Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig.

Der var engang, hvor jeg sov på halvtaget på togperronen på Skanderborg station, og jeg vågnede midt om natten og frøs, selvom der stod på varedeklarationen, at soveposen kunne holde til minusgrader. Jeg havde drukket vin og taget billeder med mit engangskamera, og det føltes ensomt at være den eneste 14-årige pige, der lå op og kiggede på stjerner den nat på perronen.
Nu er det sådan, at jeg møffer mig ind til dig hver nat, så du kan varme mig med din overdrevne kropstemperatur, og din duft er min kloroform. Jeg snuser til dig, og du læser højt for mig i alverdens bøger, og når du ikke læser højt, fortæller du alt dét, du ikke kan fortælle til andre. Nogle nætter tager vi ud til vandet, og du kommer tæppet omkring mig, mens du rækker mig termoflasken med kamillete. Du nusser mig i håret og kysser mig på kinden, og jeg elsker dig, som jeg aldrig har elsket nogen før.

Der var engang, jeg røg, når jeg ventede på bussen, toget og togbussen, og jeg støttede mig til den placebo-skabte tryghed i cigaretten, når jeg ikke kunne søge andre steder hen. Jeg havde venner på alle kontinenter, men hvilken signifikant forskel gjorde det, når ingen af disse mestrede at opretholde et hverdagsliv, der var lige så spændende og meningsfyldt som rejserne.
Nu er det sådan, at vi kommer i snak med fremmede hver gang, vi er i det offentlige rum. Din måde at begribe verden på er så uforudsigelig og magisk, at du ingen stimulanser behøver, før du kan udlede livets store spørgsmål af krummerne på bordet. Du udfordrer mig, selvom du ikke tror på det, og din originalitet får alle mine elskere til at elske dig højere, end de elsker mig.

Der var engang, hvor jeg sov dagen lang, og livet var formålsløst, selvom spændingskurven gjorde krumspring, når jeg tog på eventyr.
Nu er det sådan, at vi snakker hele natten, og vi griner, til jeg får ømme mavemuskler. Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig. Når vi er væk fra hinanden en time, har vi tænkt tanker nok til at snakke i to.
Jeg kan ikke få nok – jeg kan fucking ikke få nok af dig!

Der var engang, hvor jeg var optaget af det melankolske. Jeg oplevede håbløsheden som et livsvilkår, og de andre unge kom til kort, når jeg fortalte anekdoter fra parallellivet. Det var kedeligt at være >>den eksotiske<<, når livet i provinsen var så forudsigeligt.
Nu er det sådan, at kontrastforholdet findes mellem os og resten af verden. Du siger ind i mellem, at verden ikke er klar til dig, men jeg er! Når vi ikke taler, kommunikerer vi altid på højtryk, og du udmærker dig særligt non-verbalt med dine blikke. Jeg nusser, piller, fjoller og driller, og du finder dig i at være mit tålmodige  kæledyr, der skal ordnes og dresseres.

Der var engang, hvor jeg aldrig gik med bh, og kombinationen af dét og gennemsigtigt tøj skænkede jeg aldrig en tanke. Jeg var fri, badede nøgen og fangede krabber ved kysten, men jeg var også bange for dem, så jeg turde ikke røre ved dem.
Nu er det sådan, at du holder mig anstændigt klædt, retter på mit tøj – og manglen på samme – og du fjerner edderkopperne og holder dig jakke over mig, når det regner.

Du er en rigtig mand på den moderne måde. Du er håndværkeren, der udmærker sig akademisk. Du er marathonløberen, der styrketræner. Du er musikeren, der elsker livet i militæret. Du er centrum til alle sammenkomster. Du rejser de væltede cykler op. Du kører mine veninder børns i børnehave. Du henter min fulde lillebror fra fest. Du køber blomster til mig, selvom jeg er streng. Du er dominerende og blid. Du er min sælven, min corgy og min bedste ven. Du rummer mig og alle mine idéer. Du tør dele og tør være sårbar.
Ja, der var engang, jeg blaffede alene ned gennem europa og tog til undergrundsfester i Venedig.
Nu er det sådan, at jeg har fundet en at dele det hele med.  

2 kommentarer til “Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig.”

Skriv et svar