Følelsen af vejgreb

Min kæreste sidder ved siden af mig, helt nøgen, med guitaren og spiller for mig. Jeg ligger på sengen med sæd på maven. Min bukser er trukket ned om anklerne, og savlet på mine nipples er stadig ikke tørret ind. Der er blødt overalt; på vores hud, inde i mig, lyden af vores stemmer. Jeg fatter ikke, at jeg er så heldig at være født i dette meningsfulde liv i trygge Danmark uden alvorlige sygdomme eller med udsigt til dårligdomme. Fraværet af ondskab er en anormalitet, som jeg kan blive helt skeptisk overfor – det hele er blevet for godt til at være sandt, og surrealismen i det almindelige liv er ikke til at begribe med den abstraktionsevne, der er tillagt mennesket.

Da jeg var barn, legede jeg ind imellem med en pige, der boede i det villakvarter, hvor mine forældre boede side om side efter skilsmissen. De havde to huse, der delte hæk, som en semipermeabel membran, der kun tillod os børn at passere. En dag havde pigen og jeg siddet med min klistermærkesamling på hendes rektangulære pigeværelse og begge taget et lille klistermærke i panden hver. Det forestillede en lille blyantstegnet mus, og af en eller anden grund summede det i hele panden, når man satte et klistermærke mellem brynene.
Tidligere den dag havde vi spist aftensmad ved hende, og det var den første og eneste gang, jeg spiste der. Fra en tidlig barndom har jeg altid cringe’et, når andre børn var kræsne, for man kunne jo bare spise maden, selvom det ikke smagte godt. Så længe det ikke var sundhedsskadeligt kunne man jo bare skylle ned med vand. Af en eller anden grund skabte pigen sig over, at hendes forældre havde lavet kyllingelår, fordi hun ikke kunne lide skindet. Da hendes far skænkede op til moderen og de andre børn ved bordet, opdagede han, at der lå et skjult kyllingelår nederst i den bunke, han en time forinden havde hældt ud fra en frostpose ned på bradepanden. Den var helt bleg i kyllingehudharve med blålig tone og utilberedt at se på, men hendes far lyste op, da han fandt den liggende dækket af de andre lår. Her er en, som er lige perfekt til dig, sagde han til pigen, og hun lappede den i sig, mens jeg fik uvelkomne salmonellatanker over det løse skind. Halvrådt kød, og ingen gjorde noget.
Almindeligvis legede jeg ikke med pigen, og da jeg så hende igen på vejen nogen tid efter, fortalte hun, at hun havde haft beholdt klistermærket på, og at der var gået betændelse i huden under. Hendes mor var blevet vred på mig over, at jeg havde fået den idé med at tage klistermærker på, og fremadrettet legede vi ikke mere sammen.
Pigen var rigtig sød, men det var ikke et stort tab, og på en måde følte jeg, at moderen havde gjort mig en tjeneste ved at tage den beslutning, for situationen belyste meget fint, hvorfor det ikke altid sagde mig noget at lege med alderssvarende børn. De besad ikke almindelig fornuft og selvstændig tankegang. Det reelle tab lå dog i at blive ældre og opdage, at den slags mangler også var så udbredt blandt voksne.

Jeg fortæller min kæreste om anekdoten, mens jeg ligger der på sengen helt udstrakt og lytter til tonerne af hans fingerspil. Hvorfor jeg kommer i tanke om det, ved jeg ikke, men han spejler helt instinktivt følelsen af at være barn og tilskuer til det absurde. Han har måske i større grad end jeg set sit i ghettoen, men følelsen af at være en skuespiller, der er trådt ind i den forkerte scene har hængt ved hos os begge. Man må improvisere sig  frem eller forlade stykket, og vi har begge valgt det sidste. Når man bryder med kursen, kan man heller ikke fremskrive fortællingen. Det forekommer mig åbenlyst, at hvert individ må befrie sig for egen angst, forfængelighed og øvrige begrænsninger for at bidrage til fællesskabet og optimere den samlede sum af ressourcer i det større hele med de kvaliteter, som individet evner. Meningen ligger i at være en del af noget større og være tildelt ansvar.

Skriv et svar