Mødet med Gymnasielærerens ven og fjerde bølge feminisme

Gymnasielæreren vil gerne snakke, efter jeg har spurgt ham, om hans ven kender til min blog. Han får et guilt trip og bliver ret fokuseret på at få det fortalt hurtigst muligt. Oprindeligt oprettede jeg bloggen efter, at Gymnasielæreren og jeg havde diskuteret performativ biografisme og hvilke muligheder, der lå i det. Det betyder også, at Gymnasielæreren har læst med hele vejen, hvorfor mine beskrivelser af ham også ligger tættere på virkeligheden end det meste andet indhold på bloggen.  

Da han ringer til mig, bliver vi enige om, at jeg bare selv siger det til hans ven, når jeg ser ham. 
Jeg mødes med vennen foran hans opgang i Aarhus Ø, og han har taget te med til mig og kaffe med til ham selv i sorte to-go-kopper. Det nye bogligområde har udviklet sig, siden jeg sidst spankulerede rundt dernede, og vi beslutter, at han passende kan vise mig rundt i nybyggerierne. Han er ret tilforladelig i modsætningen til mit indtryk af ham på skrift, og til min store skuffelse opnår jeg ikke en følelse af genkendelse i forhold til Gymnasielæreren, jeg havde sat snuden op efter. 
 
Vi slår os ned på den brede trappe foran DOKK1, og han kommer til at sætte sig oven på hjørnet af sin åbne jakke, så stoffet bliver helt spændt ud og hans højre side bliver trukket unaturligt ned mod trappen. I stedet for at rette på det, bliver han siddende i denne ubekvemmelige stillinge længe, antageligt fordi han synes, at det akavet at rette på det. 
Når der er huller i samtalen, udnytter jeg, at Letbanen kører forbi, og vi kan få os et indforstået aarhusiansk grin på skandalens bekostning.  Det viser sig, at han har læst bloggen for noget tid siden, og jeg får ondt af Gymnasielæreren og hans spild af dårlig samvittighed. Jeg har jo skrevet ret indgående detaljer om ham, som han nu er blevet snydt for selv at afsløre for sin ven. 
 
Dog gør vennen mig opmærksom på noget ret interessant: meget af mit indhold på bloggen er for pornografisk til at ligge på blogger, og jeg kan risikere, at indholdet bliver fjernet. Det er klart, at jeg helst vil undgå dette, og vennen tilbyder at hjælpe mig med at oprette min egen side i den kommende uge. Så heads up – jeg kommer nok til at skifte domæne inden længe.  
 
En anden ting, vi diskuterer, er genren, jeg skriver i. Måske fejllæser jeg ham, men umiddelbart lader det ikke til, at han har indset, hvilke tanker jeg ligger bag bloggen. Dette får mig til at tænke, at andre måske kan begå samme fejl, så jeg vil lige bruge anledningen til at uddybe. Jeg har tidligere skrevet erotiske noveller med (eks)kærester, hvilket jeg har holdt meget af. I perioder har jeg blot skrevet sobre noveller og kortprosa, men jeg kan bedst lide det pikante. Derudover interesserer jeg mig for litteratur, fortællerteknik osv., og særligt performativ biografisme og magisk realisme fascinerer mig. 
 
Da jeg begyndte at skrive denne blog, var det af flere årsager. Udover at jeg synes, at der mangler litteratur om dette emne, vil jeg også gerne være med til at stille spørgsmålstegn ved nogle af  diskussionerne om den kvindelige seksualitet og fjerde bølge feminisme. En af de antagelser, der her ligger til grund for diskussionen, er, at kvinder bliver ’slut shamet’  for at være  seksuelt frigjorte og i øvrigt bliver taget mindre seriøst grundet deres køn. 
 
Jeg kan slet ikke genkende dette billede fra mit eget liv, og jeg undres gang på gang over, at det er blevet så populært at kæmpe mod slut shaming, når min fornemmelse er, at det forekommer relativt sjældent i forhold til de fleste andre problemer, vi slår overfor i denne verden. Jeg siger hermed ikke, at det ikke er enormt enerverende og voldsomt at blive udsat for, men nok snarre at jeg undrer mig over graden af opmærksomhed, problemstillingen får. 
Jeg har altid været helt frigjort seksuelt, haft sex uden at tænke på, hvad andre ville tænke om mig samt udtrykt mig om dette. Dog har jeg aldrig hørt noget for det andet end, at andre føler, at de kan betro sig til mig, fordi jeg lever på denne måde. 
 
Da jeg begyndte at skrive denne blog, forventede jeg, at jeg ville begynde at modtage nedladende beskeder, men jeg har tværtimod modtaget en del overvældende søde beskeder på instagram og mail fra folk, hvor min blog inspirerer dem til at acceptere deres egen seksualitet eller kan genkende sig selv i det, jeg skriver. 
 
I forhold til at blive taget mindre seriøst grundet sit køn, kan jeg heller ikke genkende det billede, fjerde bølge feminisme tegner. Jeg er enig i, at det er  store forskelle i den måde, vi portrætterer henholdsvis mænd, kvinder og transpersoner, men som jeg oplever det, er det i øjeblikket kun en fordel at være kvinde med alle de privilegier, det indbærer. Her skal man lige holde tungen lige i munden, for jeg har jo også muligheden for at udnytte, at jeg er smuk, tynd, heteroseksuel, hvid og så til sidst kvinde, og jeg har muligheden for at flirte mig til ekstra vejledning, når jeg køber bil, værktøj eller ikke forstår en opgørelse. I er med på idéen. 
 
Jeg får ofte lov at være kvinde i en verden, der hovedsageligt består af mænd, og jeg sidder pt. i to bestyrelser. Jeg har arbejdet som leder ved flere virksomheder, organisationer og projekter trods min relativt unge alder, og her har mit køn aldrig været et problem – nok nærmere en fordel. Der er meget at sige til dette enme, men jeg tror, at I forstår, hvad jeg mener, og ellers er I velkomne til at spørge ind for at få præciseret noget.
 
Dog er den mest interessante del i at blogge for mig, at jeg får lov at opbygge et univers. Jeg bruger selvfølgelig mit eget liv som inspirationskilde, og jeg-fortælleren på bloggen er også kraftigt baseret på min egen person. Jeg får mulighed for at udvikle forskellige karakterer og udfolde en fortælling, som jeg ønsker det, hvilket er enormt underholdende. Som læser af performativ biografisme på en blog, må man jo tage det for, hvad det er. Et eller andet stykke skønlitteratur, nogen har skrevet på nettet. Vi lever i 2017, hvor fakenews er et buzzword, og selv i mellemtrinnet lærer man børn, at man ikke kan tage alt på nettet for gode vare. 
 
Da jeg siger farvel til Gymnasielærens ven, står vi igen uden for hans opgang. Han skal op og tisse, og jeg spørger, om jeg bare skal cykle hjem i mellemtiden, eller om vi skal drikke en øl, når han kommer ned igen. Vi har ikke været sammen ret længe, og jeg ved, at min kæreste havde forventet, at jeg ville være væk længere tid. Det lykkedes Gymnasielærerens ven at tro, at jeg måske har bagtanker, og han understreger, at han ikke synes, at vi skal indlede noget seksuelt af hensyn til mine følelser for Gymnasielæreren, som han har læst om på bloggen. Det kommer virkelig bag på mig, at han kan tro det efter, vi har været sammen over en time, men han kan jo heller ikke vide, hvordan jeg normalt opfører mig overfor nogen, jeg gerne vil være sammen med. 
Der bliver en lang pause, hvor jeg iagttager ham stå ubeslutsom på gaden, og det ender med, at jeg bare cykler hjem.  

5 kommentarer til “Mødet med Gymnasielærerens ven og fjerde bølge feminisme”

  1. Jeg er ret overrasket over, at bloggen her er et kunst-/ performativt eksperiment? Vil det sige, at du allerede nu fletter fiktive personer/hændelser ind i faktiske oplevelser?

    Det jeg har læst indtil videre har virket meget virkelighedsnært. Al respekt for at du gerne vil udfordre genren, men personligt vil jeg nok stå af, hvis der bliver introduceret magisk realisme og mulige mordsager i din ellers vigtige fortælling. Jeg køber udelukkende ind på mennesket bag og ikke et fiktivt univers, når jeg læser blogs (men man kan selvfølgelig sige, at der altid opstår et fiktivt element, når levet liv bliver omsat til skrift).

    Jeg vil meget hellere høre om din hverdag, som du oplever den, ekstrem eller ej – men nu er det selvfølgelig/heldigvis ikke mig der bestemmer 😉

    Jeg må dog indrømme, at sætninger som "i første omgang forsøger jeg at etablere en lidt mere relaterbar fortælling, hvor de forskellige aktører skal opnå en vis troværdighed i læsernes øjne" får mig til at føle mig en lille smule manipuleret med som læser. Hvis jeg skal være del af en genreeksperiment, skal jeg jo helst ikke vide det.

  2. Hej Maria,

    Som du selv nævner det, er der ikke noget 1:1 forhold mellem 'den virkelige verden' og det skrevne sprog, og ligesom når man læser andre blog, bliver der jo – bevidst eller ej – altid redigeret i virkeligheden for at få det til at passe ind i det mangelfulde sproglige univers.

    Det kommer vel an på, hvordan man beskuer de forskellige medier. Når du sidder og kigger på professionelle instagrammers profil, tænker du så, at det er et retvisende billede af virkeligheden eller er nogle billeder også valgt for at passe ind i et feed, selvom de slet ikke er taget den dag?
    Det er jo en udtryk form, hvor brug af sproglige og litterære virkemidler nok bedst kan omfavne komplicerede følelser. Her kan man argumentere for, at man da bevæger sig længere væk fra den faktiske virkelighed, men jeg vil mene, at man sagtens kan bevæge sig tættere på. Kan man indfange en større intensitet ved at skrive 'jeg har lyst til at slå hende ihjel' eller lade følelserne på papir få frit spil og udskrive et indlæg om det symbolske mord. Krimier siger mig intet, så du skal ikke være bange for, at det udvikler sig den vej, men hvis du læser andet autofiktion, tror jeg godt, at du forstår, hvad jeg mener.

    Når jeg skriver, at jeg 'forsøger at etablere en lidt mere relaterbar fortælling, hvor de forskellige aktører skal opnå en vis troværdighed i læsernes øjne', så tænker jeg, at dette er udgangspunktet for ALLE blogs (og alt andet skønlitteratur). Hvis jeg ikke formår at beskrive personer, som jeg oplever dem (igen subjektivt), altså som tre-dimensionelle, komplicerede personligheder, kommer de jo automatisk til at virke for flade og derfor utroværdige. Det gælder også, når du læser andre blogs, følger youtubere, sidder på instagram eller facebook. Hvis alt bare er rosenrødt, bliver det jo også lidt utroværdigt. I blogmediet er jeg jo begrænset af tid og indlægsomfang, og hvis jeg overhovedet skal forsøge at få det til at fungere, må jeg jo skære en del ting fra og tilføje detaljer, der får enderne til at mødes.

    Et helt konkret eksempel er, at jeg i det første stykke tid ikke nævnte skænderier i mit parforhold, for jeg følte ikke, at bloggens univers var udbygget nok til at kunne klare en ny dimension af parforholdet. Det samme gælder mange andre ting i mit liv. Hvis jeg skal have det hele med, må jeg give læserne en forudsætning for at forstå det. Her kræves nogle forskellige virkemidler, og jeg har ikke noget imod at lave om på virkeligheden for at kunne opnå en dybere fortælling og bedre budskaber.

    Så er jeg mest loyal i forhold til budskab og pointe eller virkeligheden? Mest det første, men det tror jeg nu også, at du skal være glad for, for ellers ville du bare få et uendeligt referat af et liv frem for en sammenhængende dynamisk fortælling. Persongalleriet er indtil videre stadig sparsomt, men nogle af de fyre, jeg ser, vil bare skabe forvirring, hvis jeg ikke bruger den fornødne tid på at introducere dem i værdig, dog fordrejet (læs min indledningen) gengivelse. Sådan er det. Det er præmissen for at forsøge at gengive et kompliceret emne, og selv hvis jeg var dokumentarisk, ville jeg stå i samme dilemma.
    Alt jeg siger er bare, at det frem for alt er en fortælling, ikke en videnskabelig og retvisende gengivelse af virkeligheden.

    xoxo

  3. Tak for det fyldestgørende svar 🙂

    Det var et lidt andet indtryk, jeg fik i den oprindelige tekst end i dit svar – men dejligt med lidt flere tanker. Jeg er helt med på, at blogs, Instagram osv. viser en hyper-redigeret virkelighed, men jeg følger stadig primært mennesker, jeg kan mærke og som har en råhed/ægthed (hvad du i den grad har uanset udeladelser/fordrejninger).

    Men der er stor forskel at være en redigeret dagbog/log (hvad jeg anser en del blogs som) og at være et kunst/fiktivt/performativt eksperiment, som du selv kalder det i teksten. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan du vil folde det ud, og jeg læser helt sikkert med for at få svaret. Det kom bare bag på mig – og derfor den lidt umiddelbare reaktion. Jeg har ikke opfattet din blog som autofiktiv/skønlitterær men som biografisk (med obligatorisk udvælgelse).

    Jeg ser ikke de blogs, jeg ellers læser som skønlitterære, selvom de kan være sprogligt smukke og have poetiske kvaliteter. Der er et stykke fra at fordreje/ændre nogle detaljer for at gøre en tekst mere dynamisk/interessant (hvad jeg tror, mange skrivende gør) og at introducere magiske elementer eller udvikle helt nye karakterer.

    Den redigering du beskriver virker mere konceptuel og bevidst, når du tænker i dramatiske niveauer og mulige scenarier. Måske fik jeg lidt, den følelse jeg får, når jeg ser en Susanne Bier film. Jeg kan tydeligt mærke, hvornår jeg skal føle troværdighed, hvornår jeg skal blive rørt osv. osv. Når jeg bliver så opmærksom på 'dukkeføreren' bag (hvad jeg nok gjorde i din forklaring af projektet), ryger lidt af magien.

    Din hensigt var selvfølgelig bare at fortælle om dine tanker, og det er ikke ment som en kritik af projektet. Blogs kan ligesom podcasts være en hybrid af alt muligt, og du kommer sikkert til at lave en mega sej nyfortolkning af genren.

    Jeg efterspørger i øvrigt ikke en rosenrød eller videnskabelig 1:1 gennemgang af en bloggers liv, det ville være ret intetsigende. Jeg fik bare en opfattelse af, at du ville 'etablere en lidt mere relaterbar fortælling, hvor de forskellige aktører skal opnå en vis troværdighed i læsernes øjne' for derefter bevidst at lade fortællingen syre ud i f.eks. voldsepisoder og overnaturlige hændelser. Jeg har lige set en film der gør netop det (i meget ekstrem grad dog) "Mother!", og det var ret grænseoverskridende at være 'en del' af så heftig manipulation i to timer.

    Men uanset opfattelser af blogs/genreeksperimenter skriver du fantastisk, og jeg glæder mig til at følge med 🙂

  4. Hej igen,
    Det er en god kritik, og sådan set tror jeg ikke, at vi er uenige. Jeg glemte lidt at sætte det, jeg skrev, i en ordentlig kontekst. Jeg ser det helt sikkert som et portræt af en del af mit (sex)liv, hvor jeg bliver nød til at ændre nogle ting, for at få det til at fungere på det niveau, jeg har en ambition om.
    Hele indlægget kom sig af den samtale, jeg havde med Gymnasielærerens ven, der slet ikke lod til at have tænkt over, at det jo er en 'hyper-redigeret-virkelighed', som du meget fint beskriver det. Sagen er den, at ham og hans ven (som jeg ikke ved, hvem er. Jeg kalder ham lige Preben for lethedens skyld) havde fundet min blog for nogle uger siden. Åbenbart har jeg haft matchet med Preben på Tinder også, og han havde vist nok vist bloggen til Gymnasielærerens ven. Jeg har over 200 matches på Tinder pt., så jeg har ingen chance for at vide, hvem det er. (Men ps. hvis Preben læser dette, må han da gerne kontakte mig). Hvertfald lod det til, at de to tilsyneladende havde været lidt fascineret af konceptet, og Gymnasielærerens vens forhåbning var, at han ville kunne være sammen med mig og læse et 'review' af sig selv på min blog, uden jeg vidste, at de læste med. På bloggens instagram har jeg jo nogen gange givet live-opdateringer, og den aften jeg mødtes med Gymnasielærerens ven, havde Preben så håbet på at kunne følge med på sidelinjen.
    Isoleret set kan jeg sagtens forstå fristelsen i at læse om sig selv, men der var flere omstændigheder, hvor jeg tænker, at Gymnasielærerens ven har handlet ret ufint:

    1) Da Gymnasielærerens ven opdagede bloggen, sagde han ikke til Gymnasielæreren, at han kendte til den, selvom han havde god mulighed for det, da de sås sidst. Jeg føler lidt, at han her går bag om ryggen på sin ven, og det ville havde været klædeligt at spille med åbne kort. Hans egen undskyldning var, at han jo ikke vidste, om Gymnasielæreren kendte til den.

    2) Nu vil jeg selvfølgelig ikke forklare hvordan, men Gymnasielærens ven havde fundet frem til min adresse på nettet, og han vidste godt, at jeg ikke vidste, at man kunne finde frem til den og linke den til bloggen. Med denne oplysning, synes jeg, at han pludselig får et ansvar. Han brude have kontaktet mig med det samme og gjort mig opmærksom på det, hvis han havde været et anstændigt menneske.

    3) Jeg har aldrig givet udtryk for, at jeg ville være sammen med ham, andet end at jeg har skrevet, at vi godt kunne mødes uden at lægge noget fast på forhånd, hvis han gerne ville have det sådan. Den eneste grund, til vi har matchet, er, fordi han er Gymnasielærens ven, og selvfølgelig vil jeg gerne møde alle Gymnasielærerens venner. Hvis det lykkes Gymnasielæreren og jeg at opbygge et almindeligt venskab, vil jeg jo nok komme til at møde dem alligevel fx. engang i byen. At vennen gerne vil være sammen med mig for at bruge mig til at give et 'review' af ham virker helt misforstået, når han jo kender til den relation, jeg har til Gymnasielæreren. Her kommer han lidt til at bruge mig som et middel, hvilket, jeg er enig med Kant i, er en ret dårlig idé.

    4) Min blog er som udgangspunkt anonym for alle uvedkommende, men det er jo ikke en hemmelighed for de mennesker, jeg har i mit liv. Hvis man mener, at man har grund til at vide, hvem jeg er, kan man jo bare skrive til mig. Det afspejler altså lidt et karakterbrist at forsøge at udnytte, at jeg ikke ved, hvem der læser med.

    5) Når jeg ligger denne type indhold på nettet, er jeg helt med på, at nogle kan få et grin/provokeres/forarges/fascineres osv. Alle er velkomne til at have sin holdning, og når det foregår med skærmens distance, er man formegent noget mere følelsesløs og kalkulerende. Gymnasielærerens ven krydser den grænse, når han mødes med mig, og her vil jeg mene, at man bør ændre markant adfærd.

    1/2

  5. 2/2

    6) Den sidste ting, han lod til helt at have overset, var netop den del, jeg beskrev i mit indlæg. Jeg skriver en samlet fortælling, hvor der skal være en pointe med at inddrage forskellige anekdoter. Selv hvis jeg havde sex med Gymnasielærerens ven, ville han aldrig kunne få et retvisende 'review' af sig selv, for jeg skriver jo slet ikke anmeldelser af mine sexpartnere. Jeg tillader mig jo som sagt af gøre brug af den kunstneriske frihed til at få det til at passe ind, hvis sexen med ham overhovedet været værd at skrive om. Det havde den nok i dette tilfælde, for han er jo en interesant karakter at inddrage, netop fordi han er Gymnasielærerens ven. Han lod bare ikke til at have forstået, at bloggens elementer (her inkluderes også bloggen instagram) står selvstændigt. Det vil altid være en begrænset og manipoleret udgave af virkeligheden, og han vil ikke kunne bruge det i retten. Det går jeg ud fra – ligesom jeg skrev i indlægget – at folk med en almindelig forstand ved, og det bliver svært at gøre sig klog på min person og resten af mit liv ud fra det, jeg skriver herinde. Om ikke andet kunne han da bare have spurgt i stedet for at lukse rundt og forgive, at han intet vidste. Hans karakter er en birolle i dette univers, og min udlægning af ham bliver derefter.

    Jeg er samlet set ærgerlig over at finde ud af, at Gymnasielærerens ven har denne her karakterbrist, men jeg skal som sagt mødes med ham i morgen, hvor han vil hjælpe mig med at sætte den nye side op. Med den handling føler jeg lidt, at vi da er kvit, og jeg er bare glad for, at han i det mindste endte med at fortælle mig ovenstående, selvom han ikke sagde det med det samme. Det vidner om, at han måske er god nok på bunden, men han lige må se sig selv en ekstra gang i spejlet.

    xoxo

Skriv et svar