Leverpostej er lavet af hjort

Min kæreste fortæller mig, at han engang troede, at leverpostej var lavet af hjort, og ind imellem tror han stadig lidt på det. Han siger det lige efter, vi har haft sex i vores bil på vej til at handle ind. Han lyner sine bukser op, mens jeg kravler om på forsædet i et grin. “Jo jo, det er rigtigt nok – det er den der grå farve. Hvordan kan det nogensinde være gris?” insisterer han, “- og mind mig i øvrigt lige på, at vi skal købe noget mere af det. Vi er ved at løbe tør.” Jeg kysser ham på kinden og starter bilen.

Vi bevæger os ind i en ny fase, som på de fleste punkter er god, blot fordi den er ny, men den er på samme tid skræmmende, fordi det hele er ukendt territorium. Min kæreste starter alligevel ikke på universitet endnu. Dog har han fået et job, så han kan tjene nogle penge. Det betyder også, at jeg skal starte uden ham, og den asynkrone fremgang, havde jeg gerne været foruden. Jeg kommer jo til at slå rødder i et nyt og spændende liv, men forhåbentlig finder vi en måde, hvor han ikke føler sig helt så efterladt. Det er jo hans eget valg, og jeg er stoppet med at overtale ham til at starte direkte.

I Netto på Søren Frichs Vej fylder han uhæmmet indkøbskurven op med en masse grøntsager.  Bunden af den gule kurv er fyldt, og jeg står og bliver i tvivl, om han overhovedet kan navngive den alle sammen, men en ting er sikkert: han er en mand af fremtiden. “Vi skal også have portobellosvampe,” indskyder jeg med et nik mod de flade brune svampe ved siden af salaten. I det samme opdager jeg, at jeg har noget indtørret sæd i en hårlok, men han når ikke at bemærke mit ansigtsudtryk, for han har travlt med at gennemse alle svampepakkerne for at finde det bedste valg. Nettopigen er ikke på arbejde, det havde ellers været et oplagt tidspunkt at smalltalke lidt med hende.

For tiden må jeg erkende, at det ikke går så godt for ham – eller rettere, han har det i hvert fald ikke godt, men på den kvindelige front går det forrygende. Pigerne vrimler om ham, og han får konstant nye tilbud. Desuden ser han stadig Kirsebærpigen, og de to er efterhånden ved at opbygge et solidt tillidsbånd, som formentlig ikke vil blive så påvirket af, at min kæreste gerne vil tage på date med en eller flere af de mange nye piger.

Desværre er de mange pigers interesse ikke nok for ham. Den anerkendelse, han søger, skal nok i virkeligheden komme indefra eller fra så mange ydre omstændigheder, at jeg som ene person intet kan gøre. Jeg har i hvert fald ikke knækket koden endnu. Det er en skævvridning mellem os, der er vokset gennem de sidste to år, og når vi taler om det, fremhæver han altid eksempler, hvor jeg ikke er den centrale aktør. Et eksempel herpå kan være til dimission på vores skole, hvor jeg holdte tale og fik overrakt en flidspris. Min kæreste er jo på mange punkter min forudsætning for at klare mig, men han føler ikke, at han har en finger med i spillet, selvom han egentlig udgør hele spillepladen. Efter talen var både ledere, lærere, forældre og andre dimittender henne for at kommentere på talen, og nogle af dem havde virkelig meget på hjerte. Talen havde været meget personlig – nærmest grænseoverskridende personlig – og det dannede grobund for ret personlige samtaler. På et tidspunkt var nogle af de lærere, vi begge kender, henne ved os, men de var egentlig henne for at kommentere på talen og ikke for at snakke med min kæreste. Efterfølgende fortalte han, at han havde følt sig meget overset af dem, og at han faktisk var blevet ked af det. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg kunne gøre noget anderledes i situationen, for jeg inddrog han i samtalerne, men jeg kunne selvfølgelig ikke styre deres motivationsfaktor.

Ved kassen får min kæreste styr på alle de mange indkøbskurve, der er stablet som to høje klodsmajortårne. Han hjælper også en gammel dame og lader en ung fyr, der kun skal have en liter mælk, komme foran os i køen. Stolt lægger han en økologisk hjorteleverpostej på båndet, og han ser ret selvtilfreds ud, mens den køres hen mod scanneren. Langt det meste af tiden har vi det godt – rigtig godt – men ind imellem får vi kontakt til de mindre flatterende sider: hans misundelse og min utålmodighed.  Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal agere i vores cirkus. Dog er en ting sikkert: han er helt særlig, og han er den eneste mand, der kan gøre monogamiet interessant. Alle andre er supplementer, og jeg er så lykkelig over, at jeg fandt ham først.

Skriv et svar