Følelsen af vejgreb

Min kæreste sidder ved siden af mig, helt nøgen, med guitaren og spiller for mig. Jeg ligger på sengen med sæd på maven. Min bukser er trukket ned om anklerne, og savlet på mine nipples er stadig ikke tørret ind. Der er blødt overalt; på vores hud, inde i mig, lyden af vores stemmer. Jeg fatter ikke, at jeg er så heldig at være født i dette meningsfulde liv i trygge Danmark uden alvorlige sygdomme eller med udsigt til dårligdomme. Fraværet af ondskab er en anormalitet, som jeg kan blive helt skeptisk overfor – det hele er blevet for godt til at være sandt, og surrealismen i det almindelige liv er ikke til at begribe med den abstraktionsevne, der er tillagt mennesket.

Da jeg var barn, legede jeg ind imellem med en pige, der boede i det villakvarter, hvor mine forældre boede side om side efter skilsmissen. De havde to huse, der delte hæk, som en semipermeabel membran, der kun tillod os børn at passere. En dag havde pigen og jeg siddet med min klistermærkesamling på hendes rektangulære pigeværelse og begge taget et lille klistermærke i panden hver. Det forestillede en lille blyantstegnet mus, og af en eller anden grund summede det i hele panden, når man satte et klistermærke mellem brynene.
Tidligere den dag havde vi spist aftensmad ved hende, og det var den første og eneste gang, jeg spiste der. Fra en tidlig barndom har jeg altid cringe’et, når andre børn var kræsne, for man kunne jo bare spise maden, selvom det ikke smagte godt. Så længe det ikke var sundhedsskadeligt kunne man jo bare skylle ned med vand. Af en eller anden grund skabte pigen sig over, at hendes forældre havde lavet kyllingelår, fordi hun ikke kunne lide skindet. Da hendes far skænkede op til moderen og de andre børn ved bordet, opdagede han, at der lå et skjult kyllingelår nederst i den bunke, han en time forinden havde hældt ud fra en frostpose ned på bradepanden. Den var helt bleg i kyllingehudharve med blålig tone og utilberedt at se på, men hendes far lyste op, da han fandt den liggende dækket af de andre lår. Her er en, som er lige perfekt til dig, sagde han til pigen, og hun lappede den i sig, mens jeg fik uvelkomne salmonellatanker over det løse skind. Halvrådt kød, og ingen gjorde noget.
Almindeligvis legede jeg ikke med pigen, og da jeg så hende igen på vejen nogen tid efter, fortalte hun, at hun havde haft beholdt klistermærket på, og at der var gået betændelse i huden under. Hendes mor var blevet vred på mig over, at jeg havde fået den idé med at tage klistermærker på, og fremadrettet legede vi ikke mere sammen.
Pigen var rigtig sød, men det var ikke et stort tab, og på en måde følte jeg, at moderen havde gjort mig en tjeneste ved at tage den beslutning, for situationen belyste meget fint, hvorfor det ikke altid sagde mig noget at lege med alderssvarende børn. De besad ikke almindelig fornuft og selvstændig tankegang. Det reelle tab lå dog i at blive ældre og opdage, at den slags mangler også var så udbredt blandt voksne.

Jeg fortæller min kæreste om anekdoten, mens jeg ligger der på sengen helt udstrakt og lytter til tonerne af hans fingerspil. Hvorfor jeg kommer i tanke om det, ved jeg ikke, men han spejler helt instinktivt følelsen af at være barn og tilskuer til det absurde. Han har måske i større grad end jeg set sit i ghettoen, men følelsen af at være en skuespiller, der er trådt ind i den forkerte scene har hængt ved hos os begge. Man må improvisere sig  frem eller forlade stykket, og vi har begge valgt det sidste. Når man bryder med kursen, kan man heller ikke fremskrive fortællingen. Det forekommer mig åbenlyst, at hvert individ må befrie sig for egen angst, forfængelighed og øvrige begrænsninger for at bidrage til fællesskabet og optimere den samlede sum af ressourcer i det større hele med de kvaliteter, som individet evner. Meningen ligger i at være en del af noget større og være tildelt ansvar. Læs videre “Følelsen af vejgreb”

Jeg er en igle, der har suget sig fast på livet. 

Jeg bliver student. Min kæreste står uden for på gangen sammen med et udpluk af min klasse. Det er i samfundsfag b, og jeg har trukket social arv, hvilket er en direkte foræring. Jeg ved også godt, at det er gået godt, da jeg kommer ud fra lokalet med øm tunge og lette hænder. Det hele er overstået, men det føles ikke, som jeg havde regnet med, da jeg i mine yngre dage sad til det ene studentergilde efter det andet som den eneste uden rød-hvid-hue på. Min identitet og hverdag flyttede sig hurtigt fra livet som HF-studerende, da jeg indså, at det ikke var stedet, jeg ville møde udfordringer, men rodfæstelse. Hele forløbet blev en ledsætning i min tilværelse, og det var tydeligt, at autoritetsforholdet mellem mine lærere og jeg smuldrede, som interessefællesskabet tog over. Jeg blev ligeglad med karaktererne, men jeg var interesseret i at få den viden og de færdigheder, som de forskellige fag tilbød – som en igle, der har suget sig fast på livet.

Under voteringen er min kæreste sød, og han lader sig ikke gå på af, at han for få dage forinden har fået 02 igen – denne gang i samfundsfag b – og nu ikke kan komme ind på nogle af de uddannelser, han ønsker. Faktisk kan man slet ikke mærke det på ham. Han udviser humor, overskud og er udadvendt som sædvanlig, og jeg kigger på ham med beundring, men også med frustration over, at manden insisterer på kun at ville tage uddannelser, der giver ham magt, prægtige og penge, for hans kvaliteter bliver spildt i kontorlandskabet.  Manden er vidunderlig og inspirerende, men ironisk nok er det den selv samme sociale arv, som jeg netop har analyseret og diskuteret, han tynges af.

Min far er faktisk også dukket op med blomster og champagne. Uopfordret. Han har skrevet til min kæreste, og min kæreste har fortalt, hvor og hvornår jeg skulle op. Siden jeg brød kontakten til min mor og tog kontakt til min far, har han gjort sig umage for at vise, at han vil relationen. Det betyder noget – en cirkel er brudt, og en ny fase er begyndt. Det er afskeden med livet som vanrøgtet, mishandlet barn, og begyndelsen på livet som ressourcestærk kvinde.  Jeg ved godt, at det ikke lykkes for alle, og jeg er taknemlig for, at det gjorde for mig. Det er det, jeg står og tænker på, da døren åbnes, og jeg bliver kaldt ind til karaktergivning.

Jeg får 12, hvilket betyder, at jeg har fået 12 i alle eksamener, og med hurtigstartsbonus er mit snit 13, og det står som en hån mod alle de, der erklærede mig uegnet. I min journal har en læge endda noteret, at jeg manglede realitetssans, fordi jeg ville tage en ungdomsuddannelse. Den samtale var så negligerede, at det fik mig til at indse, at ingen ville komme og redde mig. Jeg kan huske, at den åbenbaring fik det til at løbe koldt ned af ryggen: øjeblikket i søvnprocessen, hvor man pludselig falder og vågner af chokket. Jeg gik fra den lægesamtale fuld af adrenalin og et grundlæggende tab af tillid til andre, men forhøjet tiltro til mig selv.

Der står allerede 12 i huen, for jeg har lånt den af en veninde. Min lærer og censor står i døråbningen, mens min kæreste giver mig den på. Han er den helt rette til opgaven – uden ham giver det ikke mening. Vi tager ned i Skanseparken, og vi drikker den champagne, min far har givet mig. Flere af mine veninder kommer, og de krydser på tværs. Det er drømmen om den fasttømrede vennegruppe, og solen skinner ned på os, selvom den undertiden er bag skyerne. Læs videre “Jeg er en igle, der har suget sig fast på livet. “

Sirene

Forskeren skriver til mig, at jeg er en sirene, fordi jeg lokker mændene ind med skønsang og løfter. Det er en joke, men der er også en grad af sandhed i joken for de fleste kvinders vedkommende. Min kæreste og jeg er på vej hjem fra København, og vi sidder i toget da Forskeren skriver til mig. Vi har været ovre for at lave masterinterview, og vi er begge meget trætte. Dog læser min kæreste op på psykologi, for næste morgen skal han til eksamen, og jeg iagttager ham stolt fra min sideplads mod køreretningen.

Tidligere på dagen, da min min kæreste er inde og blive interviewet alene, beslutter jeg at skrive på min bloginstagram, at man kan få oplyst min rigtige instagram, hvis man har lyst. Der er overraskende mange, der skriver til mig, og det fylder tiden godt ud, mens jeg sidder på den kolde gang uden foran studiet i DR-byen. Det er jo en beslutning, jeg har gået og overvejet længe, og det er helt sikkert det rigtige valg. Jeg opretter også en note over de ting, jeg gerne vil gøre med Forskeren i fremtiden. Til at starte med er der kun to ting på listen: at drikke aperol sammen samt at have sex i en skov. Jeg deler noten med ham, og hans respons er: “Du er fandme sjov [grine-græde-emoji]. Jeg elsker dig [hjerte]”.

Måske kan jeg bare godt lide at dele kærligheden og føle trygheden af, at efterhånden mange omkring mig har lyst til at passe på mig. Det er stadig lidt en ukendt følelse, men jeg er sikker på, at det med tiden bliver en ny grundstemning.
Dagen efter sker det utrolige, at min kæreste går op til eksamen og får 12 helt uden min hjælp. Det har hans først helt selvstændige 12-tal, og lærestregen bliver, at jeg skal blande mig helt uden om og lade ham styre det hele selv.

Læs videre “Sirene”

Den første samtale om selleri

Vi har den første samtale om selleri på tredje date, hvor min kæreste siger, at jeg godt må spise selleri, selvom han er til stede. Faktisk må jeg pludselig alt muligt for ham, som jeg ikke måtte for mine ekskærester: jeg må vimse rundt i hele lejligheden og børste tænder, jeg må sove med natbriller, jeg må gå i bad med åben dør, jeg må høre P1, mens jeg spiser morgenmad. Mikrofriheden vil ingen ende tage.
Mest af alt hadede mine ekskærester, at jeg spiste selleri, fordi det larmede, og de syntes, at sellerien afgav sellerismag til mælken gennem luften, når den var i køleskabet. Det var et had, de havde opbygget efter frembruddet af sociale medier, og det var rettet mod en helt bestemt type piger, som tager træningsbilleder, drikker vand og spiser selleri.

Undertiden blev mine ekskærester så sure, hvis jeg i smug havde købt selleri, at de ikke ville sove i ske om natten. På den måde står min kæreste i stor kontrast til mine tidligere, og i den første periode af vores samliv fik jeg næsten sellerihånd af alt den selleri, jeg havde spist i grådig overstadighed over at have muligheden for at sidde lænestolen og dyppe selleristænger i hjemmelavet creme fraiche-dressing. Jeg spiste både bladselleri og blegselleri, og sellerien blev frihedssymbolet, som adskilte det nye liv fra det gamle.

Det nye liv er det frie liv, og nu handler samtalerne ikke kun om livet i provinsen, om tabet af Mads Holger, hvorfor ingen læser digte, om de syv forskellige typer facebookopslag (find-bolig, færdig-med-uddannelse, vi-er-blevet-kærester, rejser, baby, uddannelsespolitik og fuck-DF-og-Trump), om der er rabat på sushi, om at riste kaffebønnerne selv, om dagens kronik i Politiken, om prisen på vaccinationer på japansk hjernehindebetændelse, om hvorfor folkeoplysningen om EU er så elendig i Danmark, om kulturimperialisme vs. kulturel appropriation, om man skal lave en u-vending i stedet for at køre ind i rundkørslen for at vende om, om muligheden for at klare den i konkurrencesamfundet, om man skal få kobber- eller hormonspiral, om det gode studiejob, om værneret, om antallet af kalorier i chai latte, om opholdstilladelse i Palæstina, om kirkebryllup, om bjørnedyret, om stenografi, om krisehåndtering, om vagtplaner, om fredagscaféer, om tynde lår, om misseånde, om de perfekte sorte højtaljede jeans, om salat på McDonald’s, om tilvalg på kandidaten, om Lidls instantkaffe, om menstruationskoppen, om slikskabet, om normalfordeling på karakterer, om troskab, om fortolkningsrum, om integrationsprocesser, om kvægtransport, om evnen til at aflæse kattens tilregnelighed, om Salling Rooftop, om indgravering af ringe, om Iphone X vs. Iphone 8, om friluftslivet, om Mads og Monopolet, om det gode instagram feed, om copingstrategier, om langsomttørrende neglelak, om muligheden for at få en skildpadde, om jura som studie, om grunden til at se fodbold, om antallet af sexpartnere, om bland-selv-slik, om seriel monogami, om hashmisbrug, om mulighed for pitstopordningen, om praktik, om ekstremsport, om optagelsesprøven på journalisthøjskolen, om det bedste træningscenter, om ensomhed, om vejen ud af psykisk sygdom, om narrativer, om forskudte konflikter, om t-shirt med print, om at være en ven, om at tage ud til hjortene i dyrehaven, om det tidligste barndomsminde, om trafikulykker, om runesten, om selvrealiseringsprojekter, om at lyve, om almendannelse, om sjove navne, om populærvidenskab, om medielicens, om memoteknikker, om at onanere på offentlige toiletter, om ens spirit animal, om den nye udstilling på ARoS, om den alkoholfrie Nordic øl, om underholdningsværdien i Amalie fra Paradise, om lusekur, om Testrup, om origami, om følelsen af at føle sig forkert, om frygten for at blive som sine forældre, om nutids-r, om overskud, om eksamen, om spaophold, om Gulddrengs sidste koncert, om den umiddelbare refleksion, om importens, men nu også om at være in-the-know.

Læs videre “Den første samtale om selleri”

Det systematiske udsættelsesmønster

At bo i en container er ikke lige så fedt, som det er hipt, og da vi endelig får vores rigtige lejlighed igen, er jeg umådeligt fokuseret på at flytte (flygte) fra den glohede jernkasse. Min kæreste jubler også, men han er af mere nomadekarakter end jeg. Dertil er han også så ufokuseret grundet et samsurium af eksamener, nervøsitet for fremtiden og en sommerforelskelse i Kirsebærpigen, at han ikke kan rette sin energi mod ét foretagende for tiden.

Vi aftaler dog, at vi vil holde kærestedag om lørdagen, fordi vi har haft travlt hele ugen, og vi skal flytte de sidste af vores ting. Min kæreste har jo givet sig selv identitetsmarkøren ‘minimalist’, og som en konsekvens af dette ser han gerne, at vi ejer det minimum, vi skal bruge af ting. Det betyder selvfølgelig også, at tiden ikke kun skal gå med at flytte, men også om at sortere i alle sagerne. Et omfattende arbejde kan man sagtens argumentere for – og særligt fordi kælderen også skal tages i denne omgang.

Sommeren er her, og i Danmark er den her jo aldrig, så vi beslutter at tage forbi Priden og Vestergadefest som en del af fokushyggen, inden vi går i gang med at endevende vores hjem. Tilfældigvis møder vi nogle af vores venner, og vi følges med dem rundt og drikker kolde Fynske Forår. Mens vi sidder på Aarhus Brætsspilscafé, sms’er min kæreste med en af sine dates. Vi er blevet lidt fulde – dels af stemningen under Priden og dels af øllene, og dømmekraften slår ikke helt til. Han spørger, om han ikke må tage på en spontan date, og det går jeg med til på den præmis, at han kommer tidligt hjem, så vi kan komme i gang med at løfte de tunge kasser. ”Du er den flytteansvarlige af os to”, siger jeg til ham med den overbevisning, at han forstår vigtigheden af nesting for mig. Vi aftaler, at han skal være hjemme kl. 18, og at jeg har aftensmad klar der, men så skal han også være fokuseret på at flytte resten af aftenen.

Jeg cykler alene hjem kl. 15, og tiden går med at pakke tøj ud og gøre rent. Denne gang vil jeg virkelig gerne gøre det ordentligt, for det synes jeg seriøsiteten af vores forhold fortjener. Det er ikke første lejlighed, vi bor i sammen, men det er den første lejlighed, hvor vi rigtig slår os ned. Alene i lejligheden går jeg rundt og får styr på livet. Jeg tager høje knæstrømper på, og jeg lægger ny neglelak i køkkenet, men det er ikke det samme uden ham i hjemmet.
Desværre kommer min kæreste for sent hjem, og han er helt ufokuseret, mens vi spiser den mad, jeg har lavet til os. Jeg kan mærke, at jeg bliver irriteret på ham, for hans latenstid er lang, og han kan ikke holde tråden i samtalen. Bagefter falder han sågar i søvn, og selvom jeg vækker ham fire gange for at sige, at vi hellere må komme i gang, kan jeg ikke få ham op. Da han endelig står op, er klokken halv ni, og jeg prøver at gøre ham opmærksom på, at vi altså har en del at se til, så vi må hellere komme i gang i stedet for at stå med telefonen og stene.

Det er på det tidspunkt han koger over. Han er opkørt og føler sig kostet rundt med. Han føler, at vi altid skal gøre tingene på min måde, og når det passer mig.  Jeg siger, at vi sagtens kan gøre det på hans måde, men uanset hvad skal vi jo pakke ud, og mandag skal vi aflevere den gamle lejlighed, så vi har ikke tid til at udskyde det mere.

Vi kommer ind i en længere snak på den anden side af hans umiddelbare reaktion, når jeg ind til ham. Jeg får igennem, at han bliver nødt til at overholde de aftaler, vi laver, fordi vi også er i et praktisk samarbejde omkring sådan noget som en flytning eksempelvis. Faktisk går jeg til ham, for jeg klarlægger det systematiske udsættelsesmønster, han har. Som jeg ser det, får han ikke lave karakterer, fordi han ikke er dygtig nok, men fordi han intet laver. ”Du er begyndt at undgå krav og udfordringer”, siger jeg. Først benægter han, men mod forventning stopper han sig selv og siger: “Ja, jeg ved det godt.” Jeg er helt overrasket, for jeg har ikke tidligere kunne få ham til at indse det, men han lukker helt op og fortæller, at han er bange for at blive som sin far. Han siger, at han er bange for, at han ikke kan klare det hele, så han forsøger at undgå at blive konfronteret med de potentielle nederlag. Han vil ikke være doven, men udfordringerne har hobet sig op, og nu vælter det.

Min kæreste siger også, at han hører sin alkoholiske fars stemme inden i, når han går i gang med en opgave. Det er den skyldsbetonede stemme, og den er utrættelig og dømmende. Han fortæller, at han føler sig stresset, og han til tider skubber mig væk, fordi jeg stiller krav til ham. Selvom det ikke er urimelige krav, og han ved, at jeg i øvrigt er meget overbærende med ham, virker selv små opgaver uoverkommelige, fordi de kommer udefra.

Da jeg vågner næste morgen, kysser han mig på panden og siger, at jeg kan filme til DR, hvis jeg har lyst. Han giver mig kameraet, og det viser sig, at han har forberedt en hel morgenseance til mig med morgenmad, friskbagt brød og kaffe, et brev og massage. Han fortæller om sine tanker, og vi bliver enige om, at han skal have struktur og øve sig i at prioritere. Han beder mig også om at blive ved med at presse ham til at indse, når han selvbedrager. “Jeg vil gerne langt, langt væk fra mit ophav i ghettoen, og det kommer jeg ikke, hvis jeg bare render rundt med flot hår og undgår alle udfordringer. Jeg vil ikke have, at du fortsætter uden mig. Vi skal videre sammen,” siger han, mens han holder om mig.

Jeg drikker kaffen og spiser af alt den udskårne frugt, og vi har den morgen den nærhed, jeg elsker. Dog ved jeg, at vi kommer til at skulle gennem den her snak mange, mange gange endnu, men jeg kan mærke på ham, at han denne gang har ændret sig lidt.

Læs videre “Det systematiske udsættelsesmønster”

Force majeure

Det handler om den perfekte balance mellem at føle sig fri, leve i nuet, men også at tage hensyn til fremtiden. Det handler om at kunne indgå i en professionel sammenhæng, men også om at være en privatperson. Det handler om at være et helt menneske med alle dets facetter. Det handler om retten til sin egen historie og sit eget liv, og det handler om at vurdere, hvor grænsen går.

Jeg har sådan et flashback til, da jeg var omkring 8-10 år, og jeg står i køkkenet ,og lågerne er smadret, og vores aftensmad ligger på gulvet. Mine tegninger, der hang på køleskabet, er revet i stykker, og jeg har ingen kontrol over de voksnes følelser, men jeg har kontrol over mit eget indre univers. Så jeg begynder at formulere breve til mit voksne jeg. Jeg var elendig til at skrive, og jeg gik til ordblindeundervisning, men jeg havde det hele i hovedet og ikke på papiret. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig selv ville mishandle mine børn på den måde, og jeg lovede mig selv, at jeg ville råbe op, så snart jeg ikke længere var afhængig af maden og huslyet. For det er jo ofte problemet: børn er afhængige af deres forældre, og loyalitetsfølelsen kan komme ud af proportioner. Selvfølgelig var jeg også bange for, at ingen ville tro mig, og jeg bed det hele i mig, til jeg knækkede. For det var mig, der tog den. Der er ofte én, der tager den, og det blev mig blandt mine søskende, og nu er det faktisk lykkes mig at komme ud på den anden side trods alle prognoser.

Der er mange omstændigheder, personer og grunde til, at det har ladet sig gøre, og jeg kan takke dem alle. Dog var det mentale skjold nok det mest centrale. Jeg vidste jo godt, at det ikke var min skyld, selvom jeg blev rusket, til jeg indrømmede, at det var. Jeg begyndte at visualisere, hvordan jeg en dag ville fortælle alt det ufortalte, og dét gav mig en grundstyrke til at fortsætte. Dog skete der i midlertidig det, at da jeg en dag ikke længere var afhængig, råbte jeg aldrig op – jeg flygtede bare. Eller rettere reddede jeg mig selv. Jeg har aldrig haft et ønske om hævn, men jeg har haft en længsel efter at fortælle alle de andre, der heller ikke tror, at nogen vil tro dem, at jeg vil. I grunden har alle jo troet på mig, for det var jo åbenlyst for enhver voksen, der var vidne til det hele, at der var meget galt, selvom der aldrig var nogen, der overværede det. Dét var netop kernen! Alt skiftede, hvis det bankede på døren.

Eller næsten: alle har troet mig på nær lige en, hvis historie karambolerer med min. Det er klart, at rent intuitivt kan begge sandheder ikke eksistere i samme univers, men betyder det, at jeg ikke har ret til at have min udlægning uden, at det skal ødelægge den andens. For mig kan de fint have en sameksistens, men den følelse er ikke gengældt. Vedkommende vil beskytte familien, og vil ikke have, at min subjektive sandhed skal ødelægge den, men jeg synes ikke, at det er mig, der har ansvar for, hvad allerede er ødelagt. Lige omvendt synes jeg, at jeg samler – jeg samler bare kun den del af familien, der er værd at samle på. Indtil nu har jeg forsøgt at imødekomme den andens historie, men det går stille op for mig, at jeg ikke har det i mig at ofre det livsmod, som min historie bidrager med. Det var mig, der tog den! Jeg var den af os, der tog den, og med det følger nogle måske også nogle dyrtkøbte friheder.

Generelt har alt, der hører til et almindeligt liv, været lidt dyrt købt, når man starter ud på den måde, som jeg gjorde. Nu handler det bare om at se fremad og bygge på det rigtig gode sted, jeg er landet. Måske handler det bare om at være fri, glad, levende og autentisk, og det er netop, hvad jeg tænker, mens jeg ligger i sengen denne morgen.

Jeg vågner op i vores rigtige lejlighed, som vi ellers ikke har boet i i toenhalv måned, fordi vi har haft en ret omfattende vandskade. I går aftes kunne vi så flytte ind igen i det eneste sted, jeg for alvor har følt som et hjem, og som endda har fået et nyt køkken (!). Vi bor egentlig ret basic white people-agtigt med massere af IKEA-ting, planter, flora danica-plakater, teaktræsmøbler og royal copenhagen porcelæn. Ofte har min kæreste og jeg diskuteret, om det i virkeligheden ikke er en fordel, at vi vitterligt ligner de gennemsnitlige aarhusianere, for vi går helt sikkert under radaren det meste af tiden.

Min gennemsnitlige kæreste ligger stadig og sover ved siden af mig med halvt åben mund og blød hud. Han er solbrun og sund og stærk og sørme også søvndrukken i sin respons, når jeg taler til ham, men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at vi skal være vågne nu. Vi var til matematik b skriftlig eksamen i går i Ceres Arena, og efterfølgende tog jeg ned i Skanseparken og drak øl, mens min kæreste tog på arbejde. I parken drak jeg tre dåseøl, og inden vi skulle sove i går aftes, lå jeg op kastede op i flere timer. Efterhånden er jeg begyndt at overveje, om jeg har intolerance over for alkohol, når jeg kan drikke så små mængder og blive så fuld. Jo vist er jeg petit med mine 52 kg, men det lader nu til at være en overdreven reaktion på indtaget.

I slutningen af august blev jeg opereret for en løbeskade, og desværre har jeg stadig mange nervesmerter. Min genoptræningsfysioterapeut er ved at oplære mig i, at måden, jeg skal overkomme de kroniske smerter, er ved at bruge motion og gode oplevelser som naturlig smertelindring og -regulering. Det vildeste er, at det faktisk synes at virke, og nu er min motivation for at have et godt, meningsfyldt, indholdsrigt liv fået en ekstra dimension, for hvis ikke jeg følger lykken, vil jeg formentlig indhentes af smerterne og til sidst være sengeliggende igen. Intensiteten af smerterne er omvendt proportionel med min glæde og livsmod, så i virkeligheden vælger det jo sig selv.

Jeg skal bare være mig med alle de skævheder og påfund, det indebærer. Da jeg var 16-18 år, var jeg seriøst den bedste på sociale medier. Jeg havde virkelig flair for selvironi og at flirte med kanten af det upassende. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg gerne vil give mig selv fri til at udforske livet igen uden at konsekvensberegne konsekvent og uden at lave mine konsekvensbekymringer kumulere.

Så goddag til den frie verden – det her skal nok blive sjovt.

Læs videre “Force majeure”

Noget om initiativ og basal tillid

Oprigtigt havde jeg troet, at min kæreste ville klare sig bedre på det matematik-B-hold, vi var tilmeldt sammen. I forgårs var vi til eksamen, og jeg fik traditionen tro 12, men min kæreste fik 02. Det var en sand skandale, for jeg tror ikke, at han kunne rumme differencen, men værst af alt hele skal han jo bruge karakteren til at søge ind på uni med.
Vi sad på de fastmonterede stole på 6. sal i undervisningstårnet, og jeg puttede mig ind til det menneske, der har givet mit liv mening, men som desværre kæmper med at finde mening i sit eget. Egentlig har jeg lyst til at argumentere for, at jeg tilsvarende skal forløse hans liv, men jeg kan her flere år inde i forholdet konkludere, at vores forhold nok er det eneste område af hans liv, hvor han ikke føler sig som en fiasko eller uretfærdigt behandlet af livet.
På mange punkter er han det klogeste, mest stilfulde, sjoveste, mest nærværende, originale og ihærdige menneske, jeg har mødt i mit liv, men det komplekse net af udfordringer forhindrer ham i at omsætte evnerne. Som kæreste til ham er jeg vidne til en mand, der desperat mangler en håndsrækning fra omverdenen, der validerer alle mine ord. Selvom han klart er blevet mindre frustreret i den tid, vi har kendt hinanden, er han langt fra den acceptable grænse.

Vi tager fra skolen og ned til stranden og bader i det iskolde vand. Jeg foreslår, at vi kan bade nøgne, men min kæreste vil ikke have, at nogen, der ikke har gjort sig fortjent til det, ser mig nøgen. Han er mild, glad og medgørlig, så jeg overbeviser ham om, at han skal gribe de chancer, han ser for sig, frem for at være helt handlingslammet af frygten for en afvisning eller latterliggørelse. Det resulterer i, at han skriver til en pige, han mødte til en af mine veninders fødselsdag. De havde kun kort snakket sammen, fordi hun gik tidligt, men han har efterfølgende nævnt hende flere gange. For fremtiden vil vi kalde hende Kirsebærpigen. Til hans store overraskelse responderede hun positivt på hans henvendelse, og de endte med at tage på eventyr-date kl. 19 dagen efter, og han kom først hjem helt høj på livet kl. 04.30 om natten. De havde drukket vin, grinet, fortalt, cyklet rundt, og kemien havde resulteret i mellempassager.

Morgenen efter kan han ikke stoppe med at smile. Han bliver ved med at snakke om, at det havde været meget teenageeksperimenterende, og et møde som dét skulle have været hans første møde ved en kvinde. Jeg er vild med at se ham sådan, og selvom Kirsebærpigen og jeg på mange punkter er meget samme typer og potentielt kunne have været tætte veninder under andre omstændigheder, føler jeg mig overraskende nok ikke truet. Lige omvendt føler jeg endelig, at han har fundet en, der er værd at dele ham med. Hvor andre piger, min kæreste har datet, har været meget anderledes fra mig, er Kirsebærpigen langt mere reel kærestepotentiale, hvis han havde været single.
Vi ligger i sengen om morgenen, og han er helt smadret grundet den manglende søvn, men oplevelsens magi er helt present i legemet. Han stråler, som han ligger der med klatøjne og morgenhår. Dér er han, siger jeg, og han siger, at hans liv starter nu.

Læs videre “Noget om initiativ og basal tillid”