Vi er på Skanderborg Festival og ikke SmukFest.

‘Er det mig, der lugter af tis?’, spørger jeg min kæreste, mens jeg rækker ham en Roskilde-Universitet-mulepose, som udgør min taske. Han holder den, så jeg kan tage min læderjakke af, for det er varmt i bøgeskoven. Vi er på Skanderborg Festival, og det er tredje gang, vi er der sammen. Min kæreste nikker mod buskadsområdet bag mig, og jeg kan konstatere, at lugten må komme derfra.
De første mange dage skinner solen. Vi er medhjælpere igen i år, og dette år giver jeg mig lidt mere hen til alkoholen og den smattede stil. Jeg har gummistøvler på de dage, det regner, og jeg opgiver at lægge ny neglelak. Før festivalen startede, snakkede jeg med Arkitekten om muligheden for at være sammen med andre på festivalen. Egentlig kunne jeg godt lide tanken om det spontane møde, men jeg erkender efter de første dage, at det ikke bliver til noget: der er ingen nye mænd, der fanger min interesse, og jeg er i øvrigt helt genforelsket i min kæreste, så det falder mig helt naturligt at afvise alle de mænd, der henvender sig til mig.
I løbet af ugen danser jeg til musikken, drikker de billige fadøl i medhjælperbaren, holder mig ikke tilbage på drinks, og jeg mødes med alle mine venner og bekendte, der er på festivalen. Mest af alt ser jeg næsten hele sendeplanen på Udsigten, og i pauserne skiftes min kæreste og jeg til at hente kaffe og vin.

Det mest uventede sker dog en nat, hvor min kæreste og jeg er på vej gennem Sherwood efter en koncert på Bøgescenen: Middelpigen ligger på træflisen midt på den åbne plads. Jeg ved ikke, hvad hun laver der, for hun ser ikke fuld ud, mere som om hun ligger og slapper af. Vi er helt henne ved hende, før det går op for mig, at det er hende, og så den måde kan vi ikke undgå at reagere på situationen. I nogen tid har min kæreste snakket om, at han har været bekymret for hende, og dette er den åbenlyse mulighed for ham for at få sagt de ting, han har på hjerte. Han og jeg har altid set på hende med forskellige øjne: han mener, at hun er et ekstremt udsat og skrøbeligt menneske, og jeg ser egentlig mange stærke kvaliteter hos hende. Jeg har ikke delt den bekymring for, om hun nok skal klare sig i livet, som han har gået med, men efter dette møde må jeg erkende, at jeg nok har overvurderet hendes kompetencer.
Det er en af de mærkeligste samtaler, jeg har haft i mit liv, og de fleste af de ting, hun fortæller, er helt sammenhængende og uden rationale. Jeg kan høre på min kæreste, at han gør sig umage for at tale i et simpelt sprog med korte præcise sætninger, og jeg synes, at det er en anelse unødvendigt at tale sådan ned til hende, selvom det – ifølge hans udsagn – er nødvendigt. Han vil gerne rense sin samvittighed, men det er uklart, om beskeden går klart i gennem. Selv forsøger jeg at rose hende og give hende en følelsen af værdighed, og hun stråler lidt modvilligt, når jeg rammer de rigtige ting. Det er virkelig bizart, og den aften er det præcis to år siden, at hun slugte en masse piller, fordi min kæreste ikke ville se hende mere. Hun havde jævnligt truet med selvmord gennem et halvt år, men det var den eneste gang, hun gjorde alvor af sine trusler.
Jeg gør klart for hende, at jeg er vred over, at hun plagierede min eksamen, og jeg prøvede at gøre mit for, at skolen ikke skulle smide hende ud for eksamenssvindel. I mit stille sind havde jeg håbet, at hun var kommet godt videre, men hun fortæller, at hun – til trods for at hun forlængede sin HF med et halvt år – aldrig fik sin studentereksamen. Det var noget med nogle pengeproblemer, men det går vist bedre nu, fortæller hun og udlægger et helt grotesk handlingsforløb, hvor hun undervejs bliver bidt i begge hænder af en hund. Det er noget med en roomie, der stjal fra hende og pludselig en dag er væk, samt noget med nogle penge hun skyldte. Hvert fald var det vigtigste for hende, at hun ikke blev smidt ud af sin lejlighed, og det giver vi hende ret i.
Hendes hud ser noget sundere ud, selvom hun har taget lidt på. Jeg siger til hende, at jeg synes, at det ligner, at hun har det bedre, og hun siger, at hun aldrig har haft det dårligt.
Vi kommer til at snakke om det frivillige arbejde på festivalen, og min kæreste vil gerne forsikre sig om, at hun har fået en ny formand, for ham den tidligere voldtog hende i en campingvogn på festivalen for to år siden. Dengang forsøgte vi at få hende til at melde episoden, men det lykkedes ikke.  Først siger hun, at hun ikke kan huske hændelsen, men indrømmer i samme ombæring at have løjet om det, for at min kæreste skulle blive ved hende. Min kæreste laver et virkelig udefinerbart ansigtsudtryk, som om han er vidne til et barn, der falder ud af vinduet fra tredje sal. Det er tragisk, og jeg ved ikke, om jeg skal være glad for, at hun er ude af vores liv, eller føle skam over ikke at have hjulpet hende mere dengang, hvor jeg i stedet reelt var frustreret over alle truslerne, de mange, mange opkald om natten og hele den måde hun fastholdte min kæreste med bebrejdelser og frygt for, hvordan hun ville skade sig selv. Det var ikke ligeværdige samtaler, vi havde dengang, og det bliver tydeligt den nat under festivalen.
Hendes nye kæreste og nye roomie er der også, men står og snakker sammen ved siden af. Det er tydeligt, at de ikke har nogen anelse om, hvem vi er, og de er meget snaksaglige og glade, da de på et tidspunkt kommer ind i vores samtale med Middelpigen. Det er godt, at hun har fået nogle nye mennesker i sit liv.
Hun fortæller også på et tidspunkt, at hendes far flytter til Vietnam ned til sin nye kæreste, og da vi går derfra, er min kæreste en anelse vred på hendes far, for Middelpigen er blevet svigtet gennem hele livet af ham, og dette er kronen på værket. Kort overvejer han, om han skal gøre noget, men han beslutter at lade det ligge.
Dagen efter møder jeg hende, den nye kæreste og roomien i medhjælperbaren. Roomien går forrest og slår armene ud og omfavner mig, som var jeg en hjemvendt bedste ven. Han er fuld og vil gerne hænge ud, men Middelpigen ser helt forfærdet ud, da hun ser mig, vender sig omgående om og trækker kæresten med sig. Jeg peger i retningen af dem og siger til roomien, at han nok hellere må efter dem, hvis ikke de skal blive væk fra hinanden.

Læs videre “Vi er på Skanderborg Festival og ikke SmukFest.”

Jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med en anden.

Jeg står nede på fortovet foran vores opgang og siger farvel til min kæreste, der skal på aftenvagt på sit arbejde. Selv skal jeg se Arkitekten. En hveps sætter sig på min kærestes skidt. Af ren provokation slår han den i ét smæk. Hårdt. Den falder ned på flisen lige mellem hans sko. En vinge indsmurt i hvepsesafter er splattet ud på den sorte cowboystof. Han konstaterer højlydt, at han har ondt i pikken efter slaget. Det er dumt, men han ser hamrende godt ud. Det må man give ham.

Min kæreste arbejder meget for tiden. Efter eksamenerne erklærede han, at han ville tjene penge op dette halvår, og nu har han to jobs. Han er arbejdsom – det må man også give ham. Det ene af de to jobs er på den fabrik, hvor hans mor også arbejder. Han havde første arbejdsdag den dag, jeg startede i praktik på Aarhus Rådhus. Begge suttede vi på den sociale arv.
Stille genvindes min respekt også for ham. Den led ellers en overraskende hård belastning af hans prioriteter gennem de seneste seks måneder, men i denne periode oplever vi en gensidig genforelskelse. Den seksuelle spænding stiger også sideløbende. Nu er der kun en uge til, at han får svar fra den seneste podning og blodprøve fra Kønssygdommeklinikken, og så kan vi have oralsex igen. I øjeblikket på han nøjes med at snuse til mig, mens han rører ved sig selv.

Arkitekten og jeg skal i sommerhus med to overnatninger. Det er første gang, vi skal være sammen så længe. Faktisk er det første gang, jeg skal være sammen med nogen elsker så længe. På vej hen til ham, ringer jeg til Forskeren, som fortæller, at han selv skal på date med sin nye pige. Lige kort rammes jeg af det savn, der tog mig flere måneder at komme over. Jeg cykler op ad Ringgaden, da han siger det, og da jeg holder i krydset ved Stor Center Nord, konstaterer jeg, at jeg nok ikke skal tænke for meget på Forskeren på til en date. Selvom ham og jeg måske ikke var det bedste match, var det alligevel så særligt og helligt. Han var der jo gennem alle de svære beslutninger, og ham om min kæreste kom så godt ud af det med hinanden. Til trods for at jeg har det fint med, at det for denne omgang er slut, håber jeg stadig, at vi har mulighed for at finde sammen igen.

Arkitekten er ved at pakke sin bil foran sit hus, da jeg kommer frem. ‘Hej skat’, vinker jeg, mens jeg bremser ned. Cyklen parkerer jeg i cykelskuret, og han lægger min taske om i bagagerummet. Det er ham, der kører på vej derop. Jeg sidder på passagersædet som sædvanlig, og jeg har den ene hånd på hans lår. Han synes, at det er for ramt i bilen, så han bliver ved med at tænde for klimaanlægget, og jeg bliver ved med at slukke det, fordi jeg synes, det larmer. Det minder mig om en scene fra en karikeret sketch.

Vi er ikke nået langt ud af byen, før jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med Iværksætteren. Den smukke mand kigger på mig med en grimasse, jeg ikke helt kan afstemme. Jeg siger til ham, at han skal kigge på vejen, når han kører, og han griner bare med et: ‘jaaah, mor’. Så siger han, at han føler, at han frarøver mig en masse seksuelle oplevelser. Jeg forklarer, at det jo ikke er de seksuelle oplevelser, jeg er interesseret i at få. Han siger, at det ved han godt, men det er stadig en latent frygt. Han vil være god nok, og det bliver tydeligt for mig, at han ingen anelse har om, at han er langt mere, end jeg havde evnet at forestille mig, da min kæreste og jeg åbnede forholdet.

I sommerhuset er vi i badekar den første aften. Vi har rosé i glas og skummet dækker vandet, så jeg ikke kan se hans krop. Det passer ham sikkert meget godt, for han er til tider ret selvbevidst. Vi har altid øjenkontakt, når vi snakker sammen. I starten var det forfærdeligt grænseoverskridende, men jeg er blevet tryg ved det. Jeg tager et sip af vinen og tænker på, om jeg skal fortælle ham, at jeg elsker ham, men jeg når ikke at tage tilløb til det, før han rejser sig op for at hente håndklæder. Det er en let og fri stemning. Han tørrer hele min krop med det hvide håndklæde. Efterhånden er det blevet et ritual for ham at give mig omsorg på den hyggelige måde.  Det er det rareste øjeblik, og jeg har får lyst til at forevige det – fange kærligheden og ømheden mellem os. Måske derfor kommer jeg til at tænke på, at alle dem, der ser mine stories på insta, må tænke, at jeg bruger meget tid alene. Jeg tager jo næsten aldrig billeder, når jeg er sammen med mine venner og jo slet ikke, når jeg er på date. Jeg konkluderer, at det er lige meget, selvom jeg har lyst til at dele med hele verden, hvor fantastisk Arkitekten er.

Arkitekten vil så gerne tilfredsstille mig seksuelt.  Jeg har lyst til at bide ham, men vi har aftalt, at jeg ikke må. Mine tænder kunne godt tænke sig at bide ham i halsen og i armene, men jeg må nøjes med at slikke. Min tunge penetrerer hans øre, mens jeg stikker to fingre ind i hans mund. Jeg tager tøjet af ham og lægger ham fladt ned. Han skal lære at tage imod. Så sætter jeg mig oven på hans skinneben, så han får fornemmelsen af ikke at kunne flytte sig. Vi har øjenkontakt, mens jeg sætter mit hår i en knold. Han ved godt, hvad der skal ske. Jeg kan også se det på hans lem. Den er blevet hård, og den første dråbe præsperm er løbet fra spidsen og ned på hans mave. Jeg tager fat om hans håndled, så han ikke kan nusse mig eller røre mine bryster. Han skal være helt passiv. Jeg slikker hans lem. Jeg slikker op fra roden og omslutter hovedet, deepthroater ham. Han stønner, og længe holder jeg ham på kanten af orgasmen. Tydeligvis er det et kæmpe kontroltab for ham. Jeg har kontrollen over hans orgasme.  Han er den bedste af dem alle.

Sommerhusturen bliver til to døgn i paradis. Vi kobler af. Det er så moderne. Han læser højt. Vi går ture ned til stranden og finder forstenede søpindsvin. Vi slår smut. Han er bedre til det end mig. Jeg vil gerne finde rav, men det går uden held. Der er kun rødlige sten, intet rav. Han samler på de sten med huller i. De giver lykke, siger han. Måske har han ret. Jeg er hvert fald lykkelig de dage, vi er der. Læs videre “Jeg fortæller Arkitekten, at jeg har været på date med en anden.”

I grænselandet til voksenlivet

I grænselandet til voksenlivet har jeg oprettet Linkedin-profil og taget alle mine piercinger ud, fået et kørekort, en bil, en forlovelse, en dobbeltseng og en tre-værelses-lejlighed. Jeg har støbt en figur af min kærestes pik, og jeg er kommet over hjertesorg.
For i grænselandet til voksenlivet er jeg voksen nok til at konsekvensberegne, men naiv nok til at springe ud i tingene. YOLO, siger de unge, og de har vel ret.
I grænselandet til voksenlivet er jeg mættet af Tinder, blevet for gammel til afskallet neglelak, men kan stadig ikke lide at sove alene. Jeg har haft sex i en swingerklub, en ørken og på min folkeskoles tag. Jeg har badet mere nøgen end påklædt og uden at lægge mærke til det, er jeg stoppe med at være bange for at blive gravid.
I grænselandet til voksenlivet har jeg haft en golden retriever og boet i et rækkehus, groet min naturlige hårfarve ud og gået over til koffeinfri kaffe, for jeg er blevet fornuftig – både til at bruge ‘night shift’ og drikke light øl for at styre min rus.
For i grænselandet til voksenlivet er jeg blevet for magelig til Roskilde og skal ikke engang campe på Skanderborg. Og selvom jeg i  grænselandet til voksenlivet stadig har dårlige nætter og en frygt for at alting ikke bare vil gå, har jeg stadig aldrig haft overtræk eller manglet penge sidst på måneden.
I grænselandet til voksenlivet har jeg prøvet at have vandskade og haft min røv i M! Og nu skriver jeg sågar også tekster uden nogen form for rytme eller sans for samme. Men jeg er dog i grænselandet til voksenlivet, og det vil jeg være lidt endnu.
Læs videre “I grænselandet til voksenlivet”