hipster-jeg-er-spontan-og-kunstnerisk-og-kysser-kun-med-fyre-der-spiller-jazz-ris-ras-livet

Der var engang, hvor jeg postede ‘dagens akavet billede af Marilyn Monroe’ på min facebook, hvor hun eksempelvis var ved at vælte eller spiste hotdogs.
Der var også et tidspunkt, hvor jeg havde et nøgenbillede af mig selv som profilbillede på facebook, og jeg kan huske, at jeg syntes, at jeg så virkelig godt ud, og jeg var ligeglad med, at jeg var venner med mine forældre på facebook. Jeg ved ikke hvorfor, men billedet blev aldrig anmeldt, så det lå der helt, til jeg slettede min profil i 2015.
Der var engang, hvor jeg vitterligt gjorde, hvad der passede mig. Det var ret kortsigtet, og jeg blaffede alene rundt både i Danmark, Tyskland og Frankrig uden at tænke ret meget over min risikovillighed.
Jeg fik min første tatovering, da jeg var 17, og det var på valentinsdag, og det var i Berlin, og jeg var mega nervøs for, at de ville spørge om min alder. Jeg havde drukket en stor fadøl og hørt Blækspruttesangen to gange, mens jeg røg en smøg og ventede på, at det var min tur.


Ja, det var dengang, jeg røg og levede hipster-jeg-er-spontan-og-kunstnerisk-og-kysser-kun-med-fyre-der-spiller-jazz-ris-ras-livet, og jeg syede alt mit 50’er-stils-tøj selv. Jeg gik også med hat, dem havde jeg mange af, og jeg kunne godt finde på at ryge med cigaretrør, selvom jeg ikke rigtig kunne lide, at røgen blev tættere, men hvad gjorde man ikke for sin identitetsfølelse. Jeg kendte alle bartenderne – selv dem, der ikke kendte mig. Mine veninder, venner og kærester udgjorde rammen for alt, og mit netværk var stort, fordi jeg altid var til de rigtige fester, kendte de rigtige og sad på de caféer, hvor alle kom. Om fredagen vandt jeg øl ved at vinde i bordfodbold, og jeg snyd altid i kortspil, selvom der ikke var den store gevinst ved at snyde. Spillet var mit, og livet var lige så meningsløst, som det var spændingsfyldt.

Der var engang, hvor jeg altid gik med hofteholdere og havde en amerikansk-tysk kæreste, der var guddommelig smuk og var 10 år ældre end  mig. Vi snakkede engelsk sammen, for jeg kunne ikke tale tysk, og han kunne ikke tale dansk, men elskoven taler sit eget sprog, og vi havde sex i alle huller. Han havde været en del af swingermiljøet, og jeg ville gerne prøve det, men jeg var under 18, og jeg kunne ikke blive lukket ind til de voksnes fest.

Der var også engang, hvor jeg havde en kæreste med dreadlocks, og han jonglerede med grønsagerne, når vi lavede vegetarmad, og han spillede trompet og harmonika. Han var en fantast, og jeg var en vildkat, der ikke kunne tæmmes, og han piercede min venstre nipple med en tang og en kanyle. Vi boede selvfølgelig i et kollektiv, og  han røg selvfølgelig hjemmerul, og jeg skrev selvfølgelig om mit liv i en sort moleskine notesbog. Der var ingen, der lyttede til os, og når alle havde et håbløst liv, var det ikke så mærkværdigt eller ensomt.

Vi spillede bezzerwizzer og  backgammon, og mine veninder og jeg tog til Pecha Kucha for at udvide horisonten. Det er jo meget vigtigt, når man sådan er en 15-21-årig hipster, at man er opmærksom på det dybe sorte i sjælen, men også international politik og klimakrise. Kontrastforholdet  var i centrum, men jeg tog aldrig stoffer eller havde usikker sex. Jeg kunne ikke lide at bryde loven, men det forhindrede mig ikke i at hænge ud i forladte huse eller have et falsk id, som viste, at jeg var 20 og ikke 16.

Der var engang, hvor jeg havde en tumblr-blog med mange nøgenbilleder af mig selv og billeder, hvor jeg lå i min seng i en gennemsigtig underkjole og sendte luderblikket til linsen.
Der var engang, hvor jeg stak en gulerod på i min efterskolekærestes numse, og vi eksperimenterede med webcamsex, selvom tendensen var ny.
Der var engang, hvor jeg altid gik med laksko og læderjakker og havde meget kort page, som ledte tankerne hen på 1900-tallets storhedstid.
Der var engang, hvor jeg ingen fremtid havde, og nutiden var ikke bedre end den sidste forelskelse.
Der var engang, hvor jeg barberede et hjerte af mine kønshår på venusbjerget og læste hænder på mine one-night-stands.
Der var engang, hvor jeg tegnede portrætter, sov i timerne, kom fuld i skole, var mine kærester utro, spillede kort og drak vin med mine veninder.

Det er ikke engang så mange år siden, men det føles som et andet liv. Jeg stadig har ar efter mine piercinger, og caféerne ligger der endnu, men det er nye 17-årige, der sidder der og læser digte og laver kunstprojekter.  Aarhus er stadig Aarhus, og jeg har intet imod, at den tid er ovre. 

Skriv et svar