Noget om initiativ og basal tillid

Oprigtigt havde jeg troet, at min kæreste ville klare sig bedre på det matematik-B-hold, vi var tilmeldt sammen. I forgårs var vi til eksamen, og jeg fik traditionen tro 12, men min kæreste fik 02. Det var en sand skandale, for jeg tror ikke, at han kunne rumme differencen, men værst af alt hele skal han jo bruge karakteren til at søge ind på uni med.
Vi sad på de fastmonterede stole på 6. sal i undervisningstårnet, og jeg puttede mig ind til det menneske, der har givet mit liv mening, men som desværre kæmper med at finde mening i sit eget. Egentlig har jeg lyst til at argumentere for, at jeg tilsvarende skal forløse hans liv, men jeg kan her flere år inde i forholdet konkludere, at vores forhold nok er det eneste område af hans liv, hvor han ikke føler sig som en fiasko eller uretfærdigt behandlet af livet.
På mange punkter er han det klogeste, mest stilfulde, sjoveste, mest nærværende, originale og ihærdige menneske, jeg har mødt i mit liv, men det komplekse net af udfordringer forhindrer ham i at omsætte evnerne. Som kæreste til ham er jeg vidne til en mand, der desperat mangler en håndsrækning fra omverdenen, der validerer alle mine ord. Selvom han klart er blevet mindre frustreret i den tid, vi har kendt hinanden, er han langt fra den acceptable grænse.

Vi tager fra skolen og ned til stranden og bader i det iskolde vand. Jeg foreslår, at vi kan bade nøgne, men min kæreste vil ikke have, at nogen, der ikke har gjort sig fortjent til det, ser mig nøgen. Han er mild, glad og medgørlig, så jeg overbeviser ham om, at han skal gribe de chancer, han ser for sig, frem for at være helt handlingslammet af frygten for en afvisning eller latterliggørelse. Det resulterer i, at han skriver til en pige, han mødte til en af mine veninders fødselsdag. De havde kun kort snakket sammen, fordi hun gik tidligt, men han har efterfølgende nævnt hende flere gange. For fremtiden vil vi kalde hende Kirsebærpigen. Til hans store overraskelse responderede hun positivt på hans henvendelse, og de endte med at tage på eventyr-date kl. 19 dagen efter, og han kom først hjem helt høj på livet kl. 04.30 om natten. De havde drukket vin, grinet, fortalt, cyklet rundt, og kemien havde resulteret i mellempassager.

Morgenen efter kan han ikke stoppe med at smile. Han bliver ved med at snakke om, at det havde været meget teenageeksperimenterende, og et møde som dét skulle have været hans første møde ved en kvinde. Jeg er vild med at se ham sådan, og selvom Kirsebærpigen og jeg på mange punkter er meget samme typer og potentielt kunne have været tætte veninder under andre omstændigheder, føler jeg mig overraskende nok ikke truet. Lige omvendt føler jeg endelig, at han har fundet en, der er værd at dele ham med. Hvor andre piger, min kæreste har datet, har været meget anderledes fra mig, er Kirsebærpigen langt mere reel kærestepotentiale, hvis han havde været single.
Vi ligger i sengen om morgenen, og han er helt smadret grundet den manglende søvn, men oplevelsens magi er helt present i legemet. Han stråler, som han ligger der med klatøjne og morgenhår. Dér er han, siger jeg, og han siger, at hans liv starter nu.

Skriv et svar