Jeg lokker larven over på en kvist

Det er morgen, og jeg skal mødes med Arkitekten. Det hele er et værre koordinationsarbejde med min kæreste, kameramand og kærlighedsrum. Jeg har en sort, tætsiddende kjole på, min vante uniform, og jeg er ikke længere nervøs, inden jeg skal se ham.
Jeg er blevet et lille tamdyr for Arkitekten; han stryger mig med hårene og nusser mig på de ømme steder. Det er ikke til at se, men jeg begynder at føle mig tæt forbundet med den smukke mand. Han har optjent min tillid, for han har været helt uovertruffen til at modtage mine tanker helt rent og med den kærlighed, jeg har haft brug for, men hvorom alting er, mestrer han også at stille sig kritisk til mine ærke-millennialske perspektiver. Han er jo fra en anden generation og taler af en livserfaring, jeg blot kan ernære mig af. På et enkelt punkt er vi dog kontraststillet: hvordan skal man forvalte sit privatliv og sine personlige erfaringer?

Sagen er den, at jeg kan påtvinge mig selv et liv med hemmeligheder, men det er vel meget normalt, når man har båret på hemmeligheder hele sit liv – man går til den diametralt modsatte ydre ekstrem. Helt bemærkelsesværdigt lever jeg jo i et parforhold uden tabuer og mit øvrige liv bærer præg af, at jeg udbasunerer mine tanker. Det interessante her er, at jeg med jævne mellemrum modtager beskeder fra tidligere klassekammerater, efterskolebekendte osv., der går på, at min italesættelse af forskellige personlige problemstillinger har hjulpet dem eller sat sig som et særligt minde.  Oprindeligt havde jeg ingen idé om niveauet af aftryk, jeg satte – det trængte bare ud af mig som vand gennem sprækker.
I dag er mit liv ikke længere sivende i sprækker, men en ubarmhjertig flod, hvis forløb følger mine bevægelser. Arkitekten er en del af det nu, og vi bader sammen i vandet. Frie, nøgne og udforskende inden for de begrænsninger omstændighederne har sat.

Det er meningen, at vi skal være hos mig, men om morgenen skriver han, om jeg vil med op i hans sommerhus i stedet. Det ligger på Djursland, og han skriver, at han kan være ved mig om et kvarter. Jeg bliver filmet, da han skriver, og jeg ringer til min kæreste og fortæller, at han sagtens kan bruge lejligheden for dagen, for jeg tager på trip i stedet. Jeg er helt ren, nybarberet og velduftende, og jeg har lyst til at være lys hud under hans bestemte hænder.
Arkitekten henter mig, og fra vinduet vinker min kæreste til ham. Som en fader overdrager sin datter ved alteret, sender min kæreste mig tillidsfuldt afsted til parallellivet.

Køreturen agerer transformationsfase, og floden udfolder sin vej efter os. Arkitekten kører, og min eneste opgave er at være til stede og inhalere den samme luft som ham. Da vi ankommer, viser han mig rundt, og sammen finder vi en larve. Hans rolige blik suger alt til sig, mens jeg lokker larven over på en kvist. Fed og uden bekymringer. Der er kun ham, jeg og larven mellem de susende træer, som markerer havens ophør og skovens begyndelse.

Indenfor tager han mine sko af, som man vil gøre det på et barn, der har været udenfor hele dagen og leget i mudder. Han afklæder mig med snilde, og han tager mig i hånden og fører mig ind i soveværelset og skubber mig drillende ned i sengen, hvor jeg er hans, så længe han vil have det. Jeg kan bedst lide det sådan for nu – ham og jeg som parallelkærester i den begrænsede mængde. Jeg sidder oven på ham, da orgasmen overtager hans bevidsthed, og han giver sig til mig, som jeg aldrig havde forventet, at jeg kunne få ham. Hans pande er svedig, og det smager salt, da jeg kysser ham.

Arkitekten er stadig oppe i mig, mens han spørger ind til de ting, jeg ellers går og tumler med. Jeg indrømmer, at min kæreste ikke har haft en god reaktion på de nederlag og erkendelser, han desværre har måttet gennemgå den seneste tid. De lukkede døre har resulteret i prokrastination og en medfølgende uigennemtrængelig hårdhed, han har genfundet fra sin tid i ghettoen. Det er ikke sjovt, og mine forsøg på at forføre ham tilbage ind i livet har endnu ikke lykkes. Jeg rejser mig op, mens jeg mærker efter, om sæden løber ud gennem mine skamlæber. Vi har øjenkontakt. Det er nært og kærligt. Sæden løber ikke ned af mine inderlår, men til gengæld løber min kærestes tillid til en anden verden end vores ud i sandet, hvis ikke han åbner sig for den igen. Kirsebærpigen, alle vores venner, de tidligere succesoplevelser, lærerne på skolen, vores familier og jeg er ikke nok – det må komme indefra, og det er lige så sandt, som det er svært at være tilskuer til.

Skriv et svar