Forskerens restriktioner

Forskeren skrev til mig, at han har fået restriktioner, så vi kan ikke se hinanden seksuelt mere. Jeg vidste måske godt lidt, at den dag ville komme uden helt at kunne sige hvorfor. Måske var det måden alting gik så stærkt på kombineret med følelsen af samhørighed, der umuligt kunne overleve samtidens overbevisninger.  Min kæreste var ellers vild med ham.

Jeg var i bad, da han skrev det til mig, så jeg trådte ud af badet for at læse beskeden. Med balsam i håret kunne jeg så konstatere, at vores forhold blev sat på pause på ubestemt tid. Mens jeg skyllede balsamen ud og vaskede mit underliv med intimsæbe, græd jeg en lille smule – dog mindre end jeg havde forventet. Vandet skyllede ned over min krop, og jeg kom i tanke om, at jeg ofte græd, når jeg var i svømmehal som lille, fordi jeg troede, at man ikke kunne se det, når man alligevel havde dråber i hele ansigtet og resten af kroppen.

Vi har set hinanden et par gange siden, og i en periode troede jeg, at han kunne blive ved med at være min primære sekundære, men jeg er stille ved at indse, at det ikke er tilfældet. Måske er det også ok, for Arkitekten og jeg er ved at finde noget godt sammen, men det gør stadig ondt at sige farvel til denne omgang. Mest af alt har jeg lyst til at holde mit hjerte åbent for ham, men det går jo ikke i praksis – desværre.

Her den anden dag var han forbi, og vi sad i sofaen sammen og drak vand. Jeg vidste ikke helt, hvordan reglerne var, og jeg havde egentlig lyst til at lægge mig ned ved siden af ham og putte mig ind til ham, men jeg holdte mig i skindet og aede ham kun på hans bare fødder. Han sagde, at han gik i sandaler i denne periode, og jeg sagde, at det lød koldt, og at jeg havde sokker på, og så grinede han bare. Min kæreste kom også hjem, og de krammede mandigt og inderligt.
Da jeg vinkede farvel til ham fra vinduet, måtte jeg indrømme overfor mig selv, at det ikke går at blive ved med at savne ham sådan, så jeg må finde en relationel placering til os, der passer os.

Skriv et svar