Det systematiske udsættelsesmønster

At bo i en container er ikke lige så fedt, som det er hipt, og da vi endelig får vores rigtige lejlighed igen, er jeg umådeligt fokuseret på at flytte (flygte) fra den glohede jernkasse. Min kæreste jubler også, men han er af mere nomadekarakter end jeg. Dertil er han også så ufokuseret grundet et samsurium af eksamener, nervøsitet for fremtiden og en sommerforelskelse i Kirsebærpigen, at han ikke kan rette sin energi mod ét foretagende for tiden.

Vi aftaler dog, at vi vil holde kærestedag om lørdagen, fordi vi har haft travlt hele ugen, og vi skal flytte de sidste af vores ting. Min kæreste har jo givet sig selv identitetsmarkøren ‘minimalist’, og som en konsekvens af dette ser han gerne, at vi ejer det minimum, vi skal bruge af ting. Det betyder selvfølgelig også, at tiden ikke kun skal gå med at flytte, men også om at sortere i alle sagerne. Et omfattende arbejde kan man sagtens argumentere for – og særligt fordi kælderen også skal tages i denne omgang.

Sommeren er her, og i Danmark er den her jo aldrig, så vi beslutter at tage forbi Priden og Vestergadefest som en del af fokushyggen, inden vi går i gang med at endevende vores hjem. Tilfældigvis møder vi nogle af vores venner, og vi følges med dem rundt og drikker kolde Fynske Forår. Mens vi sidder på Aarhus Brætsspilscafé, sms’er min kæreste med en af sine dates. Vi er blevet lidt fulde – dels af stemningen under Priden og dels af øllene, og dømmekraften slår ikke helt til. Han spørger, om han ikke må tage på en spontan date, og det går jeg med til på den præmis, at han kommer tidligt hjem, så vi kan komme i gang med at løfte de tunge kasser. ”Du er den flytteansvarlige af os to”, siger jeg til ham med den overbevisning, at han forstår vigtigheden af nesting for mig. Vi aftaler, at han skal være hjemme kl. 18, og at jeg har aftensmad klar der, men så skal han også være fokuseret på at flytte resten af aftenen.

Jeg cykler alene hjem kl. 15, og tiden går med at pakke tøj ud og gøre rent. Denne gang vil jeg virkelig gerne gøre det ordentligt, for det synes jeg seriøsiteten af vores forhold fortjener. Det er ikke første lejlighed, vi bor i sammen, men det er den første lejlighed, hvor vi rigtig slår os ned. Alene i lejligheden går jeg rundt og får styr på livet. Jeg tager høje knæstrømper på, og jeg lægger ny neglelak i køkkenet, men det er ikke det samme uden ham i hjemmet.
Desværre kommer min kæreste for sent hjem, og han er helt ufokuseret, mens vi spiser den mad, jeg har lavet til os. Jeg kan mærke, at jeg bliver irriteret på ham, for hans latenstid er lang, og han kan ikke holde tråden i samtalen. Bagefter falder han sågar i søvn, og selvom jeg vækker ham fire gange for at sige, at vi hellere må komme i gang, kan jeg ikke få ham op. Da han endelig står op, er klokken halv ni, og jeg prøver at gøre ham opmærksom på, at vi altså har en del at se til, så vi må hellere komme i gang i stedet for at stå med telefonen og stene.

Det er på det tidspunkt han koger over. Han er opkørt og føler sig kostet rundt med. Han føler, at vi altid skal gøre tingene på min måde, og når det passer mig.  Jeg siger, at vi sagtens kan gøre det på hans måde, men uanset hvad skal vi jo pakke ud, og mandag skal vi aflevere den gamle lejlighed, så vi har ikke tid til at udskyde det mere.

Vi kommer ind i en længere snak på den anden side af hans umiddelbare reaktion, når jeg ind til ham. Jeg får igennem, at han bliver nødt til at overholde de aftaler, vi laver, fordi vi også er i et praktisk samarbejde omkring sådan noget som en flytning eksempelvis. Faktisk går jeg til ham, for jeg klarlægger det systematiske udsættelsesmønster, han har. Som jeg ser det, får han ikke lave karakterer, fordi han ikke er dygtig nok, men fordi han intet laver. ”Du er begyndt at undgå krav og udfordringer”, siger jeg. Først benægter han, men mod forventning stopper han sig selv og siger: “Ja, jeg ved det godt.” Jeg er helt overrasket, for jeg har ikke tidligere kunne få ham til at indse det, men han lukker helt op og fortæller, at han er bange for at blive som sin far. Han siger, at han er bange for, at han ikke kan klare det hele, så han forsøger at undgå at blive konfronteret med de potentielle nederlag. Han vil ikke være doven, men udfordringerne har hobet sig op, og nu vælter det.

Min kæreste siger også, at han hører sin alkoholiske fars stemme inden i, når han går i gang med en opgave. Det er den skyldsbetonede stemme, og den er utrættelig og dømmende. Han fortæller, at han føler sig stresset, og han til tider skubber mig væk, fordi jeg stiller krav til ham. Selvom det ikke er urimelige krav, og han ved, at jeg i øvrigt er meget overbærende med ham, virker selv små opgaver uoverkommelige, fordi de kommer udefra.

Da jeg vågner næste morgen, kysser han mig på panden og siger, at jeg kan filme til DR, hvis jeg har lyst. Han giver mig kameraet, og det viser sig, at han har forberedt en hel morgenseance til mig med morgenmad, friskbagt brød og kaffe, et brev og massage. Han fortæller om sine tanker, og vi bliver enige om, at han skal have struktur og øve sig i at prioritere. Han beder mig også om at blive ved med at presse ham til at indse, når han selvbedrager. “Jeg vil gerne langt, langt væk fra mit ophav i ghettoen, og det kommer jeg ikke, hvis jeg bare render rundt med flot hår og undgår alle udfordringer. Jeg vil ikke have, at du fortsætter uden mig. Vi skal videre sammen,” siger han, mens han holder om mig.

Jeg drikker kaffen og spiser af alt den udskårne frugt, og vi har den morgen den nærhed, jeg elsker. Dog ved jeg, at vi kommer til at skulle gennem den her snak mange, mange gange endnu, men jeg kan mærke på ham, at han denne gang har ændret sig lidt.

Skriv et svar