Sæbereklame

Jeg søger. Jeg finder. Jeg planlægger. Jeg indvikler. Jeg afvikler. Jeg udvikler.  Jeg samler. Jeg spreder. Jeg fortsætter – og det er det vigtigste.

Det er det, jeg sidder og tænker på, mens min kære kæreste er i bad. Jeg sidder i vindueskarmen i køkkenet med en kop kaffe og har lige lagt neglelak. Han hører musik i badet, og da han træder ud, ligner mit liv til forveksling en sæbereklame. Hans hud er fugtig og kølig, og han kommer ud til mig i køkkenet og danser en fjollet dans. Det er en imitation af mig, og han er i det frie humør.

Det frie humør er vigtigt, for det er det, der bærer ham i gennem vreden og frustrationen for tiden. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at hjælpe med at sætte rammerne for udviklingspotentialet, men det er en svær balance mellem at skære i gennem på de helt fundamentale punkter i forhold til struktur og på den anden side at lade ham leve det udflydende, spontane liv. Han kan jo sagtens klare sig helt fantastisk uden min indblanding, men jeg kan desværre konstatere, at processen er langsommelig og undertiden ulidelig for ham, når hverdagen vælter sammen. Han var næsten 25, da han flyttede hjemmefra, så man kan ikke bebrejde ham for at have svært ved at jonglere det nye liv, hvor han skal indregne indkøb, madlavning, rengøring, vasketøj osv. Han er en tidsoptimist og en øjebliksentusiast, og jeg er en ivrig planlægger og ressourceoptimerende taktikker. Med vores modsatrettede kvaliteter skal vi nok komme langt, hvis ikke vi kommer til at snuble over hinandens velvilje.

Jeg spørger ham, om han også vil have noget kaffe, for der er mere i stempelkanden, og han siger, at han gerne vil have en kop med ind i stuen til læsningen. På biblioteket lånte han forleden syv tykke bøger om emner lige fra offentlig forvaltning til anatomi, og tanken slår mig, at det måske er ham, der søger, og mig, der finder. Hvis jeg planlægger, kan han afvikle, men lade mig udvikle, for sammen skal vi ikke blot samle og sprede, men vigtigst af alt fortsætte til vi er på den anden side af det hele.

Læs videre “Sæbereklame”

Forskerens restriktioner

Forskeren skrev til mig, at han har fået restriktioner, så vi kan ikke se hinanden seksuelt mere. Jeg vidste måske godt lidt, at den dag ville komme uden helt at kunne sige hvorfor. Måske var det måden alting gik så stærkt på kombineret med følelsen af samhørighed, der umuligt kunne overleve samtidens overbevisninger.  Min kæreste var ellers vild med ham.

Jeg var i bad, da han skrev det til mig, så jeg trådte ud af badet for at læse beskeden. Med balsam i håret kunne jeg så konstatere, at vores forhold blev sat på pause på ubestemt tid. Mens jeg skyllede balsamen ud og vaskede mit underliv med intimsæbe, græd jeg en lille smule – dog mindre end jeg havde forventet. Vandet skyllede ned over min krop, og jeg kom i tanke om, at jeg ofte græd, når jeg var i svømmehal som lille, fordi jeg troede, at man ikke kunne se det, når man alligevel havde dråber i hele ansigtet og resten af kroppen.

Vi har set hinanden et par gange siden, og i en periode troede jeg, at han kunne blive ved med at være min primære sekundære, men jeg er stille ved at indse, at det ikke er tilfældet. Måske er det også ok, for Arkitekten og jeg er ved at finde noget godt sammen, men det gør stadig ondt at sige farvel til denne omgang. Mest af alt har jeg lyst til at holde mit hjerte åbent for ham, men det går jo ikke i praksis – desværre.

Her den anden dag var han forbi, og vi sad i sofaen sammen og drak vand. Jeg vidste ikke helt, hvordan reglerne var, og jeg havde egentlig lyst til at lægge mig ned ved siden af ham og putte mig ind til ham, men jeg holdte mig i skindet og aede ham kun på hans bare fødder. Han sagde, at han gik i sandaler i denne periode, og jeg sagde, at det lød koldt, og at jeg havde sokker på, og så grinede han bare. Min kæreste kom også hjem, og de krammede mandigt og inderligt.
Da jeg vinkede farvel til ham fra vinduet, måtte jeg indrømme overfor mig selv, at det ikke går at blive ved med at savne ham sådan, så jeg må finde en relationel placering til os, der passer os.
Læs videre “Forskerens restriktioner”

Jeg lokker larven over på en kvist

Det er morgen, og jeg skal mødes med Arkitekten. Det hele er et værre koordinationsarbejde med min kæreste, kameramand og kærlighedsrum. Jeg har en sort, tætsiddende kjole på, min vante uniform, og jeg er ikke længere nervøs, inden jeg skal se ham.
Jeg er blevet et lille tamdyr for Arkitekten; han stryger mig med hårene og nusser mig på de ømme steder. Det er ikke til at se, men jeg begynder at føle mig tæt forbundet med den smukke mand. Han har optjent min tillid, for han har været helt uovertruffen til at modtage mine tanker helt rent og med den kærlighed, jeg har haft brug for, men hvorom alting er, mestrer han også at stille sig kritisk til mine ærke-millennialske perspektiver. Han er jo fra en anden generation og taler af en livserfaring, jeg blot kan ernære mig af. På et enkelt punkt er vi dog kontraststillet: hvordan skal man forvalte sit privatliv og sine personlige erfaringer?

Sagen er den, at jeg kan påtvinge mig selv et liv med hemmeligheder, men det er vel meget normalt, når man har båret på hemmeligheder hele sit liv – man går til den diametralt modsatte ydre ekstrem. Helt bemærkelsesværdigt lever jeg jo i et parforhold uden tabuer og mit øvrige liv bærer præg af, at jeg udbasunerer mine tanker. Det interessante her er, at jeg med jævne mellemrum modtager beskeder fra tidligere klassekammerater, efterskolebekendte osv., der går på, at min italesættelse af forskellige personlige problemstillinger har hjulpet dem eller sat sig som et særligt minde.  Oprindeligt havde jeg ingen idé om niveauet af aftryk, jeg satte – det trængte bare ud af mig som vand gennem sprækker.
I dag er mit liv ikke længere sivende i sprækker, men en ubarmhjertig flod, hvis forløb følger mine bevægelser. Arkitekten er en del af det nu, og vi bader sammen i vandet. Frie, nøgne og udforskende inden for de begrænsninger omstændighederne har sat.

Det er meningen, at vi skal være hos mig, men om morgenen skriver han, om jeg vil med op i hans sommerhus i stedet. Det ligger på Djursland, og han skriver, at han kan være ved mig om et kvarter. Jeg bliver filmet, da han skriver, og jeg ringer til min kæreste og fortæller, at han sagtens kan bruge lejligheden for dagen, for jeg tager på trip i stedet. Jeg er helt ren, nybarberet og velduftende, og jeg har lyst til at være lys hud under hans bestemte hænder.
Arkitekten henter mig, og fra vinduet vinker min kæreste til ham. Som en fader overdrager sin datter ved alteret, sender min kæreste mig tillidsfuldt afsted til parallellivet.

Køreturen agerer transformationsfase, og floden udfolder sin vej efter os. Arkitekten kører, og min eneste opgave er at være til stede og inhalere den samme luft som ham. Da vi ankommer, viser han mig rundt, og sammen finder vi en larve. Hans rolige blik suger alt til sig, mens jeg lokker larven over på en kvist. Fed og uden bekymringer. Der er kun ham, jeg og larven mellem de susende træer, som markerer havens ophør og skovens begyndelse.

Indenfor tager han mine sko af, som man vil gøre det på et barn, der har været udenfor hele dagen og leget i mudder. Han afklæder mig med snilde, og han tager mig i hånden og fører mig ind i soveværelset og skubber mig drillende ned i sengen, hvor jeg er hans, så længe han vil have det. Jeg kan bedst lide det sådan for nu – ham og jeg som parallelkærester i den begrænsede mængde. Jeg sidder oven på ham, da orgasmen overtager hans bevidsthed, og han giver sig til mig, som jeg aldrig havde forventet, at jeg kunne få ham. Hans pande er svedig, og det smager salt, da jeg kysser ham.

Arkitekten er stadig oppe i mig, mens han spørger ind til de ting, jeg ellers går og tumler med. Jeg indrømmer, at min kæreste ikke har haft en god reaktion på de nederlag og erkendelser, han desværre har måttet gennemgå den seneste tid. De lukkede døre har resulteret i prokrastination og en medfølgende uigennemtrængelig hårdhed, han har genfundet fra sin tid i ghettoen. Det er ikke sjovt, og mine forsøg på at forføre ham tilbage ind i livet har endnu ikke lykkes. Jeg rejser mig op, mens jeg mærker efter, om sæden løber ud gennem mine skamlæber. Vi har øjenkontakt. Det er nært og kærligt. Sæden løber ikke ned af mine inderlår, men til gengæld løber min kærestes tillid til en anden verden end vores ud i sandet, hvis ikke han åbner sig for den igen. Kirsebærpigen, alle vores venner, de tidligere succesoplevelser, lærerne på skolen, vores familier og jeg er ikke nok – det må komme indefra, og det er lige så sandt, som det er svært at være tilskuer til. Læs videre “Jeg lokker larven over på en kvist”

Følelsen af vejgreb

Min kæreste sidder ved siden af mig, helt nøgen, med guitaren og spiller for mig. Jeg ligger på sengen med sæd på maven. Min bukser er trukket ned om anklerne, og savlet på mine nipples er stadig ikke tørret ind. Der er blødt overalt; på vores hud, inde i mig, lyden af vores stemmer. Jeg fatter ikke, at jeg er så heldig at være født i dette meningsfulde liv i trygge Danmark uden alvorlige sygdomme eller med udsigt til dårligdomme. Fraværet af ondskab er en anormalitet, som jeg kan blive helt skeptisk overfor – det hele er blevet for godt til at være sandt, og surrealismen i det almindelige liv er ikke til at begribe med den abstraktionsevne, der er tillagt mennesket.

Da jeg var barn, legede jeg ind imellem med en pige, der boede i det villakvarter, hvor mine forældre boede side om side efter skilsmissen. De havde to huse, der delte hæk, som en semipermeabel membran, der kun tillod os børn at passere. En dag havde pigen og jeg siddet med min klistermærkesamling på hendes rektangulære pigeværelse og begge taget et lille klistermærke i panden hver. Det forestillede en lille blyantstegnet mus, og af en eller anden grund summede det i hele panden, når man satte et klistermærke mellem brynene.
Tidligere den dag havde vi spist aftensmad ved hende, og det var den første og eneste gang, jeg spiste der. Fra en tidlig barndom har jeg altid cringe’et, når andre børn var kræsne, for man kunne jo bare spise maden, selvom det ikke smagte godt. Så længe det ikke var sundhedsskadeligt kunne man jo bare skylle ned med vand. Af en eller anden grund skabte pigen sig over, at hendes forældre havde lavet kyllingelår, fordi hun ikke kunne lide skindet. Da hendes far skænkede op til moderen og de andre børn ved bordet, opdagede han, at der lå et skjult kyllingelår nederst i den bunke, han en time forinden havde hældt ud fra en frostpose ned på bradepanden. Den var helt bleg i kyllingehudharve med blålig tone og utilberedt at se på, men hendes far lyste op, da han fandt den liggende dækket af de andre lår. Her er en, som er lige perfekt til dig, sagde han til pigen, og hun lappede den i sig, mens jeg fik uvelkomne salmonellatanker over det løse skind. Halvrådt kød, og ingen gjorde noget.
Almindeligvis legede jeg ikke med pigen, og da jeg så hende igen på vejen nogen tid efter, fortalte hun, at hun havde haft beholdt klistermærket på, og at der var gået betændelse i huden under. Hendes mor var blevet vred på mig over, at jeg havde fået den idé med at tage klistermærker på, og fremadrettet legede vi ikke mere sammen.
Pigen var rigtig sød, men det var ikke et stort tab, og på en måde følte jeg, at moderen havde gjort mig en tjeneste ved at tage den beslutning, for situationen belyste meget fint, hvorfor det ikke altid sagde mig noget at lege med alderssvarende børn. De besad ikke almindelig fornuft og selvstændig tankegang. Det reelle tab lå dog i at blive ældre og opdage, at den slags mangler også var så udbredt blandt voksne.

Jeg fortæller min kæreste om anekdoten, mens jeg ligger der på sengen helt udstrakt og lytter til tonerne af hans fingerspil. Hvorfor jeg kommer i tanke om det, ved jeg ikke, men han spejler helt instinktivt følelsen af at være barn og tilskuer til det absurde. Han har måske i større grad end jeg set sit i ghettoen, men følelsen af at være en skuespiller, der er trådt ind i den forkerte scene har hængt ved hos os begge. Man må improvisere sig  frem eller forlade stykket, og vi har begge valgt det sidste. Når man bryder med kursen, kan man heller ikke fremskrive fortællingen. Det forekommer mig åbenlyst, at hvert individ må befrie sig for egen angst, forfængelighed og øvrige begrænsninger for at bidrage til fællesskabet og optimere den samlede sum af ressourcer i det større hele med de kvaliteter, som individet evner. Meningen ligger i at være en del af noget større og være tildelt ansvar. Læs videre “Følelsen af vejgreb”

Jeg er en igle, der har suget sig fast på livet. 

Jeg bliver student. Min kæreste står uden for på gangen sammen med et udpluk af min klasse. Det er i samfundsfag b, og jeg har trukket social arv, hvilket er en direkte foræring. Jeg ved også godt, at det er gået godt, da jeg kommer ud fra lokalet med øm tunge og lette hænder. Det hele er overstået, men det føles ikke, som jeg havde regnet med, da jeg i mine yngre dage sad til det ene studentergilde efter det andet som den eneste uden rød-hvid-hue på. Min identitet og hverdag flyttede sig hurtigt fra livet som HF-studerende, da jeg indså, at det ikke var stedet, jeg ville møde udfordringer, men rodfæstelse. Hele forløbet blev en ledsætning i min tilværelse, og det var tydeligt, at autoritetsforholdet mellem mine lærere og jeg smuldrede, som interessefællesskabet tog over. Jeg blev ligeglad med karaktererne, men jeg var interesseret i at få den viden og de færdigheder, som de forskellige fag tilbød – som en igle, der har suget sig fast på livet.

Under voteringen er min kæreste sød, og han lader sig ikke gå på af, at han for få dage forinden har fået 02 igen – denne gang i samfundsfag b – og nu ikke kan komme ind på nogle af de uddannelser, han ønsker. Faktisk kan man slet ikke mærke det på ham. Han udviser humor, overskud og er udadvendt som sædvanlig, og jeg kigger på ham med beundring, men også med frustration over, at manden insisterer på kun at ville tage uddannelser, der giver ham magt, prægtige og penge, for hans kvaliteter bliver spildt i kontorlandskabet.  Manden er vidunderlig og inspirerende, men ironisk nok er det den selv samme sociale arv, som jeg netop har analyseret og diskuteret, han tynges af.

Min far er faktisk også dukket op med blomster og champagne. Uopfordret. Han har skrevet til min kæreste, og min kæreste har fortalt, hvor og hvornår jeg skulle op. Siden jeg brød kontakten til min mor og tog kontakt til min far, har han gjort sig umage for at vise, at han vil relationen. Det betyder noget – en cirkel er brudt, og en ny fase er begyndt. Det er afskeden med livet som vanrøgtet, mishandlet barn, og begyndelsen på livet som ressourcestærk kvinde.  Jeg ved godt, at det ikke lykkes for alle, og jeg er taknemlig for, at det gjorde for mig. Det er det, jeg står og tænker på, da døren åbnes, og jeg bliver kaldt ind til karaktergivning.

Jeg får 12, hvilket betyder, at jeg har fået 12 i alle eksamener, og med hurtigstartsbonus er mit snit 13, og det står som en hån mod alle de, der erklærede mig uegnet. I min journal har en læge endda noteret, at jeg manglede realitetssans, fordi jeg ville tage en ungdomsuddannelse. Den samtale var så negligerede, at det fik mig til at indse, at ingen ville komme og redde mig. Jeg kan huske, at den åbenbaring fik det til at løbe koldt ned af ryggen: øjeblikket i søvnprocessen, hvor man pludselig falder og vågner af chokket. Jeg gik fra den lægesamtale fuld af adrenalin og et grundlæggende tab af tillid til andre, men forhøjet tiltro til mig selv.

Der står allerede 12 i huen, for jeg har lånt den af en veninde. Min lærer og censor står i døråbningen, mens min kæreste giver mig den på. Han er den helt rette til opgaven – uden ham giver det ikke mening. Vi tager ned i Skanseparken, og vi drikker den champagne, min far har givet mig. Flere af mine veninder kommer, og de krydser på tværs. Det er drømmen om den fasttømrede vennegruppe, og solen skinner ned på os, selvom den undertiden er bag skyerne. Læs videre “Jeg er en igle, der har suget sig fast på livet. “

Brexit

Den første, jeg var sammen med, var en ung forfatter, der havde boet i London de sidste mange år. Han havde lige været i USA for at skrive sin seneste bog færdig, og han var i Danmark den sommer i forbindelse med udgivelsen. Det var aftenen med Brexit, hvilket gjorde denne aften særlig højspændt, for en del af hans fremtidige liv blev afgjort.

På det tidspunkt havde jeg en profil på Victoria Milan, og jeg fik en milliard henvendelser fra desperate mænd i ægteskaber, hvis våde drøm var at få en ung smuk elskerinde. Forfatteren adskilte sig markant fra disse, for han havde den der ‘Before Sunrise’-vibe og lignede i øvrigt lidt en model på billederne fra hans hipsterkorrekte liv i Londons undergrund.

Vi mødtes på VesterLauget, og jeg mener, at det var hans forslag. Han var lidt forsinket, og jeg havde nået at drikke en hel Thy Pilsner, mens jeg havde siddet på barstolene og læst i “Vor tids helt” af Jacob Skyggebjerg. Det resulterede i, at jeg var lidt tipsy, da han pludselig satte sig ved siden af mig. Han var meget mere tiltrækkende, end jeg havde håbet på, og det klædte ham med mellemlangt hår og stramme sorte jeans.

Fordi jeg var lettere beruset, var jeg mere aggressiv end normalt; mens han bestilte øl, trykkede jeg mig ind til ham og bed ham i øret og kyssede ham på halsen. Det satte ligesom rammen for resten af aftenen. Vi snakkede om alt muligt, lige fra hans bedste vens selvmordsforsøg til hans forældres virksomhed. Han viste mig noget af sit arbejde, og jeg læste det ivrigt og gav konstruktiv kritik. Vi diskuterede politik og prostitution, kærlighed og kønsroller, samfundsudvikling og sensationsnyheder, hvilket ikke stoppede, før vi var nået op til Sankt Lukas-kirken på Ingerslev Boulevard.

Vi havde trukket vores cykler op til området, hvor vi begge boede, men ved kirken skulle vi hver sin vej. Derfor stoppede vi og satte os på bænken på den lille asfaltø og drak de øl, vi havde købt i 7-eleven. Det var højsommer, men ufatteligt tåget den nat. Jeg havde en stram kjole på, som han trak op for at få hånden ned i mine underbukser. Det kom bag på mig, at han faktisk tog alt mit tøj af på bænken, så jeg sad der nøgen i det ellers hellige offentlige rum. Han satte sig på knæ på fortovet og slikkede mig, og jeg fik øjenkontakt med fuldmånen.

Han bar mig om på det lille trekantede græsareal bag kirken. Over hækken kunne jeg se styret på min cykel, og der kom slet ingen, mens vi havde sex. Jeg havde den ene hånd på græsset og den anden på kirken, da han kom. På en måde forbandt den gestus det verdslige med det gejstlige, og det var i mine hænder, men helt ude af min kontrol på samme tid.

Det var frækt at have sex med ham, særligt fordi luften var så fugtig, og det faktum at mit tøj lå ude på vejen bidrog til en intensiveret oplevelse. Da jeg kom hjem den aften, havde min kæreste været inde i min lejlighed og placeret et kæmpe bundt langstilkede roser på mit spisebord sammen med et kort, hvor han havde tegnet sin kærlighed for mig.

Jeg var stadig fuld, og mens jeg stod der med kortet i hånden, gik det op for mig, hvorfor kærligheden kun bliver større af at blive delt. Jeg oplevede det modsatte af en løsrivelse, selvom det var løsrivelsens aften. Læs videre “Brexit”

Sæd og selleri

Jeg har brug for kærlighed – både at give og modtage, så min kæreste og jeg holder ‘kæresteaften’ med film, sodavand, jordbær, chips og selleri. Vi arrangerer hyggen med velvilje og fortrolighed. Han aer mig på maven, og hans telefon med de utallige notifikationer er pakket væk. Den aften er vi et almindeligt småborgerligt par, der ser actionfilm med blanke øjne. Det er vi lige præcis, indtil min telefon vibrerer fra vindueskarmen med jazzplanten.

Det er Arkitekten, der skriver til mig, om jeg er i byen. Det er jeg ikke, for jeg ligger helt udstrakt nøgen i en dyne-burrito med min kæreste. Dog jeg er villig til at tage derind, for Arkitekten og jeg har haft alt for lidt tid sammen. Min kæreste foreslår, at han kan skrive til Kirsebærpigen, om hun kan ses, for så vil han gerne køre mig hen til Arkitekten. Jeg haster med at gøre mig klar, vaske mit underliv, børste tænder og tage tøj på. Jeg tager ikke makeup på, for min erfaring er, at det alligevel bliver tværet helt ud af spyt, opkast eller tårer.

Iført en stram, sort kjole er jeg klar til udlån, og min kæreste sætter mig af ude foran baren, hvor min nyeste elsker står og venter på mig. Han er i godt humør, overspændt som en hvalp, og jeg har lyst til at knuge mig ind til ham på gaden, men jeg kender ikke reglerne. På baren er der tæt af røg – det er ham, der har valgt stedet. Der er også tæt af varme, og selvom jeg dufter til hans hår, kan jeg ikke fange hans essens i røgakvariet. Det hele er meget potent; lysten til alenerum, lysten til at mærke ham, varmen, iltmanglen, smagen af øllene, men han er tydeligvist ikke påvirket af det. Til gengæld er han ved at flyde over af ord. Han fabler om, at han ikke forstår, hvad jeg ser i ham. Han forstår ikke, hvad jeg får ud af det seksuelle, og han forstår i øvrigt slet ikke, hvad jeg får ud af den relation, eller hvorfor jeg har valgt ham frem for andre. Vi sidder for os selv midt i lokalet, og ingen af de andre unge hipstere, der sidder i små grupperinger, kan høre vores samtale for musikken. De griner blot af inter jokes og skodder i løst over bordet uden at ramme de store askebære. Musikken er upassende høj, men det er også sidste time før sidste omgang, men stamgæsterne ser ud til at sutte videre, efter vi er gået.

Arkitekten giver mig også kritik på det, jeg har skrevet om ham. Det er ikke kunstnerisk nok. Der er ikke lyrisk nok. Ikke nok huller i teksten. Læseren skal tænke selv, understreger han. Jeg siger til ham, at det ikke er digte, og han spørger, om han kun er et sexlegetøj for mig, for jeg rører ufortrødent ved ham og nulrer hans ører. Min fingre bevæger sig undersøgende hen over konturerne. Stoffet, den bløde uld, den svedige nakke, skægget, buksernes faste materiale i kontrast til jerseyen, som hans t-shirt er lavet af. Det er et anderledes forhold, end dem jeg tidligere har haft, men han stiller de samme spørgsmål, som de andre også har stillet. Måske jeg svarer for vagt på dem – det er en gennemgående frustration, og jeg har ingen idé om, hvor den kommer fra. Jeg har endnu ikke indset, hvorfor alle de gode mænd forelsker sig i mig, eller hvorfor kvinderne ofte bliver sygeligt misundelige. Jeg er bare mig.

Samtalen bliver afløst af kys. Jeg leger den unge, uvidende og lalleglade pige, og han får lov at være den voksne mand, der prajer en taxa, som vi tager hen til hans atelier. Det er ham, der tager initiativet, og det er ham, der pensler mig, mens jeg ligger nøgen på gulvet. Han placerer mig også i en lænestol, så han kan sprede mine ben og komme ordentligt til. Jeg er meget sårbar, som jeg sidder der med min områdevis hvide og solbrune hud. Helt nøgen med hænderne bag ryggen og mit køn omsluttet af hans mund. Han taler også til mig – siger, hvad jeg skal tænke på. Det er sikkert ikke intentionelt, men han lader mig ikke undslippe: hverken orgasmen eller hans grundige blik, da han efterfølgende iagttager mig tisse for åben dør. Han har fyldt mig med sæd, og det siver stille ud. Med mine fingre mærker jeg efter på den klistrede substans, der aldrig skal blive til vores børn. Det er ritualet: vi blev begge testet og godkendt.

Faktisk siger jeg til ham, at jeg er sikker på, at vi kunne få nogle fine børn sammen og sikkert også et lykkeligt ægteskab, men det er underordnet, for det er et andet liv. Han siger i den forbindelse, at jeg har ‘vækket’ ham. Han føler sig attraktiv, og det kan han roligt gøre med rette. Han hjælper mig med at tage mit tøj på, og mens jeg binder mine snørebånd, får vi øjenkontakt, og han indrømmer, at han aldrig er blevet deepthroatet før. Klokken er lidt over fire, og det er stille ved at blive lyst.

Sammen går vi ned forbi havnen. Der er kun os. Én mand og én kvinde. Én genopfundet og én genoplivet. Vi går også op til Skanseparken. Der er kun os. Aarhus er forladt. De sidste eksamenspressede unge er for længst taget hjem.  Der står tomme somersbydåser på borde-bænke-sættene, og der er bræk sprøjtet op ad et af træerne. Græsset er fugtigt af duggen, og de græsstråspidser, der stryger mine ankler, efterlader våde striber.

Arkitekten tager mig i hånden og fører mig ned på legepladsen i hjørnet af parken. Uden tøven trækker han mine strømpebukser ned, og hans fingre finder vej til begge mine indgange og med de subtile tegn får han lov at gå på opdagelse. Jeg rider ham, og han tager fat om mig – lader sine fingre bore sig ind.

Da han er gået, tisser jeg bag en busk. Sæden løber for anden gang ud af mig og blandes med urinen på jordbunden. Der er nu en mørk plet som dokumentation på min besudling. Det, der før var inde, er nu ude. Jeg er et lille skovdyr, der netop er blevet udsat for parring. Skovdyret ringer til sin primære mage, og han henter mig med det samme. Han har tilbragt natten med Kirsebærpigen, og vores kæresteaften slutter, hvor den startede: in the know. Læs videre “Sæd og selleri”

Smagen af varme

Arkitekten skriver til mig, om han skal tage frokost med hjem til mig, hvor vi skal lege kærester for en dag. Vi er efterhånden 6-7 dates inde, og jeg kan mærke, at jeg også er begyndt at blive mindre nervøs, når vi skal ses. Faktisk har det været helt vidunderligt, at han ofte har været mere nervøs end jeg, for så har jeg kunne spille rollen som den selvsikre, kælne elsker.
Jeg ser fra vinduet, at min kæreste og Arkitekten hilser på hinanden, og jeg iagttager, hvordan min kæreste overlegent klapper ham på skulderen.

Arkitekten har stadig svært ved at forstå, at min kæreste oprigtigt har det fint med ham, men han har selvfølgelig heller ikke oplevet de ivrige kandidater, der tidligere har kæmpet om pladsen som min elsker. Han besidder ikke den seksuelle aggressivitet, der gør min kæreste utryg, men til gengæld er Arkitekten sensuel, nærværende, nysgerrig og intens. Og desuden er han helt universelt køn. Jeg ved ikke endnu, hvilken del jeg faldt for ved ham.

Vi sidder på sofaen og snakker om min eksamen, om hans ungdom, om min fremtid og om sidst vi så hinanden, hvor jeg ikke havde skrevet i flere timer, efter jeg var gået. Han bliver sådan: Ej-hvorfor-fortæller-jeg-dig-det-agtig,  halvt smilende og halvt forlegent, men han kan selvfølgelig ikke vide, at det blandt andet er den umiddelbarhed, jeg er vild med. Jeg har netop lyst til at høre alle hans tanker og usikkerheder og med tiden blive lukket ind i de allerhemmeligste dele.

Generelt er han meget selvbevidst, og han kommenterer på sin egen duft, sved, dårlige hårdag, men jeg oplever intet af det. Jeg ser bare et helt vidunderligt menneske, der efterhånden er fanget i metaforholdet, som transitlivet faciliterer. Jeg kan ikke fatte, at de kønne øjne har lyst til at kigge på mig, og at den smukke mund vil kysse mig mellem benene.

Vi ligger på sengen i de hvide lagener, som jeg har vasket til lejligheden. Det er sommervarme i luften og sommerforelskelse i mit underliv. Hans hud er mod min hud, og det er mine nipples mellem hans tænder. Mens vi har øjenkontakt, borer han sin pik op i mig. Jeg er glat og våd, og jeg har lyst til, at det aldrig skal stoppe. Han presser sig sådan helt ind. Det er virkelig intenst for mig, og da han sætter sig op for at kysse mine fødder og tage mine tæer i munden, giver det et stød op gennem mig. Hans hænder er overalt på rosé-måden, og mens han sprøjter op i mig, stemmer han så inderligt, at jeg føler, at underlægningsmusikken stopper og kun reallyden er tilbage. Den perfekte balance mellem skrøbelighed og autenticitet.

Han dufter næsten ikke af noget, og hans sæd smager næsten ikke af noget, men det er oppe i mig, og jeg kan lide, hvordan han tager mig.

Vi spiser udenfor i den bagende sol på den tørre græs. Jeg elsker, at han sådan styrer de praktiske rammer lidt, og jeg er vild med, når han beslutter, hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge. Desværre indleder vi en lidt dum samtale om krig, og jeg får ikke forklaret mig, for vi snakker om to forskellige ting, men måske er det kun mig, der kan høre det.

Vores samvær er altid præget af tidsmangel, og egentlig burde vi bare ligge og være nøgne i sengen i samtlige treenhalv time, vi har sammen denne dag, men vi ender med at snakke. Jeg vil vide alt om ham, og jeg vil have, at han skal vide alt om mig. Faktisk har jeg lyst til, at han skal blive fast inventar i mit komplicerede, finurlige kvindeliv, men jeg ved ikke, om omstændighederne og hans villighed tillader det.

Anden gang vi har sex den dag, løfter han op i min nederdel, så han kan komme til. Jeg ligger på sengen og giver mig hen til den kildrende fornemmelse af hans tunge. Han er god til det, og jeg lukker mine øjne, så jeg kan mærke hvert bid, han tager af mig.

Jeg vil ikke have, at han skal gå, for han er dejlig, og vores korte møder bliver mange, før jeg når helt ind til ham, kan jeg mærke. Måske er det også ok, for jeg er endnu kun ingredienserne i skålen, der ikke er blevet blandet endnu, og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan tilbyde denne verden. Læs videre “Smagen af varme”

Arkitekten

Faktisk var jeg ikke på udkig efter noget den aften.

Vi er taget videre i byen efter en skolefest, og selvom det ikke ligner mig, har jeg købt en drink, som jeg holder i hånden, mens jeg danser. Måske er jeg faktisk også lidt fuld – jeg lever mig hvert fald ind i det poppede liv, og jeg sender endda snaps fra dansegulvet.

Min kæreste og en del af vores venner er der også, og det er da en af mine veninder hiver mig med ud, fordi hun skal ryge, at jeg møder Arkitekten. Min veninde knækker sin cigaret ved et uheld, da hun skal tænde den, og jeg hjælper hende med at reparere den på eks-ryger-manér. Hun griner, og jeg griner, og måske er det det, der tiltrækker ham. Vi får hvert fald øjenkontakt, og da min veninde går ind, bliver jeg ude for at snakke med ham.

Jeg siger til ham, at når han alligevel står med begge hænder fri, kan han passende lige holde mine ting, mens jeg tager min undertrøje af. Han svarer, at undertrøjer er noget mænd har på, og jeg svarer, at han må leve i det heteronormative helvede, og at dømme på hans ansigtsudtryk bliver han flov og begejstret på samme tid. Han er smuk, måske det kønneste ansigt, jeg har set i virkeligheden, men han virker faktisk lidt usikker, selvom han forsøger at være kæk. Ret hurtigt fortæller han mig, at han er i byen med nogle arbejdsforbindelser, og at han er arkitekt, og jeg siger, at jeg intet ved om at være i byen med nogle arbejdsforbindelser, for jeg er ung og har aldrig arbejdet fuldtid. Hvor gammel er du da, spørger han. Jeg er 24, svarer jeg med det intense Sofia-blik i øjnene. Han ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er eller hvilket ride, der er ham i vente, men han gengælder blikket helt intuitivt.

Det hele minder om stemningen fra 500 days of summer, da min kæreste kommer uden for, fordi han ikke kunne finde mig inde på HQ. Jeg står med Arkitekten på trappen, musikken er tyk og nattelivsagtig. Jeg føler mig som en topmejse, da han og min kæreste giver hånd.

Faktisk sker der ikke så meget mere den aften, for jeg får det dårligt af den drink, og jeg må afbryde samtalen og foregive at få et opkald, men i virkeligheden kaster jeg op på hjørnet af Valdemarsgade. Dog har jeg givet Arkitekten min facebook, og da jeg vågner om morgenen, har han skrevet og spurgt, om jeg er kommet godt hjem. Det bliver starten på et nyt elskerforhold. Læs videre “Arkitekten”

Sirene

Forskeren skriver til mig, at jeg er en sirene, fordi jeg lokker mændene ind med skønsang og løfter. Det er en joke, men der er også en grad af sandhed i joken for de fleste kvinders vedkommende. Min kæreste og jeg er på vej hjem fra København, og vi sidder i toget da Forskeren skriver til mig. Vi har været ovre for at lave masterinterview, og vi er begge meget trætte. Dog læser min kæreste op på psykologi, for næste morgen skal han til eksamen, og jeg iagttager ham stolt fra min sideplads mod køreretningen.

Tidligere på dagen, da min min kæreste er inde og blive interviewet alene, beslutter jeg at skrive på min bloginstagram, at man kan få oplyst min rigtige instagram, hvis man har lyst. Der er overraskende mange, der skriver til mig, og det fylder tiden godt ud, mens jeg sidder på den kolde gang uden foran studiet i DR-byen. Det er jo en beslutning, jeg har gået og overvejet længe, og det er helt sikkert det rigtige valg. Jeg opretter også en note over de ting, jeg gerne vil gøre med Forskeren i fremtiden. Til at starte med er der kun to ting på listen: at drikke aperol sammen samt at have sex i en skov. Jeg deler noten med ham, og hans respons er: “Du er fandme sjov [grine-græde-emoji]. Jeg elsker dig [hjerte]”.

Måske kan jeg bare godt lide at dele kærligheden og føle trygheden af, at efterhånden mange omkring mig har lyst til at passe på mig. Det er stadig lidt en ukendt følelse, men jeg er sikker på, at det med tiden bliver en ny grundstemning.
Dagen efter sker det utrolige, at min kæreste går op til eksamen og får 12 helt uden min hjælp. Det har hans først helt selvstændige 12-tal, og lærestregen bliver, at jeg skal blande mig helt uden om og lade ham styre det hele selv.

Læs videre “Sirene”

Den første samtale om selleri

Vi har den første samtale om selleri på tredje date, hvor min kæreste siger, at jeg godt må spise selleri, selvom han er til stede. Faktisk må jeg pludselig alt muligt for ham, som jeg ikke måtte for mine ekskærester: jeg må vimse rundt i hele lejligheden og børste tænder, jeg må sove med natbriller, jeg må gå i bad med åben dør, jeg må høre P1, mens jeg spiser morgenmad. Mikrofriheden vil ingen ende tage.
Mest af alt hadede mine ekskærester, at jeg spiste selleri, fordi det larmede, og de syntes, at sellerien afgav sellerismag til mælken gennem luften, når den var i køleskabet. Det var et had, de havde opbygget efter frembruddet af sociale medier, og det var rettet mod en helt bestemt type piger, som tager træningsbilleder, drikker vand og spiser selleri.

Undertiden blev mine ekskærester så sure, hvis jeg i smug havde købt selleri, at de ikke ville sove i ske om natten. På den måde står min kæreste i stor kontrast til mine tidligere, og i den første periode af vores samliv fik jeg næsten sellerihånd af alt den selleri, jeg havde spist i grådig overstadighed over at have muligheden for at sidde lænestolen og dyppe selleristænger i hjemmelavet creme fraiche-dressing. Jeg spiste både bladselleri og blegselleri, og sellerien blev frihedssymbolet, som adskilte det nye liv fra det gamle.

Det nye liv er det frie liv, og nu handler samtalerne ikke kun om livet i provinsen, om tabet af Mads Holger, hvorfor ingen læser digte, om de syv forskellige typer facebookopslag (find-bolig, færdig-med-uddannelse, vi-er-blevet-kærester, rejser, baby, uddannelsespolitik og fuck-DF-og-Trump), om der er rabat på sushi, om at riste kaffebønnerne selv, om dagens kronik i Politiken, om prisen på vaccinationer på japansk hjernehindebetændelse, om hvorfor folkeoplysningen om EU er så elendig i Danmark, om kulturimperialisme vs. kulturel appropriation, om man skal lave en u-vending i stedet for at køre ind i rundkørslen for at vende om, om muligheden for at klare den i konkurrencesamfundet, om man skal få kobber- eller hormonspiral, om det gode studiejob, om værneret, om antallet af kalorier i chai latte, om opholdstilladelse i Palæstina, om kirkebryllup, om bjørnedyret, om stenografi, om krisehåndtering, om vagtplaner, om fredagscaféer, om tynde lår, om misseånde, om de perfekte sorte højtaljede jeans, om salat på McDonald’s, om tilvalg på kandidaten, om Lidls instantkaffe, om menstruationskoppen, om slikskabet, om normalfordeling på karakterer, om troskab, om fortolkningsrum, om integrationsprocesser, om kvægtransport, om evnen til at aflæse kattens tilregnelighed, om Salling Rooftop, om indgravering af ringe, om Iphone X vs. Iphone 8, om friluftslivet, om Mads og Monopolet, om det gode instagram feed, om copingstrategier, om langsomttørrende neglelak, om muligheden for at få en skildpadde, om jura som studie, om grunden til at se fodbold, om antallet af sexpartnere, om bland-selv-slik, om seriel monogami, om hashmisbrug, om mulighed for pitstopordningen, om praktik, om ekstremsport, om optagelsesprøven på journalisthøjskolen, om det bedste træningscenter, om ensomhed, om vejen ud af psykisk sygdom, om narrativer, om forskudte konflikter, om t-shirt med print, om at være en ven, om at tage ud til hjortene i dyrehaven, om det tidligste barndomsminde, om trafikulykker, om runesten, om selvrealiseringsprojekter, om at lyve, om almendannelse, om sjove navne, om populærvidenskab, om medielicens, om memoteknikker, om at onanere på offentlige toiletter, om ens spirit animal, om den nye udstilling på ARoS, om den alkoholfrie Nordic øl, om underholdningsværdien i Amalie fra Paradise, om lusekur, om Testrup, om origami, om følelsen af at føle sig forkert, om frygten for at blive som sine forældre, om nutids-r, om overskud, om eksamen, om spaophold, om Gulddrengs sidste koncert, om den umiddelbare refleksion, om importens, men nu også om at være in-the-know.

Læs videre “Den første samtale om selleri”

Forskeren uden reb

Forskeren og jeg skal til reb, og jeg er mega nervøs. Jeg står foran spejlet i mit soveværelse og prøver tøj, der passer til at blive bundet. Det skal være stramtsiddende og fleksibelt, så jeg ender med at tage træningstøj på. Sidst vi har deroppe, var det første gang, jeg mødte en grænse i alt den tid, jeg har været seksuelt aktiv. Generelt har jeg altid haft meget gåpåmod på det område, og jeg har aldrig syntes, at noget var for overvældende eller utrygt. Hvorom alting er, oplevede jeg i rebklubben, at situationen blev for ukendt og uforudsigelig, og det kom faktisk bag på mig.

Min kæreste har forsøgt at kramme mig hele dagen, men jeg er ængstelig og kan ikke falde til ro. Da jeg har fået overtøj på og sidder på sengen, sætter han sig ved siden af mig og holder om mig. Han siger til mig, at han elsker mig, og at jeg bare kan ringe, hvis jeg har brug for det. Faktisk ender det med, at min kæreste ringer til mig, da Forskeren har hentet mig, og vi sidder i hans bil på vej til reb-halløjet. Min kæreste spørger om, jeg er ok, og Forskeren iagttager mig, mens jeg svarer ja. Da jeg lægger på, vender Forskeren bilen om med bemærkningen: ”Jeg tager den beslutning for dig. Vi tager ikke derhen.”

I stedet tager vi forbi mig og henter mit badetøj for at tage ned på stranden for enden af Tangkrogen. Vi har aldrig været i offentligheden på den måde før, og jeg er vild med at sidde med fødderne i det varme sand og høre hans stemme. Forskeren er meget atletisk, og mine hænder vil helst være på hans hud og mærke den efterhånden velkendte muskulatur. Da jeg spørger, om vi skal bade, trækker han overraskende nok på det. Det ligner ham slet ikke, og på den måde får jeg mulighed for at vise, at jeg ikke kun er svagelig: jeg bader i det kolde vand alene. Det er følelsen af vilje og muligheden for frihed, mens vandet omslutter min krop. Bølgerne vugger mig, og jeg vinker til Forskeren, som sidder på stranden og tager billeder som dokumentation.

Efter stranden tager vi ned på Street Food og spiser andeburger og pommes. Overraskende nok er der ingen, jeg kender, men inderst inde håber jeg lidt, at vi tilfældigt møder nogen, der kan få lov at hilse på ham. Jeg er helt indforstået med, at han aldrig bliver en del af mit liv på dén måde, men jeg kan godt lide, når han hilser på mine veninder, så han får sat ansigt på dem, der betyder noget for mig. Til burgeren har han købt en øl, og da han bunder det sidste slat, siger han, at der er mange smukke mennesker i Aarhus, og jeg håber, at han mener mig inklusiv.

Tænkt, at jeg skulle få lov at møde ham her, og at han sådan har lyst til at passe på mig. Tænk, at interessen er gensidig. Jeg har stadig ikke åbnet mig seksuelt for ham, for hidtil har vi spillet på hans initiativ, og jeg har leget fint inden for rammerne. Da vi senere sidder på Oops og drikker øl og griner af livets dumheder, tænker jeg på, at det nok bliver lidt grænseoverskridende for mig at skulle slå mig selv ud seksuelt over for ham. Jeg tænker på, at jeg aldrig har givet ham et blowjob i badet eller efter vi har spist, bare fordi jeg havde lyst. Jeg kunne godt tænke mig, at vores sex blev mindre gennemtænkt og være spontant, omskifteligt og rodet.

Det er på det tidspunkt, vi kommer ind på, at jeg er elendig til at tage beslutninger. Eller rettere, siger han, at jeg bliver ved med at genoverveje mine beslutninger, og at det virker som om, at det gør mig urolig. Han har ret, og vi snakker den konkrete beslutning om at blogge og deltage i programmet. Han synes, at jeg lige så godt kan gøre det ordentligt og fuldt ud. ”Du har jo truffet valget!”, understreger han, og det har han ret i. Jeg må tage konsekvenserne af mine beslutninger i stedet for at søge velsignelse fra andre. Det er nok i virkeligheden måden, hvorpå jeg bliver fri. Jeg vil gerne være en glad, dygtig pige for ham. Jeg kan mærke hans kærlighed, og jeg tror rent faktisk på den, og efterhånden kan jeg se, hvordan jeg bidrager til noget i hans liv, han ikke allerede har eller kan få fra hvilken som helst anden.

Forskeren kører mig hjem, og da vi drejer ind på min gade, har min kæreste netop parkeret bilen. Min kæreste har været på date med Kirsebærpigen, og han stråler, i dét han stiger ud af bilen. De krammer hinanden, tæt, og jeg føler mig som et meget heldigt menneske.
Læs videre “Forskeren uden reb”

Ris-Ras-livet

Der var engang, jeg postede ‘dagens akavede billede af Marilyn Monroe’ på min facebook, hvor hun eksempelvis var ved at vælte eller spiste hotdogs.
Der var også et tidspunkt, hvor jeg havde et nøgenbillede af mig selv som profilbillede, og jeg kan huske, at jeg syntes, at jeg så virkelig godt ud. Jeg ved ikke hvorfor, men billedet blev aldrig anmeldt, så det lå der helt, til jeg slettede min profil i 2015.
Der var engang, hvor jeg vitterligt gjorde, hvad der passede mig. Det var ret kortsigtet, og jeg blaffede alene rundt både i Danmark, Tyskland og Frankrig uden at tænke ret meget over min risikovillighed.
Jeg fik min første tatovering, da jeg var 17, og det var på valentinsdag, og det var i Berlin, og jeg var mega nervøs for, at de ville spørge om min alder. Jeg havde drukket en stor fadøl og hørt Blækspruttesangen to gange, mens jeg røg en smøg og ventede på, at det var min tur.

Ja, det var dengang, jeg røg og levede hipster-jeg-er-spontan-og-kunstnerisk-og-kysser-kun-med-fyre-der-spiller-jazz-ris-ras-livet, og jeg syede alt mit 50’er-stils-tøj selv. Jeg gik også med hat – dem havde jeg mange af, og jeg kunne godt finde på at ryge med cigaretrør, selvom jeg ikke rigtig kunne lide, at røgen blev tættere, men hvad gjorde man ikke for sin identitetsfølelse. Jeg kendte alle bartenderne – selv dem, der ikke kendte mig. Mine veninder, venner og kærester udgjorde rammen for alt, og mit netværk var stort, fordi jeg altid var til de rigtige fester, kendte de rigtige og sad på de caféer, hvor alle kom. Om fredagen vandt jeg øl ved at vinde i bordfodbold, og jeg snød altid i kortspil, selvom der ikke var den store gevinst ved at snyde. Spillet var mit, og livet var lige så meningsløst, som det var spændingsfyldt.

Der var engang, hvor jeg altid gik med hofteholdere og havde en amerikansk-tysk kæreste, som var guddommelig smuk og 10 år ældre end  mig. Vi snakkede sammen på engelsk, for jeg kunne ikke tale tysk, og han kunne ikke tale dansk, men elskoven talte sit eget sprog. Han havde været en del af det berlinske swingermiljø, og jeg ville gerne prøve det, men jeg var under 18, så jeg kunne ikke blive lukket ind til de voksnes fest.

Der var også engang, hvor jeg havde en kæreste med dreadlocks, og han jonglerede med grønsagerne, når vi lavede vegetarmad, og han spillede trompet og harmonika. Han var en fantast, og jeg var en vildkat, der ikke kunne tæmmes, og han piercede min venstre nipple med en tang og en kanyle. Vi boede selvfølgelig i et kollektiv, og han røg selvfølgelig hjemmerul, og jeg skrev selvfølgelig om mit liv i en sort moleskine notesbog. Der var ingen, der lyttede til os, og når alle havde et håbløst liv, var det ikke så mærkværdigt eller ensomt.

Vi spillede bezzerwizzer og backgammon, og mine veninder og jeg tog til Pecha Kucha for at udvide horisonten. Det er jo meget vigtigt, når man sådan er en 15-21-årig hipster, at man er opmærksom på det dybe sorte i sjælen, men også international politik og klimakrise. Kontrastforholdet var i centrum, men jeg tog aldrig stoffer eller havde usikker sex. Jeg kunne ikke lide at bryde loven, men det forhindrede mig ikke i at hænge ud i forladte huse eller have et falsk id, som viste, at jeg var 20 og ikke 16.

Der var engang, hvor jeg altid gik med laksko og læderjakker og havde meget kort page, som ledte tankerne hen på 1900-tallets storhedstid.
Der var engang, hvor jeg ingen fremtid havde, og nutiden var ikke bedre end den seneste forelskelse.
Der var engang, hvor jeg barberede et hjerte af mine kønshår på venusbjerget og læste hænder på mine one-night-stands.
Der var engang, hvor jeg tegnede portrætter, sov i timerne, kom fuld i skole, var mine kærester utro, spillede kort og drak vin med mine veninder.

Det er ikke engang så mange år siden, men det føles som et andet liv. Jeg stadig har ar efter mine piercinger, og caféerne ligger der endnu, men det er nye 17-årige, der sidder der og læser digte og laver kunstprojekter.  Aarhus er stadig Aarhus, og jeg har intet imod, at den tid er ovre.

Læs videre “Ris-Ras-livet”

Det systematiske udsættelsesmønster

At bo i en container er ikke lige så fedt, som det er hipt, og da vi endelig får vores rigtige lejlighed igen, er jeg umådeligt fokuseret på at flytte (flygte) fra den glohede jernkasse. Min kæreste jubler også, men han er af mere nomadekarakter end jeg. Dertil er han også så ufokuseret grundet et samsurium af eksamener, nervøsitet for fremtiden og en sommerforelskelse i Kirsebærpigen, at han ikke kan rette sin energi mod ét foretagende for tiden.

Vi aftaler dog, at vi vil holde kærestedag om lørdagen, fordi vi har haft travlt hele ugen, og vi skal flytte de sidste af vores ting. Min kæreste har jo givet sig selv identitetsmarkøren ‘minimalist’, og som en konsekvens af dette ser han gerne, at vi ejer det minimum, vi skal bruge af ting. Det betyder selvfølgelig også, at tiden ikke kun skal gå med at flytte, men også om at sortere i alle sagerne. Et omfattende arbejde kan man sagtens argumentere for – og særligt fordi kælderen også skal tages i denne omgang.

Sommeren er her, og i Danmark er den her jo aldrig, så vi beslutter at tage forbi Priden og Vestergadefest som en del af fokushyggen, inden vi går i gang med at endevende vores hjem. Tilfældigvis møder vi nogle af vores venner, og vi følges med dem rundt og drikker kolde Fynske Forår. Mens vi sidder på Aarhus Brætsspilscafé, sms’er min kæreste med en af sine dates. Vi er blevet lidt fulde – dels af stemningen under Priden og dels af øllene, og dømmekraften slår ikke helt til. Han spørger, om han ikke må tage på en spontan date, og det går jeg med til på den præmis, at han kommer tidligt hjem, så vi kan komme i gang med at løfte de tunge kasser. ”Du er den flytteansvarlige af os to”, siger jeg til ham med den overbevisning, at han forstår vigtigheden af nesting for mig. Vi aftaler, at han skal være hjemme kl. 18, og at jeg har aftensmad klar der, men så skal han også være fokuseret på at flytte resten af aftenen.

Jeg cykler alene hjem kl. 15, og tiden går med at pakke tøj ud og gøre rent. Denne gang vil jeg virkelig gerne gøre det ordentligt, for det synes jeg seriøsiteten af vores forhold fortjener. Det er ikke første lejlighed, vi bor i sammen, men det er den første lejlighed, hvor vi rigtig slår os ned. Alene i lejligheden går jeg rundt og får styr på livet. Jeg tager høje knæstrømper på, og jeg lægger ny neglelak i køkkenet, men det er ikke det samme uden ham i hjemmet.
Desværre kommer min kæreste for sent hjem, og han er helt ufokuseret, mens vi spiser den mad, jeg har lavet til os. Jeg kan mærke, at jeg bliver irriteret på ham, for hans latenstid er lang, og han kan ikke holde tråden i samtalen. Bagefter falder han sågar i søvn, og selvom jeg vækker ham fire gange for at sige, at vi hellere må komme i gang, kan jeg ikke få ham op. Da han endelig står op, er klokken halv ni, og jeg prøver at gøre ham opmærksom på, at vi altså har en del at se til, så vi må hellere komme i gang i stedet for at stå med telefonen og stene.

Det er på det tidspunkt han koger over. Han er opkørt og føler sig kostet rundt med. Han føler, at vi altid skal gøre tingene på min måde, og når det passer mig.  Jeg siger, at vi sagtens kan gøre det på hans måde, men uanset hvad skal vi jo pakke ud, og mandag skal vi aflevere den gamle lejlighed, så vi har ikke tid til at udskyde det mere.

Vi kommer ind i en længere snak på den anden side af hans umiddelbare reaktion, når jeg ind til ham. Jeg får igennem, at han bliver nødt til at overholde de aftaler, vi laver, fordi vi også er i et praktisk samarbejde omkring sådan noget som en flytning eksempelvis. Faktisk går jeg til ham, for jeg klarlægger det systematiske udsættelsesmønster, han har. Som jeg ser det, får han ikke lave karakterer, fordi han ikke er dygtig nok, men fordi han intet laver. ”Du er begyndt at undgå krav og udfordringer”, siger jeg. Først benægter han, men mod forventning stopper han sig selv og siger: “Ja, jeg ved det godt.” Jeg er helt overrasket, for jeg har ikke tidligere kunne få ham til at indse det, men han lukker helt op og fortæller, at han er bange for at blive som sin far. Han siger, at han er bange for, at han ikke kan klare det hele, så han forsøger at undgå at blive konfronteret med de potentielle nederlag. Han vil ikke være doven, men udfordringerne har hobet sig op, og nu vælter det.

Min kæreste siger også, at han hører sin alkoholiske fars stemme inden i, når han går i gang med en opgave. Det er den skyldsbetonede stemme, og den er utrættelig og dømmende. Han fortæller, at han føler sig stresset, og han til tider skubber mig væk, fordi jeg stiller krav til ham. Selvom det ikke er urimelige krav, og han ved, at jeg i øvrigt er meget overbærende med ham, virker selv små opgaver uoverkommelige, fordi de kommer udefra.

Da jeg vågner næste morgen, kysser han mig på panden og siger, at jeg kan filme til DR, hvis jeg har lyst. Han giver mig kameraet, og det viser sig, at han har forberedt en hel morgenseance til mig med morgenmad, friskbagt brød og kaffe, et brev og massage. Han fortæller om sine tanker, og vi bliver enige om, at han skal have struktur og øve sig i at prioritere. Han beder mig også om at blive ved med at presse ham til at indse, når han selvbedrager. “Jeg vil gerne langt, langt væk fra mit ophav i ghettoen, og det kommer jeg ikke, hvis jeg bare render rundt med flot hår og undgår alle udfordringer. Jeg vil ikke have, at du fortsætter uden mig. Vi skal videre sammen,” siger han, mens han holder om mig.

Jeg drikker kaffen og spiser af alt den udskårne frugt, og vi har den morgen den nærhed, jeg elsker. Dog ved jeg, at vi kommer til at skulle gennem den her snak mange, mange gange endnu, men jeg kan mærke på ham, at han denne gang har ændret sig lidt.

Læs videre “Det systematiske udsættelsesmønster”

Force majeure

Det handler om den perfekte balance mellem at føle sig fri, leve i nuet, men også at tage hensyn til fremtiden. Det handler om at kunne indgå i en professionel sammenhæng, men også om at være en privatperson. Det handler om at være et helt menneske med alle dets facetter. Det handler om retten til sin egen historie og sit eget liv, og det handler om at vurdere, hvor grænsen går.

Jeg har sådan et flashback til, da jeg var omkring 8-10 år, og jeg står i køkkenet ,og lågerne er smadret, og vores aftensmad ligger på gulvet. Mine tegninger, der hang på køleskabet, er revet i stykker, og jeg har ingen kontrol over de voksnes følelser, men jeg har kontrol over mit eget indre univers. Så jeg begynder at formulere breve til mit voksne jeg. Jeg var elendig til at skrive, og jeg gik til ordblindeundervisning, men jeg havde det hele i hovedet og ikke på papiret. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig selv ville mishandle mine børn på den måde, og jeg lovede mig selv, at jeg ville råbe op, så snart jeg ikke længere var afhængig af maden og huslyet. For det er jo ofte problemet: børn er afhængige af deres forældre, og loyalitetsfølelsen kan komme ud af proportioner. Selvfølgelig var jeg også bange for, at ingen ville tro mig, og jeg bed det hele i mig, til jeg knækkede. For det var mig, der tog den. Der er ofte én, der tager den, og det blev mig blandt mine søskende, og nu er det faktisk lykkes mig at komme ud på den anden side trods alle prognoser.

Der er mange omstændigheder, personer og grunde til, at det har ladet sig gøre, og jeg kan takke dem alle. Dog var det mentale skjold nok det mest centrale. Jeg vidste jo godt, at det ikke var min skyld, selvom jeg blev rusket, til jeg indrømmede, at det var. Jeg begyndte at visualisere, hvordan jeg en dag ville fortælle alt det ufortalte, og dét gav mig en grundstyrke til at fortsætte. Dog skete der i midlertidig det, at da jeg en dag ikke længere var afhængig, råbte jeg aldrig op – jeg flygtede bare. Eller rettere reddede jeg mig selv. Jeg har aldrig haft et ønske om hævn, men jeg har haft en længsel efter at fortælle alle de andre, der heller ikke tror, at nogen vil tro dem, at jeg vil. I grunden har alle jo troet på mig, for det var jo åbenlyst for enhver voksen, der var vidne til det hele, at der var meget galt, selvom der aldrig var nogen, der overværede det. Dét var netop kernen! Alt skiftede, hvis det bankede på døren.

Eller næsten: alle har troet mig på nær lige en, hvis historie karambolerer med min. Det er klart, at rent intuitivt kan begge sandheder ikke eksistere i samme univers, men betyder det, at jeg ikke har ret til at have min udlægning uden, at det skal ødelægge den andens. For mig kan de fint have en sameksistens, men den følelse er ikke gengældt. Vedkommende vil beskytte familien, og vil ikke have, at min subjektive sandhed skal ødelægge den, men jeg synes ikke, at det er mig, der har ansvar for, hvad allerede er ødelagt. Lige omvendt synes jeg, at jeg samler – jeg samler bare kun den del af familien, der er værd at samle på. Indtil nu har jeg forsøgt at imødekomme den andens historie, men det går stille op for mig, at jeg ikke har det i mig at ofre det livsmod, som min historie bidrager med. Det var mig, der tog den! Jeg var den af os, der tog den, og med det følger nogle måske også nogle dyrtkøbte friheder.

Generelt har alt, der hører til et almindeligt liv, været lidt dyrt købt, når man starter ud på den måde, som jeg gjorde. Nu handler det bare om at se fremad og bygge på det rigtig gode sted, jeg er landet. Måske handler det bare om at være fri, glad, levende og autentisk, og det er netop, hvad jeg tænker, mens jeg ligger i sengen denne morgen.

Jeg vågner op i vores rigtige lejlighed, som vi ellers ikke har boet i i toenhalv måned, fordi vi har haft en ret omfattende vandskade. I går aftes kunne vi så flytte ind igen i det eneste sted, jeg for alvor har følt som et hjem, og som endda har fået et nyt køkken (!). Vi bor egentlig ret basic white people-agtigt med massere af IKEA-ting, planter, flora danica-plakater, teaktræsmøbler og royal copenhagen porcelæn. Ofte har min kæreste og jeg diskuteret, om det i virkeligheden ikke er en fordel, at vi vitterligt ligner de gennemsnitlige aarhusianere, for vi går helt sikkert under radaren det meste af tiden.

Min gennemsnitlige kæreste ligger stadig og sover ved siden af mig med halvt åben mund og blød hud. Han er solbrun og sund og stærk og sørme også søvndrukken i sin respons, når jeg taler til ham, men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at vi skal være vågne nu. Vi var til matematik b skriftlig eksamen i går i Ceres Arena, og efterfølgende tog jeg ned i Skanseparken og drak øl, mens min kæreste tog på arbejde. I parken drak jeg tre dåseøl, og inden vi skulle sove i går aftes, lå jeg op kastede op i flere timer. Efterhånden er jeg begyndt at overveje, om jeg har intolerance over for alkohol, når jeg kan drikke så små mængder og blive så fuld. Jo vist er jeg petit med mine 52 kg, men det lader nu til at være en overdreven reaktion på indtaget.

I slutningen af august blev jeg opereret for en løbeskade, og desværre har jeg stadig mange nervesmerter. Min genoptræningsfysioterapeut er ved at oplære mig i, at måden, jeg skal overkomme de kroniske smerter, er ved at bruge motion og gode oplevelser som naturlig smertelindring og -regulering. Det vildeste er, at det faktisk synes at virke, og nu er min motivation for at have et godt, meningsfyldt, indholdsrigt liv fået en ekstra dimension, for hvis ikke jeg følger lykken, vil jeg formentlig indhentes af smerterne og til sidst være sengeliggende igen. Intensiteten af smerterne er omvendt proportionel med min glæde og livsmod, så i virkeligheden vælger det jo sig selv.

Jeg skal bare være mig med alle de skævheder og påfund, det indebærer. Da jeg var 16-18 år, var jeg seriøst den bedste på sociale medier. Jeg havde virkelig flair for selvironi og at flirte med kanten af det upassende. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg gerne vil give mig selv fri til at udforske livet igen uden at konsekvensberegne konsekvent og uden at lave mine konsekvensbekymringer kumulere.

Så goddag til den frie verden – det her skal nok blive sjovt.

Læs videre “Force majeure”

Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig.

Der var engang, hvor jeg sov på halvtaget på togperronen på Skanderborg station, og jeg vågnede midt om natten og frøs, selvom der stod på varedeklarationen, at soveposen kunne holde til minusgrader. Jeg havde drukket vin og taget billeder med mit engangskamera, og det føltes ensomt at være den eneste 14-årige pige, der lå op og kiggede på stjerner den nat på perronen.
Nu er det sådan, at jeg møffer mig ind til dig hver nat, så du kan varme mig med din overdrevne kropstemperatur, og din duft er min kloroform. Jeg snuser til dig, og du læser højt for mig i alverdens bøger, og når du ikke læser højt, fortæller du alt dét, du ikke kan fortælle til andre. Nogle nætter tager vi ud til vandet, og du kommer tæppet omkring mig, mens du rækker mig termoflasken med kamillete. Du nusser mig i håret og kysser mig på kinden, og jeg elsker dig, som jeg aldrig har elsket nogen før.

Der var engang, jeg røg, når jeg ventede på bussen, toget og togbussen, og jeg støttede mig til den placebo-skabte tryghed i cigaretten, når jeg ikke kunne søge andre steder hen. Jeg havde venner på alle kontinenter, men hvilken signifikant forskel gjorde det, når ingen af disse mestrede at opretholde et hverdagsliv, der var lige så spændende og meningsfyldt som rejserne.
Nu er det sådan, at vi kommer i snak med fremmede hver gang, vi er i det offentlige rum. Din måde at begribe verden på er så uforudsigelig og magisk, at du ingen stimulanser behøver, før du kan udlede livets store spørgsmål af krummerne på bordet. Du udfordrer mig, selvom du ikke tror på det, og din originalitet får alle mine elskere til at elske dig højere, end de elsker mig.

Der var engang, hvor jeg sov dagen lang, og livet var formålsløst, selvom spændingskurven gjorde krumspring, når jeg tog på eventyr.
Nu er det sådan, at vi snakker hele natten, og vi griner, til jeg får ømme mavemuskler. Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig. Når vi er væk fra hinanden en time, har vi tænkt tanker nok til at snakke i to.
Jeg kan ikke få nok – jeg kan fucking ikke få nok af dig!

Der var engang, hvor jeg var optaget af det melankolske. Jeg oplevede håbløsheden som et livsvilkår, og de andre unge kom til kort, når jeg fortalte anekdoter fra parallellivet. Det var kedeligt at være >>den eksotiske<<, når livet i provinsen var så forudsigeligt.
Nu er det sådan, at kontrastforholdet findes mellem os og resten af verden. Du siger ind i mellem, at verden ikke er klar til dig, men jeg er! Når vi ikke taler, kommunikerer vi altid på højtryk, og du udmærker dig særligt non-verbalt med dine blikke. Jeg nusser, piller, fjoller og driller, og du finder dig i at være mit tålmodige  kæledyr, der skal ordnes og dresseres.

Der var engang, hvor jeg aldrig gik med bh, og kombinationen af dét og gennemsigtigt tøj skænkede jeg aldrig en tanke. Jeg var fri, badede nøgen og fangede krabber ved kysten, men jeg var også bange for dem, så jeg turde ikke røre ved dem.
Nu er det sådan, at du holder mig anstændigt klædt, retter på mit tøj – og manglen på samme – og du fjerner edderkopperne og holder dig jakke over mig, når det regner.

Du er en rigtig mand på den moderne måde. Du er håndværkeren, der udmærker sig akademisk. Du er marathonløberen, der styrketræner. Du er musikeren, der elsker livet i militæret. Du er centrum til alle sammenkomster. Du rejser de væltede cykler op. Du kører mine veninder børns i børnehave. Du henter min fulde lillebror fra fest. Du køber blomster til mig, selvom jeg er streng. Du er dominerende og blid. Du er min sælven, min corgy og min bedste ven. Du rummer mig og alle mine idéer. Du tør dele og tør være sårbar.
Ja, der var engang, jeg blaffede alene ned gennem europa og tog til undergrundsfester i Venedig.
Nu er det sådan, at jeg har fundet en at dele det hele med.  

Læs videre “Jeg siger i gennemsnit 32.000 ord i døgnet, og 25.000 af dem er til dig.”