Jeg lokker larven over på en kvist

Det er morgen, og jeg skal mødes med Arkitekten. Det hele er et værre koordinationsarbejde med min kæreste, kameramand og kærlighedsrum. Jeg har en sort, tætsiddende kjole på, min vante uniform, og jeg er ikke længere nervøs, inden jeg skal se ham.
Jeg er blevet et lille tamdyr for Arkitekten; han stryger mig med hårene og nusser mig på de ømme steder. Det er ikke til at se, men jeg begynder at føle mig tæt forbundet med den smukke mand. Han har optjent min tillid, for han har været helt uovertruffen til at modtage mine tanker helt rent og med den kærlighed, jeg har haft brug for, men hvorom alting er, mestrer han også at stille sig kritisk til mine ærke-millennialske perspektiver. Han er jo fra en anden generation og taler af en livserfaring, jeg blot kan ernære mig af. På et enkelt punkt er vi dog kontraststillet: hvordan skal man forvalte sit privatliv og sine personlige erfaringer?

Sagen er den, at jeg kan påtvinge mig selv et liv med hemmeligheder, men det er vel meget normalt, når man har båret på hemmeligheder hele sit liv – man går til den diametralt modsatte ydre ekstrem. Helt bemærkelsesværdigt lever jeg jo i et parforhold uden tabuer og mit øvrige liv bærer præg af, at jeg udbasunerer mine tanker. Det interessante her er, at jeg med jævne mellemrum modtager beskeder fra tidligere klassekammerater, efterskolebekendte osv., der går på, at min italesættelse af forskellige personlige problemstillinger har hjulpet dem eller sat sig som et særligt minde.  Oprindeligt havde jeg ingen idé om niveauet af aftryk, jeg satte – det trængte bare ud af mig som vand gennem sprækker.
I dag er mit liv ikke længere sivende i sprækker, men en ubarmhjertig flod, hvis forløb følger mine bevægelser. Arkitekten er en del af det nu, og vi bader sammen i vandet. Frie, nøgne og udforskende inden for de begrænsninger omstændighederne har sat.

Det er meningen, at vi skal være hos mig, men om morgenen skriver han, om jeg vil med op i hans sommerhus i stedet. Det ligger på Djursland, og han skriver, at han kan være ved mig om et kvarter. Jeg bliver filmet, da han skriver, og jeg ringer til min kæreste og fortæller, at han sagtens kan bruge lejligheden for dagen, for jeg tager på trip i stedet. Jeg er helt ren, nybarberet og velduftende, og jeg har lyst til at være lys hud under hans bestemte hænder.
Arkitekten henter mig, og fra vinduet vinker min kæreste til ham. Som en fader overdrager sin datter ved alteret, sender min kæreste mig tillidsfuldt afsted til parallellivet.

Køreturen agerer transformationsfase, og floden udfolder sin vej efter os. Arkitekten kører, og min eneste opgave er at være til stede og inhalere den samme luft som ham. Da vi ankommer, viser han mig rundt, og sammen finder vi en larve. Hans rolige blik suger alt til sig, mens jeg lokker larven over på en kvist. Fed og uden bekymringer. Der er kun ham, jeg og larven mellem de susende træer, som markerer havens ophør og skovens begyndelse.

Indenfor tager han mine sko af, som man vil gøre det på et barn, der har været udenfor hele dagen og leget i mudder. Han afklæder mig med snilde, og han tager mig i hånden og fører mig ind i soveværelset og skubber mig drillende ned i sengen, hvor jeg er hans, så længe han vil have det. Jeg kan bedst lide det sådan for nu – ham og jeg som parallelkærester i den begrænsede mængde. Jeg sidder oven på ham, da orgasmen overtager hans bevidsthed, og han giver sig til mig, som jeg aldrig havde forventet, at jeg kunne få ham. Hans pande er svedig, og det smager salt, da jeg kysser ham.

Arkitekten er stadig oppe i mig, mens han spørger ind til de ting, jeg ellers går og tumler med. Jeg indrømmer, at min kæreste ikke har haft en god reaktion på de nederlag og erkendelser, han desværre har måttet gennemgå den seneste tid. De lukkede døre har resulteret i prokrastination og en medfølgende uigennemtrængelig hårdhed, han har genfundet fra sin tid i ghettoen. Det er ikke sjovt, og mine forsøg på at forføre ham tilbage ind i livet har endnu ikke lykkes. Jeg rejser mig op, mens jeg mærker efter, om sæden løber ud gennem mine skamlæber. Vi har øjenkontakt. Det er nært og kærligt. Sæden løber ikke ned af mine inderlår, men til gengæld løber min kærestes tillid til en anden verden end vores ud i sandet, hvis ikke han åbner sig for den igen. Kirsebærpigen, alle vores venner, de tidligere succesoplevelser, lærerne på skolen, vores familier og jeg er ikke nok – det må komme indefra, og det er lige så sandt, som det er svært at være tilskuer til. Læs videre “Jeg lokker larven over på en kvist”

Brexit

Den første, jeg var sammen med, var en ung forfatter, der havde boet i London de sidste mange år. Han havde lige været i USA for at skrive sin seneste bog færdig, og han var i Danmark den sommer i forbindelse med udgivelsen. Det var aftenen med Brexit, hvilket gjorde denne aften særlig højspændt, for en del af hans fremtidige liv blev afgjort.

På det tidspunkt havde jeg en profil på Victoria Milan, og jeg fik en milliard henvendelser fra desperate mænd i ægteskaber, hvis våde drøm var at få en ung smuk elskerinde. Forfatteren adskilte sig markant fra disse, for han havde den der ‘Before Sunrise’-vibe og lignede i øvrigt lidt en model på billederne fra hans hipsterkorrekte liv i Londons undergrund.

Vi mødtes på VesterLauget, og jeg mener, at det var hans forslag. Han var lidt forsinket, og jeg havde nået at drikke en hel Thy Pilsner, mens jeg havde siddet på barstolene og læst i “Vor tids helt” af Jacob Skyggebjerg. Det resulterede i, at jeg var lidt tipsy, da han pludselig satte sig ved siden af mig. Han var meget mere tiltrækkende, end jeg havde håbet på, og det klædte ham med mellemlangt hår og stramme sorte jeans.

Fordi jeg var lettere beruset, var jeg mere aggressiv end normalt; mens han bestilte øl, trykkede jeg mig ind til ham og bed ham i øret og kyssede ham på halsen. Det satte ligesom rammen for resten af aftenen. Vi snakkede om alt muligt, lige fra hans bedste vens selvmordsforsøg til hans forældres virksomhed. Han viste mig noget af sit arbejde, og jeg læste det ivrigt og gav konstruktiv kritik. Vi diskuterede politik og prostitution, kærlighed og kønsroller, samfundsudvikling og sensationsnyheder, hvilket ikke stoppede, før vi var nået op til Sankt Lukas-kirken på Ingerslev Boulevard.

Vi havde trukket vores cykler op til området, hvor vi begge boede, men ved kirken skulle vi hver sin vej. Derfor stoppede vi og satte os på bænken på den lille asfaltø og drak de øl, vi havde købt i 7-eleven. Det var højsommer, men ufatteligt tåget den nat. Jeg havde en stram kjole på, som han trak op for at få hånden ned i mine underbukser. Det kom bag på mig, at han faktisk tog alt mit tøj af på bænken, så jeg sad der nøgen i det ellers hellige offentlige rum. Han satte sig på knæ på fortovet og slikkede mig, og jeg fik øjenkontakt med fuldmånen.

Han bar mig om på det lille trekantede græsareal bag kirken. Over hækken kunne jeg se styret på min cykel, og der kom slet ingen, mens vi havde sex. Jeg havde den ene hånd på græsset og den anden på kirken, da han kom. På en måde forbandt den gestus det verdslige med det gejstlige, og det var i mine hænder, men helt ude af min kontrol på samme tid.

Det var frækt at have sex med ham, særligt fordi luften var så fugtig, og det faktum at mit tøj lå ude på vejen bidrog til en intensiveret oplevelse. Da jeg kom hjem den aften, havde min kæreste været inde i min lejlighed og placeret et kæmpe bundt langstilkede roser på mit spisebord sammen med et kort, hvor han havde tegnet sin kærlighed for mig.

Jeg var stadig fuld, og mens jeg stod der med kortet i hånden, gik det op for mig, hvorfor kærligheden kun bliver større af at blive delt. Jeg oplevede det modsatte af en løsrivelse, selvom det var løsrivelsens aften. Læs videre “Brexit”

Sæd og selleri

Jeg har brug for kærlighed – både at give og modtage, så min kæreste og jeg holder ‘kæresteaften’ med film, sodavand, jordbær, chips og selleri. Vi arrangerer hyggen med velvilje og fortrolighed. Han aer mig på maven, og hans telefon med de utallige notifikationer er pakket væk. Den aften er vi et almindeligt småborgerligt par, der ser actionfilm med blanke øjne. Det er vi lige præcis, indtil min telefon vibrerer fra vindueskarmen med jazzplanten.

Det er Arkitekten, der skriver til mig, om jeg er i byen. Det er jeg ikke, for jeg ligger helt udstrakt nøgen i en dyne-burrito med min kæreste. Dog jeg er villig til at tage derind, for Arkitekten og jeg har haft alt for lidt tid sammen. Min kæreste foreslår, at han kan skrive til Kirsebærpigen, om hun kan ses, for så vil han gerne køre mig hen til Arkitekten. Jeg haster med at gøre mig klar, vaske mit underliv, børste tænder og tage tøj på. Jeg tager ikke makeup på, for min erfaring er, at det alligevel bliver tværet helt ud af spyt, opkast eller tårer.

Iført en stram, sort kjole er jeg klar til udlån, og min kæreste sætter mig af ude foran baren, hvor min nyeste elsker står og venter på mig. Han er i godt humør, overspændt som en hvalp, og jeg har lyst til at knuge mig ind til ham på gaden, men jeg kender ikke reglerne. På baren er der tæt af røg – det er ham, der har valgt stedet. Der er også tæt af varme, og selvom jeg dufter til hans hår, kan jeg ikke fange hans essens i røgakvariet. Det hele er meget potent; lysten til alenerum, lysten til at mærke ham, varmen, iltmanglen, smagen af øllene, men han er tydeligvist ikke påvirket af det. Til gengæld er han ved at flyde over af ord. Han fabler om, at han ikke forstår, hvad jeg ser i ham. Han forstår ikke, hvad jeg får ud af det seksuelle, og han forstår i øvrigt slet ikke, hvad jeg får ud af den relation, eller hvorfor jeg har valgt ham frem for andre. Vi sidder for os selv midt i lokalet, og ingen af de andre unge hipstere, der sidder i små grupperinger, kan høre vores samtale for musikken. De griner blot af inter jokes og skodder i løst over bordet uden at ramme de store askebære. Musikken er upassende høj, men det er også sidste time før sidste omgang, men stamgæsterne ser ud til at sutte videre, efter vi er gået.

Arkitekten giver mig også kritik på det, jeg har skrevet om ham. Det er ikke kunstnerisk nok. Der er ikke lyrisk nok. Ikke nok huller i teksten. Læseren skal tænke selv, understreger han. Jeg siger til ham, at det ikke er digte, og han spørger, om han kun er et sexlegetøj for mig, for jeg rører ufortrødent ved ham og nulrer hans ører. Min fingre bevæger sig undersøgende hen over konturerne. Stoffet, den bløde uld, den svedige nakke, skægget, buksernes faste materiale i kontrast til jerseyen, som hans t-shirt er lavet af. Det er et anderledes forhold, end dem jeg tidligere har haft, men han stiller de samme spørgsmål, som de andre også har stillet. Måske jeg svarer for vagt på dem – det er en gennemgående frustration, og jeg har ingen idé om, hvor den kommer fra. Jeg har endnu ikke indset, hvorfor alle de gode mænd forelsker sig i mig, eller hvorfor kvinderne ofte bliver sygeligt misundelige. Jeg er bare mig.

Samtalen bliver afløst af kys. Jeg leger den unge, uvidende og lalleglade pige, og han får lov at være den voksne mand, der prajer en taxa, som vi tager hen til hans atelier. Det er ham, der tager initiativet, og det er ham, der pensler mig, mens jeg ligger nøgen på gulvet. Han placerer mig også i en lænestol, så han kan sprede mine ben og komme ordentligt til. Jeg er meget sårbar, som jeg sidder der med min områdevis hvide og solbrune hud. Helt nøgen med hænderne bag ryggen og mit køn omsluttet af hans mund. Han taler også til mig – siger, hvad jeg skal tænke på. Det er sikkert ikke intentionelt, men han lader mig ikke undslippe: hverken orgasmen eller hans grundige blik, da han efterfølgende iagttager mig tisse for åben dør. Han har fyldt mig med sæd, og det siver stille ud. Med mine fingre mærker jeg efter på den klistrede substans, der aldrig skal blive til vores børn. Det er ritualet: vi blev begge testet og godkendt.

Faktisk siger jeg til ham, at jeg er sikker på, at vi kunne få nogle fine børn sammen og sikkert også et lykkeligt ægteskab, men det er underordnet, for det er et andet liv. Han siger i den forbindelse, at jeg har ‘vækket’ ham. Han føler sig attraktiv, og det kan han roligt gøre med rette. Han hjælper mig med at tage mit tøj på, og mens jeg binder mine snørebånd, får vi øjenkontakt, og han indrømmer, at han aldrig er blevet deepthroatet før. Klokken er lidt over fire, og det er stille ved at blive lyst.

Sammen går vi ned forbi havnen. Der er kun os. Én mand og én kvinde. Én genopfundet og én genoplivet. Vi går også op til Skanseparken. Der er kun os. Aarhus er forladt. De sidste eksamenspressede unge er for længst taget hjem.  Der står tomme somersbydåser på borde-bænke-sættene, og der er bræk sprøjtet op ad et af træerne. Græsset er fugtigt af duggen, og de græsstråspidser, der stryger mine ankler, efterlader våde striber.

Arkitekten tager mig i hånden og fører mig ned på legepladsen i hjørnet af parken. Uden tøven trækker han mine strømpebukser ned, og hans fingre finder vej til begge mine indgange og med de subtile tegn får han lov at gå på opdagelse. Jeg rider ham, og han tager fat om mig – lader sine fingre bore sig ind.

Da han er gået, tisser jeg bag en busk. Sæden løber for anden gang ud af mig og blandes med urinen på jordbunden. Der er nu en mørk plet som dokumentation på min besudling. Det, der før var inde, er nu ude. Jeg er et lille skovdyr, der netop er blevet udsat for parring. Skovdyret ringer til sin primære mage, og han henter mig med det samme. Han har tilbragt natten med Kirsebærpigen, og vores kæresteaften slutter, hvor den startede: in the know. Læs videre “Sæd og selleri”

Smagen af varme

Arkitekten skriver til mig, om han skal tage frokost med hjem til mig, hvor vi skal lege kærester for en dag. Vi er efterhånden 6-7 dates inde, og jeg kan mærke, at jeg også er begyndt at blive mindre nervøs, når vi skal ses. Faktisk har det været helt vidunderligt, at han ofte har været mere nervøs end jeg, for så har jeg kunne spille rollen som den selvsikre, kælne elsker.
Jeg ser fra vinduet, at min kæreste og Arkitekten hilser på hinanden, og jeg iagttager, hvordan min kæreste overlegent klapper ham på skulderen.

Arkitekten har stadig svært ved at forstå, at min kæreste oprigtigt har det fint med ham, men han har selvfølgelig heller ikke oplevet de ivrige kandidater, der tidligere har kæmpet om pladsen som min elsker. Han besidder ikke den seksuelle aggressivitet, der gør min kæreste utryg, men til gengæld er Arkitekten sensuel, nærværende, nysgerrig og intens. Og desuden er han helt universelt køn. Jeg ved ikke endnu, hvilken del jeg faldt for ved ham.

Vi sidder på sofaen og snakker om min eksamen, om hans ungdom, om min fremtid og om sidst vi så hinanden, hvor jeg ikke havde skrevet i flere timer, efter jeg var gået. Han bliver sådan: Ej-hvorfor-fortæller-jeg-dig-det-agtig,  halvt smilende og halvt forlegent, men han kan selvfølgelig ikke vide, at det blandt andet er den umiddelbarhed, jeg er vild med. Jeg har netop lyst til at høre alle hans tanker og usikkerheder og med tiden blive lukket ind i de allerhemmeligste dele.

Generelt er han meget selvbevidst, og han kommenterer på sin egen duft, sved, dårlige hårdag, men jeg oplever intet af det. Jeg ser bare et helt vidunderligt menneske, der efterhånden er fanget i metaforholdet, som transitlivet faciliterer. Jeg kan ikke fatte, at de kønne øjne har lyst til at kigge på mig, og at den smukke mund vil kysse mig mellem benene.

Vi ligger på sengen i de hvide lagener, som jeg har vasket til lejligheden. Det er sommervarme i luften og sommerforelskelse i mit underliv. Hans hud er mod min hud, og det er mine nipples mellem hans tænder. Mens vi har øjenkontakt, borer han sin pik op i mig. Jeg er glat og våd, og jeg har lyst til, at det aldrig skal stoppe. Han presser sig sådan helt ind. Det er virkelig intenst for mig, og da han sætter sig op for at kysse mine fødder og tage mine tæer i munden, giver det et stød op gennem mig. Hans hænder er overalt på rosé-måden, og mens han sprøjter op i mig, stemmer han så inderligt, at jeg føler, at underlægningsmusikken stopper og kun reallyden er tilbage. Den perfekte balance mellem skrøbelighed og autenticitet.

Han dufter næsten ikke af noget, og hans sæd smager næsten ikke af noget, men det er oppe i mig, og jeg kan lide, hvordan han tager mig.

Vi spiser udenfor i den bagende sol på den tørre græs. Jeg elsker, at han sådan styrer de praktiske rammer lidt, og jeg er vild med, når han beslutter, hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge. Desværre indleder vi en lidt dum samtale om krig, og jeg får ikke forklaret mig, for vi snakker om to forskellige ting, men måske er det kun mig, der kan høre det.

Vores samvær er altid præget af tidsmangel, og egentlig burde vi bare ligge og være nøgne i sengen i samtlige treenhalv time, vi har sammen denne dag, men vi ender med at snakke. Jeg vil vide alt om ham, og jeg vil have, at han skal vide alt om mig. Faktisk har jeg lyst til, at han skal blive fast inventar i mit komplicerede, finurlige kvindeliv, men jeg ved ikke, om omstændighederne og hans villighed tillader det.

Anden gang vi har sex den dag, løfter han op i min nederdel, så han kan komme til. Jeg ligger på sengen og giver mig hen til den kildrende fornemmelse af hans tunge. Han er god til det, og jeg lukker mine øjne, så jeg kan mærke hvert bid, han tager af mig.

Jeg vil ikke have, at han skal gå, for han er dejlig, og vores korte møder bliver mange, før jeg når helt ind til ham, kan jeg mærke. Måske er det også ok, for jeg er endnu kun ingredienserne i skålen, der ikke er blevet blandet endnu, og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan tilbyde denne verden. Læs videre “Smagen af varme”

Forskeren uden reb

Forskeren og jeg skal til reb, og jeg er mega nervøs. Jeg står foran spejlet i mit soveværelse og prøver tøj, der passer til at blive bundet. Det skal være stramtsiddende og fleksibelt, så jeg ender med at tage træningstøj på. Sidst vi har deroppe, var det første gang, jeg mødte en grænse i alt den tid, jeg har været seksuelt aktiv. Generelt har jeg altid haft meget gåpåmod på det område, og jeg har aldrig syntes, at noget var for overvældende eller utrygt. Hvorom alting er, oplevede jeg i rebklubben, at situationen blev for ukendt og uforudsigelig, og det kom faktisk bag på mig.

Min kæreste har forsøgt at kramme mig hele dagen, men jeg er ængstelig og kan ikke falde til ro. Da jeg har fået overtøj på og sidder på sengen, sætter han sig ved siden af mig og holder om mig. Han siger til mig, at han elsker mig, og at jeg bare kan ringe, hvis jeg har brug for det. Faktisk ender det med, at min kæreste ringer til mig, da Forskeren har hentet mig, og vi sidder i hans bil på vej til reb-halløjet. Min kæreste spørger om, jeg er ok, og Forskeren iagttager mig, mens jeg svarer ja. Da jeg lægger på, vender Forskeren bilen om med bemærkningen: ”Jeg tager den beslutning for dig. Vi tager ikke derhen.”

I stedet tager vi forbi mig og henter mit badetøj for at tage ned på stranden for enden af Tangkrogen. Vi har aldrig været i offentligheden på den måde før, og jeg er vild med at sidde med fødderne i det varme sand og høre hans stemme. Forskeren er meget atletisk, og mine hænder vil helst være på hans hud og mærke den efterhånden velkendte muskulatur. Da jeg spørger, om vi skal bade, trækker han overraskende nok på det. Det ligner ham slet ikke, og på den måde får jeg mulighed for at vise, at jeg ikke kun er svagelig: jeg bader i det kolde vand alene. Det er følelsen af vilje og muligheden for frihed, mens vandet omslutter min krop. Bølgerne vugger mig, og jeg vinker til Forskeren, som sidder på stranden og tager billeder som dokumentation.

Efter stranden tager vi ned på Street Food og spiser andeburger og pommes. Overraskende nok er der ingen, jeg kender, men inderst inde håber jeg lidt, at vi tilfældigt møder nogen, der kan få lov at hilse på ham. Jeg er helt indforstået med, at han aldrig bliver en del af mit liv på dén måde, men jeg kan godt lide, når han hilser på mine veninder, så han får sat ansigt på dem, der betyder noget for mig. Til burgeren har han købt en øl, og da han bunder det sidste slat, siger han, at der er mange smukke mennesker i Aarhus, og jeg håber, at han mener mig inklusiv.

Tænkt, at jeg skulle få lov at møde ham her, og at han sådan har lyst til at passe på mig. Tænk, at interessen er gensidig. Jeg har stadig ikke åbnet mig seksuelt for ham, for hidtil har vi spillet på hans initiativ, og jeg har leget fint inden for rammerne. Da vi senere sidder på Oops og drikker øl og griner af livets dumheder, tænker jeg på, at det nok bliver lidt grænseoverskridende for mig at skulle slå mig selv ud seksuelt over for ham. Jeg tænker på, at jeg aldrig har givet ham et blowjob i badet eller efter vi har spist, bare fordi jeg havde lyst. Jeg kunne godt tænke mig, at vores sex blev mindre gennemtænkt og være spontant, omskifteligt og rodet.

Det er på det tidspunkt, vi kommer ind på, at jeg er elendig til at tage beslutninger. Eller rettere, siger han, at jeg bliver ved med at genoverveje mine beslutninger, og at det virker som om, at det gør mig urolig. Han har ret, og vi snakker den konkrete beslutning om at blogge og deltage i programmet. Han synes, at jeg lige så godt kan gøre det ordentligt og fuldt ud. ”Du har jo truffet valget!”, understreger han, og det har han ret i. Jeg må tage konsekvenserne af mine beslutninger i stedet for at søge velsignelse fra andre. Det er nok i virkeligheden måden, hvorpå jeg bliver fri. Jeg vil gerne være en glad, dygtig pige for ham. Jeg kan mærke hans kærlighed, og jeg tror rent faktisk på den, og efterhånden kan jeg se, hvordan jeg bidrager til noget i hans liv, han ikke allerede har eller kan få fra hvilken som helst anden.

Forskeren kører mig hjem, og da vi drejer ind på min gade, har min kæreste netop parkeret bilen. Min kæreste har været på date med Kirsebærpigen, og han stråler, i dét han stiger ud af bilen. De krammer hinanden, tæt, og jeg føler mig som et meget heldigt menneske.
Læs videre “Forskeren uden reb”

Paradigmeliv

Forskeren og jeg skal ses, og vi har aftalt, at vi vil have mere sex og tidligere i seng denne gang. Han henter mig i min midlertidige bolig og får dermed anledning til at småsnakke med min kæreste og hilse på en af mine bedste veninder, der netop er på vej hjem, da han henter mig. Vi skal i sommerhus, og vi skal grille, drikke rødvin og lave bål. Under min kjole har jeg taget det undertøj på, jeg tror, at han bedst kan lide. Jeg vil gerne være dygtig for ham, men jeg er for udedikeret i relationen i forhold til, hvad han giver mig.

Selvfølgelig er det ikke meningen, at jeg skal blive fuld efter det første glas vin, og det er selvfølgelig slet ikke meningen, at vi skal snakke hele aftenen, men der er alt for mange uudvekslede tanker mellem os.  I det meste af tiden styrer han slagets gang med kød og ild, og det passer mig bedst, hvis han sætter mig til ting. Jeg kan godt lide at slippe planlægnings- og beslutningsrollen, som jeg nærmest konsekvent indtager i resten af mit paradigmeliv. Jeg er metronomet, kontroltårnet og primusmotor i alt, jeg blander mig i, men med Forskeren er jeg den ubeslutsomme, skrøbelige unge pige, der søger råd og spejling, og det er netop dén side af mig, jeg har lyst til at udforske. Måske kan han også bedst lide det sådan, men han presser mig også og skubber mig ud i at tage stilling. Jeg vil gerne finde mig til rette i alle mine stemninger, og når jeg først behersker dem, vil mestringen af disse være frisættende.

Vi sidder ved bålet med glohed hud i ansigtet og kølige rygge med vin i vores glas. Vi snakker om fetlife: om hans profil, om hans ønsker, om mine ønsker, om hans reb, om hans reb på mig, om bindinger, om tillid generelt, om vores tillid til hinanden, om at jeg tænder på rollespil, om at han har svært ved at knække koden til min nydelse, om at jeg skal guide ham, om at jeg skal overgive mig, om at han gerne vil have, at jeg bruger et buttplug på ham, om at han gerne vil gå til reb om onsdagen med mig.
Jeg siger til ham, at han godt må binde mig for at tage billeder af det til fetlife, og han kvitterer prompte med: “Det ved jeg godt,” og jeg måber, og han griner af min umiddelbarhed.  Jeg møffer mig helt tæt ind til ham, så jeg kan dufte ham og mærke den atletiske krop, der så mange gange har taget kontrollen over min.

Det gør han også denne gang: han kvæler mig, og jeg gisper efter vejret, når han trækker pikken ud af min hals. Den er lige så hård, som jeg er blød, og det er den rigtige slimede fornemmelse i både min mund og min skede. På en måde er det nyt og velkendt på én og samme tid. Det er kerneindmaden i honningmelon, og det er den søde fornemmelse af de dybe stød, der får mig til at klynke. Selvom jeg forsøger at trække vejret kontrolleret og roligt, mister jeg beherskelsen i takt med, at jeg forsvinder ind i mine sanser. Han fortæller mig, at han kan bruge min krop, som han vil, og jeg mærker tyngden af hans krop oven på mig. Han maser mig flad, og jeg splatter ud.
Bagefter ligger jeg på det hvide plastiklagen, som jeg er vældig forundret over, at jeg ikke selv har tænkt på at købe. Tidligere på måneden fik jeg min kæreste til at købe en ny topmadras, fordi Teenagepigen havde sprøjtet på den. Jeg tænker på det, mens jeg iagttager de udtværede sorte pletter fra min makeup, som er spredt rundt på lagnet.

Jeg føler, at Forskeren og jeg lige så stille er ved at gro ind i hinandens liv; han fortæller mig om sine barndomsminder, og han er begyndt at møde mine veninder. Efterhånden er vi blevet meget trygge ved hinanden, og han har været vidne til en del udvikling fra min side i den tid, han var været i mit liv. Vi ligger i ske, mens han aer mig fortroligt overalt. På den måde falder vi i søvn. Jeg har rødvinstunge og opkast i ansigtet, og han er varm og stærk.

Om morgenen er der nåletræer, dug og lyden af livet på landet. Vi drikker kaffe i den friske, iltede luft langt væk fra byen, og jeg tænker på, at jeg lige så stille er begyndt at have tillid til, at jeg giver nok tilbage til den skønne mand, der sidder foran mig ved det lakerede træbord.

Køreturen til Aarhus tager næsten en time, og sidst vi kørte hjem, havde han et rant om kvindeidealet og tredje verdenskrig. Jeg ved slet intet om krig, og jeg ved næsten intet om kvindeidealet – særligt ikke om jeg passer perfekt eller om jeg stikker helt ud. Det er på en måde heller ikke så vigtigt, for i dét liv jeg lever, er jeg den helt rette. Læs videre “Paradigmeliv”

Forskeren

Forskeren og jeg ringer sammen flere gange over de tre uger, der går fra vores match på tinder til vores første date. Han er på seminar i USA i forbindelse med sit arbejde, og jeg føler mig som et hvirvelløst dyr, når vi taler sammen de første gange.

Vi snakker om hans arbejde,  mit forhold til stueplanter, radioprogrammer, bdsm, om at have et åbent forhold, om hans børn, om mine fremtidige børn, om antal, om at gå på asfalt i bare tæer, om eksponentiel notation, om referencegrupper og forskellen mellem at have en telefondate og en rigtig date. Det sidste bliver lidt meta-agtigt, og jeg indrømmer, at jeg synes, at han lyder til at synes, at jeg keder ham. Begejstringen er hvert fald svær at spore i hans stemmeføring, og efter jeg har kommenteret på det, overartikulerer han og griner ekstra højt, når jeg er Sofia-agtig.

Vi mødes på Emmerys i Magasin. Jeg havde egentlig tænkt at mødes på Smagløs, men han er en overscoring, og Smagløs var alligevel for snusket til det. Det viser sig dog at være et endnu dårligere valg, for stemningen på Emmerys er for formel til den potente samtale, vi hurtigt indleder. Jeg siger til ham, at han lugter af bål, og han siger til mig, at jeg dufter af kvinde. Så siger jeg til ham, at han lugter mere af bål, end han dufter af mand, og jeg snuser efter ved hans kraveben og overvejer kort, om jeg skal bide ham i halsen.

Jeg har lyst til at foreslå, at jeg kan prøve undertøj foran ham i Magasins undertøjsafdeling. Jeg har også lyst til at foreslå ham, at vi kan lave en blindtegning af hinanden med det tegnegrej, jeg har i tasken.
Vi ender dog med at gå en kort tur. Af en eller anden grund – nok fordi jeg er nervøs – fortæller jeg meget detaljeret om min tragiske, men ikke farlige lidelse, som jeg blev opereret for i starten af skoleåret. Kronisk kompartmentsyndrom hedder det, og det er det mest unødvendige, ligegyldige og nedslidende sygdomsforløb, jeg har erfaret hidtil. Jeg fortæller ham, at det ikke er alvorligt, men bare vildt irriterende, og mens jeg går der ved siden af ham, føler jeg mig som en gammel, indebrændt dame, der kun snakker om sygdom, dødsfald og utilfredsheden med vejret.

Han spørger høfligt ind til min operation, og jeg fortryder, at jeg bragte det op. Egentlig vil jeg jo gerne være boblende glad og et lettende afbræk i hans liv, men jeg ender med at blive vildt dyster og følsom på vores første date. Jeg er faktisk lige ved at få tårer i øjnene, mens jeg fortæller om, at jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at kunne lege og gå ture med mine fremtidige børn.
Jeg fortæller ham, at det er meget vigtigt at have katastrofetanker, og det er en stor fordel at tage sorgerne på forskud, og han ler bare og fastholder mit blik længe og intenst.

Vi går på fortovet op mod botanisk have, og jeg fryser, for vi befinder os i vinterhalvåret.  Vi befinder os også i en periode af mit datingliv, hvor der er udskiftning, og det er den hårdeste del af at have et åbent forhold. Min kæreste er altid lidt ekstra nervøs, når jeg er på en ny date, og roen lægger sig først for alvor ved ham, når jeg har været på 4-5 dates med den samme.

Jeg graviterer imod at have én eksklusiv elsker, og når først han er kørt i stilling, slapper min kæreste helt af. Indtil videre har det været en fordel, når mine dates har mødt min kæreste meget tidligt i processen, gerne inden første date.

Lige inden jeg siger farvel til Forskeren, kysser jeg ham, så jeg slipper for at stå i situationen, når vi skal til at skilles. Hans kys er inderligt, men køligt, og sådan kysser han mig stadig i dag mange måneder efter vores første date. Han har set mig i alle hjørner af mit følelsesregister, og han har presset sit lem ind i alle mine huller. Faktisk elsker jeg ham, og det er jeg efterhånden tryg i. Han er helt fantastisk, og jeg tror ikke, at han forstår, at han har været helt afgørende for mig. Læs videre “Forskeren”