Paradigmeliv

Forskeren og jeg skal ses, og vi har aftalt, at vi vil have mere sex og tidligere i seng denne gang. Han henter mig i min midlertidige bolig og får dermed anledning til at småsnakke med min kæreste og hilse på en af mine bedste veninder, der netop er på vej hjem, da han henter mig. Vi skal i sommerhus, og vi skal grille, drikke rødvin og lave bål. Under min kjole har jeg taget det undertøj på, jeg tror, at han bedst kan lide. Jeg vil gerne være dygtig for ham, men jeg er for udedikeret i relationen i forhold til, hvad han giver mig.

Selvfølgelig er det ikke meningen, at jeg skal blive fuld efter det første glas vin, og det er selvfølgelig slet ikke meningen, at vi skal snakke hele aftenen, men der er alt for mange uudvekslede tanker mellem os.  I det meste af tiden styrer han slagets gang med kød og ild, og det passer mig bedst, hvis han sætter mig til ting. Jeg kan godt lide at slippe planlægnings- og beslutningsrollen, som jeg nærmest konsekvent indtager i resten af mit paradigmeliv. Jeg er metronomet, kontroltårnet og primusmotor i alt, jeg blander mig i, men med Forskeren er jeg den ubeslutsomme, skrøbelige unge pige, der søger råd og spejling, og det er netop dén side af mig, jeg har lyst til at udforske. Måske kan han også bedst lide det sådan, men han presser mig også og skubber mig ud i at tage stilling. Jeg vil gerne finde mig til rette i alle mine stemninger, og når jeg først behersker dem, vil mestringen af disse være frisættende.

Vi sidder ved bålet med glohed hud i ansigtet og kølige rygge med vin i vores glas. Vi snakker om fetlife: om hans profil, om hans ønsker, om mine ønsker, om hans reb, om hans reb på mig, om bindinger, om tillid generelt, om vores tillid til hinanden, om at jeg tænder på rollespil, om at han har svært ved at knække koden til min nydelse, om at jeg skal guide ham, om at jeg skal overgive mig, om at han gerne vil have, at jeg bruger et buttplug på ham, om at han gerne vil gå til reb om onsdagen med mig.
Jeg siger til ham, at han godt må binde mig for at tage billeder af det til fetlife, og han kvitterer prompte med: “Det ved jeg godt,” og jeg måber, og han griner af min umiddelbarhed.  Jeg møffer mig helt tæt ind til ham, så jeg kan dufte ham og mærke den atletiske krop, der så mange gange har taget kontrollen over min.

Det gør han også denne gang: han kvæler mig, og jeg gisper efter vejret, når han trækker pikken ud af min hals. Den er lige så hård, som jeg er blød, og det er den rigtige slimede fornemmelse i både min mund og min skede. På en måde er det nyt og velkendt på én og samme tid. Det er kerneindmaden i honningmelon, og det er den søde fornemmelse af de dybe stød, der får mig til at klynke. Selvom jeg forsøger at trække vejret kontrolleret og roligt, mister jeg beherskelsen i takt med, at jeg forsvinder ind i mine sanser. Han fortæller mig, at han kan bruge min krop, som han vil, og jeg mærker tyngden af hans krop oven på mig. Han maser mig flad, og jeg splatter ud.
Bagefter ligger jeg på det hvide plastiklagen, som jeg er vældig forundret over, at jeg ikke selv har tænkt på at købe. Tidligere på måneden fik jeg min kæreste til at købe en ny topmadras, fordi Teenagepigen havde sprøjtet på den. Jeg tænker på det, mens jeg iagttager de udtværede sorte pletter fra min makeup, som er spredt rundt på lagnet.

Jeg føler, at Forskeren og jeg lige så stille er ved at gro ind i hinandens liv; han fortæller mig om sine barndomsminder, og han er begyndt at møde mine veninder. Efterhånden er vi blevet meget trygge ved hinanden, og han har været vidne til en del udvikling fra min side i den tid, han var været i mit liv. Vi ligger i ske, mens han aer mig fortroligt overalt. På den måde falder vi i søvn. Jeg har rødvinstunge og opkast i ansigtet, og han er varm og stærk.

Om morgenen er der nåletræer, dug og lyden af livet på landet. Vi drikker kaffe i den friske, iltede luft langt væk fra byen, og jeg tænker på, at jeg lige så stille er begyndt at have tillid til, at jeg giver nok tilbage til den skønne mand, der sidder foran mig ved det lakerede træbord.

Køreturen til Aarhus tager næsten en time, og sidst vi kørte hjem, havde han et rant om kvindeidealet og tredje verdenskrig. Jeg ved slet intet om krig, og jeg ved næsten intet om kvindeidealet – særligt ikke om jeg passer perfekt eller om jeg stikker helt ud. Det er på en måde heller ikke så vigtigt, for i dét liv jeg lever, er jeg den helt rette.

Skriv et svar