Vi er på Skanderborg Festival og ikke SmukFest.

‘Er det mig, der lugter af tis?’, spørger jeg min kæreste, mens jeg rækker ham en Roskilde-Universitet-mulepose, som udgør min taske. Han holder den, så jeg kan tage min læderjakke af, for det er varmt i bøgeskoven. Vi er på Skanderborg Festival, og det er tredje gang, vi er der sammen. Min kæreste nikker mod buskadsområdet bag mig, og jeg kan konstatere, at lugten må komme derfra.
De første mange dage skinner solen. Vi er medhjælpere igen i år, og dette år giver jeg mig lidt mere hen til alkoholen og den smattede stil. Jeg har gummistøvler på de dage, det regner, og jeg opgiver at lægge ny neglelak. Før festivalen startede, snakkede jeg med Arkitekten om muligheden for at være sammen med andre på festivalen. Egentlig kunne jeg godt lide tanken om det spontane møde, men jeg erkender efter de første dage, at det ikke bliver til noget: der er ingen nye mænd, der fanger min interesse, og jeg er i øvrigt helt genforelsket i min kæreste, så det falder mig helt naturligt at afvise alle de mænd, der henvender sig til mig.
I løbet af ugen danser jeg til musikken, drikker de billige fadøl i medhjælperbaren, holder mig ikke tilbage på drinks, og jeg mødes med alle mine venner og bekendte, der er på festivalen. Mest af alt ser jeg næsten hele sendeplanen på Udsigten, og i pauserne skiftes min kæreste og jeg til at hente kaffe og vin.

Det mest uventede sker dog en nat, hvor min kæreste og jeg er på vej gennem Sherwood efter en koncert på Bøgescenen: Middelpigen ligger på træflisen midt på den åbne plads. Jeg ved ikke, hvad hun laver der, for hun ser ikke fuld ud, mere som om hun ligger og slapper af. Vi er helt henne ved hende, før det går op for mig, at det er hende, og så den måde kan vi ikke undgå at reagere på situationen. I nogen tid har min kæreste snakket om, at han har været bekymret for hende, og dette er den åbenlyse mulighed for ham for at få sagt de ting, han har på hjerte. Han og jeg har altid set på hende med forskellige øjne: han mener, at hun er et ekstremt udsat og skrøbeligt menneske, og jeg ser egentlig mange stærke kvaliteter hos hende. Jeg har ikke delt den bekymring for, om hun nok skal klare sig i livet, som han har gået med, men efter dette møde må jeg erkende, at jeg nok har overvurderet hendes kompetencer.
Det er en af de mærkeligste samtaler, jeg har haft i mit liv, og de fleste af de ting, hun fortæller, er helt sammenhængende og uden rationale. Jeg kan høre på min kæreste, at han gør sig umage for at tale i et simpelt sprog med korte præcise sætninger, og jeg synes, at det er en anelse unødvendigt at tale sådan ned til hende, selvom det – ifølge hans udsagn – er nødvendigt. Han vil gerne rense sin samvittighed, men det er uklart, om beskeden går klart i gennem. Selv forsøger jeg at rose hende og give hende en følelsen af værdighed, og hun stråler lidt modvilligt, når jeg rammer de rigtige ting. Det er virkelig bizart, og den aften er det præcis to år siden, at hun slugte en masse piller, fordi min kæreste ikke ville se hende mere. Hun havde jævnligt truet med selvmord gennem et halvt år, men det var den eneste gang, hun gjorde alvor af sine trusler.
Jeg gør klart for hende, at jeg er vred over, at hun plagierede min eksamen, og jeg prøvede at gøre mit for, at skolen ikke skulle smide hende ud for eksamenssvindel. I mit stille sind havde jeg håbet, at hun var kommet godt videre, men hun fortæller, at hun – til trods for at hun forlængede sin HF med et halvt år – aldrig fik sin studentereksamen. Det var noget med nogle pengeproblemer, men det går vist bedre nu, fortæller hun og udlægger et helt grotesk handlingsforløb, hvor hun undervejs bliver bidt i begge hænder af en hund. Det er noget med en roomie, der stjal fra hende og pludselig en dag er væk, samt noget med nogle penge hun skyldte. Hvert fald var det vigtigste for hende, at hun ikke blev smidt ud af sin lejlighed, og det giver vi hende ret i.
Hendes hud ser noget sundere ud, selvom hun har taget lidt på. Jeg siger til hende, at jeg synes, at det ligner, at hun har det bedre, og hun siger, at hun aldrig har haft det dårligt.
Vi kommer til at snakke om det frivillige arbejde på festivalen, og min kæreste vil gerne forsikre sig om, at hun har fået en ny formand, for ham den tidligere voldtog hende i en campingvogn på festivalen for to år siden. Dengang forsøgte vi at få hende til at melde episoden, men det lykkedes ikke.  Først siger hun, at hun ikke kan huske hændelsen, men indrømmer i samme ombæring at have løjet om det, for at min kæreste skulle blive ved hende. Min kæreste laver et virkelig udefinerbart ansigtsudtryk, som om han er vidne til et barn, der falder ud af vinduet fra tredje sal. Det er tragisk, og jeg ved ikke, om jeg skal være glad for, at hun er ude af vores liv, eller føle skam over ikke at have hjulpet hende mere dengang, hvor jeg i stedet reelt var frustreret over alle truslerne, de mange, mange opkald om natten og hele den måde hun fastholdte min kæreste med bebrejdelser og frygt for, hvordan hun ville skade sig selv. Det var ikke ligeværdige samtaler, vi havde dengang, og det bliver tydeligt den nat under festivalen.
Hendes nye kæreste og nye roomie er der også, men står og snakker sammen ved siden af. Det er tydeligt, at de ikke har nogen anelse om, hvem vi er, og de er meget snaksaglige og glade, da de på et tidspunkt kommer ind i vores samtale med Middelpigen. Det er godt, at hun har fået nogle nye mennesker i sit liv.
Hun fortæller også på et tidspunkt, at hendes far flytter til Vietnam ned til sin nye kæreste, og da vi går derfra, er min kæreste en anelse vred på hendes far, for Middelpigen er blevet svigtet gennem hele livet af ham, og dette er kronen på værket. Kort overvejer han, om han skal gøre noget, men han beslutter at lade det ligge.
Dagen efter møder jeg hende, den nye kæreste og roomien i medhjælperbaren. Roomien går forrest og slår armene ud og omfavner mig, som var jeg en hjemvendt bedste ven. Han er fuld og vil gerne hænge ud, men Middelpigen ser helt forfærdet ud, da hun ser mig, vender sig omgående om og trækker kæresten med sig. Jeg peger i retningen af dem og siger til roomien, at han nok hellere må efter dem, hvis ikke de skal blive væk fra hinanden.

Læs videre “Vi er på Skanderborg Festival og ikke SmukFest.”

Jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med en anden.

Jeg står nede på fortovet foran vores opgang og siger farvel til min kæreste, der skal på aftenvagt på sit arbejde. Selv skal jeg se Arkitekten. En hveps sætter sig på min kærestes skidt. Af ren provokation slår han den i ét smæk. Hårdt. Den falder ned på flisen lige mellem hans sko. En vinge indsmurt i hvepsesafter er splattet ud på den sorte cowboystof. Han konstaterer højlydt, at han har ondt i pikken efter slaget. Det er dumt, men han ser hamrende godt ud. Det må man give ham.

Min kæreste arbejder meget for tiden. Efter eksamenerne erklærede han, at han ville tjene penge op dette halvår, og nu har han to jobs. Han er arbejdsom – det må man også give ham. Det ene af de to jobs er på den fabrik, hvor hans mor også arbejder. Han havde første arbejdsdag den dag, jeg startede i praktik på Aarhus Rådhus. Begge suttede vi på den sociale arv.
Stille genvindes min respekt også for ham. Den led ellers en overraskende hård belastning af hans prioriteter gennem de seneste seks måneder, men i denne periode oplever vi en gensidig genforelskelse. Den seksuelle spænding stiger også sideløbende. Nu er der kun en uge til, at han får svar fra den seneste podning og blodprøve fra Kønssygdommeklinikken, og så kan vi have oralsex igen. I øjeblikket på han nøjes med at snuse til mig, mens han rører ved sig selv.

Arkitekten og jeg skal i sommerhus med to overnatninger. Det er første gang, vi skal være sammen så længe. Faktisk er det første gang, jeg skal være sammen med nogen elsker så længe. På vej hen til ham, ringer jeg til Forskeren, som fortæller, at han selv skal på date med sin nye pige. Lige kort rammes jeg af det savn, der tog mig flere måneder at komme over. Jeg cykler op ad Ringgaden, da han siger det, og da jeg holder i krydset ved Stor Center Nord, konstaterer jeg, at jeg nok ikke skal tænke for meget på Forskeren på til en date. Selvom ham og jeg måske ikke var det bedste match, var det alligevel så særligt og helligt. Han var der jo gennem alle de svære beslutninger, og ham om min kæreste kom så godt ud af det med hinanden. Til trods for at jeg har det fint med, at det for denne omgang er slut, håber jeg stadig, at vi har mulighed for at finde sammen igen.

Arkitekten er ved at pakke sin bil foran sit hus, da jeg kommer frem. ‘Hej skat’, vinker jeg, mens jeg bremser ned. Cyklen parkerer jeg i cykelskuret, og han lægger min taske om i bagagerummet. Det er ham, der kører på vej derop. Jeg sidder på passagersædet som sædvanlig, og jeg har den ene hånd på hans lår. Han synes, at det er for ramt i bilen, så han bliver ved med at tænde for klimaanlægget, og jeg bliver ved med at slukke det, fordi jeg synes, det larmer. Det minder mig om en scene fra en karikeret sketch.

Vi er ikke nået langt ud af byen, før jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med Iværksætteren. Den smukke mand kigger på mig med en grimasse, jeg ikke helt kan afstemme. Jeg siger til ham, at han skal kigge på vejen, når han kører, og han griner bare med et: ‘jaaah, mor’. Så siger han, at han føler, at han frarøver mig en masse seksuelle oplevelser. Jeg forklarer, at det jo ikke er de seksuelle oplevelser, jeg er interesseret i at få. Han siger, at det ved han godt, men det er stadig en latent frygt. Han vil være god nok, og det bliver tydeligt for mig, at han ingen anelse har om, at han er langt mere, end jeg havde evnet at forestille mig, da min kæreste og jeg åbnede forholdet.

I sommerhuset er vi i badekar den første aften. Vi har rosé i glas og skummet dækker vandet, så jeg ikke kan se hans krop. Det passer ham sikkert meget godt, for han er til tider ret selvbevidst. Vi har altid øjenkontakt, når vi snakker sammen. I starten var det forfærdeligt grænseoverskridende, men jeg er blevet tryg ved det. Jeg tager et sip af vinen og tænker på, om jeg skal fortælle ham, at jeg elsker ham, men jeg når ikke at tage tilløb til det, før han rejser sig op for at hente håndklæder. Det er en let og fri stemning. Han tørrer hele min krop med det hvide håndklæde. Efterhånden er det blevet et ritual for ham at give mig omsorg på den hyggelige måde.  Det er det rareste øjeblik, og jeg har får lyst til at forevige det – fange kærligheden og ømheden mellem os. Måske derfor kommer jeg til at tænke på, at alle dem, der ser mine stories på insta, må tænke, at jeg bruger meget tid alene. Jeg tager jo næsten aldrig billeder, når jeg er sammen med mine venner og jo slet ikke, når jeg er på date. Jeg konkluderer, at det er lige meget, selvom jeg har lyst til at dele med hele verden, hvor fantastisk Arkitekten er.

Arkitekten vil så gerne tilfredsstille mig seksuelt.  Jeg har lyst til at bide ham, men vi har aftalt, at jeg ikke må. Mine tænder kunne godt tænke sig at bide ham i halsen og i armene, men jeg må nøjes med at slikke. Min tunge penetrerer hans øre, mens jeg stikker to fingre ind i hans mund. Jeg tager tøjet af ham og lægger ham fladt ned. Han skal lære at tage imod. Så sætter jeg mig oven på hans skinneben, så han får fornemmelsen af ikke at kunne flytte sig. Vi har øjenkontakt, mens jeg sætter mit hår i en knold. Han ved godt, hvad der skal ske. Jeg kan også se det på hans lem. Den er blevet hård, og den første dråbe præsperm er løbet fra spidsen og ned på hans mave. Jeg tager fat om hans håndled, så han ikke kan nusse mig eller røre mine bryster. Han skal være helt passiv. Jeg slikker hans lem. Jeg slikker op fra roden og omslutter hovedet, deepthroater ham. Han stønner, og længe holder jeg ham på kanten af orgasmen. Tydeligvis er det et kæmpe kontroltab for ham. Jeg har kontrollen over hans orgasme.  Han er den bedste af dem alle.

Sommerhusturen bliver til to døgn i paradis. Vi kobler af. Det er så moderne. Han læser højt. Vi går ture ned til stranden og finder forstenede søpindsvin. Vi slår smut. Han er bedre til det end mig. Jeg vil gerne finde rav, men det går uden held. Der er kun rødlige sten, intet rav. Han samler på de sten med huller i. De giver lykke, siger han. Måske har han ret. Jeg er hvert fald lykkelig de dage, vi er der. Læs videre “Jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med en anden.”

I grænselandet til voksenlivet

I grænselandet til voksenlivet har jeg oprettet Linkedin-profil og taget alle mine piercinger ud, fået et kørekort, en bil, en forlovelse, en dobbeltseng og en tre-værelses-lejlighed. Jeg har støbt en figur af min kærestes pik, og jeg er kommet over hjertesorg.
For i grænselandet til voksenlivet er jeg voksen nok til at konsekvensberegne, men naiv nok til at springe ud i tingene. YOLO, siger de unge, og de har vel ret.
I grænselandet til voksenlivet er jeg mættet af Tinder, blevet for gammel til afskallet neglelak, men kan stadig ikke lide at sove alene. Jeg har haft sex i en swingerklub, en ørken og på min folkeskoles tag. Jeg har badet mere nøgen end påklædt og uden at lægge mærke til det, er jeg stoppe med at være bange for at blive gravid.
I grænselandet til voksenlivet har jeg haft en golden retriever og boet i et rækkehus, groet min naturlige hårfarve ud og gået over til koffeinfri kaffe, for jeg er blevet fornuftig – både til at bruge ‘night shift’ og drikke light øl for at styre min rus.
For i grænselandet til voksenlivet er jeg blevet for magelig til Roskilde og skal ikke engang campe på Skanderborg. Og selvom jeg i  grænselandet til voksenlivet stadig har dårlige nætter og en frygt for at alting ikke bare vil gå, har jeg stadig aldrig haft overtræk eller manglet penge sidst på måneden.
I grænselandet til voksenlivet har jeg prøvet at have vandskade og haft min røv i M! Og nu skriver jeg sågar også tekster uden nogen form for rytme eller sans for samme. Men jeg er dog i grænselandet til voksenlivet, og det vil jeg være lidt endnu.
Læs videre “I grænselandet til voksenlivet”

Iværksætteren

Tinder er fyldt med sultne mænd, og jeg sorterer i de urimeligt mange tilbud. På et tidspunkt matcher jeg med en rigtig sød iværksætter med sympatiske øjne og et overlegent udseende. Han skriver til mig, at han har læst bloggen version 2.0, og at han synes, at hele konceptet er spændende. Dels er han fascineret af min såkaldte åbenhed, og dels er han nysgerrig på min atypiske træksammensætning. “Hvorfor er du på den måde?”, spørger han i en af de første chatbeskeder. “Er det generationsbetinget, eller er du bare sådan?”. Jeg må skuffe ham med upræcise svar samt erkendelsen af, at jeg knap nok selv ved det, men at jeg skam er interesseret i at nå til bunds i mysteriet. Vi bliver enige om at mødes og gå en tur sammen.

Vi mødes nede ved Aarhus Ø, og han har en mindre direkte attitude, end hans beskeder havde givet udtryk for. Faktisk virker han næsten lidt tilbagetrukket og eftertænksom, selvom hans udseende fortæller en anden historie. Vi snakker om den mulige biologisk betingede mentale forskel mellem mænd og kvinder, om statskundskab, hans og min datingsituation, om at være nysgerrig på livet, om at leve sit liv og om manglen på intensitet. Vi er sammen et par timer, og jeg får et godt indtryk af ham.  

Med min kærestes påskønnelse aftaler jeg en second date med Iværksætteren, som foreslår, at jeg kommer hjem til ham i ø-gaderne og drikker et glas hvidvin. Egentlig vil jeg helst vente til tredje date med at tage hjem til nogen, men hans tøvende fremtoning gør, at jeg siger ja tak til tilbuddet.

Den dag tager jeg direkte fra rådhuset ned og mødes med en veninde på RisRas. Det er enormt hyggeligt, og derfor skrider min tidsplan. Faktisk ender jeg med at tage på date uden make-up på, og jeg efterlader modvilligt mit hjem i rod. Lige inden jeg cykler, sender jeg en sms til min kæreste om, at jeg er dobbeltmoralsk, fordi jeg har været efter ham med oprydning, men jeg havde kun tre kvarter til at spise og komme i bad, så jeg måtte prioritere. Det var vigtigere at nå daten til tiden. ‘Undskyld skat’, skriver jeg. ‘Lad os snakke om din frygtlige kvinde i morgen’.

Iværksætteren bor helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Af en eller anden grund havde jeg forestillet mig, at han boede ret upersonligt med blanke overflader. Tværtimod har han ting overalt. Indretningen bærer præg af spontanitet og frihedslængsel. Han har ingen sofa, så vi sætter os og drikker vin i to kurvestole. Man sidder overraskende behageligt i dem. Vi snakker ubekymret i mange timer. Han har samme evne til at spørge ind i en uendelighed – præcis som Gymnasielæreren også havde det. Det resulterer i, at jeg fortæller ham om alt det mindre flatterende ved mit liv. Jeg fortæller ham, at jeg ikke har kontakt til min mor, og at dømme ud fra måden han spørger ind på, er det muligvis det værste man som forældre kunne forestille sig: at barnet slår hånden af én. Jeg understreger over for ham, at det i mit tilfælde var sidste udvej, og at jeg gennem fem år kæmpede det bedste, jeg kunne, for den relation, men at omstændighederne heller ikke gør sig gældende i ‘almindelige’ familier. Børn er loyale overfor deres forældre til det sidste, og de vil gå alt for langt for at beskytte dem. Det lader til at berolige ham, og det er tydeligt, at han er en helt fantastisk far. Sikkert også en fantastisk kæreste, hvem det så end bliver. Det bliver jo helt fald ikke mig.  

Jeg bliver tryg ved ham, fordi han tydeligvis er tilbageholdende på den seksuelle front. Både ham og jeg når at blive berusede i de fem timer, vi sidder og snakker, og der opstår en velkendt stemning, som jeg kun har oplevet med mine længerevarende elskerforhold. På et tidspunkt går det op for mig, at klokken er to om natten, og at jeg må hjem. Han spørger, om jeg vil sove der, og jeg er så træt, at jeg er to sekunder fra at sige ja tak til tilbuddet. Vi har stadig ikke kysset endnu, og da jeg siger, at jeg har lovet min kæreste at komme hjem og sove, bliver det hans afsæt til at rykke sin stol helt tæt på min for at kysse mig. Jeg kan lide det. Også bedre end jeg normalt kan, når jeg kysser med en ny. Det er hverken grænseoverskridende eller fremmed. Det er mere nært og hyggeligt.

Jeg tisser med åben dør, lige inden jeg går. Det er helt syret at komme ud på vejen i tropenatten. Jeg har sorte shorts på, jeg fryser slet ikke, og mens jeg cykler hjem, konkluderer jeg, at dét, jeg har søgt i mændene, har ændret sig meget, siden vi åbnede vores forhold. Læs videre “Iværksætteren”

REPOST: Omstillingsparate kulturradikale typer i aldersgruppen 24-39

Det starter med, at oplægsholderen beder os notere et par stikord om vores liv på den lille blok, som lå på stolene, da vi kom. Jeg er ikke helt sikker på hvilken type informationer, han fisker efter, samt hvad det skal bruges til, så jeg deler siden op i to og skriver et værdisæt på den ene side og mine ydre omstændigheder på den anden side. På det hvide smartboard, der er unaturligt stort i forhold til lokalet, vi sidder i, noterer han sine egne kerneværdier. ‘DEDIKATION ÆRLIGHED LOYALITET’, siger han højt, mens han peger på ordene og fagter engageret. Kurset varer fem timer, og det lever op til alle forudantagelser og klichéer om en mentaltræner med speciale i samarbejde. Jeg er kun med, fordi jeg fik kurset betalt, og da jeg efterfølgende står udenfor og låser min cykel op, kan det virkelig ikke gå for hurtigt med at komme væk fra de otte rækker af høj-energi-personer, der alle elsker teatersport og tilsætter HUSK i deres smoothies.

Jeg er typen, der altid bliver valgt blandt publikum til at være >>den frivillige<<, der skal bruges til at demonstrere. Jeg er også typen, som, folk tror, arbejder der, hvis de møder mig i et træningscenter, på teateret, et bibliotek osv. Selv da jeg var 17 og brugte mange eftermiddage alene på ARoS, skete det jævnligt at ældre ægtepar spurgte om rabatter, åbningstider i påsken og om jeg kunne fortælle lidt mere kunstneren end det, der stod i pamfletten. Efterhånden har jeg vænnet mig til det, så da en af de mest kække lyst-kort-hår-jeg-er-opvokset-et-sted-med-hest-fyre fra kurset lægger hånden på min skulder, mens jeg forsøger at lukke min cykelhjelm, selvom jeg har læderhandsker på, havde jeg lidt set den komme. “Kan det passe, at jeg har set dig på Tinder?”, spørger han med en frisk stemmeføring, der ligger på linje med oplægsholderens. Jeg må svare, at hvis vi ikke har matchet, så er det nok, fordi jeg  enten er optaget eller ‘just not that into you’, desværre. Jeg forsøger virkelig at give den flinke fyr en mild afvisning, men det er ret tydeligt, at han er skuffet og har meget på hjerte. Det viser sig, at han er nyuddannet sociolog, og han er netop flyttet til Aarhus, hvorfor han forsøger at opbygge et nyt netværk. Han forklarer, at han ikke nødvendigvis havde bagtanker med at henvende sig til mig, og at jeg slet og ret bare virkede sjov og imødekommende, når jeg skulle tale foran forsamlingen som et del af mentaltrænerens eksempelvisning. Det lykkes ham at give mig et godt indtryk af sig på ikke-date-måden, så vi laver en måske-vi-ser-lige-på-det-aftale om at tage på  bogloppemarked sammen.

Da jeg endelig træder ind ad døren til min lejlighed, er der helt mørkt over alt.  Min kæreste sidder på kontoret med en pandelampe og spiller guitar. Han beder mig om at gå ind i stuen, og da jeg tænder lyset, står der en buket blomster til mig på teaktræsbordet. Han har stillet vasen, så den dækker for de lyse sædafblegninger, og jeg kan mærke, at jeg virkelig skal passe på ikke at tage ham for givet. Jeg tager overtøjet af og  putter mig ind til ham i kontoret, der kun er oplyst af pandelampen. Han spiller ‘crystal ship’ af The Doors, og da han er færdig, kysser han hele min krop centimeter for centimeter. 

Jeg siger undskyld, fordi jeg kommer til at give ham med ploven, når jeg synes, at han prioriterer dårligt, mangler fokus i livet eller ikke kan styre sin pik. Jeg siger undskyld, fordi jeg glemmer at rumme ham, som han rummer mig. Uden at sige det direkte samtykker vi underforstået, og jeg skriver mig bag øret, at jeg næppe finder en lige så sjov, sød, spændende, udfordrende og dynamisk mand igen, hvis jeg kurer denne i bund. Lige nu er det ikke let for ham, og vi har nok begge undervurderet, hvor følelsesmæssigt kompliceret det egentlig er at bryde den sociale arv.

Han er den helt rette at komme hjem til efter min lidt for udstrakte dag i mentaltræningens tegn med pindemadder i pausen, samarbejds-byg-et-tårn-øvelser, mind-maps, ego-pitching og omstillingsparate kulturradikale typer i aldersgruppen 24-39.

Læs videre “REPOST: Omstillingsparate kulturradikale typer i aldersgruppen 24-39”

Vakuumtid

Min kæreste er kommet ind i en ny dating periode. Han ser efterhånden en del piger, og lige så stille titter hans livsmod frem igen. Det faglige nederlag tog hårdt på ham,  og han kan stadig ikke udholde at tale om sin fortid, men han vender efterhånden hurtigere tilbage til sit gode gemyt efter en skuffelse eller modstand. Det kunne være en ven, der aflyser en aftale eller en kollega, der taler nedladende til ham, og den slags er han særlig sensitiv over for. Heldigvis vil pigernes glæde for min kæreste ingen ende tage, og han har et par gange brugt vores midlertidige bolig til at tage pigerne med op i, hvis jeg har sovet hjemme. Indtil nu har det fungeret fint, og vi skal først aflevere nøglerne, når sommerferien er overstået.

Dog havde kavalkaden af lystige piger en catch: min kæreste var til rutinemæssigt tjek ved Klinikken for Kønssygdomme og blev testet positiv for gonoré i svælget. Det var den eneste podning, der var positiv, så han har fået det af at give oralsex. Jeg var selvfølgelig nervøs for, at han havde smittet mig, så jeg fik en akuttid, selvom det er under en måned siden, jeg sidst blev tjekket. Jeg blev podet fire steder, og heldigvis var alle mine fire podninger negative for både klamydia og gonoré. Det havde i øvrigt været helt forfærdeligt, hvis jeg havde smittet Arkitekten, så det var meget belejligt, at smittekæden stoppede der.

Min kæreste har taget medicinen, og nu venter vi på, at han skal kontroltestes om nogle uger. Han havde det uheldige indfald at have ubeskyttet oralsex med Kirsebærpigen, efter han tog medicinen, så det udsætter hele processen. Det betyder også, at min kæreste og jeg kun har beskyttet sex i denne tid, men vi lider ikke det intimitetstab, som jeg først havde troet.

På mange punkter befinder vi os i en vakuumtid i sommerheden. Jeg venter på studiestart, programmets sendeplan og min kærestes kontroltjek, mens hele Aarhus er gået i stå grundet ferietider. Jeg har en uge tilbage af min praktik, og efterfølgende kan vi nyde den sidste tid som anonyme klaphatte. Læs videre “Vakuumtid”

Første nat ved Arkitekten

Jeg sidder og drikker alkoholfrie øl i solen med tre af mine bedste veninder, da Arkitekten ringer og fortæller, at han kan være hjemme fra kontoret en time før. Vi skal sove hos ham for første gang, og jeg har glædet mig til dét step i forholdet. Det er lidt over tre måneder siden, vi var på vores første date, og jeg er ikke længere nervøs, når jeg skal se ham. Han er helt sikkert den af alle, jeg har datet, jeg er blevet mest tryg ved.

Mine veninder og jeg har spist kirsebær, melon, jordbær og mariekiks på et tæppe i mange timer, og vi er næsten de sidste, der forlader botanisk have. Arkitekten henter mig i bil på parkeringspladsen ved væksthusene, og han får på den måde anledning til at hilse nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Jeg viser ham stolt frem – han er nok den smukkeste mand, jeg har kysset med. Hans charme fortryller mine veninder, og vi ender med at hænge lidt ud alle fem, mens mørket falder på.

Han bor præcis, som jeg havde forventet, og jeg tænker på, at det var godt, at jeg ikke mødte ham for fem år siden. Dengang var jeg nok blevet ægte forelsket i ham, men i dag har jeg jo ligesom fundet et bedre match i min kæreste. Arkitekten laver gin og tonic til os, mens jeg sidder på køkkenbordet og lytter til den musik, han har sat på. ‘Her’, siger han, og rækker mig det ene glas med gennemsigtig, farveløs væske. Jeg siger til ham, at han ikke må gå i bad, selvom han havde insisteret på det på hele køreturen hjem. Det er den første chance, jeg har for at dufte ham, og han overgiver sig på den betingelse, at jeg skal tage mit tøj af, så han kan give mig oralsex, mens jeg sidder på køkkenbordet.  

Det er et andet seksuelt forhold, jeg har med ham. Det er meget tættere på min egentlige seksualitet – mere dyrisk og mere autentisk. Det handler ikke om fantasier, og nøgenbilleder er ikke en del af det. Det sidste er helt mærkeligt for mig, for det har været en central del af flirten mellem mine tidligere elskere og jeg. Efterhånden har jeg nu vænnet mig til det. Næsten. Mit savn til Forskeren er også helt ved at forsvinde, og der er nu grobund for et venskab. Det er dog kommet bag på mig, hvor hurtigt mit fokus flyttede sig ham.

Arkitekten kysser først mine inderlår og fletter fingre med mine tæer. Det er elektrisk, når han rører mig. Hans begær imod mig kender ingen begrænsning, og selvom jeg hverken har barberet mine ben eller mit underliv, ved jeg, at han formentlig ikke engang tænker over det. Han vil bare have mig, og jeg vil bare have ham. Nydelsesfuldt og intimt er ordene. Jeg føler mig elsket, og det gør jeg også, da jeg falder i søvn i hans arme efter mange timer lange snakke. Læs videre “Første nat ved Arkitekten”

Herpesdating

Da jeg var 14, begyndte jeg at blaffe rundt. Dels fordi jeg ingen penge havde, og mine forældre ikke var af den slags, der kørte mig rundt til alting, og dels fordi jeg blev mere uafhængig af dem på den måde. Jeg skulle også længere end realistisk cykelafstand, så i en periode var det at blaffe næsten mit primære transportmiddel. Det startede med, at jeg blaffede en del mellem Skanderborg og Aarhus. Som udgangspunkt var det med en ven for det føltes alligevel for risikofyldt at blaffe alene, men undertiden kunne jeg ikke altid time det med venner, og det voksende mod lod mig gøre det alene. Det var let at komme fra Aarhus, for det var inden, den nye afkørsel ved ringevejen var blevet bygget. Der var sikkert også let for mig at blive samlet op, for jeg så uskyldig og pålidelig ud, og da jeg endelig startede på efterskole, var jeg en habil blaffer. Inden jeg fyldte 15, havde jeg både blaffet mellem Skanderborg og København samt i de fleste småbyer i Østjylland, for mit sociale liv var mere udspændt end ruterne fra det jernbaneknudepunkt, som udgjorde min barndomsby.

Faktisk var jeg ret selvstændig, da jeg startede på efterskole, og mit ungdomsliv gik fra øvet til advanced level. Jeg vaskede tøj, planlagde skolefester, var engageret i samtlige udvalg, kyssede med fyrene, stoppede med at ryge, planlagde en efterskolefestival, fik en kæreste, et break-up, en ny flirt, havde en trekant, oplevede sikkerhed og tog mere ansvar end min frihed påkrævede.

Da jeg startede andet år på efterskolen, mistede jeg helt fornemmelsen af at høre til i Skanderborg. Jeg brugte ikke engang lægen der mere, så da jeg ville testes for kønssygdomme, blev det ved efterskolens tilknyttede lægehus. Både min veninde og jeg besluttede os for at få det gjort, og det var mig, der ringede derind og bestilte for os begge. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet, men hvert fald ikke, at den åbenbart mandlige læge ville pode mit urinrør i den ombæring. Jeg var 15, og jeg husker, at det var voldsomt smertefuldt, men meget af smerten, antager jeg, kan tilskrives overraskelseselementet.

Ingen af os havde hverken klamydia eller gonoré, og jeg fortrængte måske lidt episoden til selvsamme veninde og jeg stod ved en afkørsel og blaffede nogle måneder senere. Vi ville over til COP15 i København, for jeg havde overtalt hende til, at det var en vigtig sag med klimaet. Det var i 2009, og selv ikke decemberkulden kunne afskrække mig. Selvfølgelig blev vi samlet op af den læge, der nogle måneder forinden havde udført den gynækologiske undersøgelse på os. Det var tydeligt, at han ikke kunne genkende os – eller blot lod som om med en troværdig professionel distance – men vi kom jo hurtigt til at tale om, hvad han lavede til daglig.

Aldrig har jeg været så tavs på en køretur. Læs videre “Herpesdating”

Leverpostej er lavet af hjort

Min kæreste fortæller mig, at han engang troede, at leverpostej var lavet af hjort, og ind imellem tror han stadig lidt på det. Han siger det lige efter, vi har haft sex i vores bil på vej til at handle ind. Han lyner sine bukser op, mens jeg kravler om på forsædet i et grin. “Jo jo, det er rigtigt nok – det er den der grå farve. Hvordan kan det nogensinde være gris?” insisterer han, “- og mind mig i øvrigt lige på, at vi skal købe noget mere af det. Vi er ved at løbe tør.” Jeg kysser ham på kinden og starter bilen.

Vi bevæger os ind i en ny fase, som på de fleste punkter er god, blot fordi den er ny, men den er på samme tid skræmmende, fordi det hele er ukendt territorium. Min kæreste starter alligevel ikke på universitet endnu. Dog har han fået et job, så han kan tjene nogle penge. Det betyder også, at jeg skal starte uden ham, og den asynkrone fremgang, havde jeg gerne været foruden. Jeg kommer jo til at slå rødder i et nyt og spændende liv, men forhåbentlig finder vi en måde, hvor han ikke føler sig helt så efterladt. Det er jo hans eget valg, og jeg er stoppet med at overtale ham til at starte direkte.

I Netto på Søren Frichs Vej fylder han uhæmmet indkøbskurven op med en masse grøntsager.  Bunden af den gule kurv er fyldt, og jeg står og bliver i tvivl, om han overhovedet kan navngive den alle sammen, men en ting er sikkert: han er en mand af fremtiden. “Vi skal også have portobellosvampe,” indskyder jeg med et nik mod de flade brune svampe ved siden af salaten. I det samme opdager jeg, at jeg har noget indtørret sæd i en hårlok, men han når ikke at bemærke mit ansigtsudtryk, for han har travlt med at gennemse alle svampepakkerne for at finde det bedste valg. Nettopigen er ikke på arbejde, det havde ellers været et oplagt tidspunkt at smalltalke lidt med hende.

For tiden må jeg erkende, at det ikke går så godt for ham – eller rettere, han har det i hvert fald ikke godt, men på den kvindelige front går det forrygende. Pigerne vrimler om ham, og han får konstant nye tilbud. Desuden ser han stadig Kirsebærpigen, og de to er efterhånden ved at opbygge et solidt tillidsbånd, som formentlig ikke vil blive så påvirket af, at min kæreste gerne vil tage på date med en eller flere af de mange nye piger.

Desværre er de mange pigers interesse ikke nok for ham. Den anerkendelse, han søger, skal nok i virkeligheden komme indefra eller fra så mange ydre omstændigheder, at jeg som ene person intet kan gøre. Jeg har i hvert fald ikke knækket koden endnu. Det er en skævvridning mellem os, der er vokset gennem de sidste to år, og når vi taler om det, fremhæver han altid eksempler, hvor jeg ikke er den centrale aktør. Et eksempel herpå kan være til dimission på vores skole, hvor jeg holdte tale og fik overrakt en flidspris. Min kæreste er jo på mange punkter min forudsætning for at klare mig, men han føler ikke, at han har en finger med i spillet, selvom han egentlig udgør hele spillepladen. Efter talen var både ledere, lærere, forældre og andre dimittender henne for at kommentere på talen, og nogle af dem havde virkelig meget på hjerte. Talen havde været meget personlig – nærmest grænseoverskridende personlig – og det dannede grobund for ret personlige samtaler. På et tidspunkt var nogle af de lærere, vi begge kender, henne ved os, men de var egentlig henne for at kommentere på talen og ikke for at snakke med min kæreste. Efterfølgende fortalte han, at han havde følt sig meget overset af dem, og at han faktisk var blevet ked af det. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg kunne gøre noget anderledes i situationen, for jeg inddrog han i samtalerne, men jeg kunne selvfølgelig ikke styre deres motivationsfaktor.

Ved kassen får min kæreste styr på alle de mange indkøbskurve, der er stablet som to høje klodsmajortårne. Han hjælper også en gammel dame og lader en ung fyr, der kun skal have en liter mælk, komme foran os i køen. Stolt lægger han en økologisk hjorteleverpostej på båndet, og han ser ret selvtilfreds ud, mens den køres hen mod scanneren. Langt det meste af tiden har vi det godt – rigtig godt – men ind imellem får vi kontakt til de mindre flatterende sider: hans misundelse og min utålmodighed.  Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal agere i vores cirkus. Dog er en ting sikkert: han er helt særlig, og han er den eneste mand, der kan gøre monogamiet interessant. Alle andre er supplementer, og jeg er så lykkelig over, at jeg fandt ham først.

Læs videre “Leverpostej er lavet af hjort”

#Pejselivet

Jeg skal besøge Arkitekten i hans sommerhus. Vejen derhen er fantastisk smuk, for jeg kører mod en solnedgang, der lader til aldrig at ville give op. De sidste stråler rammer trætoppene, mens jeg parkerer bilen, og han står uden for og tager imod mig. Smukkere end jeg husker ham.

Arkitekten siger til mig, at mit seneste indlæg om ham var bedre, end de første jeg skrev om ham. Dog synes han, at mine ordvalg bryder med læseflowet, og at det hele i øvrigt virker ugennemarbejdet. Jeg siger, at pointen med bloggen ikke er at levere et færdigt gennemarbejdet produkt, som skulle det udgives på tryk, og at det er vigtigere for mig at skrive noget færdigt og poste det end at omskrive og redigere til perfektion. Han kysser mig på panden og siger tak, fordi jeg ville køre op i sommerhuset til ham.

Jeg fortæller ham, at jeg så en grævling, og han spørger, om den var død og lå i vejkanten, og jeg siger ja. Vi står så tæt, at jeg kan dufte hans shampoo. Egentlig vil jeg helst, hvis han ikke gik i bad de dage, jeg skal se ham, så jeg kan dufte ham i stedet for sæbe, skyllemiddel og vaskepulver. Jeg vil gerne have ham helt uden filter, men jeg tror ikke, at jeg har gjort ham tryg nok endnu. Han snakker om nattens lyde, der ikke er kommet endnu, og jeg lytter til susen i trætoppene og den sidste fuglekvidder, dagen har at byde på.

Han får den idé, at vi skal have en drink, og han tilbyder alle slags. Der er også vin, øl, bobler, kaffe og te, hvis du hellere vil have det, understreger han, og jeg går med til at drikke en svag drink, for ellers bliver jeg for fuld. Måske er det netop det, han gerne vil have, og vi lægger os ind foran pejsen. Der bliver lige så varmt på min hud, som der er inden i mig. Han er helt fantastisk, og jeg kan ikke møffe nok. Mit hovede passer perfekt på hans bryst, og jeg aer ham på maveskindet, mens vi ligger der. Jeg vil have ham til at fortælle om sit liv, og det gør han glædeligt, og mageligheden rammer os begge uden nåde. Jeg kan tydeligt mærke drinken, og jeg overvejer kort, om jeg skal sige til ham, at han faktisk er den af alle, jeg har datet i åbent forhold, jeg passer bedst sammen med.  

Jeg falder næsten i søvn, mens vi ligger der og smelter til lyden af pejselivet. Efter lidt tid sætter han mig op og siger, at vi hellere må gå i seng, og jeg gør opmærksom på, at jeg har menstruation. Dagen forinden kom det, og andendagen er den dag, jeg bløder mest, så vi lægger et håndklæde under min numse. Han putter mig med den tykke, kølige dyne, og han kærtegner mine bryster, før han forsvinder under dynen. Han trækker mine trusser af og spreder mine ben, og jeg gisper, mens hans tunge undersøger mig. Ganske unådigt slikker han mig, og det er noget af det mest intime, jeg har prøvet længe. Han vil have mig uden begrænsning, og det får mig til at komme. Voldsomt. Dybt. Grænseoverskridende ømt.

Om natten vågner jeg en enkelt gang og kan ikke stoppe med at smile. Jeg føler mig så ufattelig heldig. Læs videre “#Pejselivet”

Sæbereklame

Jeg søger. Jeg finder. Jeg planlægger. Jeg indvikler. Jeg afvikler. Jeg udvikler.  Jeg samler. Jeg spreder. Jeg fortsætter – og det er det vigtigste.

Det er det, jeg sidder og tænker på, mens min kære kæreste er i bad. Jeg sidder i vindueskarmen i køkkenet med en kop kaffe og har lige lagt neglelak. Han hører musik i badet, og da han træder ud, ligner mit liv til forveksling en sæbereklame. Hans hud er fugtig og kølig, og han kommer ud til mig i køkkenet og danser en fjollet dans. Det er en imitation af mig, og han er i det frie humør.

Det frie humør er vigtigt, for det er det, der bærer ham i gennem vreden og frustrationen for tiden. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at hjælpe med at sætte rammerne for udviklingspotentialet, men det er en svær balance mellem at skære i gennem på de helt fundamentale punkter i forhold til struktur og på den anden side at lade ham leve det udflydende, spontane liv. Han kan jo sagtens klare sig helt fantastisk uden min indblanding, men jeg kan desværre konstatere, at processen er langsommelig og undertiden ulidelig for ham, når hverdagen vælter sammen. Han var næsten 25, da han flyttede hjemmefra, så man kan ikke bebrejde ham for at have svært ved at jonglere det nye liv, hvor han skal indregne indkøb, madlavning, rengøring, vasketøj osv. Han er en tidsoptimist og en øjebliksentusiast, og jeg er en ivrig planlægger og ressourceoptimerende taktikker. Med vores modsatrettede kvaliteter skal vi nok komme langt, hvis ikke vi kommer til at snuble over hinandens velvilje.

Jeg spørger ham, om han også vil have noget kaffe, for der er mere i stempelkanden, og han siger, at han gerne vil have en kop med ind i stuen til læsningen. På biblioteket lånte han forleden syv tykke bøger om emner lige fra offentlig forvaltning til anatomi, og tanken slår mig, at det måske er ham, der søger, og mig, der finder. Hvis jeg planlægger, kan han afvikle, men lade mig udvikle, for sammen skal vi ikke blot samle og sprede, men vigtigst af alt fortsætte til vi er på den anden side af det hele.

Læs videre “Sæbereklame”

Forskerens restriktioner

Forskeren skrev til mig, at han har fået restriktioner, så vi kan ikke se hinanden seksuelt mere. Jeg vidste måske godt lidt, at den dag ville komme uden helt at kunne sige hvorfor. Måske var det måden alting gik så stærkt på kombineret med følelsen af samhørighed, der umuligt kunne overleve samtidens overbevisninger.  Min kæreste var ellers vild med ham.

Jeg var i bad, da han skrev det til mig, så jeg trådte ud af badet for at læse beskeden. Med balsam i håret kunne jeg så konstatere, at vores forhold blev sat på pause på ubestemt tid. Mens jeg skyllede balsamen ud og vaskede mit underliv med intimsæbe, græd jeg en lille smule – dog mindre end jeg havde forventet. Vandet skyllede ned over min krop, og jeg kom i tanke om, at jeg ofte græd, når jeg var i svømmehal som lille, fordi jeg troede, at man ikke kunne se det, når man alligevel havde dråber i hele ansigtet og resten af kroppen.

Vi har set hinanden et par gange siden, og i en periode troede jeg, at han kunne blive ved med at være min primære sekundære, men jeg er stille ved at indse, at det ikke er tilfældet. Måske er det også ok, for Arkitekten og jeg er ved at finde noget godt sammen, men det gør stadig ondt at sige farvel til denne omgang. Mest af alt har jeg lyst til at holde mit hjerte åbent for ham, men det går jo ikke i praksis – desværre.

Her den anden dag var han forbi, og vi sad i sofaen sammen og drak vand. Jeg vidste ikke helt, hvordan reglerne var, og jeg havde egentlig lyst til at lægge mig ned ved siden af ham og putte mig ind til ham, men jeg holdte mig i skindet og aede ham kun på hans bare fødder. Han sagde, at han gik i sandaler i denne periode, og jeg sagde, at det lød koldt, og at jeg havde sokker på, og så grinede han bare. Min kæreste kom også hjem, og de krammede mandigt og inderligt.
Da jeg vinkede farvel til ham fra vinduet, måtte jeg indrømme overfor mig selv, at det ikke går at blive ved med at savne ham sådan, så jeg må finde en relationel placering til os, der passer os.
Læs videre “Forskerens restriktioner”

Jeg lokker larven over på en kvist

Det er morgen, og jeg skal mødes med Arkitekten. Det hele er et værre koordinationsarbejde med min kæreste, kameramand og kærlighedsrum. Jeg har en sort, tætsiddende kjole på, min vante uniform, og jeg er ikke længere nervøs, inden jeg skal se ham.
Jeg er blevet et lille tamdyr for Arkitekten; han stryger mig med hårene og nusser mig på de ømme steder. Det er ikke til at se, men jeg begynder at føle mig tæt forbundet med den smukke mand. Han har optjent min tillid, for han har været helt uovertruffen til at modtage mine tanker helt rent og med den kærlighed, jeg har haft brug for, men hvorom alting er, mestrer han også at stille sig kritisk til mine ærke-millennialske perspektiver. Han er jo fra en anden generation og taler af en livserfaring, jeg blot kan ernære mig af. På et enkelt punkt er vi dog kontraststillet: hvordan skal man forvalte sit privatliv og sine personlige erfaringer?

Sagen er den, at jeg kan påtvinge mig selv et liv med hemmeligheder, men det er vel meget normalt, når man har båret på hemmeligheder hele sit liv – man går til den diametralt modsatte ydre ekstrem. Helt bemærkelsesværdigt lever jeg jo i et parforhold uden tabuer og mit øvrige liv bærer præg af, at jeg udbasunerer mine tanker. Det interessante her er, at jeg med jævne mellemrum modtager beskeder fra tidligere klassekammerater, efterskolebekendte osv., der går på, at min italesættelse af forskellige personlige problemstillinger har hjulpet dem eller sat sig som et særligt minde.  Oprindeligt havde jeg ingen idé om niveauet af aftryk, jeg satte – det trængte bare ud af mig som vand gennem sprækker.
I dag er mit liv ikke længere sivende i sprækker, men en ubarmhjertig flod, hvis forløb følger mine bevægelser. Arkitekten er en del af det nu, og vi bader sammen i vandet. Frie, nøgne og udforskende inden for de begrænsninger omstændighederne har sat.

Det er meningen, at vi skal være hos mig, men om morgenen skriver han, om jeg vil med op i hans sommerhus i stedet. Det ligger på Djursland, og han skriver, at han kan være ved mig om et kvarter. Jeg bliver filmet, da han skriver, og jeg ringer til min kæreste og fortæller, at han sagtens kan bruge lejligheden for dagen, for jeg tager på trip i stedet. Jeg er helt ren, nybarberet og velduftende, og jeg har lyst til at være lys hud under hans bestemte hænder.
Arkitekten henter mig, og fra vinduet vinker min kæreste til ham. Som en fader overdrager sin datter ved alteret, sender min kæreste mig tillidsfuldt afsted til parallellivet.

Køreturen agerer transformationsfase, og floden udfolder sin vej efter os. Arkitekten kører, og min eneste opgave er at være til stede og inhalere den samme luft som ham. Da vi ankommer, viser han mig rundt, og sammen finder vi en larve. Hans rolige blik suger alt til sig, mens jeg lokker larven over på en kvist. Fed og uden bekymringer. Der er kun ham, jeg og larven mellem de susende træer, som markerer havens ophør og skovens begyndelse.

Indenfor tager han mine sko af, som man vil gøre det på et barn, der har været udenfor hele dagen og leget i mudder. Han afklæder mig med snilde, og han tager mig i hånden og fører mig ind i soveværelset og skubber mig drillende ned i sengen, hvor jeg er hans, så længe han vil have det. Jeg kan bedst lide det sådan for nu – ham og jeg som parallelkærester i den begrænsede mængde. Jeg sidder oven på ham, da orgasmen overtager hans bevidsthed, og han giver sig til mig, som jeg aldrig havde forventet, at jeg kunne få ham. Hans pande er svedig, og det smager salt, da jeg kysser ham.

Arkitekten er stadig oppe i mig, mens han spørger ind til de ting, jeg ellers går og tumler med. Jeg indrømmer, at min kæreste ikke har haft en god reaktion på de nederlag og erkendelser, han desværre har måttet gennemgå den seneste tid. De lukkede døre har resulteret i prokrastination og en medfølgende uigennemtrængelig hårdhed, han har genfundet fra sin tid i ghettoen. Det er ikke sjovt, og mine forsøg på at forføre ham tilbage ind i livet har endnu ikke lykkes. Jeg rejser mig op, mens jeg mærker efter, om sæden løber ud gennem mine skamlæber. Vi har øjenkontakt. Det er nært og kærligt. Sæden løber ikke ned af mine inderlår, men til gengæld løber min kærestes tillid til en anden verden end vores ud i sandet, hvis ikke han åbner sig for den igen. Kirsebærpigen, alle vores venner, de tidligere succesoplevelser, lærerne på skolen, vores familier og jeg er ikke nok – det må komme indefra, og det er lige så sandt, som det er svært at være tilskuer til. Læs videre “Jeg lokker larven over på en kvist”

Følelsen af vejgreb

Min kæreste sidder ved siden af mig, helt nøgen, med guitaren og spiller for mig. Jeg ligger på sengen med sæd på maven. Min bukser er trukket ned om anklerne, og savlet på mine nipples er stadig ikke tørret ind. Der er blødt overalt; på vores hud, inde i mig, lyden af vores stemmer. Jeg fatter ikke, at jeg er så heldig at være født i dette meningsfulde liv i trygge Danmark uden alvorlige sygdomme eller med udsigt til dårligdomme. Fraværet af ondskab er en anormalitet, som jeg kan blive helt skeptisk overfor – det hele er blevet for godt til at være sandt, og surrealismen i det almindelige liv er ikke til at begribe med den abstraktionsevne, der er tillagt mennesket.

Da jeg var barn, legede jeg ind imellem med en pige, der boede i det villakvarter, hvor mine forældre boede side om side efter skilsmissen. De havde to huse, der delte hæk, som en semipermeabel membran, der kun tillod os børn at passere. En dag havde pigen og jeg siddet med min klistermærkesamling på hendes rektangulære pigeværelse og begge taget et lille klistermærke i panden hver. Det forestillede en lille blyantstegnet mus, og af en eller anden grund summede det i hele panden, når man satte et klistermærke mellem brynene.
Tidligere den dag havde vi spist aftensmad ved hende, og det var den første og eneste gang, jeg spiste der. Fra en tidlig barndom har jeg altid cringe’et, når andre børn var kræsne, for man kunne jo bare spise maden, selvom det ikke smagte godt. Så længe det ikke var sundhedsskadeligt kunne man jo bare skylle ned med vand. Af en eller anden grund skabte pigen sig over, at hendes forældre havde lavet kyllingelår, fordi hun ikke kunne lide skindet. Da hendes far skænkede op til moderen og de andre børn ved bordet, opdagede han, at der lå et skjult kyllingelår nederst i den bunke, han en time forinden havde hældt ud fra en frostpose ned på bradepanden. Den var helt bleg i kyllingehudharve med blålig tone og utilberedt at se på, men hendes far lyste op, da han fandt den liggende dækket af de andre lår. Her er en, som er lige perfekt til dig, sagde han til pigen, og hun lappede den i sig, mens jeg fik uvelkomne salmonellatanker over det løse skind. Halvrådt kød, og ingen gjorde noget.
Almindeligvis legede jeg ikke med pigen, og da jeg så hende igen på vejen nogen tid efter, fortalte hun, at hun havde haft beholdt klistermærket på, og at der var gået betændelse i huden under. Hendes mor var blevet vred på mig over, at jeg havde fået den idé med at tage klistermærker på, og fremadrettet legede vi ikke mere sammen.
Pigen var rigtig sød, men det var ikke et stort tab, og på en måde følte jeg, at moderen havde gjort mig en tjeneste ved at tage den beslutning, for situationen belyste meget fint, hvorfor det ikke altid sagde mig noget at lege med alderssvarende børn. De besad ikke almindelig fornuft og selvstændig tankegang. Det reelle tab lå dog i at blive ældre og opdage, at den slags mangler også var så udbredt blandt voksne.

Jeg fortæller min kæreste om anekdoten, mens jeg ligger der på sengen helt udstrakt og lytter til tonerne af hans fingerspil. Hvorfor jeg kommer i tanke om det, ved jeg ikke, men han spejler helt instinktivt følelsen af at være barn og tilskuer til det absurde. Han har måske i større grad end jeg set sit i ghettoen, men følelsen af at være en skuespiller, der er trådt ind i den forkerte scene har hængt ved hos os begge. Man må improvisere sig  frem eller forlade stykket, og vi har begge valgt det sidste. Når man bryder med kursen, kan man heller ikke fremskrive fortællingen. Det forekommer mig åbenlyst, at hvert individ må befrie sig for egen angst, forfængelighed og øvrige begrænsninger for at bidrage til fællesskabet og optimere den samlede sum af ressourcer i det større hele med de kvaliteter, som individet evner. Meningen ligger i at være en del af noget større og være tildelt ansvar. Læs videre “Følelsen af vejgreb”

Jeg er en igle, der har suget sig fast på livet. 

Jeg bliver student. Min kæreste står uden for på gangen sammen med et udpluk af min klasse. Det er i samfundsfag b, og jeg har trukket social arv, hvilket er en direkte foræring. Jeg ved også godt, at det er gået godt, da jeg kommer ud fra lokalet med øm tunge og lette hænder. Det hele er overstået, men det føles ikke, som jeg havde regnet med, da jeg i mine yngre dage sad til det ene studentergilde efter det andet som den eneste uden rød-hvid-hue på. Min identitet og hverdag flyttede sig hurtigt fra livet som HF-studerende, da jeg indså, at det ikke var stedet, jeg ville møde udfordringer, men rodfæstelse. Hele forløbet blev en ledsætning i min tilværelse, og det var tydeligt, at autoritetsforholdet mellem mine lærere og jeg smuldrede, som interessefællesskabet tog over. Jeg blev ligeglad med karaktererne, men jeg var interesseret i at få den viden og de færdigheder, som de forskellige fag tilbød – som en igle, der har suget sig fast på livet.

Under voteringen er min kæreste sød, og han lader sig ikke gå på af, at han for få dage forinden har fået 02 igen – denne gang i samfundsfag b – og nu ikke kan komme ind på nogle af de uddannelser, han ønsker. Faktisk kan man slet ikke mærke det på ham. Han udviser humor, overskud og er udadvendt som sædvanlig, og jeg kigger på ham med beundring, men også med frustration over, at manden insisterer på kun at ville tage uddannelser, der giver ham magt, prægtige og penge, for hans kvaliteter bliver spildt i kontorlandskabet.  Manden er vidunderlig og inspirerende, men ironisk nok er det den selv samme sociale arv, som jeg netop har analyseret og diskuteret, han tynges af.

Min far er faktisk også dukket op med blomster og champagne. Uopfordret. Han har skrevet til min kæreste, og min kæreste har fortalt, hvor og hvornår jeg skulle op. Siden jeg brød kontakten til min mor og tog kontakt til min far, har han gjort sig umage for at vise, at han vil relationen. Det betyder noget – en cirkel er brudt, og en ny fase er begyndt. Det er afskeden med livet som vanrøgtet, mishandlet barn, og begyndelsen på livet som ressourcestærk kvinde.  Jeg ved godt, at det ikke lykkes for alle, og jeg er taknemlig for, at det gjorde for mig. Det er det, jeg står og tænker på, da døren åbnes, og jeg bliver kaldt ind til karaktergivning.

Jeg får 12, hvilket betyder, at jeg har fået 12 i alle eksamener, og med hurtigstartsbonus er mit snit 13, og det står som en hån mod alle de, der erklærede mig uegnet. I min journal har en læge endda noteret, at jeg manglede realitetssans, fordi jeg ville tage en ungdomsuddannelse. Den samtale var så negligerede, at det fik mig til at indse, at ingen ville komme og redde mig. Jeg kan huske, at den åbenbaring fik det til at løbe koldt ned af ryggen: øjeblikket i søvnprocessen, hvor man pludselig falder og vågner af chokket. Jeg gik fra den lægesamtale fuld af adrenalin og et grundlæggende tab af tillid til andre, men forhøjet tiltro til mig selv.

Der står allerede 12 i huen, for jeg har lånt den af en veninde. Min lærer og censor står i døråbningen, mens min kæreste giver mig den på. Han er den helt rette til opgaven – uden ham giver det ikke mening. Vi tager ned i Skanseparken, og vi drikker den champagne, min far har givet mig. Flere af mine veninder kommer, og de krydser på tværs. Det er drømmen om den fasttømrede vennegruppe, og solen skinner ned på os, selvom den undertiden er bag skyerne. Læs videre “Jeg er en igle, der har suget sig fast på livet. “

Brexit

Den første, jeg var sammen med, var en ung forfatter, der havde boet i London de sidste mange år. Han havde lige været i USA for at skrive sin seneste bog færdig, og han var i Danmark den sommer i forbindelse med udgivelsen. Det var aftenen med Brexit, hvilket gjorde denne aften særlig højspændt, for en del af hans fremtidige liv blev afgjort.

På det tidspunkt havde jeg en profil på Victoria Milan, og jeg fik en milliard henvendelser fra desperate mænd i ægteskaber, hvis våde drøm var at få en ung smuk elskerinde. Forfatteren adskilte sig markant fra disse, for han havde den der ‘Before Sunrise’-vibe og lignede i øvrigt lidt en model på billederne fra hans hipsterkorrekte liv i Londons undergrund.

Vi mødtes på VesterLauget, og jeg mener, at det var hans forslag. Han var lidt forsinket, og jeg havde nået at drikke en hel Thy Pilsner, mens jeg havde siddet på barstolene og læst i “Vor tids helt” af Jacob Skyggebjerg. Det resulterede i, at jeg var lidt tipsy, da han pludselig satte sig ved siden af mig. Han var meget mere tiltrækkende, end jeg havde håbet på, og det klædte ham med mellemlangt hår og stramme sorte jeans.

Fordi jeg var lettere beruset, var jeg mere aggressiv end normalt; mens han bestilte øl, trykkede jeg mig ind til ham og bed ham i øret og kyssede ham på halsen. Det satte ligesom rammen for resten af aftenen. Vi snakkede om alt muligt, lige fra hans bedste vens selvmordsforsøg til hans forældres virksomhed. Han viste mig noget af sit arbejde, og jeg læste det ivrigt og gav konstruktiv kritik. Vi diskuterede politik og prostitution, kærlighed og kønsroller, samfundsudvikling og sensationsnyheder, hvilket ikke stoppede, før vi var nået op til Sankt Lukas-kirken på Ingerslev Boulevard.

Vi havde trukket vores cykler op til området, hvor vi begge boede, men ved kirken skulle vi hver sin vej. Derfor stoppede vi og satte os på bænken på den lille asfaltø og drak de øl, vi havde købt i 7-eleven. Det var højsommer, men ufatteligt tåget den nat. Jeg havde en stram kjole på, som han trak op for at få hånden ned i mine underbukser. Det kom bag på mig, at han faktisk tog alt mit tøj af på bænken, så jeg sad der nøgen i det ellers hellige offentlige rum. Han satte sig på knæ på fortovet og slikkede mig, og jeg fik øjenkontakt med fuldmånen.

Han bar mig om på det lille trekantede græsareal bag kirken. Over hækken kunne jeg se styret på min cykel, og der kom slet ingen, mens vi havde sex. Jeg havde den ene hånd på græsset og den anden på kirken, da han kom. På en måde forbandt den gestus det verdslige med det gejstlige, og det var i mine hænder, men helt ude af min kontrol på samme tid.

Det var frækt at have sex med ham, særligt fordi luften var så fugtig, og det faktum at mit tøj lå ude på vejen bidrog til en intensiveret oplevelse. Da jeg kom hjem den aften, havde min kæreste været inde i min lejlighed og placeret et kæmpe bundt langstilkede roser på mit spisebord sammen med et kort, hvor han havde tegnet sin kærlighed for mig.

Jeg var stadig fuld, og mens jeg stod der med kortet i hånden, gik det op for mig, hvorfor kærligheden kun bliver større af at blive delt. Jeg oplevede det modsatte af en løsrivelse, selvom det var løsrivelsens aften. Læs videre “Brexit”

Sæd og selleri

Jeg har brug for kærlighed – både at give og modtage, så min kæreste og jeg holder ‘kæresteaften’ med film, sodavand, jordbær, chips og selleri. Vi arrangerer hyggen med velvilje og fortrolighed. Han aer mig på maven, og hans telefon med de utallige notifikationer er pakket væk. Den aften er vi et almindeligt småborgerligt par, der ser actionfilm med blanke øjne. Det er vi lige præcis, indtil min telefon vibrerer fra vindueskarmen med jazzplanten.

Det er Arkitekten, der skriver til mig, om jeg er i byen. Det er jeg ikke, for jeg ligger helt udstrakt nøgen i en dyne-burrito med min kæreste. Dog jeg er villig til at tage derind, for Arkitekten og jeg har haft alt for lidt tid sammen. Min kæreste foreslår, at han kan skrive til Kirsebærpigen, om hun kan ses, for så vil han gerne køre mig hen til Arkitekten. Jeg haster med at gøre mig klar, vaske mit underliv, børste tænder og tage tøj på. Jeg tager ikke makeup på, for min erfaring er, at det alligevel bliver tværet helt ud af spyt, opkast eller tårer.

Iført en stram, sort kjole er jeg klar til udlån, og min kæreste sætter mig af ude foran baren, hvor min nyeste elsker står og venter på mig. Han er i godt humør, overspændt som en hvalp, og jeg har lyst til at knuge mig ind til ham på gaden, men jeg kender ikke reglerne. På baren er der tæt af røg – det er ham, der har valgt stedet. Der er også tæt af varme, og selvom jeg dufter til hans hår, kan jeg ikke fange hans essens i røgakvariet. Det hele er meget potent; lysten til alenerum, lysten til at mærke ham, varmen, iltmanglen, smagen af øllene, men han er tydeligvist ikke påvirket af det. Til gengæld er han ved at flyde over af ord. Han fabler om, at han ikke forstår, hvad jeg ser i ham. Han forstår ikke, hvad jeg får ud af det seksuelle, og han forstår i øvrigt slet ikke, hvad jeg får ud af den relation, eller hvorfor jeg har valgt ham frem for andre. Vi sidder for os selv midt i lokalet, og ingen af de andre unge hipstere, der sidder i små grupperinger, kan høre vores samtale for musikken. De griner blot af inter jokes og skodder i løst over bordet uden at ramme de store askebære. Musikken er upassende høj, men det er også sidste time før sidste omgang, men stamgæsterne ser ud til at sutte videre, efter vi er gået.

Arkitekten giver mig også kritik på det, jeg har skrevet om ham. Det er ikke kunstnerisk nok. Der er ikke lyrisk nok. Ikke nok huller i teksten. Læseren skal tænke selv, understreger han. Jeg siger til ham, at det ikke er digte, og han spørger, om han kun er et sexlegetøj for mig, for jeg rører ufortrødent ved ham og nulrer hans ører. Min fingre bevæger sig undersøgende hen over konturerne. Stoffet, den bløde uld, den svedige nakke, skægget, buksernes faste materiale i kontrast til jerseyen, som hans t-shirt er lavet af. Det er et anderledes forhold, end dem jeg tidligere har haft, men han stiller de samme spørgsmål, som de andre også har stillet. Måske jeg svarer for vagt på dem – det er en gennemgående frustration, og jeg har ingen idé om, hvor den kommer fra. Jeg har endnu ikke indset, hvorfor alle de gode mænd forelsker sig i mig, eller hvorfor kvinderne ofte bliver sygeligt misundelige. Jeg er bare mig.

Samtalen bliver afløst af kys. Jeg leger den unge, uvidende og lalleglade pige, og han får lov at være den voksne mand, der prajer en taxa, som vi tager hen til hans atelier. Det er ham, der tager initiativet, og det er ham, der pensler mig, mens jeg ligger nøgen på gulvet. Han placerer mig også i en lænestol, så han kan sprede mine ben og komme ordentligt til. Jeg er meget sårbar, som jeg sidder der med min områdevis hvide og solbrune hud. Helt nøgen med hænderne bag ryggen og mit køn omsluttet af hans mund. Han taler også til mig – siger, hvad jeg skal tænke på. Det er sikkert ikke intentionelt, men han lader mig ikke undslippe: hverken orgasmen eller hans grundige blik, da han efterfølgende iagttager mig tisse for åben dør. Han har fyldt mig med sæd, og det siver stille ud. Med mine fingre mærker jeg efter på den klistrede substans, der aldrig skal blive til vores børn. Det er ritualet: vi blev begge testet og godkendt.

Faktisk siger jeg til ham, at jeg er sikker på, at vi kunne få nogle fine børn sammen og sikkert også et lykkeligt ægteskab, men det er underordnet, for det er et andet liv. Han siger i den forbindelse, at jeg har ‘vækket’ ham. Han føler sig attraktiv, og det kan han roligt gøre med rette. Han hjælper mig med at tage mit tøj på, og mens jeg binder mine snørebånd, får vi øjenkontakt, og han indrømmer, at han aldrig er blevet deepthroatet før. Klokken er lidt over fire, og det er stille ved at blive lyst.

Sammen går vi ned forbi havnen. Der er kun os. Én mand og én kvinde. Én genopfundet og én genoplivet. Vi går også op til Skanseparken. Der er kun os. Aarhus er forladt. De sidste eksamenspressede unge er for længst taget hjem.  Der står tomme somersbydåser på borde-bænke-sættene, og der er bræk sprøjtet op ad et af træerne. Græsset er fugtigt af duggen, og de græsstråspidser, der stryger mine ankler, efterlader våde striber.

Arkitekten tager mig i hånden og fører mig ned på legepladsen i hjørnet af parken. Uden tøven trækker han mine strømpebukser ned, og hans fingre finder vej til begge mine indgange og med de subtile tegn får han lov at gå på opdagelse. Jeg rider ham, og han tager fat om mig – lader sine fingre bore sig ind.

Da han er gået, tisser jeg bag en busk. Sæden løber for anden gang ud af mig og blandes med urinen på jordbunden. Der er nu en mørk plet som dokumentation på min besudling. Det, der før var inde, er nu ude. Jeg er et lille skovdyr, der netop er blevet udsat for parring. Skovdyret ringer til sin primære mage, og han henter mig med det samme. Han har tilbragt natten med Kirsebærpigen, og vores kæresteaften slutter, hvor den startede: in the know. Læs videre “Sæd og selleri”

Smagen af varme

Arkitekten skriver til mig, om han skal tage frokost med hjem til mig, hvor vi skal lege kærester for en dag. Vi er efterhånden 6-7 dates inde, og jeg kan mærke, at jeg også er begyndt at blive mindre nervøs, når vi skal ses. Faktisk har det været helt vidunderligt, at han ofte har været mere nervøs end jeg, for så har jeg kunne spille rollen som den selvsikre, kælne elsker.
Jeg ser fra vinduet, at min kæreste og Arkitekten hilser på hinanden, og jeg iagttager, hvordan min kæreste overlegent klapper ham på skulderen.

Arkitekten har stadig svært ved at forstå, at min kæreste oprigtigt har det fint med ham, men han har selvfølgelig heller ikke oplevet de ivrige kandidater, der tidligere har kæmpet om pladsen som min elsker. Han besidder ikke den seksuelle aggressivitet, der gør min kæreste utryg, men til gengæld er Arkitekten sensuel, nærværende, nysgerrig og intens. Og desuden er han helt universelt køn. Jeg ved ikke endnu, hvilken del jeg faldt for ved ham.

Vi sidder på sofaen og snakker om min eksamen, om hans ungdom, om min fremtid og om sidst vi så hinanden, hvor jeg ikke havde skrevet i flere timer, efter jeg var gået. Han bliver sådan: Ej-hvorfor-fortæller-jeg-dig-det-agtig,  halvt smilende og halvt forlegent, men han kan selvfølgelig ikke vide, at det blandt andet er den umiddelbarhed, jeg er vild med. Jeg har netop lyst til at høre alle hans tanker og usikkerheder og med tiden blive lukket ind i de allerhemmeligste dele.

Generelt er han meget selvbevidst, og han kommenterer på sin egen duft, sved, dårlige hårdag, men jeg oplever intet af det. Jeg ser bare et helt vidunderligt menneske, der efterhånden er fanget i metaforholdet, som transitlivet faciliterer. Jeg kan ikke fatte, at de kønne øjne har lyst til at kigge på mig, og at den smukke mund vil kysse mig mellem benene.

Vi ligger på sengen i de hvide lagener, som jeg har vasket til lejligheden. Det er sommervarme i luften og sommerforelskelse i mit underliv. Hans hud er mod min hud, og det er mine nipples mellem hans tænder. Mens vi har øjenkontakt, borer han sin pik op i mig. Jeg er glat og våd, og jeg har lyst til, at det aldrig skal stoppe. Han presser sig sådan helt ind. Det er virkelig intenst for mig, og da han sætter sig op for at kysse mine fødder og tage mine tæer i munden, giver det et stød op gennem mig. Hans hænder er overalt på rosé-måden, og mens han sprøjter op i mig, stemmer han så inderligt, at jeg føler, at underlægningsmusikken stopper og kun reallyden er tilbage. Den perfekte balance mellem skrøbelighed og autenticitet.

Han dufter næsten ikke af noget, og hans sæd smager næsten ikke af noget, men det er oppe i mig, og jeg kan lide, hvordan han tager mig.

Vi spiser udenfor i den bagende sol på den tørre græs. Jeg elsker, at han sådan styrer de praktiske rammer lidt, og jeg er vild med, når han beslutter, hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge. Desværre indleder vi en lidt dum samtale om krig, og jeg får ikke forklaret mig, for vi snakker om to forskellige ting, men måske er det kun mig, der kan høre det.

Vores samvær er altid præget af tidsmangel, og egentlig burde vi bare ligge og være nøgne i sengen i samtlige treenhalv time, vi har sammen denne dag, men vi ender med at snakke. Jeg vil vide alt om ham, og jeg vil have, at han skal vide alt om mig. Faktisk har jeg lyst til, at han skal blive fast inventar i mit komplicerede, finurlige kvindeliv, men jeg ved ikke, om omstændighederne og hans villighed tillader det.

Anden gang vi har sex den dag, løfter han op i min nederdel, så han kan komme til. Jeg ligger på sengen og giver mig hen til den kildrende fornemmelse af hans tunge. Han er god til det, og jeg lukker mine øjne, så jeg kan mærke hvert bid, han tager af mig.

Jeg vil ikke have, at han skal gå, for han er dejlig, og vores korte møder bliver mange, før jeg når helt ind til ham, kan jeg mærke. Måske er det også ok, for jeg er endnu kun ingredienserne i skålen, der ikke er blevet blandet endnu, og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan tilbyde denne verden. Læs videre “Smagen af varme”

Arkitekten

Faktisk var jeg ikke på udkig efter noget den aften.

Vi er taget videre i byen efter en skolefest, og selvom det ikke ligner mig, har jeg købt en drink, som jeg holder i hånden, mens jeg danser. Måske er jeg faktisk også lidt fuld – jeg lever mig hvert fald ind i det poppede liv, og jeg sender endda snaps fra dansegulvet.

Min kæreste og en del af vores venner er der også, og det er da en af mine veninder hiver mig med ud, fordi hun skal ryge, at jeg møder Arkitekten. Min veninde knækker sin cigaret ved et uheld, da hun skal tænde den, og jeg hjælper hende med at reparere den på eks-ryger-manér. Hun griner, og jeg griner, og måske er det det, der tiltrækker ham. Vi får hvert fald øjenkontakt, og da min veninde går ind, bliver jeg ude for at snakke med ham.

Jeg siger til ham, at når han alligevel står med begge hænder fri, kan han passende lige holde mine ting, mens jeg tager min undertrøje af. Han svarer, at undertrøjer er noget mænd har på, og jeg svarer, at han må leve i det heteronormative helvede, og at dømme på hans ansigtsudtryk bliver han flov og begejstret på samme tid. Han er smuk, måske det kønneste ansigt, jeg har set i virkeligheden, men han virker faktisk lidt usikker, selvom han forsøger at være kæk. Ret hurtigt fortæller han mig, at han er i byen med nogle arbejdsforbindelser, og at han er arkitekt, og jeg siger, at jeg intet ved om at være i byen med nogle arbejdsforbindelser, for jeg er ung og har aldrig arbejdet fuldtid. Hvor gammel er du da, spørger han. Jeg er 24, svarer jeg med det intense Sofia-blik i øjnene. Han ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er eller hvilket ride, der er ham i vente, men han gengælder blikket helt intuitivt.

Det hele minder om stemningen fra 500 days of summer, da min kæreste kommer uden for, fordi han ikke kunne finde mig inde på HQ. Jeg står med Arkitekten på trappen, musikken er tyk og nattelivsagtig. Jeg føler mig som en topmejse, da han og min kæreste giver hånd.

Faktisk sker der ikke så meget mere den aften, for jeg får det dårligt af den drink, og jeg må afbryde samtalen og foregive at få et opkald, men i virkeligheden kaster jeg op på hjørnet af Valdemarsgade. Dog har jeg givet Arkitekten min facebook, og da jeg vågner om morgenen, har han skrevet og spurgt, om jeg er kommet godt hjem. Det bliver starten på et nyt elskerforhold. Læs videre “Arkitekten”

Sirene

Forskeren skriver til mig, at jeg er en sirene, fordi jeg lokker mændene ind med skønsang og løfter. Det er en joke, men der er også en grad af sandhed i joken for de fleste kvinders vedkommende. Min kæreste og jeg er på vej hjem fra København, og vi sidder i toget da Forskeren skriver til mig. Vi har været ovre for at lave masterinterview, og vi er begge meget trætte. Dog læser min kæreste op på psykologi, for næste morgen skal han til eksamen, og jeg iagttager ham stolt fra min sideplads mod køreretningen.

Tidligere på dagen, da min min kæreste er inde og blive interviewet alene, beslutter jeg at skrive på min bloginstagram, at man kan få oplyst min rigtige instagram, hvis man har lyst. Der er overraskende mange, der skriver til mig, og det fylder tiden godt ud, mens jeg sidder på den kolde gang uden foran studiet i DR-byen. Det er jo en beslutning, jeg har gået og overvejet længe, og det er helt sikkert det rigtige valg. Jeg opretter også en note over de ting, jeg gerne vil gøre med Forskeren i fremtiden. Til at starte med er der kun to ting på listen: at drikke aperol sammen samt at have sex i en skov. Jeg deler noten med ham, og hans respons er: “Du er fandme sjov [grine-græde-emoji]. Jeg elsker dig [hjerte]”.

Måske kan jeg bare godt lide at dele kærligheden og føle trygheden af, at efterhånden mange omkring mig har lyst til at passe på mig. Det er stadig lidt en ukendt følelse, men jeg er sikker på, at det med tiden bliver en ny grundstemning.
Dagen efter sker det utrolige, at min kæreste går op til eksamen og får 12 helt uden min hjælp. Det har hans først helt selvstændige 12-tal, og lærestregen bliver, at jeg skal blande mig helt uden om og lade ham styre det hele selv.

Læs videre “Sirene”