Første nat ved Arkitekten

Jeg sidder og drikker alkoholfrie øl i solen med tre af mine bedste veninder, da Arkitekten ringer og fortæller, at han kan være hjemme fra kontoret en time før. Vi skal sove hos ham for første gang, og jeg har glædet mig til dét step i forholdet. Det er lidt over tre måneder siden, vi var på vores første date, og jeg er ikke længere nervøs, når jeg skal se ham. Han er helt sikkert den af alle, jeg har datet, jeg er blevet mest tryg ved.

Mine veninder og jeg har spist kirsebær, melon, jordbær og mariekiks på et tæppe i mange timer, og vi er næsten de sidste, der forlader botanisk have. Arkitekten henter mig i bil på parkeringspladsen ved væksthusene, og han får på den måde anledning til at hilse nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Jeg viser ham stolt frem – han er nok den smukkeste mand, jeg har kysset med. Hans charme fortryller mine veninder, og vi ender med at hænge lidt ud alle fem, mens mørket falder på.

Han bor præcis, som jeg havde forventet, og jeg tænker på, at det var godt, at jeg ikke mødte ham for fem år siden. Dengang var jeg nok blevet ægte forelsket i ham, men i dag har jeg jo ligesom fundet et bedre match i min kæreste. Arkitekten laver gin og tonic til os, mens jeg sidder på køkkenbordet og lytter til den musik, han har sat på. ‘Her’, siger han, og rækker mig det ene glas med gennemsigtig, farveløs væske. Jeg siger til ham, at han ikke må gå i bad, selvom han havde insisteret på det på hele køreturen hjem. Det er den første chance, jeg har for at dufte ham, og han overgiver sig på den betingelse, at jeg skal tage mit tøj af, så han kan give mig oralsex, mens jeg sidder på køkkenbordet.  

Det er et andet seksuelt forhold, jeg har med ham. Det er meget tættere på min egentlige seksualitet – mere dyrisk og mere autentisk. Det handler ikke om fantasier, og nøgenbilleder er ikke en del af det. Det sidste er helt mærkeligt for mig, for det har været en central del af flirten mellem mine tidligere elskere og jeg. Efterhånden har jeg nu vænnet mig til det. Næsten. Mit savn til Forskeren er også helt ved at forsvinde, og der er nu grobund for et venskab. Det er dog kommet bag på mig, hvor hurtigt mit fokus flyttede sig ham.

Arkitekten kysser først mine inderlår og fletter fingre med mine tæer. Det er elektrisk, når han rører mig. Hans begær imod mig kender ingen begrænsning, og selvom jeg hverken har barberet mine ben eller mit underliv, ved jeg, at han formentlig ikke engang tænker over det. Han vil bare have mig, og jeg vil bare have ham. Nydelsesfuldt og intimt er ordene. Jeg føler mig elsket, og det gør jeg også, da jeg falder i søvn i hans arme efter mange timer lange snakke. Læs videre “Første nat ved Arkitekten”

Herpesdating

Da jeg var 14, begyndte jeg at blaffe rundt. Dels fordi jeg ingen penge havde, og mine forældre ikke var af den slags, der kørte mig rundt til alting, og dels fordi jeg blev mere uafhængig af dem på den måde. Jeg skulle også længere end realistisk cykelafstand, så i en periode var det at blaffe næsten mit primære transportmiddel. Det startede med, at jeg blaffede en del mellem Skanderborg og Aarhus. Som udgangspunkt var det med en ven for det føltes alligevel for risikofyldt at blaffe alene, men undertiden kunne jeg ikke altid time det med venner, og det voksende mod lod mig gøre det alene. Det var let at komme fra Aarhus, for det var inden, den nye afkørsel ved ringevejen var blevet bygget. Der var sikkert også let for mig at blive samlet op, for jeg så uskyldig og pålidelig ud, og da jeg endelig startede på efterskole, var jeg en habil blaffer. Inden jeg fyldte 15, havde jeg både blaffet mellem Skanderborg og København samt i de fleste småbyer i Østjylland, for mit sociale liv var mere udspændt end ruterne fra det jernbaneknudepunkt, som udgjorde min barndomsby.

Faktisk var jeg ret selvstændig, da jeg startede på efterskole, og mit ungdomsliv gik fra øvet til advanced level. Jeg vaskede tøj, planlagde skolefester, var engageret i samtlige udvalg, kyssede med fyrene, stoppede med at ryge, planlagde en efterskolefestival, fik en kæreste, et break-up, en ny flirt, havde en trekant, oplevede sikkerhed og tog mere ansvar end min frihed påkrævede.

Da jeg startede andet år på efterskolen, mistede jeg helt fornemmelsen af at høre til i Skanderborg. Jeg brugte ikke engang lægen der mere, så da jeg ville testes for kønssygdomme, blev det ved efterskolens tilknyttede lægehus. Både min veninde og jeg besluttede os for at få det gjort, og det var mig, der ringede derind og bestilte for os begge. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet, men hvert fald ikke, at den åbenbart mandlige læge ville pode mit urinrør i den ombæring. Jeg var 15, og jeg husker, at det var voldsomt smertefuldt, men meget af smerten, antager jeg, kan tilskrives overraskelseselementet.

Ingen af os havde hverken klamydia eller gonoré, og jeg fortrængte måske lidt episoden til selvsamme veninde og jeg stod ved en afkørsel og blaffede nogle måneder senere. Vi ville over til COP15 i København, for jeg havde overtalt hende til, at det var en vigtig sag med klimaet. Det var i 2009, og selv ikke decemberkulden kunne afskrække mig. Selvfølgelig blev vi samlet op af den læge, der nogle måneder forinden havde udført den gynækologiske undersøgelse på os. Det var tydeligt, at han ikke kunne genkende os – eller blot lod som om med en troværdig professionel distance – men vi kom jo hurtigt til at tale om, hvad han lavede til daglig.

Aldrig har jeg været så tavs på en køretur. Læs videre “Herpesdating”

Leverpostej er lavet af hjort

Min kæreste fortæller mig, at han engang troede, at leverpostej var lavet af hjort, og ind imellem tror han stadig lidt på det. Han siger det lige efter, vi har haft sex i vores bil på vej til at handle ind. Han lyner sine bukser op, mens jeg kravler om på forsædet i et grin. “Jo jo, det er rigtigt nok – det er den der grå farve. Hvordan kan det nogensinde være gris?” insisterer han, “- og mind mig i øvrigt lige på, at vi skal købe noget mere af det. Vi er ved at løbe tør.” Jeg kysser ham på kinden og starter bilen.

Vi bevæger os ind i en ny fase, som på de fleste punkter er god, blot fordi den er ny, men den er på samme tid skræmmende, fordi det hele er ukendt territorium. Min kæreste starter alligevel ikke på universitet endnu. Dog har han fået et job, så han kan tjene nogle penge. Det betyder også, at jeg skal starte uden ham, og den asynkrone fremgang, havde jeg gerne været foruden. Jeg kommer jo til at slå rødder i et nyt og spændende liv, men forhåbentlig finder vi en måde, hvor han ikke føler sig helt så efterladt. Det er jo hans eget valg, og jeg er stoppet med at overtale ham til at starte direkte.

I Netto på Søren Frichs Vej fylder han uhæmmet indkøbskurven op med en masse grøntsager.  Bunden af den gule kurv er fyldt, og jeg står og bliver i tvivl, om han overhovedet kan navngive den alle sammen, men en ting er sikkert: han er en mand af fremtiden. “Vi skal også have portobellosvampe,” indskyder jeg med et nik mod de flade brune svampe ved siden af salaten. I det samme opdager jeg, at jeg har noget indtørret sæd i en hårlok, men han når ikke at bemærke mit ansigtsudtryk, for han har travlt med at gennemse alle svampepakkerne for at finde det bedste valg. Nettopigen er ikke på arbejde, det havde ellers været et oplagt tidspunkt at smalltalke lidt med hende.

For tiden må jeg erkende, at det ikke går så godt for ham – eller rettere, han har det i hvert fald ikke godt, men på den kvindelige front går det forrygende. Pigerne vrimler om ham, og han får konstant nye tilbud. Desuden ser han stadig Kirsebærpigen, og de to er efterhånden ved at opbygge et solidt tillidsbånd, som formentlig ikke vil blive så påvirket af, at min kæreste gerne vil tage på date med en eller flere af de mange nye piger.

Desværre er de mange pigers interesse ikke nok for ham. Den anerkendelse, han søger, skal nok i virkeligheden komme indefra eller fra så mange ydre omstændigheder, at jeg som ene person intet kan gøre. Jeg har i hvert fald ikke knækket koden endnu. Det er en skævvridning mellem os, der er vokset gennem de sidste to år, og når vi taler om det, fremhæver han altid eksempler, hvor jeg ikke er den centrale aktør. Et eksempel herpå kan være til dimission på vores skole, hvor jeg holdte tale og fik overrakt en flidspris. Min kæreste er jo på mange punkter min forudsætning for at klare mig, men han føler ikke, at han har en finger med i spillet, selvom han egentlig udgør hele spillepladen. Efter talen var både ledere, lærere, forældre og andre dimittender henne for at kommentere på talen, og nogle af dem havde virkelig meget på hjerte. Talen havde været meget personlig – nærmest grænseoverskridende personlig – og det dannede grobund for ret personlige samtaler. På et tidspunkt var nogle af de lærere, vi begge kender, henne ved os, men de var egentlig henne for at kommentere på talen og ikke for at snakke med min kæreste. Efterfølgende fortalte han, at han havde følt sig meget overset af dem, og at han faktisk var blevet ked af det. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg kunne gøre noget anderledes i situationen, for jeg inddrog han i samtalerne, men jeg kunne selvfølgelig ikke styre deres motivationsfaktor.

Ved kassen får min kæreste styr på alle de mange indkøbskurve, der er stablet som to høje klodsmajortårne. Han hjælper også en gammel dame og lader en ung fyr, der kun skal have en liter mælk, komme foran os i køen. Stolt lægger han en økologisk hjorteleverpostej på båndet, og han ser ret selvtilfreds ud, mens den køres hen mod scanneren. Langt det meste af tiden har vi det godt – rigtig godt – men ind imellem får vi kontakt til de mindre flatterende sider: hans misundelse og min utålmodighed.  Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal agere i vores cirkus. Dog er en ting sikkert: han er helt særlig, og han er den eneste mand, der kan gøre monogamiet interessant. Alle andre er supplementer, og jeg er så lykkelig over, at jeg fandt ham først.

Læs videre “Leverpostej er lavet af hjort”

#Pejselivet

Jeg skal besøge Arkitekten i hans sommerhus. Vejen derhen er fantastisk smuk, for jeg kører mod en solnedgang, der lader til aldrig at ville give op. De sidste stråler rammer trætoppene, mens jeg parkerer bilen, og han står uden for og tager imod mig. Smukkere end jeg husker ham.

Arkitekten siger til mig, at mit seneste indlæg om ham var bedre, end de første jeg skrev om ham. Dog synes han, at mine ordvalg bryder med læseflowet, og at det hele i øvrigt virker ugennemarbejdet. Jeg siger, at pointen med bloggen ikke er at levere et færdigt gennemarbejdet produkt, som skulle det udgives på tryk, og at det er vigtigere for mig at skrive noget færdigt og poste det end at omskrive og redigere til perfektion. Han kysser mig på panden og siger tak, fordi jeg ville køre op i sommerhuset til ham.

Jeg fortæller ham, at jeg så en grævling, og han spørger, om den var død og lå i vejkanten, og jeg siger ja. Vi står så tæt, at jeg kan dufte hans shampoo. Egentlig vil jeg helst, hvis han ikke gik i bad de dage, jeg skal se ham, så jeg kan dufte ham i stedet for sæbe, skyllemiddel og vaskepulver. Jeg vil gerne have ham helt uden filter, men jeg tror ikke, at jeg har gjort ham tryg nok endnu. Han snakker om nattens lyde, der ikke er kommet endnu, og jeg lytter til susen i trætoppene og den sidste fuglekvidder, dagen har at byde på.

Han får den idé, at vi skal have en drink, og han tilbyder alle slags. Der er også vin, øl, bobler, kaffe og te, hvis du hellere vil have det, understreger han, og jeg går med til at drikke en svag drink, for ellers bliver jeg for fuld. Måske er det netop det, han gerne vil have, og vi lægger os ind foran pejsen. Der bliver lige så varmt på min hud, som der er inden i mig. Han er helt fantastisk, og jeg kan ikke møffe nok. Mit hovede passer perfekt på hans bryst, og jeg aer ham på maveskindet, mens vi ligger der. Jeg vil have ham til at fortælle om sit liv, og det gør han glædeligt, og mageligheden rammer os begge uden nåde. Jeg kan tydeligt mærke drinken, og jeg overvejer kort, om jeg skal sige til ham, at han faktisk er den af alle, jeg har datet i åbent forhold, jeg passer bedst sammen med.  

Jeg falder næsten i søvn, mens vi ligger der og smelter til lyden af pejselivet. Efter lidt tid sætter han mig op og siger, at vi hellere må gå i seng, og jeg gør opmærksom på, at jeg har menstruation. Dagen forinden kom det, og andendagen er den dag, jeg bløder mest, så vi lægger et håndklæde under min numse. Han putter mig med den tykke, kølige dyne, og han kærtegner mine bryster, før han forsvinder under dynen. Han trækker mine trusser af og spreder mine ben, og jeg gisper, mens hans tunge undersøger mig. Ganske unådigt slikker han mig, og det er noget af det mest intime, jeg har prøvet længe. Han vil have mig uden begrænsning, og det får mig til at komme. Voldsomt. Dybt. Grænseoverskridende ømt.

Om natten vågner jeg en enkelt gang og kan ikke stoppe med at smile. Jeg føler mig så ufattelig heldig. Læs videre “#Pejselivet”