Jeg er en igle, der har suget sig fast på livet. 

Jeg bliver student. Min kæreste står uden for på gangen sammen med et udpluk af min klasse. Det er i samfundsfag b, og jeg har trukket social arv, hvilket er en direkte foræring. Jeg ved også godt, at det er gået godt, da jeg kommer ud fra lokalet med øm tunge og lette hænder. Det hele er overstået, men det føles ikke, som jeg havde regnet med, da jeg i mine yngre dage sad til det ene studentergilde efter det andet som den eneste uden rød-hvid-hue på. Min identitet og hverdag flyttede sig hurtigt fra livet som HF-studerende, da jeg indså, at det ikke var stedet, jeg ville møde udfordringer, men rodfæstelse. Hele forløbet blev en ledsætning i min tilværelse, og det var tydeligt, at autoritetsforholdet mellem mine lærere og jeg smuldrede, som interessefællesskabet tog over. Jeg blev ligeglad med karaktererne, men jeg var interesseret i at få den viden og de færdigheder, som de forskellige fag tilbød – som en igle, der har suget sig fast på livet.

Under voteringen er min kæreste sød, og han lader sig ikke gå på af, at han for få dage forinden har fået 02 igen – denne gang i samfundsfag b – og nu ikke kan komme ind på nogle af de uddannelser, han ønsker. Faktisk kan man slet ikke mærke det på ham. Han udviser humor, overskud og er udadvendt som sædvanlig, og jeg kigger på ham med beundring, men også med frustration over, at manden insisterer på kun at ville tage uddannelser, der giver ham magt, prægtige og penge, for hans kvaliteter bliver spildt i kontorlandskabet.  Manden er vidunderlig og inspirerende, men ironisk nok er det den selv samme sociale arv, som jeg netop har analyseret og diskuteret, han tynges af.

Min far er faktisk også dukket op med blomster og champagne. Uopfordret. Han har skrevet til min kæreste, og min kæreste har fortalt, hvor og hvornår jeg skulle op. Siden jeg brød kontakten til min mor og tog kontakt til min far, har han gjort sig umage for at vise, at han vil relationen. Det betyder noget – en cirkel er brudt, og en ny fase er begyndt. Det er afskeden med livet som vanrøgtet, mishandlet barn, og begyndelsen på livet som ressourcestærk kvinde.  Jeg ved godt, at det ikke lykkes for alle, og jeg er taknemlig for, at det gjorde for mig. Det er det, jeg står og tænker på, da døren åbnes, og jeg bliver kaldt ind til karaktergivning.

Jeg får 12, hvilket betyder, at jeg har fået 12 i alle eksamener, og med hurtigstartsbonus er mit snit 13, og det står som en hån mod alle de, der erklærede mig uegnet. I min journal har en læge endda noteret, at jeg manglede realitetssans, fordi jeg ville tage en ungdomsuddannelse. Den samtale var så negligerede, at det fik mig til at indse, at ingen ville komme og redde mig. Jeg kan huske, at den åbenbaring fik det til at løbe koldt ned af ryggen: øjeblikket i søvnprocessen, hvor man pludselig falder og vågner af chokket. Jeg gik fra den lægesamtale fuld af adrenalin og et grundlæggende tab af tillid til andre, men forhøjet tiltro til mig selv.

Der står allerede 12 i huen, for jeg har lånt den af en veninde. Min lærer og censor står i døråbningen, mens min kæreste giver mig den på. Han er den helt rette til opgaven – uden ham giver det ikke mening. Vi tager ned i Skanseparken, og vi drikker den champagne, min far har givet mig. Flere af mine veninder kommer, og de krydser på tværs. Det er drømmen om den fasttømrede vennegruppe, og solen skinner ned på os, selvom den undertiden er bag skyerne.

Skriv et svar