Herpesdating

Da jeg var 14, begyndte jeg at blaffe rundt. Dels fordi jeg ingen penge havde, og mine forældre ikke var af den slags, der kørte mig rundt til alting, og dels fordi jeg blev mere uafhængig af dem på den måde. Jeg skulle også længere end realistisk cykelafstand, så i en periode var det at blaffe næsten mit primære transportmiddel. Det startede med, at jeg blaffede en del mellem Skanderborg og Aarhus. Som udgangspunkt var det med en ven for det føltes alligevel for risikofyldt at blaffe alene, men undertiden kunne jeg ikke altid time det med venner, og det voksende mod lod mig gøre det alene. Det var let at komme fra Aarhus, for det var inden, den nye afkørsel ved ringevejen var blevet bygget. Der var sikkert også let for mig at blive samlet op, for jeg så uskyldig og pålidelig ud, og da jeg endelig startede på efterskole, var jeg en habil blaffer. Inden jeg fyldte 15, havde jeg både blaffet mellem Skanderborg og København samt i de fleste småbyer i Østjylland, for mit sociale liv var mere udspændt end ruterne fra det jernbaneknudepunkt, som udgjorde min barndomsby.

Faktisk var jeg ret selvstændig, da jeg startede på efterskole, og mit ungdomsliv gik fra øvet til advanced level. Jeg vaskede tøj, planlagde skolefester, var engageret i samtlige udvalg, kyssede med fyrene, stoppede med at ryge, planlagde en efterskolefestival, fik en kæreste, et break-up, en ny flirt, havde en trekant, oplevede sikkerhed og tog mere ansvar end min frihed påkrævede.

Da jeg startede andet år på efterskolen, mistede jeg helt fornemmelsen af at høre til i Skanderborg. Jeg brugte ikke engang lægen der mere, så da jeg ville testes for kønssygdomme, blev det ved efterskolens tilknyttede lægehus. Både min veninde og jeg besluttede os for at få det gjort, og det var mig, der ringede derind og bestilte for os begge. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet, men hvert fald ikke, at den åbenbart mandlige læge ville pode mit urinrør i den ombæring. Jeg var 15, og jeg husker, at det var voldsomt smertefuldt, men meget af smerten, antager jeg, kan tilskrives overraskelseselementet.

Ingen af os havde hverken klamydia eller gonoré, og jeg fortrængte måske lidt episoden til selvsamme veninde og jeg stod ved en afkørsel og blaffede nogle måneder senere. Vi ville over til COP15 i København, for jeg havde overtalt hende til, at det var en vigtig sag med klimaet. Det var i 2009, og selv ikke decemberkulden kunne afskrække mig. Selvfølgelig blev vi samlet op af den læge, der nogle måneder forinden havde udført den gynækologiske undersøgelse på os. Det var tydeligt, at han ikke kunne genkende os – eller blot lod som om med en troværdig professionel distance – men vi kom jo hurtigt til at tale om, hvad han lavede til daglig.

Aldrig har jeg været så tavs på en køretur.

Skriv et svar