Iværksætteren

Tinder er fyldt med sultne mænd, og jeg sorterer i de urimeligt mange tilbud. På et tidspunkt matcher jeg med en rigtig sød iværksætter med sympatiske øjne og et overlegent udseende. Han skriver til mig, at han har læst bloggen version 2.0, og at han synes, at hele konceptet er spændende. Dels er han fascineret af min såkaldte åbenhed, og dels er han nysgerrig på min atypiske træksammensætning. “Hvorfor er du på den måde?”, spørger han i en af de første chatbeskeder. “Er det generationsbetinget, eller er du bare sådan?”. Jeg må skuffe ham med upræcise svar samt erkendelsen af, at jeg knap nok selv ved det, men at jeg skam er interesseret i at nå til bunds i mysteriet. Vi bliver enige om at mødes og gå en tur sammen.

Vi mødes nede ved Aarhus Ø, og han har en mindre direkte attitude, end hans beskeder havde givet udtryk for. Faktisk virker han næsten lidt tilbagetrukket og eftertænksom, selvom hans udseende fortæller en anden historie. Vi snakker om den mulige biologisk betingede mentale forskel mellem mænd og kvinder, om statskundskab, hans og min datingsituation, om at være nysgerrig på livet, om at leve sit liv og om manglen på intensitet. Vi er sammen et par timer, og jeg får et godt indtryk af ham.  

Med min kærestes påskønnelse aftaler jeg en second date med Iværksætteren, som foreslår, at jeg kommer hjem til ham i ø-gaderne og drikker et glas hvidvin. Egentlig vil jeg helst vente til tredje date med at tage hjem til nogen, men hans tøvende fremtoning gør, at jeg siger ja tak til tilbuddet.

Den dag tager jeg direkte fra rådhuset ned og mødes med en veninde på RisRas. Det er enormt hyggeligt, og derfor skrider min tidsplan. Faktisk ender jeg med at tage på date uden make-up på, og jeg efterlader modvilligt mit hjem i rod. Lige inden jeg cykler, sender jeg en sms til min kæreste om, at jeg er dobbeltmoralsk, fordi jeg har været efter ham med oprydning, men jeg havde kun tre kvarter til at spise og komme i bad, så jeg måtte prioritere. Det var vigtigere at nå daten til tiden. ‘Undskyld skat’, skriver jeg. ‘Lad os snakke om din frygtlige kvinde i morgen’.

Iværksætteren bor helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Af en eller anden grund havde jeg forestillet mig, at han boede ret upersonligt med blanke overflader. Tværtimod har han ting overalt. Indretningen bærer præg af spontanitet og frihedslængsel. Han har ingen sofa, så vi sætter os og drikker vin i to kurvestole. Man sidder overraskende behageligt i dem. Vi snakker ubekymret i mange timer. Han har samme evne til at spørge ind i en uendelighed – præcis som Gymnasielæreren også havde det. Det resulterer i, at jeg fortæller ham om alt det mindre flatterende ved mit liv. Jeg fortæller ham, at jeg ikke har kontakt til min mor, og at dømme ud fra måden han spørger ind på, er det muligvis det værste man som forældre kunne forestille sig: at barnet slår hånden af én. Jeg understreger over for ham, at det i mit tilfælde var sidste udvej, og at jeg gennem fem år kæmpede det bedste, jeg kunne, for den relation, men at omstændighederne heller ikke gør sig gældende i ‘almindelige’ familier. Børn er loyale overfor deres forældre til det sidste, og de vil gå alt for langt for at beskytte dem. Det lader til at berolige ham, og det er tydeligt, at han er en helt fantastisk far. Sikkert også en fantastisk kæreste, hvem det så end bliver. Det bliver jo helt fald ikke mig.  

Jeg bliver tryg ved ham, fordi han tydeligvis er tilbageholdende på den seksuelle front. Både ham og jeg når at blive berusede i de fem timer, vi sidder og snakker, og der opstår en velkendt stemning, som jeg kun har oplevet med mine længerevarende elskerforhold. På et tidspunkt går det op for mig, at klokken er to om natten, og at jeg må hjem. Han spørger, om jeg vil sove der, og jeg er så træt, at jeg er to sekunder fra at sige ja tak til tilbuddet. Vi har stadig ikke kysset endnu, og da jeg siger, at jeg har lovet min kæreste at komme hjem og sove, bliver det hans afsæt til at rykke sin stol helt tæt på min for at kysse mig. Jeg kan lide det. Også bedre end jeg normalt kan, når jeg kysser med en ny. Det er hverken grænseoverskridende eller fremmed. Det er mere nært og hyggeligt.

Jeg tisser med åben dør, lige inden jeg går. Det er helt syret at komme ud på vejen i tropenatten. Jeg har sorte shorts på, jeg fryser slet ikke, og mens jeg cykler hjem, konkluderer jeg, at dét, jeg har søgt i mændene, har ændret sig meget, siden vi åbnede vores forhold. Læs videre “Iværksætteren”

REPOST: Omstillingsparate kulturradikale typer i aldersgruppen 24-39

Det starter med, at oplægsholderen beder os notere et par stikord om vores liv på den lille blok, som lå på stolene, da vi kom. Jeg er ikke helt sikker på hvilken type informationer, han fisker efter, samt hvad det skal bruges til, så jeg deler siden op i to og skriver et værdisæt på den ene side og mine ydre omstændigheder på den anden side. På det hvide smartboard, der er unaturligt stort i forhold til lokalet, vi sidder i, noterer han sine egne kerneværdier. ‘DEDIKATION ÆRLIGHED LOYALITET’, siger han højt, mens han peger på ordene og fagter engageret. Kurset varer fem timer, og det lever op til alle forudantagelser og klichéer om en mentaltræner med speciale i samarbejde. Jeg er kun med, fordi jeg fik kurset betalt, og da jeg efterfølgende står udenfor og låser min cykel op, kan det virkelig ikke gå for hurtigt med at komme væk fra de otte rækker af høj-energi-personer, der alle elsker teatersport og tilsætter HUSK i deres smoothies.

Jeg er typen, der altid bliver valgt blandt publikum til at være >>den frivillige<<, der skal bruges til at demonstrere. Jeg er også typen, som, folk tror, arbejder der, hvis de møder mig i et træningscenter, på teateret, et bibliotek osv. Selv da jeg var 17 og brugte mange eftermiddage alene på ARoS, skete det jævnligt at ældre ægtepar spurgte om rabatter, åbningstider i påsken og om jeg kunne fortælle lidt mere kunstneren end det, der stod i pamfletten. Efterhånden har jeg vænnet mig til det, så da en af de mest kække lyst-kort-hår-jeg-er-opvokset-et-sted-med-hest-fyre fra kurset lægger hånden på min skulder, mens jeg forsøger at lukke min cykelhjelm, selvom jeg har læderhandsker på, havde jeg lidt set den komme. “Kan det passe, at jeg har set dig på Tinder?”, spørger han med en frisk stemmeføring, der ligger på linje med oplægsholderens. Jeg må svare, at hvis vi ikke har matchet, så er det nok, fordi jeg  enten er optaget eller ‘just not that into you’, desværre. Jeg forsøger virkelig at give den flinke fyr en mild afvisning, men det er ret tydeligt, at han er skuffet og har meget på hjerte. Det viser sig, at han er nyuddannet sociolog, og han er netop flyttet til Aarhus, hvorfor han forsøger at opbygge et nyt netværk. Han forklarer, at han ikke nødvendigvis havde bagtanker med at henvende sig til mig, og at jeg slet og ret bare virkede sjov og imødekommende, når jeg skulle tale foran forsamlingen som et del af mentaltrænerens eksempelvisning. Det lykkes ham at give mig et godt indtryk af sig på ikke-date-måden, så vi laver en måske-vi-ser-lige-på-det-aftale om at tage på  bogloppemarked sammen.

Da jeg endelig træder ind ad døren til min lejlighed, er der helt mørkt over alt.  Min kæreste sidder på kontoret med en pandelampe og spiller guitar. Han beder mig om at gå ind i stuen, og da jeg tænder lyset, står der en buket blomster til mig på teaktræsbordet. Han har stillet vasen, så den dækker for de lyse sædafblegninger, og jeg kan mærke, at jeg virkelig skal passe på ikke at tage ham for givet. Jeg tager overtøjet af og  putter mig ind til ham i kontoret, der kun er oplyst af pandelampen. Han spiller ‘crystal ship’ af The Doors, og da han er færdig, kysser han hele min krop centimeter for centimeter. 

Jeg siger undskyld, fordi jeg kommer til at give ham med ploven, når jeg synes, at han prioriterer dårligt, mangler fokus i livet eller ikke kan styre sin pik. Jeg siger undskyld, fordi jeg glemmer at rumme ham, som han rummer mig. Uden at sige det direkte samtykker vi underforstået, og jeg skriver mig bag øret, at jeg næppe finder en lige så sjov, sød, spændende, udfordrende og dynamisk mand igen, hvis jeg kurer denne i bund. Lige nu er det ikke let for ham, og vi har nok begge undervurderet, hvor følelsesmæssigt kompliceret det egentlig er at bryde den sociale arv.

Han er den helt rette at komme hjem til efter min lidt for udstrakte dag i mentaltræningens tegn med pindemadder i pausen, samarbejds-byg-et-tårn-øvelser, mind-maps, ego-pitching og omstillingsparate kulturradikale typer i aldersgruppen 24-39.

Læs videre “REPOST: Omstillingsparate kulturradikale typer i aldersgruppen 24-39”

Vakuumtid

Min kæreste er kommet ind i en ny dating periode. Han ser efterhånden en del piger, og lige så stille titter hans livsmod frem igen. Det faglige nederlag tog hårdt på ham,  og han kan stadig ikke udholde at tale om sin fortid, men han vender efterhånden hurtigere tilbage til sit gode gemyt efter en skuffelse eller modstand. Det kunne være en ven, der aflyser en aftale eller en kollega, der taler nedladende til ham, og den slags er han særlig sensitiv over for. Heldigvis vil pigernes glæde for min kæreste ingen ende tage, og han har et par gange brugt vores midlertidige bolig til at tage pigerne med op i, hvis jeg har sovet hjemme. Indtil nu har det fungeret fint, og vi skal først aflevere nøglerne, når sommerferien er overstået.

Dog havde kavalkaden af lystige piger en catch: min kæreste var til rutinemæssigt tjek ved Klinikken for Kønssygdomme og blev testet positiv for gonoré i svælget. Det var den eneste podning, der var positiv, så han har fået det af at give oralsex. Jeg var selvfølgelig nervøs for, at han havde smittet mig, så jeg fik en akuttid, selvom det er under en måned siden, jeg sidst blev tjekket. Jeg blev podet fire steder, og heldigvis var alle mine fire podninger negative for både klamydia og gonoré. Det havde i øvrigt været helt forfærdeligt, hvis jeg havde smittet Arkitekten, så det var meget belejligt, at smittekæden stoppede der.

Min kæreste har taget medicinen, og nu venter vi på, at han skal kontroltestes om nogle uger. Han havde det uheldige indfald at have ubeskyttet oralsex med Kirsebærpigen, efter han tog medicinen, så det udsætter hele processen. Det betyder også, at min kæreste og jeg kun har beskyttet sex i denne tid, men vi lider ikke det intimitetstab, som jeg først havde troet.

På mange punkter befinder vi os i en vakuumtid i sommerheden. Jeg venter på studiestart, programmets sendeplan og min kærestes kontroltjek, mens hele Aarhus er gået i stå grundet ferietider. Jeg har en uge tilbage af min praktik, og efterfølgende kan vi nyde den sidste tid som anonyme klaphatte. Læs videre “Vakuumtid”

Første nat ved Arkitekten

Jeg sidder og drikker alkoholfrie øl i solen med tre af mine bedste veninder, da Arkitekten ringer og fortæller, at han kan være hjemme fra kontoret en time før. Vi skal sove hos ham for første gang, og jeg har glædet mig til dét step i forholdet. Det er lidt over tre måneder siden, vi var på vores første date, og jeg er ikke længere nervøs, når jeg skal se ham. Han er helt sikkert den af alle, jeg har datet, jeg er blevet mest tryg ved.

Mine veninder og jeg har spist kirsebær, melon, jordbær og mariekiks på et tæppe i mange timer, og vi er næsten de sidste, der forlader botanisk have. Arkitekten henter mig i bil på parkeringspladsen ved væksthusene, og han får på den måde anledning til at hilse nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Jeg viser ham stolt frem – han er nok den smukkeste mand, jeg har kysset med. Hans charme fortryller mine veninder, og vi ender med at hænge lidt ud alle fem, mens mørket falder på.

Han bor præcis, som jeg havde forventet, og jeg tænker på, at det var godt, at jeg ikke mødte ham for fem år siden. Dengang var jeg nok blevet ægte forelsket i ham, men i dag har jeg jo ligesom fundet et bedre match i min kæreste. Arkitekten laver gin og tonic til os, mens jeg sidder på køkkenbordet og lytter til den musik, han har sat på. ‘Her’, siger han, og rækker mig det ene glas med gennemsigtig, farveløs væske. Jeg siger til ham, at han ikke må gå i bad, selvom han havde insisteret på det på hele køreturen hjem. Det er den første chance, jeg har for at dufte ham, og han overgiver sig på den betingelse, at jeg skal tage mit tøj af, så han kan give mig oralsex, mens jeg sidder på køkkenbordet.  

Det er et andet seksuelt forhold, jeg har med ham. Det er meget tættere på min egentlige seksualitet – mere dyrisk og mere autentisk. Det handler ikke om fantasier, og nøgenbilleder er ikke en del af det. Det sidste er helt mærkeligt for mig, for det har været en central del af flirten mellem mine tidligere elskere og jeg. Efterhånden har jeg nu vænnet mig til det. Næsten. Mit savn til Forskeren er også helt ved at forsvinde, og der er nu grobund for et venskab. Det er dog kommet bag på mig, hvor hurtigt mit fokus flyttede sig ham.

Arkitekten kysser først mine inderlår og fletter fingre med mine tæer. Det er elektrisk, når han rører mig. Hans begær imod mig kender ingen begrænsning, og selvom jeg hverken har barberet mine ben eller mit underliv, ved jeg, at han formentlig ikke engang tænker over det. Han vil bare have mig, og jeg vil bare have ham. Nydelsesfuldt og intimt er ordene. Jeg føler mig elsket, og det gør jeg også, da jeg falder i søvn i hans arme efter mange timer lange snakke. Læs videre “Første nat ved Arkitekten”

Herpesdating

Da jeg var 14, begyndte jeg at blaffe rundt. Dels fordi jeg ingen penge havde, og mine forældre ikke var af den slags, der kørte mig rundt til alting, og dels fordi jeg blev mere uafhængig af dem på den måde. Jeg skulle også længere end realistisk cykelafstand, så i en periode var det at blaffe næsten mit primære transportmiddel. Det startede med, at jeg blaffede en del mellem Skanderborg og Aarhus. Som udgangspunkt var det med en ven for det føltes alligevel for risikofyldt at blaffe alene, men undertiden kunne jeg ikke altid time det med venner, og det voksende mod lod mig gøre det alene. Det var let at komme fra Aarhus, for det var inden, den nye afkørsel ved ringevejen var blevet bygget. Der var sikkert også let for mig at blive samlet op, for jeg så uskyldig og pålidelig ud, og da jeg endelig startede på efterskole, var jeg en habil blaffer. Inden jeg fyldte 15, havde jeg både blaffet mellem Skanderborg og København samt i de fleste småbyer i Østjylland, for mit sociale liv var mere udspændt end ruterne fra det jernbaneknudepunkt, som udgjorde min barndomsby.

Faktisk var jeg ret selvstændig, da jeg startede på efterskole, og mit ungdomsliv gik fra øvet til advanced level. Jeg vaskede tøj, planlagde skolefester, var engageret i samtlige udvalg, kyssede med fyrene, stoppede med at ryge, planlagde en efterskolefestival, fik en kæreste, et break-up, en ny flirt, havde en trekant, oplevede sikkerhed og tog mere ansvar end min frihed påkrævede.

Da jeg startede andet år på efterskolen, mistede jeg helt fornemmelsen af at høre til i Skanderborg. Jeg brugte ikke engang lægen der mere, så da jeg ville testes for kønssygdomme, blev det ved efterskolens tilknyttede lægehus. Både min veninde og jeg besluttede os for at få det gjort, og det var mig, der ringede derind og bestilte for os begge. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet, men hvert fald ikke, at den åbenbart mandlige læge ville pode mit urinrør i den ombæring. Jeg var 15, og jeg husker, at det var voldsomt smertefuldt, men meget af smerten, antager jeg, kan tilskrives overraskelseselementet.

Ingen af os havde hverken klamydia eller gonoré, og jeg fortrængte måske lidt episoden til selvsamme veninde og jeg stod ved en afkørsel og blaffede nogle måneder senere. Vi ville over til COP15 i København, for jeg havde overtalt hende til, at det var en vigtig sag med klimaet. Det var i 2009, og selv ikke decemberkulden kunne afskrække mig. Selvfølgelig blev vi samlet op af den læge, der nogle måneder forinden havde udført den gynækologiske undersøgelse på os. Det var tydeligt, at han ikke kunne genkende os – eller blot lod som om med en troværdig professionel distance – men vi kom jo hurtigt til at tale om, hvad han lavede til daglig.

Aldrig har jeg været så tavs på en køretur. Læs videre “Herpesdating”

Leverpostej er lavet af hjort

Min kæreste fortæller mig, at han engang troede, at leverpostej var lavet af hjort, og ind imellem tror han stadig lidt på det. Han siger det lige efter, vi har haft sex i vores bil på vej til at handle ind. Han lyner sine bukser op, mens jeg kravler om på forsædet i et grin. “Jo jo, det er rigtigt nok – det er den der grå farve. Hvordan kan det nogensinde være gris?” insisterer han, “- og mind mig i øvrigt lige på, at vi skal købe noget mere af det. Vi er ved at løbe tør.” Jeg kysser ham på kinden og starter bilen.

Vi bevæger os ind i en ny fase, som på de fleste punkter er god, blot fordi den er ny, men den er på samme tid skræmmende, fordi det hele er ukendt territorium. Min kæreste starter alligevel ikke på universitet endnu. Dog har han fået et job, så han kan tjene nogle penge. Det betyder også, at jeg skal starte uden ham, og den asynkrone fremgang, havde jeg gerne været foruden. Jeg kommer jo til at slå rødder i et nyt og spændende liv, men forhåbentlig finder vi en måde, hvor han ikke føler sig helt så efterladt. Det er jo hans eget valg, og jeg er stoppet med at overtale ham til at starte direkte.

I Netto på Søren Frichs Vej fylder han uhæmmet indkøbskurven op med en masse grøntsager.  Bunden af den gule kurv er fyldt, og jeg står og bliver i tvivl, om han overhovedet kan navngive den alle sammen, men en ting er sikkert: han er en mand af fremtiden. “Vi skal også have portobellosvampe,” indskyder jeg med et nik mod de flade brune svampe ved siden af salaten. I det samme opdager jeg, at jeg har noget indtørret sæd i en hårlok, men han når ikke at bemærke mit ansigtsudtryk, for han har travlt med at gennemse alle svampepakkerne for at finde det bedste valg. Nettopigen er ikke på arbejde, det havde ellers været et oplagt tidspunkt at smalltalke lidt med hende.

For tiden må jeg erkende, at det ikke går så godt for ham – eller rettere, han har det i hvert fald ikke godt, men på den kvindelige front går det forrygende. Pigerne vrimler om ham, og han får konstant nye tilbud. Desuden ser han stadig Kirsebærpigen, og de to er efterhånden ved at opbygge et solidt tillidsbånd, som formentlig ikke vil blive så påvirket af, at min kæreste gerne vil tage på date med en eller flere af de mange nye piger.

Desværre er de mange pigers interesse ikke nok for ham. Den anerkendelse, han søger, skal nok i virkeligheden komme indefra eller fra så mange ydre omstændigheder, at jeg som ene person intet kan gøre. Jeg har i hvert fald ikke knækket koden endnu. Det er en skævvridning mellem os, der er vokset gennem de sidste to år, og når vi taler om det, fremhæver han altid eksempler, hvor jeg ikke er den centrale aktør. Et eksempel herpå kan være til dimission på vores skole, hvor jeg holdte tale og fik overrakt en flidspris. Min kæreste er jo på mange punkter min forudsætning for at klare mig, men han føler ikke, at han har en finger med i spillet, selvom han egentlig udgør hele spillepladen. Efter talen var både ledere, lærere, forældre og andre dimittender henne for at kommentere på talen, og nogle af dem havde virkelig meget på hjerte. Talen havde været meget personlig – nærmest grænseoverskridende personlig – og det dannede grobund for ret personlige samtaler. På et tidspunkt var nogle af de lærere, vi begge kender, henne ved os, men de var egentlig henne for at kommentere på talen og ikke for at snakke med min kæreste. Efterfølgende fortalte han, at han havde følt sig meget overset af dem, og at han faktisk var blevet ked af det. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg kunne gøre noget anderledes i situationen, for jeg inddrog han i samtalerne, men jeg kunne selvfølgelig ikke styre deres motivationsfaktor.

Ved kassen får min kæreste styr på alle de mange indkøbskurve, der er stablet som to høje klodsmajortårne. Han hjælper også en gammel dame og lader en ung fyr, der kun skal have en liter mælk, komme foran os i køen. Stolt lægger han en økologisk hjorteleverpostej på båndet, og han ser ret selvtilfreds ud, mens den køres hen mod scanneren. Langt det meste af tiden har vi det godt – rigtig godt – men ind imellem får vi kontakt til de mindre flatterende sider: hans misundelse og min utålmodighed.  Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal agere i vores cirkus. Dog er en ting sikkert: han er helt særlig, og han er den eneste mand, der kan gøre monogamiet interessant. Alle andre er supplementer, og jeg er så lykkelig over, at jeg fandt ham først.

Læs videre “Leverpostej er lavet af hjort”

#Pejselivet

Jeg skal besøge Arkitekten i hans sommerhus. Vejen derhen er fantastisk smuk, for jeg kører mod en solnedgang, der lader til aldrig at ville give op. De sidste stråler rammer trætoppene, mens jeg parkerer bilen, og han står uden for og tager imod mig. Smukkere end jeg husker ham.

Arkitekten siger til mig, at mit seneste indlæg om ham var bedre, end de første jeg skrev om ham. Dog synes han, at mine ordvalg bryder med læseflowet, og at det hele i øvrigt virker ugennemarbejdet. Jeg siger, at pointen med bloggen ikke er at levere et færdigt gennemarbejdet produkt, som skulle det udgives på tryk, og at det er vigtigere for mig at skrive noget færdigt og poste det end at omskrive og redigere til perfektion. Han kysser mig på panden og siger tak, fordi jeg ville køre op i sommerhuset til ham.

Jeg fortæller ham, at jeg så en grævling, og han spørger, om den var død og lå i vejkanten, og jeg siger ja. Vi står så tæt, at jeg kan dufte hans shampoo. Egentlig vil jeg helst, hvis han ikke gik i bad de dage, jeg skal se ham, så jeg kan dufte ham i stedet for sæbe, skyllemiddel og vaskepulver. Jeg vil gerne have ham helt uden filter, men jeg tror ikke, at jeg har gjort ham tryg nok endnu. Han snakker om nattens lyde, der ikke er kommet endnu, og jeg lytter til susen i trætoppene og den sidste fuglekvidder, dagen har at byde på.

Han får den idé, at vi skal have en drink, og han tilbyder alle slags. Der er også vin, øl, bobler, kaffe og te, hvis du hellere vil have det, understreger han, og jeg går med til at drikke en svag drink, for ellers bliver jeg for fuld. Måske er det netop det, han gerne vil have, og vi lægger os ind foran pejsen. Der bliver lige så varmt på min hud, som der er inden i mig. Han er helt fantastisk, og jeg kan ikke møffe nok. Mit hovede passer perfekt på hans bryst, og jeg aer ham på maveskindet, mens vi ligger der. Jeg vil have ham til at fortælle om sit liv, og det gør han glædeligt, og mageligheden rammer os begge uden nåde. Jeg kan tydeligt mærke drinken, og jeg overvejer kort, om jeg skal sige til ham, at han faktisk er den af alle, jeg har datet i åbent forhold, jeg passer bedst sammen med.  

Jeg falder næsten i søvn, mens vi ligger der og smelter til lyden af pejselivet. Efter lidt tid sætter han mig op og siger, at vi hellere må gå i seng, og jeg gør opmærksom på, at jeg har menstruation. Dagen forinden kom det, og andendagen er den dag, jeg bløder mest, så vi lægger et håndklæde under min numse. Han putter mig med den tykke, kølige dyne, og han kærtegner mine bryster, før han forsvinder under dynen. Han trækker mine trusser af og spreder mine ben, og jeg gisper, mens hans tunge undersøger mig. Ganske unådigt slikker han mig, og det er noget af det mest intime, jeg har prøvet længe. Han vil have mig uden begrænsning, og det får mig til at komme. Voldsomt. Dybt. Grænseoverskridende ømt.

Om natten vågner jeg en enkelt gang og kan ikke stoppe med at smile. Jeg føler mig så ufattelig heldig. Læs videre “#Pejselivet”