også op til Skanseparken. Der er kun os. Aarhus er forladt. De sidste eksamenspressede unge er for længst taget hjem.  Der står tomme somersbydåser på borde-bænke-sættene, og der er bræk sprøjtet op ad et af træerne. Græsset er fugtigt af duggen, og de græsstråspidser, der stryger mine ankler, efterlader våde striber.

Arkitekten tager mig i hånden og fører mig ned på legepladsen i hjørnet af parken. Uden tøven trækker han mine strømpebukser ned, og hans fingre finder vej til begge mine indgange og med de subtile tegn får han lov at gå på opdagelse. Jeg rider ham, og han tager fat om mig – lader sine fingre bore sig ind.

Da han er gået, tisser jeg bag en busk. Sæden løber for anden gang ud af mig og blandes med urinen på jordbunden. Der er nu en mørk plet som dokumentation på min besudling. Det, der før var inde, er nu ude. Jeg er et lille skovdyr, der netop er blevet udsat for parring. Skovdyret ringer til sin primære mage, og han henter mig med det samme. Han har tilbragt natten med Kirsebærpigen, og vores kæresteaften slutter, hvor den startede: in the know.

Skriv et svar