Force majeure

Det handler om den perfekte balance mellem at føle sig fri, leve i nuet, men også at tage hensyn til fremtiden. Det handler om at kunne indgå i en professionel sammenhæng, men også om at være en privatperson. Det handler om at være et helt menneske med alle dets facetter. Det handler om retten til sin egen historie og sit eget liv, og det handler om at vurdere, hvor grænsen går.

Jeg har sådan et flashback til, da jeg var omkring 8-10 år, og jeg står i køkkenet ,og lågerne er smadret, og vores aftensmad ligger på gulvet. Mine tegninger, der hang på køleskabet, er revet i stykker, og jeg har ingen kontrol over de voksnes følelser, men jeg har kontrol over mit eget indre univers. Så jeg begynder at formulere breve til mit voksne jeg. Jeg var elendig til at skrive, og jeg gik til ordblindeundervisning, men jeg havde det hele i hovedet og ikke på papiret. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig selv ville mishandle mine børn på den måde, og jeg lovede mig selv, at jeg ville råbe op, så snart jeg ikke længere var afhængig af maden og huslyet. For det er jo ofte problemet: børn er afhængige af deres forældre, og loyalitetsfølelsen kan komme ud af proportioner. Selvfølgelig var jeg også bange for, at ingen ville tro mig, og jeg bed det hele i mig, til jeg knækkede. For det var mig, der tog den. Der er ofte én, der tager den, og det blev mig blandt mine søskende, og nu er det faktisk lykkes mig at komme ud på den anden side trods alle prognoser.

Der er mange omstændigheder, personer og grunde til, at det har ladet sig gøre, og jeg kan takke dem alle. Dog var det mentale skjold nok det mest centrale. Jeg vidste jo godt, at det ikke var min skyld, selvom jeg blev rusket, til jeg indrømmede, at det var. Jeg begyndte at visualisere, hvordan jeg en dag ville fortælle alt det ufortalte, og dét gav mig en grundstyrke til at fortsætte. Dog skete der i midlertidig det, at da jeg en dag ikke længere var afhængig, råbte jeg aldrig op – jeg flygtede bare. Eller rettere reddede jeg mig selv. Jeg har aldrig haft et ønske om hævn, men jeg har haft en længsel efter at fortælle alle de andre, der heller ikke tror, at nogen vil tro dem, at jeg vil. I grunden har alle jo troet på mig, for det var jo åbenlyst for enhver voksen, der var vidne til det hele, at der var meget galt, selvom der aldrig var nogen, der overværede det. Dét var netop kernen! Alt skiftede, hvis det bankede på døren.

Eller næsten: alle har troet mig på nær lige en, hvis historie karambolerer med min. Det er klart, at rent intuitivt kan begge sandheder ikke eksistere i samme univers, men betyder det, at jeg ikke har ret til at have min udlægning uden, at det skal ødelægge den andens. For mig kan de fint have en sameksistens, men den følelse er ikke gengældt. Vedkommende vil beskytte familien, og vil ikke have, at min subjektive sandhed skal ødelægge den, men jeg synes ikke, at det er mig, der har ansvar for, hvad allerede er ødelagt. Lige omvendt synes jeg, at jeg samler – jeg samler bare kun den del af familien, der er værd at samle på. Indtil nu har jeg forsøgt at imødekomme den andens historie, men det går stille op for mig, at jeg ikke har det i mig at ofre det livsmod, som min historie bidrager med. Det var mig, der tog den! Jeg var den af os, der tog den, og med det følger nogle måske også nogle dyrtkøbte friheder.

Generelt har alt, der hører til et almindeligt liv, været lidt dyrt købt, når man starter ud på den måde, som jeg gjorde. Nu handler det bare om at se fremad og bygge på det rigtig gode sted, jeg er landet. Måske handler det bare om at være fri, glad, levende og autentisk, og det er netop, hvad jeg tænker, mens jeg ligger i sengen denne morgen.

Jeg vågner op i vores rigtige lejlighed, som vi ellers ikke har boet i i toenhalv måned, fordi vi har haft en ret omfattende vandskade. I går aftes kunne vi så flytte ind igen i det eneste sted, jeg for alvor har følt som et hjem, og som endda har fået et nyt køkken (!). Vi bor egentlig ret basic white people-agtigt med massere af IKEA-ting, planter, flora danica-plakater, teaktræsmøbler og royal copenhagen porcelæn. Ofte har min kæreste og jeg diskuteret, om det i virkeligheden ikke er en fordel, at vi vitterligt ligner de gennemsnitlige aarhusianere, for vi går helt sikkert under radaren det meste af tiden.

Min gennemsnitlige kæreste ligger stadig og sover ved siden af mig med halvt åben mund og blød hud. Han er solbrun og sund og stærk og sørme også søvndrukken i sin respons, når jeg taler til ham, men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at vi skal være vågne nu. Vi var til matematik b skriftlig eksamen i går i Ceres Arena, og efterfølgende tog jeg ned i Skanseparken og drak øl, mens min kæreste tog på arbejde. I parken drak jeg tre dåseøl, og inden vi skulle sove i går aftes, lå jeg op kastede op i flere timer. Efterhånden er jeg begyndt at overveje, om jeg har intolerance over for alkohol, når jeg kan drikke så små mængder og blive så fuld. Jo vist er jeg petit med mine 52 kg, men det lader nu til at være en overdreven reaktion på indtaget.

I slutningen af august blev jeg opereret for en løbeskade, og desværre har jeg stadig mange nervesmerter. Min genoptræningsfysioterapeut er ved at oplære mig i, at måden, jeg skal overkomme de kroniske smerter, er ved at bruge motion og gode oplevelser som naturlig smertelindring og -regulering. Det vildeste er, at det faktisk synes at virke, og nu er min motivation for at have et godt, meningsfyldt, indholdsrigt liv fået en ekstra dimension, for hvis ikke jeg følger lykken, vil jeg formentlig indhentes af smerterne og til sidst være sengeliggende igen. Intensiteten af smerterne er omvendt proportionel med min glæde og livsmod, så i virkeligheden vælger det jo sig selv.

Jeg skal bare være mig med alle de skævheder og påfund, det indebærer. Da jeg var 16-18 år, var jeg seriøst den bedste på sociale medier. Jeg havde virkelig flair for selvironi og at flirte med kanten af det upassende. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg gerne vil give mig selv fri til at udforske livet igen uden at konsekvensberegne konsekvent og uden at lave mine konsekvensbekymringer kumulere.

Så goddag til den frie verden – det her skal nok blive sjovt.

Skriv et svar